Byvandring i Gent, Belgien
Log ind Log ind
Byvandring i belgiske Gent

Byvandring i belgiske Gent

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: VisitFlanders

Når du kommer til Gent i Flandern, vil jeg foreslå, at du starter din tur rundt i byen med at besøge en af byens ældste bygninger middelalderborgen Gravensteen. Gå op på toppen og få et storslået overblik ud over byen. Så er du orienteret.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Fæstningen Het Gravensteen

Når du træder ind gennem den imponerende port til Het Gravensteen, kommer du ind i en af Belgiens store seværdigheder - en bygning, som blev opført i 1180 af Philip af Alsace, der var greve af Flandern. Borgen blev naturligvis brugt som fæstning, men også til festlige møder for fornemme gæster. Da kanonen blev opfundet mistede borgen sin betydning som forsvarsanlæg og blev i 1400-tallet indrettet som fængsel. Følg pilene rundt på borgen og fryd dig over, hvorledes man kunne bygge på den tid.

Faestningen Het Gravensteen

Faestningen Het Gravensteen

De uhyggelige fangehuller og det nuværende museum viser en udstilling med skrækindjagende torturinstrumenter samt den dødbringende guillotine.
I det 18.århundrede blev borgen - der var fuldstændig faldefærdig - genopbygget og indrettet som uldfabrik. Uld og produktion af uldtøj blev nøglen til succes og rigdom for Gent.

Guillotine - der har kostet mange mennesker livet

Guillotine - der har kostet mange mennesker livet

Vidunderlige bygninger langs flodkanalerne

Morgen, middag eller aften - gå en tur langs de maleriske kanaler, som for det meste udgøres af floden Leie og nyd de smukke bygninger, hvoraf mange er fra 1400- til 1700-tallet. Bygningerne specielt ved kajen langs Graslei eller på den anden side af kanalen, langs Korenlei vidner om Gents rigdom i storhedstiden. Allerede fra 1100-tallet var her en kommerciel havn og i dag findes her måske et af de smukkeste udsyn blandt Europas byer.
Selv gik jeg en tidlig morgen rundt om hele den gamle bydel ved at følge kanalerne og her var alt fredfyldt, mens folk skyndte sig til arbejde. Midt på dagen begynder restauranter og fortovscaféer at blive fyldt med folk, der nyder at sidde ude. Også om aftenen - specielt om sommeren - vrimler det med glade mennesker langs flodkanalerne. Hele byen er illumineret efter alle kunstens regler, så bygningerne er smukt belyst om natten.

Morgenvandring langs kanalerne i Gent

Morgenvandring langs kanalerne i Gent

Klokketårnet Belfort med klokken Roeland

De mange tårne i Gent tiltrækker sig altid opmærksomhed, og her er kun nævnt de få jeg besøger, men byen har meget mere at byde på. Belfort-tårnet, der er 91 meter højt, er fra 1314 og byens vagttårn. På toppen sidder en drage og beskytter byen og dens indbyggere. I kirketårnet hænger klokken Roeland den 3. Den 1. Roeland klokke blev udskiftet i 1600-tallet, med den 2. Roeland, som revnede og nu står foran tårnet.

Klokketårnet Belfort med klokken Roeland

Klokketårnet Belfort med klokken Roeland

Sct. Bavo's Katedral - St. Baafs Kathedraal

Domkirken er en af Belgiens rigeste kirker og grundlagt i 1100-tallet af en meget velhavende klædehandler. Det tog 300 år at opføre det vældige bygningsværk som i dag rummer nogle af de smukkeste kunstskatte. I et særligt afsnit kan jeg mod betaling se den berømte altertavle "Det Mystiske Lam" malet af brødrene Hubert og Jan van Eyck i 1432. Altertavlen består af en række paneler, hvoraf det nederste til venstre er en kopi, idet originalen til denne del blev stjålet i 1934 og aldrig siden fundet. I et sidekapel i selve domkirken kan jeg se en kopi af altertavlen. I en anden del af kirken ses malerier af bl.a. Rubens. Den enorme prædikestol midt i domkirken er lavet af dansk eg og italiensk marmor. Interiøret er kort sagt overvældende.

