10 steder du skal opleve i Antwerpen
Log ind Log ind
10 steder du skal opleve i belgiske Antwerpen

10 steder du skal opleve i belgiske Antwerpen

Antwerpen er verdenskendt for diamanter, men byen har meget mere at byde på. Her har jeg samlet en liste over det du kan opleve.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Ingen diamenter - intet Antwerpen

Antwerpen er kendt for slibning og handel med diamanter, og på dagens første byvandring ser jeg da også mange bygninger, hvorfra der handles med disse ædelstene. Her er diamantbørser, diamantmuseer og juvelerer. Kvarteret er også stedet, hvor jøderne i Antwerpen bor og i gadebilledet ses mange ortodokse jøder, som handler i velassorterede kosher-forretninger. Kosher-madvarer lever op til de jødiske regler for, hvad der må spises. Synagogen ligger lige i nærheden. Tidligere var det primært jøder som stod for diamanthandlen, men nu er også indere rykket ind på scenen i store moderne bygninger.

Antwerpen er kendt for handel med diamanter

Antwerpen er kendt for handel med diamanter

Museum aan de Stroom - MAS

Men min egentlige byvandring starter i den anden ende af byen - i havnen ved floden Schelde, der allerede længe før middelalderen var Antwerpens livsnerve og som op gennem tiderne gjorde denne store havneby velhavende. Handel med de store nabolande Frankrig og Tyskland og adgang dertil ad de andre store floder var ideel. På havnefronten rejser sig en 60 meter høj rødbrun bygning, hvori byens etnografiske museum Museum aan de Stroom (MAS) ligger. Det er et spændende bygningsværk med sten importeret fra Indien og bølgende vinduer, og hvor der op gennem etagerne er vist billeder fra forskellige steder af byen. Overalt ses en hånd på stenene - Antwerpens symbol. Udsigten over byen fra de øverste etager i MAS er glimrende. 

MAS - Museum aan de Stroom

MAS - Museum aan de Stroom

Borgen Steen

Det er også ved flodhavnen, at hele eventyret begyndte ved den gamle borg Steen. Byens ældste bygning blev påbegyndt opført i 900-tallet og kaldes Antwerpens vugge. Foran borgen står kæmpen Antigons der iflg. legenden hærgede floden, indtil en romersk soldat ved navn Brabo huggede hænderne af ham og kastede dem i vandet, så der blev ro til at bygge byen. De bortkastede hænder gav byen sit navn (kaste hånden = "hand werpen") ses i Antwerpens byvåben. Steen er i dag Søfartsmuseum.

Borgen Steen

Borgen Steen

Grote Markt - Antwerpens juvel

Jeg træder ind på Antwerpens juvel - Grote Markt - den store markedsplads. Ligegyldigt hvor jeg vender blikket ses de smukkeste 1500 og 1600-tals bygninger (hvoraf enkelte er rekonstrueret i 1800- og 1900-tallet), stående skulder ved skulder med deres takkede gavle med forgyldte figurer på toppen. Dette var de enkelte lavs huse - købmandshuse. Hvert hus har sin historie. På den ene fløj af torvet ses Stadhuis - Rådhuset - fra 1565 med en statue af romeren Brabo stående foran på pladsen. På ruten møder jeg den hestetrukne sightseeing-dobbeltdækker, en anden måde at få seværdighederne at se på. Bagerst i gaden ses det elegante spir på Belgiens største kirke - den vældige Onze Lieve Vrouwe - Vor Frues Katedral, hvor et besøg er et must.

