532 DSC05620
Vandreferie i

Ötztal - diamanten i Tyrol

Google Map...
Østrig - Ruby Rejser

Hovedstaden i Østrig er Wien. 

Befolkningstal: Ca. 8,8 mio.

Areal: Ca. 83.879 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.011 km til Wien 

Tidsforskel: Ingen. Samme tidszone som i Danmark

Mest besøgte attraktion: Wien samt landets fjerde største by Salzburg med deres flotte bygningsværker. Sommeren indbyder til vandreture i Alperne og om vinteren er skiløb populært. Men Østrig er også kendt for sin kunst - og ikke mindst sin musik.

Mere information:

Rejsebureau: Ruby Rejser

Turistinformation: Østrig

Langt til diamanten i Tyrol

Endelig er vi fremme, hvor man venter os med maden - en stor salatbuffet og tre retter mad - og ikke mindst en god seng i et dejligt hotelværelse. Det var en lang tur med fly fra København til München og så godt fire timers buskørsel gennem Sydtyskland og ind i Alperne ved Garmisch-Partenkirchen til Østrig, videre over Seefeld og Telf, hvorefter vi kørte til enden af den lange Özttal i Tyrol, hvor vi midt på aftenen kom frem til Obergurgl og Hotel Alpenland, der er et familiedrevet 4-stjernet hotel. Obergurgl - diamanten i Tyrol - er den inderste by i Otztal, som ender i høje bjerge - Gurglertaler Alpen - med mange gletschere og med Italien på den anden side af bjergtoppene.

Vandring i Gurgler Tal til Lenzenalm

Efter en god nats søvn og en velforsynet morgenbuffet er vi klar til den første vandretur på denne vandreferie. Vores dygtige rejseleder har allerede på busrejsen gennemgået ugens program og ikke mindst de simple vandreregler der gælder, når man skal vandre i gruppe. Selv går rejselederen normalt bagerst og har aftalt med de forreste, hvor mødestedet er. Støder de forreste på et sted, hvor vejen deler sig, venter de. Og naturligvis blev det pointeret, at dette ikke er noget race. Der er ingen grund til at jage afsted, men derimod skal man give sig god tid, stoppe op, nyde udsigt og blomsterne og vandre i sit eget tempo. Alle turene er lette og alle med en normal fysik kan være med - også deltagere, som aldrig har prøvet at vandre i bjerge før. 
Dagens vandretur starter med en byrundtur. Dvs. en kort orientering om hvor supermarkedet, kiosken, turistkontoret og kirken ligger i den lille by. Og Piccardsalen i centrum, der bl.a. vil være mødestedet, når vi skal starte med bus. Vi får hævet valuta i bankens automat og købt vandrekort. Så er vi klar til vandreturen.

Med udsigt til gletschere

Vi går på broen over smeltevandsfloden, Gurgler Ache, og vandrer ned i dalen. Ruten går langs den mælkehvide, brusende flod, der strømmer med en hast og voldsomhed som om hele gletscheren skulle smelte væk i dag. Den mælkehvide, lidt grumsede farve på vandet skyldes gletschermel, dvs. små sandpartikler som gletscher-isen har skuret af bjerget under dens fremrykning.
I det smukke vejr er der vid udsyn til flere gletschere bag os bl.a. den store Lehner-gletscher. Men også andre gletschere kan ses fra vandreruten. En gletscher kendetegnes bl.a. ved, at der mindst skal være 20 meter is fra overflade til bund. Desværre er flere af gletscherne skrumpet voldsomt ind (trukket sig tilbage) som følge af den globale opvarmning. Ned gennem dalen møder vi de første fritgående køer på de blomstrende enge, og et skrig, som var det en fugl, afslører murmeldyret, der følger os fra sin position på en sten lidt oppe i terrænet. Vi krydser floden og kommer forbi en gammel vandmølle, inden vi holder pause ved Pillersee, hvor vi gennem søens krystalklare vand kan betragte ørreder springe efter fluer i vandoverfladen.

