Cykelferie på sydsiden af søen Issyk Kül , Kirgisistan
Log ind Log ind
På sydsiden af søen Issyk Kül

På sydsiden af søen Issyk Kül

Vi har brugt en lille uges tid på at cykle langs nordsiden af Issyk Kül - den største sø i Kirgisistan - og efter et tidligt besøg på markedet i Karakol, er vi parate til nye udfordringer på vores cykeladventure.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Bjergcykling mod Jeti-Oguz (55 km)

Op ad formiddagen forlades Karakol og vi cykler ca. 20 km. mod sydvest inden der drejes til venstre op mod bjergene. Endnu kan vi cykle nogle km. på asfalt og da den ophører, kommer vi på en sten-/grusvej og nu begynder stigningen rigtigt at kunne mærkes. Vi følger en lille flod og passerer et par landsbyer i dalen, der langsomt bliver smallere. Vi passerer klippeformationen "Det Knuste Hjerte" og kommer frem til sidste købmand før bjergene. Og så skal der provianteres til et par dage. Øl, sodavand, vodka, chokolade og chips - ja, måske er det en hel måneds omsætning for købmanden som realiseres på en halv time? Lidt efter holder vi hvil med udsigten til "De Syv Okser" - en klippeformation i rødbrune farver, der udskiller sig fra de øvrige bjergformationer. Floden bliver vildere og dalen smallere - nu nærmest en kløft - som vi knokler op gennem. Undervejs møder vi en masse kirgisere, der med deres ladaer kæmper for at komme frem i det uvejsomme terræn. Når disse biler skal op ad en bakke, skal der tilløb til - og så er det bare at komme væk i sikker afstand fra stien. Det er søndag og kirgiserne vil ud i naturen - og det er dejligt at se, hvorledes de nyder deres medbragte picnic ved bredden af floden.

Hård tur

Vi har visse steder vanskeligt ved at cykle og må atter og atter af cyklerne og trække os gennem terrænet. Vi cykler/trækker over floden nogle gange på træbroerne - alt medens følgebilen langsomt men sikkert kommer efter os. Så følger den sidste stejle bakke og vi kommer frem til Jeti Oguz - et lille samfund beliggende 2.200 moh. Cyklerne trækkes ned over en lille bæk og vi kommer ud på en grøn eng, hvor vores yurt-camp ligger. Campen består af fire yurter samt en fælles yurt, hvor vi spiser frokost med bl.a. suppe og en vidunderlig frisklavet yoghurt (kaldt "iran"). Jeg er imidlertid temmelig udkørt efter den lange, hårde tur med 600 meters højdestigning og har lidt i den stærke varme. Jeg har ingen appetit. Jeg får lidt salttabletter, noget at drikke og hviler mig i yurten en times tid. Vi skal være her i Jeti Oguz i et par dage, hvor vi bl.a. skal vandre i bjergene.

Mod Kichi Jargylchak (76 km)

Det må have regnet voldsomt langt oppe i Tien Shan bjergene i går, for da vi på vejen tilbage fra Jeti Oguz når til floden, er den svulmet op, og vilde, grågrønne vandmasser presser sig ned gennem dalen. Hvor der forleden var godt en meter frit under broen, er her nu kun nogle få centimeter. Vi må tage det roligt ned ad den stenede sti, enhver sten, ethvert hul udgør en risiko for styrt. Det får en af deltagerne at mærke, da hun styrter og slår en kolbøtte ud over cyklen. Til alt held har hun sin styrthjelm på - altid. Det redder hende. Men hun bliver alligevel forslået på arme og ben, men sej som hun er, fortsætter hun nedad. Jeg tænker med gru på, hvad der kan ske med vores hollandske venner - hvoraf ingen bruger styrthjelm! Da vi igen rammer asfaltvejen kan vi gøre skaderne op: Et styrt og to punkteringer.