Vidunderlige lavhuse på den store markedsplads - 
 Grote Markt

Vidunderlige lavhuse på den store markedsplads - Grote Markt

Groen Plaats og De Kathedraal

Katedralen ligger ud til en af Antwerpens andre store pladser - Groen Plaats - hvor der netop står en stor statue af Peter Paul Rubens (1577-1640).Katedralens dimensioner er enorme.  Kirkerummet er 117 m. langt og 65 m. bredt og her er 125 søjler og hele syv skibe. Det elegante spir er 125 m. højt. Bygningsarbejdet blev påbegyndt i 1352 og varede 170 år. Under den ophøjede ro som findes i katedralen, kan jeg bl.a. beskue flere af bysbarnet Rubens mesterværker - Korsrejsningen, Nedtagningen fra korset samt Marias himmelfart. Men her er andre kunstværker, og de høje glasmosaikruder er også en fryd for øjet. Den imponerende prædikestol samt orglet. Jeg kunne blive ved. Hvem ville ikke bare én gang overvære en orgelkoncert her?
 Pladsens ene side er domineret af et prægtigt palæ, hvor hotelkæden Hilton har indrettet sig elegant. 

Antwerpens mægtige katedral Onze Lieve Vrouwe - Vor Frue Kirke - med statue af Rubens på pladsen

Antwerpens mægtige katedral Onze Lieve Vrouwe - Vor Frue Kirke - med statue af Rubens på pladsen

Sankt Corolus Borromeus Kirke

Jeg spadserer ad Melkmarkt og kommer gennem en port, hvor endnu en "åbenbaring" rejser sig på en lille, skøn plads - Hendrik Conscienceplein. Det er barokkirken Borromeus, der blev bygget i perioden 1615- 21, som har et væld af detaljer på sin fantastiske facade.

Sankt Corolus Borromeus Kirke

Sankt Corolus Borromeus Kirke

Rockox Huis

I gaden Keizerstraat ligger en fin tidligere borgmesterbolig - Rockox’s Hus - lidt klemt mellem gadens øvrige bygninger. Borgmesteren, der hed Nicolas Rockox, var tillige en stor kunstsamler og i huset - der nu er kunstmuseum - ses bl.a. værker af hans gode ven Rubens, men også andre kunstneres værker er udstillet. 

Rockox Hus

Rockox Hus

Sankt Jacobs Kirke

Jeg går ad "Den lange Nygade" og finder den noget tungt udseende sandstenskirke - St. Jacobskerk - der desværre er lukket. Denne "robuste" kirke blev bygget i perioden 1491-1656, men det 4-kantede tårn ser ufærdigt ud - som om toppen mangler. Kirken har ellers ry for at være Antwerpens smukkest indrettede kirke - og rigest udsmykket - da den aldrig har været plyndret under diverse krige. Her ligger bl.a. Rubens begravet i sit familiegravsted.

Sankt Jacobs Kirke

Sankt Jacobs Kirke

Rubens Hus

Ad en sidegade kommer jeg frem til den centrale gade Meir, der stort set løber på tværs af hele den gamle bydel - fra banegård til havnen - og ved Wapper finder jeg Peter Paul Rubens (1577-1640) enkle, men smukke hus - Rubens Huis - der ser ud fuldstændigt som, da mesteren boede her.

Rubens Hus

Rubens Hus

Gaden Meir

Meir er også gaden, hvor der shoppes og hvor man kan "vise sig" og blive set på de mange fortovscaféer og restauranter. Shoppingscentret i Stadsfeestzaal er et besøg værd, hvis du vil have opvarmet dit kreditkort, men mindre kan gøre det. Sluk tørsten på f.eks. restaurant H. C. Andersen, når du har set dig mæt - hvis du kan det - på de mange smukke bygninger og pladser som Antwerpen er så fuld af. Denne aften spiser jeg på Brasserie Appelmans og får igen mine forventninger om særdeles god belgisk mad opfyldt. 

Stadsfeestzaal på Meir

Stadsfeestzaal på Meir

Fakta om Belgien

Hovedstaden i Belgien er Bruxelles. Den nordlige del af Belgien er Flandern, mens den sydlige del af landet er Vallonien.

Befolkningstal: Ca. 11,4 mio.

Areal: Ca. 30.528 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 766 km til Bruxelles

Mest besøgte attraktion: Bruxelles med Grand Place, Manneken Pis og Atomium.

Mere information:

Turistinformation: Flandern

Turistinformation: Vallonien

Turistinformation: Belgien

Oplev Antwerpen på et flodkrydstogt med Riis Rejser