120 IMG_2010.jpg

Rideferie over Balkanbjergene med masser af oplevelser

Google Map...
Bulgarien - Penguin Travel

Hovedstaden i Bulgarien er Sofia. 

Befolkningstal: Ca. 7,2 mio.

Areal: Ca. 110.994 km²         

Afstand fra Danmark: Ca. 1.639 til Sofia.

Tidsforskel: 1 time foran

Mest besøgte attraktion: Om sommeren er Sunny Beach ved Sortehavet attraktivt og om vinteren kan man stå på ski i Plovdiv.

Mere information:

Rejsebureau: Penguin Travel

Turistinformation: Bulgarien

Første pas

De forreste i ridegruppen er forsvundet bag træerne på den smalle serpentine-sti, der slyngede sig op ad bjerget, men jeg var fortrøstningsfuld - min hest kender vejen - og bag mig havde jeg vores guide. Faktisk behøvede jeg slet ikke "styre" min hest på vejen op, den er en topprofessionel bjergbestiger og ved eksakt hvor den skal dreje - og ikke mindst hvor den skal sætte sine ben for ikke at skride. Jeg hjalp hesten ved at læne mig lidt frem i sadlen, så min vægt blev fordelt på alle dens ben. Nu kunne jeg igen se mine rejsefæller og gennede min hest op til dem. Forude lå passet vi skulle over for at passere Balkanbjergene.

Apriltsi - Mandrata

Tidligere på dagen var vi vågnet i vores gæstehus i Apriltsi, der ligger i Ostrets ca. 585 moh. og havde vi en fin udsigt ud over dalen og de bagvedliggende bjerge. Gæstehuset var lækkert og meget smagfuldt indrettet med gode to- og tre-sengs værelser fordelt på to etager med hver sit fælles bad og toilet. Huset var pyntet med fine antikviteter og gamle landbrugsredskaber.
Efter et solidt morgenmåltid var det tid at køre til Riding Base Balkan, der ligger lidt uden for Apriltsi for foden af Balkanbjergene. Her mødte vi vore værter som driver Riding Base Balkan, og vores guide på den kommende uges rideferie - "Balkan Trail - Ridetrek over to bjerge". 
Med på turen var gæster som er vant til at ride og ofte er på rideferier. Selv har jeg redet lidt islandsk heste på dagsture og kan bestemt ikke betegnes som rutineret.
Derudover fulgte guidens kone sammen med deres datter i bil med vores bagage fra sted til sted og sørgede for at servicere os med mad og drikke.

Op på hesten

Guiden fik med sin store rutine hurtigt spottet, hvem der skulle have tildelt hvilken hest, som allerede stod opsadlet med westernsadler. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne betragtes som rutineret og fik tildelt vallakken Djamal. En stærk, men lidt doven hest, som der skulle prikkes til undervejs. Mine rejsefæller fik også heste efter rutine - nogle mere livlige end andre. Alt i alt et godt blandet hold. Der var ikke megen tid til at se selve stutteriet ved Riding Base Balkan før vi sad i sadlerne, så det må vente til vi kommer tilbage, for før vi fik set os om, var vi på vej gennem byens gader. Apriltsi er i virkeligheden en samling af små landsbyer, der ligger lidt spredte i dalen.

Den første galop

Vi skridtede på en lang række gennem byens udkant og kunne betragte de små haver og husene fra hesteryg. Allerede efter en lille times skridt var vi ude på engen og guiden signalerede, at det var tid til turens første galop. Her er det almindelig pli ikke at overhale en anden hest i galop. Nogle heste vil i givet fald "tage kampen op", så det er vigtigt at holde rækkefølgen i gruppen. Desværre var det ikke alle der havde forståelse for det. Men det gik heldigvis godt uden det "vilde" ridt. 
Vi kom op på den første lille bakke og kunne se hvad der ventede forude - Balkanbjergene - også kaldt Stara Planina (der betyder "Det Gamle Bjerg"). Bjergkæden er ca. 530 km lang og løber på tværs af hele landet fra Serbien i vest til Sortehavet i øst.
Solen bagte ned på os, så både heste og ryttere tørstede, selv om vi havde vand med i saddeltaskerne. Så det var en lise at komme ind i den skyggefulde skov og frem til frokoststedet, der var anrettet på et bord under et lille tag.                                                                         

