Blandt skarverne på Bognæs, Sjælland
Log ind Log ind
Blandt skarverne på Bognæs, Sjælland

Blandt skarverne på Bognæs, Sjælland

Stanken er umiskendelig, når du nærmer dig skarv-kolonien. Det synlige spor efter disse grådige fugle er de hvide pletter på jorden, som mest af alt minder om spildte malerklatter spredt udover det grønne tæppe, der udgør skovens bundække. Og så træernes nøgenhed. Kvalt i efterladenskaber.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Gennem Boserup til Kattinge Vig

Denne cykeltur starter i Roskilde og fra stationen cykler du ud til Boserup skov. Her i foråret står anemonerne tæt i skovbunden og på vejen gennem skoven kan du stoppe ved en af de mange små skovsøer, der ligger tæt ud til stien. Et par unger roder efter salamander- men har ikke fanget noget endnu! Ude af skoven fortsættes Boserupvej mod Kattinge og du får snart Store Kattinge Sø på din venstre side.  Drej op ad bakken mod Bognæs og her når du et af turens bedste udsigtspunkter ud over Kattinge Vig.

Kattinge Vig ved Boserup Skov

Kattinge Vig ved Boserup Skov

På Bognæs

Du når frem til færisten før Bognæs, hvor den offentlige trafik ikke har adgang. Her er en lille P-plads, hvor du kan stille bilen, hvis du springer turen gennem Boserup Skov over. Det giver lidt bump i cyklen, når du passerer færisten og cykler ind på grusvejen. Det første stykke er lidt åbent, men med blomstrende sennepsmarker på begge sider af vejen. Lidt efter kommer du ind i den lyse forårsskov. Det er et fantastisk lys der møder dig, når solens stråler kastes ned på de blomstrende frugttræer, der står ind i mellem andet løv og granerne.

Cykeltur i Bognæs

Cykeltur i Bognæs

Skarverne

Det synes hele tiden som om det går opad! Og lidt besværligt er det, at cykle på de mudrede skovstier, der ikke alle er grusbelagte. Du når op på øens højeste punkt - 12 meter over havet - men kan for det meste kun se skov. Da er det, du kan mærke den skarpe lugt af skarv - og høre dem kan du også nu, hvor de blander sig med mågernes skrig ude fra mågeøen i vigen. Et par af fuglene forlader deres reder, blot for lige at kredse et par omgange, inden de igen lægger sig til rette. Nu begynder skarverne at vende hjem fra deres fisketur.
Det bliver kun til et øjeblik i skarvkolonien - for ikke at forstyrre for meget og cyklerne trækkes tilbage til en lidt større sti.

Skarvkoloni på Bognæs

Skarvkoloni på Bognæs

Overdrevene

Ude på engene går køer og ungtyre frit, så du skal passe lidt på hvis du vil gå derud. Men her ude ved kysten er der også en fin udsigt udover Roskilde Fjord og til Roskilde by. Her kommer en hejre flyvende og der trykker en fasan sig ned i gruset, inden den basker op. Inde i skoven ses en lille flok rådyr - en fem-seks stykker - stå midt på stien. Du kan cykle langsomt videre frem mod dem, i håb om at kunne få et billede. De første 50 meter går fint, men så får de øje på dig. Yderligere 20 meter og de bliver stive. Efter endnu 20 meter er der een som springer ind i skoven og de andre følger rask efter. Flot at se dyrene i modlyset omkranset af skov - men denne gang blev det ikke til nogen billeder!
Turen kan gå samme vej tilbage eller over Svogerslev - men det er en anden historie. Turen på Bognæs kan udmærket gås. Husk madkurven!

Overdrevet ved Bognæs

Overdrevet ved Bognæs