Sct. Bavo's Katedral

Sct. Bavo's Katedral

Sct. Michaels Kirke - Sint Michielskerk

Kirken har nu ikke meget tårn, for kirken blev aldrig bygget færdig, selv om byggeriet startede i 1440 og varede i to århundrede. Kirken indeholder mange statuer og malerier bl.a. "Den korsfæstede Kristus" af Anthony van Dyck.                                                                                                          

Sct. Michaels Kirke

Sct. Michaels Kirke

Frokost i den gamle slagtehal

Groot Vleeshuis, der oprindeligt blev bygget i 1408, er et udstillingsvindue for lokalprodukter som ganda-skinke og andre gode madprodukter fra det østlige Flandern og her kan jeg passende spise frokost på min tur gennem Gent. I loftet hænger hundredvis af lufttørrende skinker. Uden for bygningen ses endnu rester fra tidligere tiders gabestok.

Mod frokost i den gamle slagtehal

Mod frokost i den gamle slagtehal

Graffiti-gaden

Midt i byen har bystyret med succes indrettet en gade til de unge, hvor de kan male graffiti alt det de lyster. Tidligere var byen, som så mange andre byer, præget af hærværk med graffiti på byens huse. Bystyret kom dette svineri til livs ved at "forære" en smøge til de unges malerier og det har hjulpet på bybilledet. Måske et forslag til efterfølgelse andre steder.

Graffiti-gaden - hvor bystyret har givet plads til de unges udfoldelser

Graffiti-gaden - hvor bystyret har givet plads til de unges udfoldelser

En anderledes middag

Hvad siger du til at spise din middag forskellige steder i byen? Forret et sted, hovedret et andet sted og dessert et tredje sted på en guidet cykel- eller travetur kombineret med sporvogn og sightseeing. Dette koncept skal afprøves og jeg allierer mog med en lokal byguide som tager mig med på tur. Første besøg er på et lille, men nok så interessant bryggeri, hvor der fremstilles RoomeR. En likør baseret på hyldeblomst. Da brødrene Maarten og Jeroen var små, så de til, da deres bedstemor lavede saft af hyldeblomst. Der blev eksperimenteret og der blev fremstillet likør. Brødrene har efter flere års arbejde og forsøg nu opnået et fremragende resultat - en velsmagende likør på 14,9% alkohol, der helst skal nydes på is som aperitif eller til desserten. RoomeR er blevet en succes og likøren kan fås overalt i Gent og omegn. 

Brødrene bag likøren RoomeR

Brødrene bag likøren RoomeR

Reserver i god tid

Den guidede gruppe bevæger sig til forretten på restaurant Jour de Fête - bare lækkert. På vej til hovedretten på Mub'art ved Museet for skøn kunst får vi fornyet appetit, inden vi slutter af med dessert på turens sidste stop, Carlos Quinto.
En helt anderledes måde at få sin middag på - som godt kan anbefales. Dette arrangement er særdeles eftertragtet og kommer man flere sammen, er det nødvendigt at reservere plads i god tid - allerede før man kommer til Gent. Enkelte personer kan forsøge med at tilslutte sig en "åben gruppe" - måske er der en chance. 

Du spiser godt i Belgien

Du spiser godt i Belgien

Mange gode spisesteder

Allerede første gang jeg var i Belgien i 1980'erne, stiftede jeg bekendtskab med belgiernes madglæde. Jeg husker ikke restaurationens navn, men det gjorde et stort indtryk, at hver gæst havde sin egen tjener, der kom ind med maden skjult under en osteklokke. På overtjenerens signal løftede alle tjenerne osteklokken fra tallerkenen på én gang, så vi alle samtidigt fik aromaen fra den velsmagende mad. Og jeg tør love for, at man også i Gent har restauranter, der kan lave mad. Ingen nævnt - ingen glemt. 
Og dog, skulle jeg fremhæve en enkelt, må det være Restaurant Belga Queen på Graslei. Ikke fordi andre restauranter ikke laver lige så god mad. Ikke fordi jeg ikke kan lide rødvin. Men denne aften fik jeg forskellige øl til de forskellige retter - øl afstemt efter retternes karakter. ET meget fornemt arrangeret.

Fredfyldt kanal

Fredfyldt kanal

Fakta om Belgien

Hovedstaden i Belgien er Bruxelles. Den nordlige del af Belgien er Flandern, mens den sydlige del af landet er Vallonien.

Befolkningstal: Ca. 11,4 mio.

Areal: Ca. 30.528 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 766 km til Bruxelles

Mest besøgte attraktion: Bruxelles med Grand Place, Manneken Pis og Atomium.

Mere information:

Turistinformation: Flandern

Turistinformation: Vallonien

Turistinformation: Belgien

Oplev Antwerpen på et flodkrydstogt med Riis Rejser