Oppe i Balkanbjergene

Efter en passende pause sad vi igen i sadlerne på vej opad. Vi passerede grænsen til Central Balkan National Park som har et rigt dyreliv. Mere end 200 forskellige fuglearter findes her, men også vildsvin, hjorte, ræv, ulv og ikke mindst brun bjørn - der er totalt fredet. Bjørnene kan blive et problem her, da bestanden ikke længere reguleres gennem jagt. Bjørnene bliver flere og flere, hvilket tvinger dem længere ind mod landsbyerne for at få føde nok - og det skaber selvsagt problemer. Vi hørte historien om dengang man på rideturen uforvarende kom for tæt på en bjørn. Bjørnen havde ikke opdaget ridegruppen og begge blev forskrækket. Hestene sprang i hver sin retning og bjørnen løb sin vej. Ingen kom til skade. Normalt hører bjørnen os længe inden vi kan se den og stikker af.                                                                                                     

I bjerghytten

Vi nåede op i passet ved Smesite ca. 1.600 moh. og kunne nyde den betagende udsigt til de omkringliggende høje punkter og dalen nedenfor. Vi var ikke langt fra vores første overnatningssted og red ned til Mandrata, ca. 1.400 moh. Det er et tidligere malkehus, der er indrettet som refugium - eller bjerghytte. Men huset er langtfra færdigrenoveret. Det tager tid at få genopbygget Bulgarien, men man er i gang - om end det går langsomt. Så dette er en simpel hytte og har flersengs rum, hvert med sit bad og toilet. Som de fleste andre steder lægges brugt toiletpapir i en spand og skylles ikke ud i toilettet, da det kan stoppe afløbsrørene. Vi fik indrettet os på rummene, mens hestene blev sadlet af og kunne græsse på skråningerne neden for hytten. Uden for kunne vi på nogle træstammer sidde og nyde eftermiddagen, mens vi skyllede støvet ned med en øl eller vand - eller med kaffe og kage som allerede var parat til os. Snakken gik naturligvis på vores ømme baller og benmuskler efter en god dag på hesteryg.
Med i bagagen havde vi hver en sæk med lagen, pude og dyne som vi redte op med på de lidt slidte madrasser. Selv om sengetøjet naturligvis var rent, er det en god ting at spray sig selv og sengetøjet med myggebalsam, for at undgå unødige stik.                                                                      

Mandrata - Kalofer Klosteret

Jeg fik perfekt for åben dør og duftede til den kølige bjergluft. Der var lidt tid til morgenmaden var klar, så jeg gik en lille tur op ad bjergskråningen og nød solopgangen over Balkanbjergene. Inden længe mærkede jeg solens varme. Mens vi spiste morgenmaden blev hestene sadlet. Guiderne ville selv gøre det for at være helt sikker på, at alt var spændt korrekt. Sikkerheden for rytterne var i højsædet her.
Før vi red afsted kom hyrden med sin fåreflok, som han drev frem højere oppe på bjergskråningen. Med sig havde han sine bulgarske fårehunde, hvis primære formål er at holde sammen på fåreflokken, men også at beskytte flokken mod ulvene, som strejfer rundt her omkring.

Kamp mellem hunde

Uvist af hvilken grund stormede flere fårehunde ned mod hytten og på et splitsekund var alle hundene i kamp. Og det var den medfølgende hund det gik ud over. Vi kunne intet gøre - eller? Jeg tog en lang gren og forsøgte at banke den i ryggen på den kæmpende flok. - Lad være, bliv der råbt, du risikerer at de angriber dig. Men de ramte hunde flyttede sig et par meter og kæmpede videre. I mellemtiden var hyrden kommet til og mens han blot så på - sikkert med en vis respekt for sine egne hunde - fik vores guide banket en skovl i ryggen på en af de angribende hunde og de spredtes, så hyrden kunne få gennet hundene tilbage til fåreflokken. Sikke et drama lige fra morgenstunden.

