701 DSC00901.JPG

Badeferie ved Kota Kinabalu, Borneo

Google Map...

Hovedstaden i Malaysia er Kuala Lumpur. Borneo er verdens tredje største ø (efter Grønland og Ny Guinea) og er delt mellem Malaysia, der har en mindre del af det nordlige område, mens resten af øen tilhører Indonesien. Et mindre område i nord tilhører dog Brunie. Den malaysiske del har to provinser Saravak og Sabha.

Befolkningstal: Ca. 31,8 mio. Ca. 5,5 mio i malaysiske Borneo.

Areal: Ca. 330.803 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 9.678 km til Kuala Lumpur. Ca. 10.368 km til Kuching på Borneo.

Tidsforskel: 7 timer foran

Mest besøgte attraktioner: Naturen med dyrelivet, der bl.a. omfatter næseaber og orangutanger, men også kulturelle steder i byerne Kota Kinabu og Kuching. På Borneo er det muligt at besøge de tidligere hovedjægere, der bor i karakteristiske langhuse. 

Mere information:

Rejsebureau: Bravo Tours

Turistinformation: Saravak, Malaysia

Turistinformation: Sabha, Malaysia

Turistinformation: Malaysia

Nexus Resort Karambunai

Nogle af vore rejsefæller bor på det luksuriøse Shangri-La’s Tanjung Aru lige syd for Kota Kinabalu og vi skal sammen med andre nyde badeferien på Nexus Resort Karamnunai, der ligger ca. 30 km fra byen. Værelserne er ikke helt klar, da vi ankommer, men det bliver der rådet bod på med en gratis velkomstdrik i den store luftige hall tæt på receptionen. Der går dog kun en lille halv time, så kan vi flytte ind. Vi har fået et stort værelse på 7. etage med balkon ud mod Det Sydkinesiske Hav - det har alle værelserne i den del af hotelkomplekset. Vi har en flot udsigt og umiddelbart over for os i et af træerne sidder en kæmpe isfugl - den får vi set mere til.

Flot park og stor strand

Det er et rigtigt stort sted, men uden at man føler sig "klemt". Der er god plads rundt omkring i parken, langs den 6 km lange hvide sandstrand og på den bagvedliggende 18-hullers golfbane. 
Mod land er Nexus omgivet af en ældgammel bjergrig regnskov, der giver ideelle betingelser for at observere nogle af de mange tropiske - og andre fugle - som findes her. Vi er kort sagt kommet til en drøm af et hotel.                                                                                                     

Masser af aktiviteter

Ved poolen fås naturligvis gratis håndklæder uanset om det er poolen eller stranden, som benyttes. Her kan lejes cykler, så man kan komme på lidt længere ture i området - f.eks. til en lagune med en mangrove blot nogle få km fra hotellet. Man kan komme ud at ride - om ikke alene, så i alle tilfælde prøve at sidde på en ført hest! På stranden findes stort set alle former for vandsport fra kajak til windsurfing og lystfiskeri. Derudover findes spa og massage samt et utal af tilbud om aktiviteter gennem hele ugen - nok til at man ikke behøver at forlade hotellet i sin ferie. Men snyd alligevel ikke dig selv for en tur til byen med hotellets shuttlebus, der går flere gange om dagen.
Holder du dig fra de store markeder som f.eks. filippiner-markedet, hvor det meste må betegnes som souvenir-bras, kan der være gode tilbud at hente - hvis man har tid. Et ægtepar købte nye briller til under det halve af hvad tilsvarende koster i Danmark. Og på foto- og videoudstyr kan der også gøres en god handel. Gå efter specialbutikkerne. Hotelkomplekset har flere rigtigt gode restauranter og barer, så her er noget for enhver. 
Efter de sidste dages noget ensformige mad vælger vi i dag at gå på gourmet-restaurant, hvor vi får et dejligt måltid før en god seng på et førsteklasses værelse.                                           

Et hårdt liv for fiskerne

Efter den helt store morgenmadsbuffet, med langt mere variation i maden end et almindeligt menneske kan komme igennem på en formiddag, begiver vi os - forsynet med solhat og vand i rygsækken - ud på stranden. Denne smukke hvide sandstrand ligger i en bugt og vi begiver os ud mod pynten mod øst for ad den vej at nå frem til lagunen. Tidevandet har trukket havet tilbage, så stranden er meget bred og har efterladt tusinde huller i nogle af naturens flotteste abstrakte mønstre. Det er dog ikke havet, som laver huller og mønstre. Det er krabberne, der graver sig ned og kaster sandet op i disse flotte mønstre. Vi ser et utal af disse sidelænsløbende dyr pile afsted, når vi kommer gående. Undervejs møder vi flere fiskere, der kæmper hårdt for at få deres enormt lange net halet ind på stranden. Alt fiskeriet lige her foregår fra stranden. Et net på et reb bæres ud til en båd, som sejler ud med det i en meget stor bue, hvorefter nettet manuelt trækkes op på stranden. 5-7 mand trækker i det tunge reb - eller rettere skubber. For det foregår således, at rebet snos om en tyk gren, som fiskeren så kan læne sig op ad, mens han med fødderne og sin vægt presser rebet bagud - op på stranden. Det er en lang og tung proces, da rebene er flere hundrede meter lange. Fiskerne må i timevis stå i det salte vand til langt op på livet og under en brændende sol. Der er ikke noget at sige til, at de beskytter sig ved at pakke sig ind.                                                                                  

Beskedent udbytte

Og udbyttet er bestemt ikke prangende - men nok til at fiskerne kan leve af deres fangst. Vi møder flere fiskere, som vi naturligvis spørger, om vi må fotografere dem, før vi gør det - og alle siger ja, - og tak! Og glade bliver de, når man viser dem billedet. Men der skal også være tid til solbadning, strandvandring og se på tropiske fugle.