Frokost på en alm

Turen fortsætter stejlt ned gennem skoven for igen at krydse floden og over landevejen hvorfra vi vandrer op på den anden side af dalen - op gennem skoven. Det er en lidt sej tur, der giver sved på panden, nu hvor solen rigtigt har fået fat. Vi kommer op på en åben sæter, som her kaldes en "alm", og kan se dagens mål Lenzenalm hytten, 1.896 moh. længere fremme. Selv om solen næsten brænder os, placerer vi os ved et af de fritstående borde og får serveret noget koldt at drikke efterfulgt af lidt at spise. Suppe med brød til er faktisk ikke så dårligt at få i varmen! Let og alligevel mættende. Således placeret højt oppe på bjergsiden med udsigt ind i dalen mod gletscherne, kan vi nyde både mad og udsigt samtidig. Men det er varmt! Så da der bliver et par liggestole ledige, placerer vi os i skyggen af små birketræer og snupper en "powernap".

En varm dag

Da vi igen skal afsted, går vi stejlt ned over almen og ind i skoven for igen at ramme "overgangen" ved vejen og tilbage til Pillersee. Denne gang fortsætter vi i venstre side af dalen og kommer frem til Dorfalm i Untergurgl, hvor eftermiddagskaffe og kage, is, øl etc. indtages. Det sidste stykke tilbage mod Obergurgl er lidt kedeligt og langt - måske fordi eftermiddagssolen brænder fra den skyfrie himmel og ikke en vind rører sig, så det er ekstremt varmt.
Så er det dejligt at komme tilbage til et rengjort værelse på Hotel Alpenland, få sig et forfriskende bad og et hvil, inden en 4-retters middag serveres i restauranten.

Over Hohe Mut til Schönweishütte

I Overgurgl bringer en helt ny gondollift os via en mellemstation helt op til Hohe Mut, 2.653 moh. Her ligger en større restaurant, men det er alt for tidligt at gøre brug af den. Derimod er der en betagende udsigt 360 grader rundt i landskabet og udsigt til ikke mindre end 21 gletschere. Jeg går over bakken for at få et glimt af Obergurgl langt nede i dalen og da jeg kommer tilbage åbner Gaisbergtal og Rotmoostal sig neden for mig - hver med sine lysende gletschere, der næsten forsvinder op i himmelen. 
Rejselederne fortæller, at hun tydeligt kan se, hvor meget gletscherne har trukket sig tilbage gennem de mere end 20 år hun er kommet her og fremviser et foto taget for nogle år siden. Jo, specielt Rotmoos-gletscheren er stærkt på retur. Da vi har set os mætte (kan man det?), vandrer vi stejlt ned ad den sydvendte skråning mod Rotmoostal, hvor det lidt nede flader ud og vi står i et hav af forskellige alpine farverige blomster. Potentil, klokkeblomst, rundbælg, ensian, leverurt, rapunsel, gylden høgeurt og hundredvis andre vækster.

Rotmoos Ache

Alt imens skriger endnu et murmeldyr fra sit hul længere oppe på bjergsiden. Desværre ser vi der går forrest, ikke den vilde bjergged, som fouragerer oppe på skrænten over vores hoveder, men det gør de bagerste. En sjælden oplevelse. Vi når ned til Schönwies-hytten, 2.266 moh. og spiser vores frokost, mens et let skybælte driver for solen og en køligere vind sætter ind. På den bagvedliggende knold kan man få et fint vue ud over det inderste af Ötztal med Obergurgl i bunden. Det tager kun fem min. at gå derop, så den tager jeg med, inden vi sammen vandrer ned langs den dybe kløft, som Rotmoos Ache har skåret i bjerget. Nede i den fredede skov, Zibenwald, gror flere hundredårige fyrretræer og her er et rigt fugleliv. Rotmoos Ache sender sine vandmasser ud i et imponerende vandfald og løber længere nede i dalbunden sammen med Gurgler Ache, den store smeltevandsflod, der kommer fra Gurgler-gletscheren.

