Smagen af Samsø - spis dig til en hel uforglemmelig ferie
Log ind Log ind
Smagen af Samsø - spis dig til en hel uforglemmelig ferie

Smagen af Samsø - spis dig til en hel uforglemmelig ferie

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Ehrenberg Kommunikation

Få de bedste ferietips til den gode madoplevelse på Samsø.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Dette indhold kræver et aktivt
abonnement

Læs mere

Har du allerede et abonnment?

Med Samsøs beliggenhed i ly af Jyllands brede ryg og under Mols Bjerge omgivet af det lune hav og begunstiget med de fleste solskinstimer i landet, er betingelserne for dyrkning af den frugtbare jord ideelle. Fra plantager og marker høstes frugt og grønt - hvem kender ikke samsøkartofler - ligesom her findes kødprodukter af særlig høj kvalitet. Så derfor satte vi os for at finde smagen af Samsø.

Det lille Sommerhotel i Ballen

Fra Jylland kommer man til Samsø med Samsø Rederi, der på ca. en time sejler til Sælvig Havn, og de der kommer fra Sjælland, tager Samsøfærgen til Ballen Færgehavn, på ca. fem kvarter. 
Fra Ballen Færgehavn er der blot en kilometer til havnebyen Ballen, hvor vi indkvarteres på det hyggelige og charmerende lille Sommerhotel midt i landsbyen. Det lille Sommerhotel medvirkede i 2014 i TV2's programserie "Danmarks dejligste badehoteller". Her er da heller ikke langt til Samsøs største lystbådehavn, ligesom der på begge sider af havnen findes børnevenlige sandstrande.
Efter en dejlig nat i de fredfyldte, lyse værelser, som er fordelt på hovedhuset og et anneks, venter der en flot morgenmad bestående af yoghurt med friske samsøbær, hjemmebagte boller, blødkogte æg og forskellige lokalt fremstillede marmelader samt et udvalg af oste. Og så er bunden lagt til oplevelser på Samsø. Strandliv langs kysten, cykelture i det lette terræn (cykler kan lejes på det lille Sommerhotel), og vandreturene ligger lige om hjørnet. Man kan også vælge at tage på sightseeing med "Dirch Passer Bussen" kendt fra filmen "Bussen".
Mulighederne er utallige og der er masser af inspiration at hente på portalen Dansk Ø-Ferie, hvor man også kan bestille færdige pakkerejser med transport og ophold.

Det Lille Sommerhotel i Ballen

Det Lille Sommerhotel i Ballen

Restaurant Skipperly

Vi er tilbage i Ballen ved frokosttid og netop ved Ballen lystbådehavn ligger Restaurant Skipperly, hvor vi på stedets store terrasse med udsigt til lystbådehavnen naturligvis skal smage den lune, saftige sild med tilhørende lokalt fremstillet snaps. Restaurantens menukort er tilpasset årstiderne, så her altid er friske råvarer og afvekslende retter. Denne dag får vi udover den skønne sild - der næsten er et "must" - også små anretninger med røget laks, æg med skinke, hjemmelavet paté, lokal ost samt frugtdessert.

Hyggelige restaurant Skipperly i Ballen Havn

Hyggelige restaurant Skipperly i Ballen Havn

Den gamle købmandsgård i Ballen

I Ballen ligger også den historiske købmandsgård fra 1844. Det var en ung driftig købmand ved navn Lars Rasmussen, der som blot 23-årig rejste fra Slagelse til Samsø og startede handel med varer både til og fra øen. Handlen gik godt og købmandsgården blev udvidet. Lars Rasmussen søgte hele livet at udvide sit forretningsimperium og fra 1879 også med badegæster. Det var særligt borgerskabet fra de større byer og kunstnere, der gæstede på købmandsgården. 
Digteren og kunstmaleren Holger Drachmann var på bryllupsrejse og kom til Samsø, men den høje herre var ikke helt tilfreds med de korte senge, der blev tilbudt på kroen i Onsbjerg. Da Lars Rasmussen hørte om dette, var han hurtig og tilbød Holger Drachmann at snedkerere en seng der passede til "en mand af Deres format", som det blev sagt. Og købmandsgården fik endnu nogle gæster.