Forbi Mt. Botev

Turen gik videre op over endnu et højdedrag med vid udsigt til alle sider. Her var der plads til dagens anden galop og over en længere strækning drønede vi afsted. Vi måtte være midt i "bjørneland", for overalt var her en frodighed af blåbær. Og den chance ville vi naturligvis gribe. Vi var på turens højeste punkt, ca. 2.000 moh. og så for første gang Balkanbjergenes højeste top Mt. Botev, 2.376 moh. ligge et par km væk. På toppen står et kommunikationsudstyr og i en lavning lige under toppen lå fortsat en snedrive. Det Centrale Balkan har et fastlandsklima med varme og tørre somre - vi havde vel omkring 28-30 graders varme lige der - selv i højden, og om vinteren ligger her normalt tre meter sne. Foran os kunne vi i det fjerne skimte Plovdiv-sletten og de lavere liggende bakker, der udgør Sredna Gora–bjergkæden.
Så startede nedturen på den stejle sydside af Balkanbjergene og for at undgå for stor belastning af hestenes bagben, stod vi af og gik med dem ned ad bjerget. Det var nødvendigt at gå lidt i zig-zag og det så ud til at hestene nyd det. For foden af bjerget fik vi frokost.                                           .

Kalofer-klosteret, 585 moh.

Efter et sidste ridt ned gennem skoven passerede vi floden Bjala Reka og kom frem til klosteret ved Kalofer, der ofte betegnes som munkeklosteret, selv om her også bor nonner. Her skulle vi overnatte i et afsnit af klosteret, der er indrettet som vandrehjem. Klosteret er oprindeligt fra 1606, men blev under tyrkerperioden plyndret og sat i brand flere gange. Bulgarien var under tyrkisk overherredømme i næsten 500 år og blev først i 1878 befriet af russerne og delt i tre territorier. Senere kom verdenskrigene og i 1946 blev monarkiet afskaffet og erstattet af den kommunistiske folkerepublik og Bulgarien blev medlem af østblokkens Warszawa-pagt indtil "Murens" fald i 1989. I dag er landet demokratisk og medlem af både NATO og EU. Klosterets kirke er fra 1880, men resten af bygningerne er yngre. Fader Damyam er stedets eneste mand og præst og har været her i mere end 30 år. Han er yderst veluddannet og taler som den eneste beboer engelsk. Her lever desuden tre ældre nonner.
Vi havde lige indrettet os i tomandsrummene, da præsten ringede til messe. På de to klokker lige uden for kirken formåede han ved et simpelt snoretræk at spille et lille stykke velklingende musik. Ved kirkens indgang er malet fresker og da vi blev inviteret indenfor, kunne vi nyde de flotte fresker i kirkens hvælvinger, og ikoner med billeder af Maria og Jesusbarnet samt helgener og præster placeret overalt langs med kirkens vægge. En af nonnerne kom til og det er hende, der skulle holdes messe for. Vi andre forlod kirken for at give dem ro.

Vandretur til kløften

Vi var nogle stykker, der benyttede lejligheden til at få rørt benene på en lidt anden måde - på en vandretur ind i kløften ved Dzendema-reservatet få hundrede meter fra klosteret. Floden Bjala, der er 37 km lang, starter ved foden af Mt. Botev og skærer sig dybt gennem landskabet. En anlagt sti med ikke færre end 400 trappetrin og otte broer krydser den smalle kløft, hvorunder floden bruser ned over flere små vandfald. Vandreturen bragte os langt ind og op i kløften og hele ruten er en rundtur på et par km. med fin skiltning undervejs, der forklarer hvilke dyr, fugle, træer og blomster etc. som vi kunne støde på. Turen tog ca. to timer - og det kan blive endog meget varmt i kløften, hvor vinden nærmest stod stille.

En stille og varm nat

Tilbage i klosteret var skumringen ved at lægge sig og en af de gamle nonner trak sig tilbage mod sit logi i en anden afdeling af klosteret. Selv om Den Bulgarske Ortodokse Kirke står stærkt og er meget populær blandt bulgarere, er klosterlivet her, som mange andre steder i den vestlige verden, ikke noget der er tilgang til. Nonnerne er en døende race.

I køkkenet var der tryllet en dejlig middag frem og igen i aften skænkedes der et glas Rakija (brændevin) for at fejre dagens bedrifter. Snapsen var dog ikke nær så stærk, som den chilipeber, som nogle gav sig i lag med.                                                                                                           

Kalofer Klostret - Svezhen

Fra Klosterets have kunne jeg denne morgen tydeligt se Mt. Botev med sneen i lavningen rage højt op i landskabet. Præsten havde allerede ringet til morgenmesse og snart var vi klar til dagens ridetur. Syd for Balkanbjergene, på den anden side af Rosernes Dal, ligger en mindre bjergkæde - Sredna Gora - hvis højeste punkt Bogdan, 1.604 moh. ligger i den vestlige del. 
Naturen i den østlige del, som vi skulle ride til, var mere bakker med løvskov og spredte idylliske landsbyer. Efter ca. seks km. ridt kom vi gennem landsbyen Kalofer - først gennem en ældre bydel og senere med udsigt til en række mere moderne og velholdte huse. 
Snart var vi ude i periferien og kunne ikke modstå fristelsen for at smage på de fuldmodne blommer. Vi red over åbne marker med masser af fuldmodne brombær og skulle op gennem slugterne i løvskoven. 