Beboet i 9000 år

Vi går over floden og op i Gurgler Tal, hvor vi passerer flere vandløb og brusende vandfald fra gletschere så højt oppe over os, at vi ikke kan se dem. Vores vandretur ender ved Am Beilstein, 2.120 moh., hvor bjerget faldet brat ned i dalen med udsigt til floden langt under os. Her ved Beilstein har man fundet beviser for, at der har været mennesker de sidste 9.000 år. Men også "for nyligt" i 1100-tallet og i 1700-tallet har man brugt stedet til både jagtdepoter og beboelse. En stensætning giver omridset af en gammel bygning og et par træhuse er næsten helt forfaldne - slidt af vejr og vind gennem tiderne.


Vi går tilbage gennem dalen og følger de brusende vandløb, men i steder for at gå over floden, hvor vi kom fra, fortsætter vi ad en lidt spektakulær rute op over en stejl bjergside og ned til en anden bro, der fører over til Obergurgl, hvor bønderne er i fuld gang med at høste vinterforråd til husdyrene. 
I Piccard-salen holder turistinformationen denne aften et lysbilledforedrag om Obergrugl som turiststed både sommer og vinter. Dette kan kun give inspiration til at komme igen. Da vi går tilbage til hotellet denne sene aften, falder der lidt let regn. Er det et varsel for morgendagens vejr?

Gurgler Schartl i skyer

Dagen er sat af til oplevelser på egen hånd. Nogle tager taxa til Sydtirol i Norditalien og besøger turistbyen Merano, med mulighed for at få kreditkortene til at gløde. Andre tager lokalbussen til den nærliggende by Sölden (15 km væk) og oplever dette populære vintersportssted iklædt sommeridyl. Én tager helt til Vent (udtales "Fent") for at vandre i bjergene der.

Selv beslutter vi os  for at gå mod Gurgler Schartl (også benævnt Seiter Schartle). Det er en saddel - eller bjergkant - mellem Gurgler Tal og Venter Tal i 2.932 moh. Vi fortæller naturligvis, hvor vi begiver os hen, så man ved det, hvis noget skulle ske undervejs, ligesom vi forhører os om den lokale vejrudsigt - der kan svinge meget fra dal til dal. Der loves opklaring i eftermiddag. Nede i dalen hænger skyerne tungt, men vi begiver os alligevel afsted og håber på den varslede opklaring. Vi følger rute nr. 39 op mod Seenplatte - et plateau med højmose og flere små søer. Det går stejlt opad og snart mødes vi af de første drivende skyer, der næsten skjuler Obergurgl under os. Skyerne bliver nu tættere og tættere iblandet lidt regn og da vi når op på plateauet, er skydækket så tæt, at vi ikke kan se mere end fem-syv meter frem. Stien drejer skarpt til venstre over et vandløb og på en sten er mærket rute 38. Men vi skal følge rute 39 og denne sti kan vi ikke se. Vi beslutter at vente hvor vi er og se om ikke skyerne letter. I den tætte tåge kan vi høre bjælder og efter ca. 10 minutter letter skyerne så meget, at et får kommer til syne i disen.