I de gamle stuer er det femte generation på den gamle købmandsgård, som over en kop kaffe med hjemmebag, levende beretter om stedets historie og hvorledes man har fået renoveret købmandsgården, så den igen fremstår som et af Samsøs smukkeste bindingsværkshuse. Vi får efterfølgende en rundvisning i bygningerne, der bl.a. omfatter en udstilling af gamle klædedragter, et pulterkammer med ting og sager som nok kunne interessere en antikvitetshandler og slutter med et besøg i havens lysthus.
I den gule tømmerhandel med gamle kareter i laden, er der på første sal indrettet mødelokaler og konferencerum - og i dag kan man atter bo som gæst i den gamle købmandsgård.

Den Gamle Købmandsgård i Ballen Havn

Den Gamle Købmandsgård i Ballen Havn

Smagen af Øen

I tilknytning til den gamle købmandsgård er her fortsat kolonialhandel i forretningen "Smagen af Øen". Her forhandles produkter dyrket og fremstillet på Samsø lige fra fisk frugt og grønt til frugtsaft, marmelade, diverse snapse og rapsolier og meget andet. Og så er man rundhåndet med smagsprøver, så vi får smagt lidt af hvert, før vi handler.

I købmandsbutikken kan man få lidt af hvert

I købmandsbutikken kan man få lidt af hvert

Samsø Bær - meget mere end marmelader

Men hvor kommer de lokale produkter fra? Det kan man f.eks. få oplyst ved et besøg i Sildebalde hos Samsø Bær, en lille virksomhed der bl.a. producerer saft, marmelader, rapsolie og snapse. Her spadserer vi ud i marken til frugtrækkerne, netop som et rådyr springer væk mellem solbærbuskene og forsvinder i hegnet. Vi hører om dyrkning og plukning af forskellige bær - herunder egne vindruer - inden vi besøger produktionsanlægget. Herefter kan vi smage på nogle af Samsø Bærs produkter, ligesom der er mulighed for at handle.

Samsø Bær med lokal produktion

Samsø Bær med lokal produktion

Forkælelse på Hotel Strandlyst

Også på Hotel Strandlyst bliver man forkælet. Her er det chefen Søren Ørum, der i 26 sæsoner drev restauranten Ved Kæret i Nordby, som nu er flyttet til Ballen. Hotellet er indrettet til ren forkælelse af gæsterne og det samme sker i restauranten, hvor køkkenet benytter gode råvarer fra Samsø.
Denne aften forkæles vi med fisken multe, der er stegt på skindsiden, og lammeryg af lokale gutelam, der bl.a. græsser frit på Grønhoved ved Stauns Fjord og er meget eftertragtede pga. den gode smag. Denne herlige middag afsluttes med koldskål og hjemmelavede kammerjunkere samt friske bær fra Samsø. Sørens måde at kredse om sine gæster på og fortælle historier fra nær og fjernt er kun en ekstra god oplevelse på Hotel Strandlyst.

Hotel Strandlyst i Ballen

Hotel Strandlyst i Ballen

Italiensk islæt ved Hotel Vadstrup 1771

Vores gastronomiske tur rundt på Samsø slutter på Hotel Vadstrup 1771, der er indrettet i en skøn gammel bindingsværksgård med en parklignende have med store, gamle træer. Stedet drives af kunstnerparret Rie Toft og Paul Hamman og både i haven og i stuerne ses kunstværker i beton og keramik. I de smukke omgivelser er der plads til både større konferencer og individuelle gæster fordelt på 12 værelser. Men parret har også tabt deres hjerter til Italien og importerer kvalitetsprodukter til videresalg på Samsø. 
Så det er naturligt, at vi til denne frokost præsenteres for en italiensk kulinarisk oplevelse bestående af lufttørret landskinke, soltørrede, syltede tomater, stegte squash og artiskok, olivenpastinade samt parmesanost m.v. - naturligvis serveret på hjemmegjorte keramikfade og ledsaget af forfriskende italiensk hvidvin. 
Så på Samsø kan smagen af Samsø sagtens være lidt mere end smagen af Samsø.

Hotel Vadstrup 1771

Hotel Vadstrup 1771

Fakta om Danmark - Samsø

Samsø ligger lunt midt mellem Jylland og Sjælland i Kattegat og har i de senere år haft landets fleste solskinstimer, hvilket gør den lokale frugt og grøntsagerne til noget helt specielt.

Befolkningstal: Ca. 3.700

Areal: Ca. 114 km²    

Mest besøgte attraktion: Naturen med bl.a. Nordby Bakker og skønne strande samt øens museer.

Færgeoverfart:

Du kan sejle fra Kalundborg til Ballen med Samsølinjen

Du kan sejle fra Hou til Sælvig med Samsø Rederi

Mere information:

Turistinformation: Samsø

Turistinformation: Danmark