På en lille åben strækning fik hestene lov til at strække ud på en af dagens galopper. Både vi og hestene fik varmen og da vi atter nåede skoven, var det tid til picnic, som guiderne havde med i saddeltaskerne. Drikkevarer medbragte vi selv i egne tasker. Det var ikke muligt at købe vand på turen og vandet fra floderne er ikke drikbart. Efter frokosten blev der stemt slå-mave-hvil! Stilheden sænkede sig over os alle. Jeg rullede mit regnslag ud og lagde mig på det og kikkede op i de endnu lysegrønne trækroner, inden jeg blundede hen. Kun et øjeblik - sådan ca. 30 minutter - så gik det atter på hesteryg ned gennem skoven til vi, efter dagens samlede etape på omkring 25 km., nåede frem til Hizha Svezhen, 1.066 moh.

Et fint hus med mange muligheder

Riding Base Balkan forpagter huset og benytter det som base for nogle af de andre rideture i området - bl.a. til Rosernes Dal-turen. Huset er i flere etager med flersengs rum og med fælles toilet og bad på hver etage. Mens vi ventede på bagagen, og hestene kom ud på græsningsarealerne, kunne vi slappe af i skyggen af druerne på pergolaen over terrassen. Huset ligger smukt på bjergskråningen med en pragtfuld udsigt ud over Sredna Gora. Solnedgangen var et kapitel for sig selv - for ikke at nævne den stjerneklare nat, som vi efter en god middag kunne sætte os ud under og nyde synet af, mens de mange små lys glimtede fra landsbyerne nede i dalen.

Fridag i Svezhen

- Hørte du ulvene hyle i nat? bliv jeg spurgt, da jeg efter en rolig og behageligt kølig nat gik ned på terrassen. - Nej, desværre har jeg haft mine ørepropper i, så jeg har intet hørt, svarede jeg. - Der var ulve i nat og hundene begyndte at gø. Det er ikke helt ufarligt at lade hestene stå ude om natten, hvis ulven kommer forbi. Af samme grund sidder der også en stor og stærk projektør på husets gavl, som kan tændes, hvis ulvene kommer for tæt på! 
I løbet af morgenen fik solen brændt det lette skylag væk og selv om det er fridag, fik hestene ikke helt ro.

100 år tilbage i tiden

Vi skulle på bytur til Svezhen, der ligger ved den 25 km lange flod Svezhenska Reka. Byen, der er mere end 600 år gammel, har flere bygninger som har over 300 år på bagen og det er da også som at komme 100 år tilbage i tiden, da vi red ind i byen. En gang boede her mere end 5.000 mennesker - i dag knapt 200 - alle i en moden alder! Her herskede en underlig stilhed. Kun lyden af hesteskoenes skridt i gadens cement hørtes. Solen bagte over vores hoveder. Ved byens torv var der lidt aktivitet. Hestene blev parket tæt ved torvet og vi fik lejlighed til at gå lidt rundt på egen hånd og snuse stemningen til os.                                                                         

Byttehandler

Jeg gik op ad en sidegade der går skråt op ad bjerget. Her kan biler ikke komme op - måske en hest eller et muldyr. Vand er ikke indlagt i disse huse. Det henter man i dunke nede ved det fælles vandingssted på torvet. Mange af husene gemmer sig bag tykke faldefærdige mure - et levn fra Tyrkerperioden - men inde bag murene sås flere steder fint renoverede huse. Det er ikke unormalt at folk har en gris eller en ko i baghuset og et par høns i haven. Men mange af husene ser forladte ud - og det er et af problemerne i Bulgarien. De unge flytter fra landsbyerne til de store byer - eller værre, tager arbejde uden for landet, så landet selv mangler kvalificeret arbejdskraft. En del af handlen mellem folk sker uden penge og således også uden registrering af omsætning og moms. Simpel byttehandel. En mand kommer til et hus med en spand nymalket mælk og går derfra med et bundt gulerødder. Nogle har kartofler, andre kan bytte med peberfrugter eller ferskner. De fleste huse har druer - og laver måske lidt vin - men også brændevin på drueskallerne - Rakija.