Ventetid lig med spisetid

Så ser vi pludseligt en gul vejviser ca. 20 meter fremme - og så er vi atter på vej. Markeringen på stenen er misvisende for det er både rute 38 og 39, der går over det lille vandløb. Vi drejer fra og følger nu rute 39 omkring Soomsee, men vi når kun nogle få hundrede meter længere op før skydækket atter lægger sig tæt om os. Vi tager mere tøj på og regnbukserne trækkes over. Vi sætter os og venter. Den indkøbte madpakke, bestående af semler med skiveskåret pølse, skinke og ost, sættes til livs og der skylles efter med det medbragte vand. Vandet fra bækkene her er "usikkert", da der går både får og køer frit omkring - også i højderne. Vi venter, mens skyerne igen og igen driver forbi os. Vi er fortrøstningsfulde, for der er jo lovet opklaring i eftermiddag. Der går ca. 30 minutter. Så kan vi i det fjerne skimte to skikkelser på vej op mod os. Da de passerer, viser det sig at være to friske piger fra Köln i Tyskland. De fortsætter i deres rolige tempo forbi os og forsvinder i skylaget over os. Vi venter endnu 20 minutter inden skyerne er lettet så meget, at vi mener det forsvarligt at fortsætte. Vi får et glimt af bjergtoppene på den anden side af dalen og efter få minutters vandring er vi oppe ved Itlsee, som alene er hele turen værd.

Ikke megen udsigt i sadlen

Vi vandrer rundt om søen og fortsætter op forbi evig sne og over store klippeblokke, hvor det ind i mellem er nødvendigt at bruge både arme og ben for at komme frem. Vi møder igen de to piger fra Köln, der er på vej ned og de fortæller, at der er suppetykt skylag deroppe og at de ingenting har set! 
Lige før sadlen støder vi på en lille skråning fyldt med margueritter - så langt oppe i det højalpine terræn, der ellers er goldt og øde. Og så er vi oppe ved varden i sadlen. På begge sider af os rejser bjergtoppene sig fortsat. Der er det ikke muligt at vandre videre op. Stockkogel, 3.127 moh. på den ene side og Spitziges Kögele, 2.948 moh. på den anden. 
Men der er ikke meget at se nedefter i Vent-dalen. Et ganske kort øjeblik åbner skyerne sig og vi kan se ud over dalen og bjergene på den anden side af Vent-dalen og i et glimt ses bl.a. Tiefenbach-gletscheren, som vi senere skal besøge.

Flot tur tilbage

Efter at have sat stemplet i vores stempelkort kan vi starte turen tilbage. Stempelkortet giver mulighed for at erhverve sig en vandrenål på turistkontoret, når man har tilstrækkelige stempler fra hytterne og "bjergtoppene". Vandrenålen fås i bronze, sølv eller guld. Jo flere stempler, des ædlere metal!
På vejen ned kan jeg naturligvis ikke dy mig for at lege lidt skiløb i den evige sne. Igen passerer vi Itlsee og nu er det klaret fint op i Ötztal. Snart er vi under skydækket og kan igen se Obergurgl langt nede under os. Vi giver os god tid nedad og nyder de mange alpine blomster, vi vandrer forbi på den smalle sti ned mod byen, hvor vi efter otte timer er tilbage på hotellet.

Panoramavejen over Sölden

Atter er det en skyfri og forfriskende morgen vi starter ud i. Vi er alle blevet transporteret i egen bus til Sölden, hvor vi i enkeltstolslift bringes op til Hochsölden, 2.090 moh. For nogle er det første gang de prøver en enkeltstolelift - og alene det, er en oplevelse. I 20 minutter kan vi i ro og mag, med rygsækken på brystet, lade os transportere over almen hvor køerne græsser, videre forbi forskellige bygninger, op gennem skov til endestationen. Herfra vandrer vi ad en højrute ind i Rettenbach Tal og får snart det første glimt af den store Rettenbach-gletscher i bunden af dalen, hvor det er muligt at stå på ski hele året. Vi kommer forbi Rettenbachalm, men hytten er lukket, så formiddagskaffen springer vi over og går i stedet ned og krydser floden Rettenbach og op på den anden side - op mod Panoramavejen højt over Sölden. På hele ruten er der vid udsigt til dalene og bjergene både foran og bagved os. Er dette ikke Østrig i en nøddeskal? Smukkere kan det næsten ikke blive. Blomstrende bjergskråninger, køer med kobjælder, fossende vandløb, is på toppen, sol og ingen vind, og alligevel friskt vejr.

