120 Erichsens Gård Rønne Bornholm Anne Vibeke Rejser IMG 8086

Rønne - en lille hovedstad på Bornholm

Google Map...
Danmark - Bornholm

Bornholm kaldes også "Solskinsøen" og er Danmarks østligste punkt i Østersøen.

Mest besøgte attraktion: Hammershus, rundkirkerne og naturen med sprækkedale. På Bornholm findes flere hyggelige byer som Svaneke og Gudhjem.

Kyststien: 120 km vandrerute hele Bornholm Rundt

Mere information:

Turistinformation: Bornholm

Turistinformation: Danmark

Campingpladser på Bornholm
Som medlem af DCU får du rabat

Rønne Nordskov Camping

Rønne har et par campingpladser og ca. to km. nord for byen ligger Rønne Nordskov Camping med direkte adgang til en fin sandstrand og havet. På den store åbne campingplads er ingen nummererede standpladser, så vi finder selv et skyggefuld sted at slå teltet op. Har du ikke telt med, kan du leje dig ind i en af campingpladsens populære hytter eller en af de stationære campingvogne med fortelt. Rønne Nordskov Camping, der er en trestjernet campingplads, henvender sig til gæster, der sætter pris på fred og ro, uden unødig gøgl, tant og fjas - kort sagt en rolig base at vende tilbage til, når dagens oplevelser skal fordøjes.

Rønne - Verdens mindste hovedstad

Vi spadserer ind til byen og begynder i Bornholms Velkomstcenter (Turistinformationen) hvor der tilbydes masser af materiale som gør det lettere at orientere sig og udvælge netop det, man ønsker at se når man er på Bornholm. Destination Bornholm udgiver bl.a. en helt lille bog om Bornholm som hedder "Kort & Godt - Øen rundt - Hele året" – en anbefalelsesværdig bog som er gratis og som både har bykort og beskrivelser. Her finder vi bl.a. en foreslået lille slentretur gennem den gamle bydel i "Verdens mindste hovedstad", som Rønne også bliver kaldt.

I 1100- og 1200-tallet, da byen voksede, hed stedet Rodne, som betyder rådden, for her lugtede ikke godt i det sumpede og tangfyldte kystområde og her har sikkert også ligget affald af al slags i gaderne, ligesom alle andre steder i middelalderen. I dag dufter her herligt og det konstaterer vi på en spadseretur gennem de brostensbelagte gamle gader.
Et naturligt udgangspunkt for en byvandring er ved Rønne Kirke - Sct. Nicolaj Kirke - som vi allerede ser ved indsejlingen i Rønne Havn. Kirkens ældste dele er fra 1215, men blev kraftigt renoveret i 1915-18. Over for kirken ses Bombehusene, som blev opført efter de sovjetrussiske bombardementer af Rønne den 8. og 9. maj 1945. Dengang blev en stor del af byens huse ramt og 212 blev totalt ødelagt.

Bindingsværk med stokroser

Fra Kirkepladsen snor Vimmelskaftet - en af de idylliske gader - sig langs bindingsværkshuse med stokroser og her finder vi bl.a. Rønnes mindste hus med et enkelt vindue og en dør med en trappe af træ, der kan tages med inden for - ikke til at tage fejl af. Men her er mange andre hyggelige små bindingsværkshuse og grundmurede ejendomme, som ses på denne bytur.

På toppede brosten til Erichsens Gård

I Rønnes maleriske kvarter med bl.a. Storegade og Laksegade bevæger vi os på toppede brosten mellem blomstersmykkede bindingsværkshuse og besøger Bornholms By-og Havemuseum, der ligger i Erichsens Gård fra 1806, der er blandt de bedst bevarede borgerhuse. Her kigger vi ind i et fint, gammelt hjem fra 1800-tallet med hyggelige stuer og med en gammeldags byhave, hvor tipoldemors undertøj hænger til tørre og blafrer i vinden mellem blomster og køkkenhave.

Større bygninger

På Store Torv starter/slutter gågaden med forretninger som i alle andre provinsbyer og her er et leben ved caféer og restauranter. Ikke langt herfra ligger Bornholms Kulturhistoriske Museum indrettet i en tidligere sygehusbygning. Her kan du lære om øens historie fra stenalder til anden verdenskrig og bl.a. se en stor samling af bornholmerure og legetøj. Hovedattraktionen er måske Guldgubberne - små guldbelagte blikstykker med motiver af mænd og kvinder - som blev fundet i 1986 og som vidner om at Bornholm gennem tiderne har været en betydningsfuld ø midt i Østersøen med handelsforbindelser til alle nabolandene.

På de vandreture som anbefales begynder vi i den store skov Almindingen.

Vandretur Bornholm Rundt (del 1 af 4) - Kyststien fra Rønne til Hammerhavn

Du skal acceptere marketing cookies, for at du kan se indhold fra YouTube.

Se Tv-program i fuld længde: Anne-Vibeke Rejser - Kyststien, Bornholm

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser