Pumori.jpg
Vandring

Fra Kathmandu til Everest Base Camp

Google Map...

Hovedstaden i Nepal er Katmandu. 

Befolkningstal: Ca. 29 mio.

Areal: Ca. 147.181 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 6.444 km til Katmandu

Tidsforskel: 4 timer og 45 min. foran

Mest besøgte attraktioner: Katmandu og den gamle kongeby Bhaktapur. Her findes flere nationalparker og trækket til bjergmassivet Annapurna og til verdens højeste bjerg Mont Everest er populært.

Mere information:

Rejsebureau: Topas Travel

Turistinformation: Nepal

Kathmandu

Vi var nogle dage forinden kommet til Nepals hovedstad Kathmandu og var blevet indlogeret på The Garden Hotel, der ligger centralt i bydelen Thamel. Allerede den første dag tog vor rejseleder os med gennem byens travle mylder over Durban Square ud til Swayambhunath Stupa (der for nemheds skyld kaldes for Abe-templet - her er faktisk aber!) 

Vi fik de første indtryk af en helt anden verden, end den vi lever i til daglig.                                                                                   

Hinduernes tempel Pashupatinath

Næste dag var vi på egen hånd og tog en taxa ud til hinduernes hellige tempel Pashupatinath, der kun er tilgængeligt for de rettroende. Der var en del hellige mænd, som tilsidesætter alt for at koncentrere sig om deres bønner! Det der gjorde størst indtryk på mig, var nok de spedalske, der sad og tiggede på trappen.Ved floden så vi bl.a. ligbrænding, og i selvsamme flod så vi folk, der badede og andre der vaskede tøj!                                                                                                                  

Fattigdommen ses i gadebilledet

Efter et par timer gik vi videre gennem byen til den største stupa Bodhnath. Her købte jeg en bedestav - en kæp hvorpå der er monteret et lille hjul, som jeg ved at svinge, får til at snurre rundt og sende bønner ud. Og der blev givet en skilling til en tiggende kvinde, hvis ben var deforme. Hun nærmest slæbte sig frem på armene, mens hendes forkrøblede ben hang under hende. Om hendes handicap var medfødt eller om hendes forældre bevidst har ødelagt en lille piges ben, for at hun kunne skabe sig en levevej (tiggeri), får jeg aldrig at vide - men det er ikke utænkeligt!                                                                                                                                              

Turen mod Everest starter

Da de første dage i Kathmandu alt for hurtigt var overstået, fløj vi op til Lukla, 2.840 moh. hvorfra vi startede vor trekking ind mod Everest Base Camp. Vor sidtar Lakhbar og hans assistenter Milah og Lali skulle hyre nogle portere (bærere) til vor bagage. Som mangeårig fjeldvandre med telt på ryggen var det en mærkelig tanke, at andre skulle bære min bagage, men bagefter er jeg lykkelig over, at jeg selv slap for maset (herom senere). Det giver arbejde til de lokale sherpaer, som derved får en efter forholdene god dagløn. De første dage i bjergene bød ikke på de store anstrengelser. Jeg har da også løbetrænet en del og de mange timer i kondiskoene er givet godt ud.

Namche Bazar

Allerede på 2. dagen skulle vi stige ca. 500 højdemeter op til Namche Bazar, 3.446 moh., hvilket ikke var helt så anstrengende, som vi var blevet adviseret om. Men det gælder altid om at sætte sit eget tempo, når man er i højderne.                                                                                                     