Udsigt til Wildspitze

Panoramavejen fører os frem til Gaislachkogel-banens Mittelstation, hvorfra vi tager gondolen op i 3.056 moh. For at komme helt op på toppen af Gaislacher Kogel skal vi lige bestige en knold, hvorpå der er placeret et stort jernkors - så kan vi heller ikke komme højere op. Herfra er der en enestående udsigt til et utal af toppe, bl.a. Wildspitze, 3.774 moh. Tirols højeste og Østrigs næsthøjeste bjerg efter Grossglockner. Her er også en fin udsigtsplatform - et af udsigtspunkterne i BIG 3 som findes i Sölden. De andre udsigtplatforme er Schwartze Schneid, 3.367 moh. og Tiefenbach-gletscherens panorama-platform, 3.309 moh.

Vandring ad Panoramavejen

Efter en frokost i cafeteriet tager vi gondolen tilbage til Mittelstation og fortsætter ad Panoramavejen. Her møder vi fritgående heste, inden vi drejer ind mod Venter Tal. 
Ved Silbertalalmhütte, 2.040 moh. kan vi få vores eftermiddagshvil med lidt til maven og samtidigt se en af verdens største mineralsamlinger - med mulighed for at erhverve sig en lykkesten.
Vandreturen fortsætter ned over grønne enge og gennem skoven til landevejen og videre ned mod det lille samfund Bodenegg, hvor Venter Ache passeres via en bro og vi følger denne brusende flod videre ud af dalen til vi når Zwieselstein, 1.472 moh.
Vi tager lokalbussen tilbage til Obergrugl og er ikke mere end ankommet til hotellet før et uvejr bryder løs med lyn og torden. Og mens regnen vælter ned og lynene oplyser bjergsiderne, kan vi hygge os i hotellets bar.

Passeierdalen i Italien

Et par store taxaer bringer os op ad serpentinevejene til Timmelsjoch-passet, 2.509 moh. der danner grænsen mellem Østrig og Italien. På den blå himmel er det ikke til at se, at det var uvejr i nat. Tværtom. Vejret kan simpelthen ikke være bedre. På toppen af passet gør vi holdt for at nyde udsigten til Norditalien, inden vi fortsætter ned til Timmelsbrücke, 1.759 moh., hvor vandringen på rute 29 starter.
Rejselederen har foreslået, at de der vandre lidt raskere end andre, blot kan gå i forvejen og spise frokost på toppen, mens hun bliver tilbage med de, der ikke vandrer helt så hurtigt og vil så spise frokost i en hytte på vejen. Så er meningen, at vi alle mødes midt på eftermiddagen.
Vi kommer først op gennem skoven langs Obergostalm og snart er grupperne formeret. Jeg og en anden har hver fået et vandrekort, så det skulle være muligt at finde frem, selv om vi bliver delt i flere smågrupper undervejs. Men det sker ikke. Grupperne venter pænt på hinanden.
Da vi skal det sidste stykke op gennem skoven, møder vi en ko midt på stien. Nogle skal lige synke spyttet en ekstra gang! Mon det store dyr flytter sig? Den viser sig ganske fredelig og vi passerer koen på siden, der vender ind mod bjerget. Gå aldrig forbi en ko på ydersiden - altså ned mod dalen. Dyret kan pludselig flytte sig og 300-400 kg kan let skubbe dig ned ad bjerget.

Turen til Schneeberghütte

Foran os kan vi se bjergene knejse sig omkring Passeier-dalen og flere gange må vi stoppe op for at nyde sceneriet. Nede på den stejle skråning er man ved at høste. Det foregår med le. Og høet rives sammen og vendes med håndkraft. Her kan maskiner ikke komme op! Vi vandrer rundt om Schonner Kofel og når frem til et "skaldet" bjerg, dvs. toppen er uden det tynde jordlag som dækker resten af bjerget og kun den nøgne kalkklippe stikker frem. Her er det også, at vi når frem til Seemoos, 2.187moh. vort aftalte mødested senere på eftermiddagen. Endnu ligger der nogle højdemeter foran os og vi følger skiltningen op til Schneeberghütte, 2.354 moh. og minen af samme navn.