Den lokale købmand

Vi besøgte købmanden for at få en cola og straks kom købmandskonen med glas og isterninger. Men vi takkede nej, vi kunne sagtens drikke direkte fra flasken, så hun gav os et par sugerør. Isterninger skal man passe på med, hvis maven ikke er vant til den bakterieflora, som hersker her. Det kan give dårlig mave, så vi undgik isterningerne. Uden for købmanden kunne vi sidde ved små borde i skyggen af træerne tæt på den rislende flod. Her var få andre gæster og et par børn som legede. Byens eneste bar ligger på et hjørne af torvet og herfra kunne vi følge kirkebyggeriet. Det er hårdt arbejde at køre trillebøren fyldt med grus og cement op til kirken - og så i den varme. Mens vi betragtede sceneriet kom præsten forbi. Han var i civil og følger naturligvis arbejdet med stor interesse. Det er ellers ikke mange andre mennesker vi møder. Livet går sin vante gang i dette levende museum.

På skud

Der var mulighed for at komme ud at bade i søen på vejen tilbage til Hizha Svezhen, men indbydende var søen ikke med det grågrønne algefarvede vand. Der var alligevel nogle, der hoppede i, så mens de gjorde det, red vi andre hjem og vandrede en tur op af bjerget, hvor vi fandt nogle helt uimodståelige, store, sorte, saftige - næsten overmodne brombær. Jo, de smagte fortræffeligt!                                                                                                                             

Svezhen - Rusalka

I dag skulle vi på langtur  ca. 34 km. og red ned i Rosernes Dal, hvor der i rosernes blomstringstid maj/juni er stor aktivitet tidligt om morgenen med at samle rosenblade i de opdyrkede rosenplantager. Rosenbladene bruges til fremstilling af den ekstrem dyre rosenolie, der benyttes i parfumefremstillingen. 
Vi kom gennem byen Aleksandrovd, der mest af alt mindede om en spøgelsesby. Ikke en levende sjæl så vi. En enkelt bil eller to stod parkeret i en sidegade. Det ene trøstesløse hus efter det andet, delvist skjult bag tykke mure. 
I bunden af dalen varr terrænet jævnt og der bliv mulighed for en galop. Jeg lå som vanlig bagerst i feltet og da de andre var sprunget afsted, fik jeg endelig vækket min hest Djamal. De forreste ryttere svingede i fuld fart til venstre ad en markvej og min hest så sit snit til at skrå ind over marken for at indhente flokken. Desværre var der et levende hegn mellem os og jeg fik - ved at lægge pres med tøjlen på hestens hals dirigeret den uden om hegnet tilbage på stien - i fuld firspring. Godt at jeg havde hornet på min westernsadel at klamre mig til!

Frokost hos privat

Så gik det roligere, da vi skridtede gennem rosenplantagerne og kom til næste lille landsby, Tazha. Her var næsten lige så mennesketomt. Kun et par unge mænd sad på byens café. På husvæggene sås peberfrugter hængt til tørre og på gadens pergolaer voksede et hav af blå vindruer. Midt på en støvet gade stoppede vi! Hestene blev bundet til et jerngitter. - Det er her vi skal have frokost, sagder guiden. Jeg så mig om efter restauranten, men kunne ingen se. Guiden gik forrest og åbnede lågen til en privat have. Indenfor var der på husets terrasse dækket fint op. Overalt var der blomster, frugt og søde drueklaser hang næsten ned i hovedet på os. I køkkenhaven bag huset voksede peberfrugt, frugttræer og det kunne ses, at konen i huset er selvforsynende med grøntsager. Her blev der serveret en frisk og velsmagende mad - og igen alt for meget mad!

