100 Gavnø Slot IMG 9290
Kør-selv ferie

På tur til Gavnø Slot

Google Map...

Sydsjælland og Møn er samlet i hjemmesiden Sydkystdanmark.

Mest besøgte attraktion: Møns Klint og Stevns Klint samt naturen langs Sjællands sydkyst. Gavnø Slot samt Karrebæksminde og Enø med områdets bedste badestrand.

Mere information:

Turistinformation: Sydkystdanmark

Turistinformation: Danmark

På en ø i Karrebæk Fjord sydvest for Næstved ligger øen Gavnø, der er mest kendt for øens rokokoslot - Gavnø Slot - der stod færdigt i midten af 1700-årene. Men slottet har dele som går helt tilbage til begyndelsen af 1400-tallet. I dag er det slægten Reedtz-Thott der værner om slottets historie og en af Danmarks smukkeste haver. For at komme over til Gavnø passerer du en ældre stenbro.

100 Gavnø Slot IMG 9290
Gavnø Slot

Gavnø Slotspark - blomstrer det meste af året

På de fleste årstider kan du nyde Gavnø Slotspark på 80.000 m2. Hvert forår blomstrer 150 forskellige arter af tulipaner og påske- og pinseliljer samt tazetter m.m. Mellem skønne rododendron og høje gamle træer afløses de tidlige forårsblomster af 2.500 georginer og 8.000 andre smukke sommerblomster. I juni blomstrer roserne og så i august og september kommer 12.000 duftende liljer fordelt på 20 forskellige arter. Ved juletid holder Gavnø Slot julemarked. Der er således meget at se på og dufte til det meste af året.

Skjærsommer - et dukkehus

Midt i parken ligger et mindre bindingsværkshus fra 1846, som blev bygget til stedets datter - den lille baronesse Julie Reedtz-Thott. I dag kan du gennem vinduet på verandaen se en større samling af forskellige antikke dukker. Udstillingen er interaktiv og trykker du på en højttalerknap, hører du om stedet.

Rosenhaven - en fryd for sanserne

Allerede i juni står den romantiske rosenhave i fuldt flor. Her er en unik roselabyrint og mange bede med forskellige sorter og farvesammensætninger spreder sig på et større areal i slotsparken.

Sommerfugleland

I et af drivhusene kommer du ind i tropisk varme og modtages af et væld af forskellige eksotiske sommerfugle som basker rundt mellem de frodige planter. Sommerfugle kan ikke leve under 30 grader. Her er udlagt frugt som tiltrækker sommerfuglene og mens de sidder stille og suger saft, har du mulighed for rigtigt at studere sommerfuglenes smukke mønstre og farver. Her kan du også læse mere om sommerfuglenes ejendommelige livscyklus.

Udenfor kan du se afrikanske bjerggeder og deres gedekid i en indhegning, hvilket altid er populært hos børnene.

Gavnø Slot - et rokokoslot med stor malerisamling

Den første ejer af Gavnø var greve Otto Thott (1703-1785), som udover at være en af 1700-årenes dygtigste statsmænd også var en stor kunstsamler. Det ser du oppe i slottets historiske gemakker, hvor du finder en af Nordeuropas største, private malerisamlinger på omkring 1000 værker med kunst fra det 16. til det 18. århundrede. Mange af malerierne er portrætter af adelige og kunstnere, men du finder også landskabs- og maritime billeder. Flere er reproduktioner, men bestemt værd at studere nærmere. På øverste etage er hele den ene fløj indrettet med soveværelser og stuer i forskellige stilarter fra den adelige fortid. Bemærk lofternes stuk, lamper, møbler, gardiner og gulve - alt er flot vedligeholdt.

Gavnø Slotskapel

I forlængelse af - og sammenbygget med slottet - ligger slotskapellet. Det var oprindeligt en del af et dominikaner nonnekloster, som dronning Margrete den 1. lod opføre i 1402. Kapellet har Nordens mest farverige kirkerum og en flot håndskåret altertavle og prædikestol. Kapellets vægge er dekoreret med mange malerier og har et gammelt - men renoveret - orgel fra 1700-tallet. Lyt til hvad der fortælles om stedet, når du træder ind i kirkerummet og giv dig tid til at høre orglet spille som afslutning på dit besøg.

Sørøverland - en legeplads for de mindste

Et afsnit i slotsparken er indrettet som legeplads for de mindste. Her er udfordrende klatrehuse, skibe etc.

170 Legepladsen Sørøverland , Gavnø Slot IMG 9322
Sørøverland - en legeplads for de mindste

Gavnø Go Fly - trætopbaner for hele familien

Forsynet med hjelm og klatreudstyr og under kyndig vejledning, kan du og dine børn klatre sikkert på udfordrende baner mellem trækronerne højt over jorden. Mellem de 150 år gamle træer kan du vælge mellem syv forskellige trætopbaner - nogle mere udfordrende end andre - og op til 20 meter over jorden.

176 Gavnø Go Fly, Gavnø Slot IMG 9369
Trætopklatring på Gavnø Go Fly

Slotsbryggeriet Gavnø

Ved siden af den lille skov med træklatringsaktiviteterne finder du i de gamle, rustikke avlsbygninger Danmarks eneste slotsbryggeri, der brygger prisvindende øl. Du kan naturligvis købe øl her eller i Gavnøs Café Tulipanen.

God tur.