Minedriften

Minen er Europas højeste beliggende og indeholdt sølv, bly og zink. Minedriften er flere hundrede år gammel. I begyndelsen huggede man direkte ind i klippen i åbne brud. Senere lavede man minegange, hvor de ældste ikke var højere end 80 cm og kun 150 cm brede. Minearbejderen lå ned og arbejdede og når han skulle ud, kunne han vende sig liggende. Senere i Bornzealderen blev minegangene højere og understøttet med træpæle. Med primitive redskaber som hakke og spade kunne der kun graves 1-3 cm ind i bjerget om dagen. Det var oprindeligt kongen, der ejede minen og fik udbyttet, men fra 1300-tallet blev det den, der ejede jorden, der havde retten til eventuelle malmfund – dog skulle der betales 10’ende til landsherren, som også var den, der bestemte prisen for malmen! Et af minens højdepunkter var omkring år 1500, hvor sølv blev udvundet og brugt til fremstilling af mønter til Greven af Tirol. I 1660 begyndte man at udhugge Karslminegangen. Det tog 90 år - 3 generationer - før man stødte på en malmåre! Flest beskæftigede var her i 1871, hvor man udvandt zink. Minedriften blev stoppet i 1979 fordi den ikke længere gav overskud. Da havde man gravet mere end 150 km minegange og skakter i området.

Festlige italienere

Da vi nærmere os Schneeberghütte kan vi bag kirken høre festlig sang. Her i solen er opstillet borde, hvor frokosten serveres og en flok livsglade italienske bjergvandrere byder os velkomne med sang. Vi forsøger at synge med, det bedste vi kan og på et splitsekund er der skabt kontakt mellem os danske og italienerne. Det bliver til et par sange, inden de skal videre og vi får serveret vores frokost. 
I dalen bag os ligger store hvide felter, som om det er sne. Men det er kalksten, der er rutschet ned fra de nøgne kalkklipper på toppen af bjergene. Inden vi forlader hytten, der også fungerer som vandrehjem/refugie, besøger vi minemuseet, hvor en lille udstilling viser billeder, redskaber og værktøj, som gennem tiderne er blevet benyttet i minedriften. Vi har nu valget mellem at gå tilbage til Seemoos ad samme vej som vi er kommet op eller benytte en mere direkte sti - stejlt ned ad bjergsiden. Vi deler os og mødes næsten samtidigt som de øvrige vandrere ankommer. Godt timet!

Granatsten

Vi får fyldt frisk vand fra en strømmende bæk - over "kogrænsen" - og er parate til at vandre videre ned gennem skoven. Her er flere vandløb undervejs, hvor det er muligt at finde granater - halvædelstene. Og jo, det lykkes for de fleste at finde større eller mindre granater, så mon ikke der skal fremstilles et smykke eller pudses sten, når vi kommer tilbage til Danmark? 
Vandreturen slutter nede på Timmelsjoch-vejen, hvor vi på Hotel Saltnuss har tid til at nyde en kop eftermiddagskaffe, mens vi betragter den smukke dal, der ligger for vores fødder.

Keglebaneleg

Efter aftensmaden - en flot mexicansk buffet - mødes vi i hotellets keglebanekælder. På forunderlig vis bliver vi delt i to hold - som efter særlige regler, som vistnok kun rejselederen forstår - skal kæmpe mod hinanden. Nu er vandrestil et og keglebanekuglekastning noget helt andet! Det kan ikke andet end få latteren frem, når vi vandrere i forskellige tilløbsstil forsøger at sende kuglen afsted. Holdene følges pænt ad - og det er ligegyldigt om man scorer mange eller få points. Alle er enige om, at helt let er det ikke at vinde konkurrencen. Det største grin får vi dog, da maskineriet ikke længere kan finde ud af at stille keglerne på plads. Igen og igen hives de op og stilles ned igen, og lige da der skal trilles en kugle, fløjter keglerne til vejrs igen. Dette er en reparationssag for hotelværten - men vi får grint noget denne aften!