Højdesyge behandles i Khunde

Det var helt fint, at vi dagen efter besøgte hospitalet i Khunde, der støttes af Sir Edmund Hillerys Fond. Hospitalet dækker hele Khumbu-regionen og betjenes af et par frivillige amerikanske læger. Desværre får vi oplysninger om, at en australsk kvinde var blevet dårlig af højdesyge og var blevet hjulpet ned i lavere højde - men hun overlevede ikke. Højdesyge er ikke til at spøge med. 
Vores danske guide havde udførligt fortalt os om symptomerne og rådet os til straks at sige til, hvis noget var under optræk. Højdesyge har intet med fysikken at gøre. Du kan være i nok så god en fysisk form og alligevel blive ramt. Det vigtigste er at give sig god tid til opstigningen - max. 500 meter stigning pr. dag. Vi så flere (amerikanere og englændere) som troede, at de kunne gøre hele turen på én uge. Der var flere, der blev dårlige og måtte gå ned i lavere højde igen. Der var minsandten en amerikansk kvinde, der tog hovedpinepiller for at dæmpe smerten, medens hun i hastigt tempo fortsatte opad!
For mit eget vedkommende kunne jeg mærke lidt trykken i hovedet om aftenen, men næste morgen var det væk.

Fantastiske udsigtspunkter

Nu har vi har spadseret et par dage med fantastiske udsigtspunkter bl.a. til et af verdens flotteste bjerge Ama Dablam (Damen med brochen) 6.856 moh. og når frem til Gokyo, 4.790 moh.

I Gokyo

Her er der tid til at gå en tur op på morænekanten og se ud over den kæmpemæssige gletscher, der snor sig ned gennem bjergene. Det er også tid til at få vasket sokker, så jeg går ned ved søen og vasker dem i det iskolde vand. Snart er mine fingre så kolde, at jeg knapt kan vride sokkerne. Vi skal spare på brændslet, så det sparsomme varme vand skal kun bruges til personlig rengøring - ikke til sokkevask! Vinden tager til og hen under eftermiddagen bliver det koldt. Så er det godt, at der om aftenen bliver fyret op i ovnen placeret midt i opholdsstuen. Men her bruges tørret yak-lort og da ovnen er utæt og med jævne mellemrum "puster" med et brag, står der en fed sort røg ud i lokalet, så vi dårligt kan trække vejret. Da det samtidigt blæser ind gennem de utætte vinduer og vi alligevel ikke kan holde varmen, bliver det "bare for meget", så vi går i vore soveposer.

Gokyo Ri

Næste morgen bliver vi vækket tidligt og har afgang mod Gokyo Ri, 5.360 moh, netop da det første lys varsler dagens kommen.  Det har været frost om natten, så stenene er meget glatte. De yngste fra gruppen er hurtigt ude, medens bl.a. jeg går en lille omvej, for ikke at glide i vandet fra de isglatte sten. Medens vi stiger op ad den stejle serpentinersti, begynder lyset at komme over bjergene. Her i 5.000 meters højde mærker jeg for første gang, hvad den tynde luft virkelig betyder. Nu kan jeg mærke, at jeg mangler ilt. Jeg må hvile mig efter hvert 10. skridt. Det er som om, der ikke kommer kraft nok ned i mine ben. Stop og pust ud - du når det nok. Ingen grund til at jage op. Guiderne er flinke til at vente og støtte os moralsk - det går jo fint! "Ok ja, vi har haft dem med, som slet ikke kan klare det så godt som dig". Opmuntrende ord!
På toppen sætter vi os mellem de udspændte bedeflag og betragter den storslåede udsigt til gletscheren og de omkringliggende bjerge. Men skyer længere ude dækker lidt for udsigten til Everest. Langt (stejlt) nede under os ligger Gokyo, som en lille klat huse. Vi venter forgæves på opklaring.                                                                   

En rigtig kold nat

Vi er gået over gletscheren og har overnattet i Dragnag, 4.700 moh., hvor vi frøs så meget, at de af Topas medbragte dunjakker blev fundet frem. Ufatteligt så stor temperaturforskel der er mellem dag og nat - sol og skygge. Den tørre luft giver følelsen af 30 grader om dagen, når der ingen vind er, og nogle graders frost om natten.