Spartansk hytte

Dagens sidste etape fortsatter op mod Balkanbjernene ad en knapt så stejl rute, som den vi gik ned ad forleden. Der var en bred lidt kedelig sti det meste af vejen og ud på eftermiddagen var vi fremme ved refugiet Hizha Ruskala, 1.108 moh. Hytten bestyres af en familie - der hverken smiler eller hilser goddag - måske er det nærmest en belastning for dem at vi kom? Et forsøg på at sige "goddag" overhørtes - de havde travlt med at spise. Og det var netop hvad de gjorde - spiste hele dagen - hvilket også kunne ses på deres figurer. Nå, vi havde heldigvis egne kokke med og de sørgede godt for os. Hytten er meget spartansk og den ringeste af de hytter vi har været i. Her er dobbeltværelser og fem-sengs rum med fælles bad og toilet på hver etage. Kun et sidde-toilet - og tre "pedaltoiletter" (For dig som ikke ved hvad et pedaltoilet er, kan jeg oplyse, at det intet har med at cykle, men at man står op eller sidder på hug, når man forretter sin nødtørft.) Beliggenheden kan ingen klage over. Igen med en flot udsigt. Der skal så lidt til (efter danske forhold) for at gøre stedet attraktivt. Men her herskede vist fortsat betonkommunisme.

Rusalka - Apriltsi

Også i dag fortsatte turen videre op over Balkanbjergene. Vi fulgte en bred grusvej og bevægede os længere og længere ind mod passet i bunden af en kløft. Natursceneriet var enestående med dramatiske klipper og udsigt ned i dalen. Vi kom atter ind i Central Balkan National Park og passerede efter et par timers ridt et flot 72 meter højt vandfald, som faldt i to strømme, der mødtes længere nede ad klippesiden. For enden af kløften bredte landskabet sig ud og vi var atter oppe i området ved Smesite og passerede stedet vi sov den første nat i bjergene.

Og så kom regnen

Lidt derfra red vi stejlt op ad en bjergskråning til et refugium, hvor man ventede med frokost til os. Både vi og hestene havde godt af at slappe af, for det var en hård tur op - og en lige så hård tur ventede på den anden side af bjergkæden, hvor landskabet flader ud i den frugtbare Donau-slette. Vi fulgte sporet ned mod Apriltsi og efter nogle timer var vi næsten fremme. Vi gjorde klar til turens sidste galop hen over den nyhøstede mark - men så lød der et tordenskral og pludselig åbnedes der for slusen. Regnen væltede ned. Vi søgte ly under skovens træer og afventede bygens drift. Så gav guiden tegn. Regnen var drevet forbi og vi kunne fortsætte. Det bliv dog kun til en mindre galop. Men tænk, at vejret har været så fint hele ugen og regnen først kom på det allersidste stræk - endda uden at vi blev våde!                                                       

Riding Base Balkan

Efter ca. 31 km ridt var vi tilbage i Apriltsi, hvor vi mødte Christo og hans kone Dorte, der er medejere af Riding Base Balkan. Nu blev det tid til at se nærmere på stutteriet og høre mere om stedet. Christo viste stolt nogle af årets nye føl og fortalte, at der hvert år kom fem-seks nye føl til og at de efter to år får en sæson sammen med de løst gående heste oppe på bjerget, så de kan lære terrænet godt at kende. Først når de er fire år får de lov til at komme med på tur.
- Jeg kan se, at du er glad for dyrene, sagde jeg, da han gik i gang med at smøre sårsalve på en hest. - Ja, vores politik er først og fremmest sikkerheden for vore gæster, svarede han,- og dernæst er det meget vigtigt, at vores dyr har det godt. Har dyrene det ikke godt, har vores gæster det heller ikke - og så skal vi ikke drive denne virksomhed. Derfor tager vi os godt af vores dyr. Dorte fortalte, at Riding Base Balkan er de første i Bulgarien, der har importeret amerikanske Quarter heste, verdens hurtigste - og viste os et herligt føl, der gik med sin mor adskilt fra de øvrige heste. - Får vi nyt blod og plejer vi vores heste godt, har vi en god fremtid med ridning her i Bulgarien, sluttede hun.

En tidsel i haven

Vi har oplevet et paradis for eventyrlystne ryttere, hvor sikkerheden for rytterne har været i top. Vi har haft fine og velplejede heste til vores rådighed og oplevet noget af Bulgariens fantastiske natur over bjerge, ned i dale og langs floder, og mødt en flig af bulgarsk kultur på vores ca. 150 km ridetrail over to bjerge. Men selv i den flotteste have kan der være en tidsel.
Vi havde en unødig lang og besværlig rejse til Apriltsi, så bed din turoperatør om at blive fløjet til Plovdiv eller hovedstaden Sofia, hvor værterne fra Riding Base Balkan afhenter dig og kører dig på små tre timer direkte til Apriltsi.