Fra Tiefenbach-gletscheren til Vent

Igen i nat har uvejret raset. Og igen til morgen ser vejret helt pænt ud. I egen bus kører vi til Zwieselstein, hvor enkelte, der har fravalgt at deltage på denne sidste vandretur, sættes af og benytter dagen til på egen hånd at vandre langs floden til Sölden. 
Vi andre køres op gennem Rettenbach Tal til gletscheren og kan her se hvorledes man forsøger at begrænse bortsmeltningen ved at dække store dele af isen med hvide, tykke plastikpresenninger. Efter et kort ophold kører vi gennem tunnellen til nabo-gletscheren Tiefenbach, 2.795 moh. hvor vandreturen starter. Det har taget hele fire år at hugge, grave og markere den vandrerute vi skal ud på og hvert år skal den renoveres pga. sneen og stenskred. Vi er i et barsk højalpint område med mange store stenblokke som skal passeres, inden vi kan se ned i Vent-dalen, hvor skylaget ligger tungt. Stien er visse steder ret smal, så denne rute er bestemt ikke for folk, der lider af højde skræk. Men fysisk er den let gået. Lidt op og lidt ned - og så mest nedad til sidst mod landsbyen Vent inderst i dalen.

Drivende skyer og murmeldyr

Her er ikke mange vækster og da vi har vandret et stykke tid, begynder skyerne at lege med os. Først kommer den ene sky drivende, så den næste fra en anden retning. En sky stiger direkte til vejrs med en vældig opdrift. Det er uberegneligt hvorfra den næste sky kommer. Skyerne danser foran os. Og for nogle er dette fænomen ganske nyt - at stå midt i skyerne og mærke hvor hurtigt de kommer - for lige så snart at forsvinde ud i den blå luft. Længere fremme gør et murmeldyr opmærksom på sig selv. Havde den været tavs var den aldrig blevet opdaget af os. Men gribben eller kongeørnen undgår den ikke. Det er ikke usædvanligt at murmeldyr bliver rovfuglemad. Vi ser dog ingen rovfugle i dag. Der var ellers flere der så en grib ved Gaislacherkogel forleden dag. Det kunne da være spændende at opleve naturens drama på tæt hold, hvis ...

Ned i dalen til Vent

Vi passerer flere vandløb, inden vi når frem til Weisskar-søerne, 2.656 moh, hvor vi spiser frokost i en tungtliggende sky. Først da vi 20 minutter senere atter vandrer videre, letter skyen så meget, at vi kan fotografere. Vi er nu fremme ved den stejle del af ruten og går på kanten af bjergsiden højt over Ventdalen. På den anden side af dalen kan vi udpege det sted, hvor vi var forleden - Gurgler Schartl - og foran os kan vi se de imponerende gletschere over Vent. 
Nogle få km fremme går det jævnt ned i dalen og kommer under skyerne og bevæger os fra højalpint område til alpint område og dermed ned i et blomsterhav. På det sidste stykke ned i dalen går vi mere eller mindre parallelt med en grusvej/kørevej og kan nyde de mange forskellige blomster som findes her.
Så er vi nede ved landsbyen Vent og kan tydeligt se hvor stor forskel vejret kan være fra dal til dal. Ventdalen fortsætter i et Y med en dal til venstre hvor det regner, mens solen skinner i dalen til højre. Ved busstoppestedet er der mulighed for at få lidt at drikke, og inden vores bus ankommer, når vi at se lidt på byen, inden vi skal hjemad i morgen.