Over Cho La passet

Vi bliver vækket "urimeligt" tidligt og er afsted før kl. 5 mod passet Cho La. Det er vigtigt at stå tidligt op i Nepal, hvis man vil have udsigten med. Om morgenen er det fortsat køligt, men op ad formiddagen varmer solen luften op og der dannes skyer. Det bevirker at man faktisk intet kan se om eftermiddagen. Så tidligt op! I det buldrende mørke vænner øjnene sig langsomt til at skelne, hvor der er sten og hvor der er sti. Først ved 6-tiden begynder lyset at komme og der er vi allerede langt oppe ad bjerget. Det er en stejl opstigning og et par af os må aflastes for vores små dagtursrygsække. Nu indser jeg, hvor godt det er ikke at slæbe mine 10 kg bagage selv! 
Netop som solens stråler når sneen oppe i passet, er vi også fremme i 5.330 moh. Det kan bare ikke beskrives, men skal opleves. Solens varmende stråler og en udsigt ud over kridhvid sne. Bjergtoppe står majestætisk rundt om os til alle sider - bl.a. Cholatse 6.440 m. - så tæt på i den klare iltfattige luft, at du næsten kan røre ved det!                                                               

Gorak Shep

Næste dag fortsætter vi fra Dzonglha ad "hovedvejen" til Gorak Shep, 5.140 moh. Undervejs ser vi flere af de højeste bjerge bl.a. Pumori, 7.145 moh. og Ama Dablam, 6.856 moh. Også her møder vi yak-karavaner og træder til side, når disse tålmodige og hårdt pakkede dyr drives frem med råb og spark. At gå til side vil her sige ind mod bjergvæggen! 
Gorak Shep er vort udgangspunkt for turens højdepunkter Kala Patthar og Everest Base Camp.

Bestigning af Kala Patthar

Igen er vi ekstremt tidligt oppe - nu er vi vist vandt til det - og begynder opstigningen af Kala Patthar. Vi får en oplevelse som tidligere med lysets langsomme kommen. Det er storslået at se Puomis vældige massiv, 7.145 moh, vokse efterhånden som vi kommer op. For første gang ser vi tydeligt Mount Everest, 8.848 moh. flankeret af Nuptse, 7.879 moh. og Lhotse, 8.516 moh. Vi kan gennem vore kikkerter se en bjergbestiger nærme sig toppen af verdens højeste bjerg. Tænk hvor svært vi har det med luften her i "kun" 5.545 meters højde - og så mangler vi fortsat over 3.300 meter for at være helt på toppen af verdens tag! Vi må tage hatten af for de, som kommer levende ned derfra! 
Jeg får et fantastisk billede indprentet på min nethinde, da solens stråler kommer op over Nuptse - et sceneri jeg aldrig glemmer. Nede foran os kan vi se det berømte Khumbu-isfald, der er porten til bestigningen af Mount Everest fra denne side.                                                                                                 

Everest Base Camp

Vi er nogle stykker fra gruppen, der beslutter os for at ville med helt ud til Base Camp. Så medens andre går tilbage til Gorak Shep, kæmper vi os op og ned ad et lille spor i stenmasserne på den gevaldige Khumbu-gletscher. Her ligger kæmpe blokke af sten oven på isen. Det godt kan gøre én lidt nervøs, hvis sådan en klippe pludselig skrider. Det bliver en lang tur og da der nu kun er ca. 1 time at vandre endnu, fortsætter vi på trods af, at vi allerede nu er trætte - uden tanke på at vi også skal tilbage - og mere end det.
I Base Camp, 5.357 moh. er der to hold bjergbestigere - et koreansk (det var én af disse, vi så i kikkerten) og et slovensk - men ingen danske at hilse på! Efter de obligatoriske fotos begiver vi os tilbage igen mod Gorak Shep.
Efter frokost fortsætter vi til Lobuche, da det ikke menes forsvarligt at sove mere end én nat i over 5.000 meters højde. Det tærer på kroppen at opholde sig i højderne!

Videre ad "hovedvejen"

På hovedvejen til Dingbouche møder vi igen mange mennesker og yak-karavaner. Senere passerer vi et sted med en række mindesten for de forulykkede bjergbestigere - bl.a. en sten for Scott Fischer - rejst efter det katastrofale topforsøg i maj 1996. 
Læs Jon Krakauers bog "Op i det blå" ("Into Thin Air"), der giver et langt bedre billede af begivenhederne end Lene Gammelgaards: "Everest - Vejen til toppen". 

Ned til Dingbouche

Dingbouche ligger som et puslespil klemt inde mellem bjergsiderne. Hundrede stengærde danner skel mellem markerne og midt i det hele løber "hovedgaden". Vi køber os et tiltrængt bad, hvor bruseren i al sin enkelthed består af en tønde på taget, hvori der hældes varmt vand, og en gummislange ført ned gennem taget til baderummet. Vi er forud for vor tidsplan og har derfor tid til at gå en tur op gennem den smukke dal til Chhukung, 4.730 moh. De ivrigste bestiger Ri’en, men jeg "nøjes" med turen i den farverige dal, hvor vi går langs Ama Dablam og kommer tæt på isfaldet bag dette storslåede bjerg.
På denne overliggerdag ser vi vore portere tage andet arbejde. Myreflittige som de er, banker de avner af kornet med lange kæppe, hvorpå der for enden er monteret et bræt. Ventetiden skal udnyttes optimalt! Hvor er det herligt, at de har overskud til at smile og vinke til os medens de arbejder.

En omvej til Doboche

Trekket fortsætter ad mindre befærdede stier, da vor sidtar tager os med op på venstre side af dalen mod Pangboche. Det går meget opad i det bakkede terræn. Det er som om stierne bare fortsætter opad. Endelig går det nedad - direkte ned ad bjergvæggen uden for ethvert sti-system. Men han ved, hvad han gør.
Vi kommer over hængebroer spændt udover dybe kløfter og er fremme ved vort "hotel" i Doboche. Jeg kalder det et hotel, for her er egne rum - godt nok er skillerummene ikke ført helt til loftet. Og så er her vandskyllende toilet. 
Det er en "befrielse" i forhold til de meget primitive huller i gulvet, vi tidligere har benyttet os af, og hvor der er mange mennesker - der ikke altid kan ramme rigtigt!

Besøg på klosteret i Tengboche

På trods af at vi har turen siddende tungt i benene, beslutter vi at gå op for at besøge det berømte munkekloster i Tengboche. Klosteret brændte i 1989, men er genopbygget og der arbejdes fortsat på det (i det uendelige).
Trætte efter en lang og spændende dag er det en hvile at sidde i den lune og meget hyggelige opholdsstue på vort hotel. Det er et godt sted med en særlig hyggelig atmosfære.                     

Lang, men let hjemtur

Nu går det hurtigt nedad. Vi har fået fysikken i orden efter mere end 14 dage i højderne og går over 1.400 højdemeter ned! Via Namche Bazar og videre til Monjo. En flot tur med et sidste blik mod Everest med sin berømte/berygtede jetstrøm blæsende fra toppen. Vi vandrer gennem et landskab med høje bjerge og dybe slugter.

Tilbage i Katmandu

Hvor bliver man glad for igen at se en helt almindelig seng og et badeværelse med WC. Nu er der tid til at gøre sine sidste indkøb og vi får handlet os frem til en lækker vandreskjorte til 55 kr. og en blød, lun trøje i kashmiruld til under 200 kr.!                                                                                                                                      

Kongebyen Bhaktapur

Medens de andre fra vandregruppen bruger sidste dag til indkøb, vælger vi i stedet at tage en taxa til kongebyen Bhaktapur ca. 32 km fra Khatmandu. Her er langt roligere og ingen biler, men masser af frisk luft - og så er der meget spændende at se på. Templer, paladser, hellige steder og meget andet. En ung arkæologistuderende fører os rundt og fortæller i tre timer om de mange forskellige steder og bygninger. I mens venter vor taxa-chauffør på os - for turen hjem til Khatmandu, vil han naturligvis ikke gå glip af.

"The Danish Millenium Neverest Expedition"

I mellemtiden har nogle fra vandregruppen sørget for T-shirts til os, så minderne fra turen ikke glemmes. Hen over brystet er der syet et bjerglandskab med det nepalesiske flag på toppen og omkranset med vort logo: "The Danish Millenium Neverest Expedition". Herligt!