Selvforsyning

Vores adventure-eventyr fortsætter nu langs Issuk Küls sydlige bred frem til Kichi Jargylchak, hvor vi atter indkvarteres hos en privat familie. Og vi trænger alle til et bad, så vi tager til den lokale strand for at bade - men stranden er ikke ufarlig. Her finder vi det største svineri af knuste flasker, med skår både på stranden og ude på søbunden. Hvad tænker folk da på? Hvad sker der i hovederne på dem, når de får for meget vodka? Jeg spørger vores guide, om ikke man lærer de unge i skolerne om miljø og forurening og hun bekræfter, at det gør man - men alligevel ser vi dette svineri. Hun mener, at der måske går endnu en generation før forholdene retter sig. Så det er med skoene på og med stor forsigtighed, at vi får vasket støvet af os i dag. Tilbage i huset er madmor ved at gøre middagen klar, og imens vi sidder skyggefuldt under havens abrikostræer - hvor abrikoserne "næsten helt af sig selv" falder ned i hovederne på os, slapper vi af. 
På den lille ejendom har de alt, hvad der behøves. I et lille indelukke står en ged samt en kalv, og bag huset holder koen til. Hønsene styrter forvirrede omkring benene på os og en lille sød hundehvalp bliver hurtigt kæledække. I haven dyrkes grøntsager og så har man alle frugttræerne, som også omfatter æbler og pærer. Her er man stort set selvforsynende.

Manjyly - en oase i ørkenen (60 km)

Hele dagen har vi udsigt til Issyk Kül-søen og kan ind i mellem skimte de høje bjerge mod nord på den anden side af vandet. Så længe vi har floderne løbende ned fra bjergene, er her frugtbart, men så snart vi har passeret den sidste flod, ændrer landskabet helt karakter og i dag kommer vi til en tør og øde egn. Her falder ikke megen regn, de bagvedliggende bjerge mod syd tager al nedbør. Vejene bliver mere og mere hullede og i en af de små støvede landsbyer stopper vi hos købmanden og gør vores daglige indkøb. Her er det vi møder en gammel krigsveteran, der kommer gående i sit fine jakkesæt med sine fortjenstmedaljer hængene på reverset. Han lader sig gerne fotograferer og viser stolt sine medaljer frem, inden han går videre for at gøre sine indkøb.

Lille oase

Længere fremme holder vores følgebil ved en lille grusvej og vi drejer fra landevejen og cykler ind i et ørkenlignende landskab. Her er ekstremt varmt og tørt. Min strube er efterhånden som sandpapir. Jeg tørster. Sandet gør det næsten umuligt at blive på cyklen. Selv om jeg forsøger at træde til, snurrer forhjulet blot rundt i sandet og skrider ud. Af cyklen og trække til der igen er fasttrykket sand. Så op over den sidste bakke og vi kan se vores yurt-camp. Her midt i sandet ligger en lille oase med solsikkeblomster og andre vækster som kartofler og salat. Vandet til dette sted kommer fra en kilde længere inde i ørkenen og ledes gennem slanger frem hertil.
Vi får indrettet os i de forskellige yurter og lidt derfra står et lille lokum og lige ved siden af et simpelt badested. En vanddunk på taget opvarmes af solen og det "varme" vand ledes via en spreder til en vandkande ned til badet. Det er vidunderligt at komme ind i skyggen i yurten, hvor et veldækket bord byder os velkommen og hvor samovaren står parat med varmt vand til teen. Efter den "obligatoriske" tur til stranden, kan vi efter middagen nyde solnedgangen i ørkenen i den kølige aften.

Op i bjergene til Temir-Kanat

Vi har sovet fantastisk godt i nat og veludhvilede cykler vi tilbage til landevejen ved søen og fortsætter vestpå. Ved byen Ton svinger vejen væk fra Issuk Kül og landskabet ændrer igen karakter, da vi atter møder en flod. Her er landskabet grønt. Flere og flere floder ser vi og en masse vandingskanaler, der leder vandet ind til overrisling af markerne. I Bökönbaev provianterer vi til de næste dage og fortsætter op gennem en dal, der bliver smallere og smallere. Vi følger små vandløb, som vi ind i mellem skal passere - og kan næsten ikke undgå at få våde fødder. Så er vi kommet godt op i bjergene og følgebilen kan ikke komme videre frem. Den parkeres ved en gård og vores bagage vil senere blive transporteret på hesteryg det sidste stykke op til Temir-Kanat yurt-camp. Her burde vi også have parkeret vores cykler, men vi skal trække dem de godt to km. med 200 højdemeter op til lejeren! (Uforståeligt, da vi ikke skal bruge cyklerne til noget de næste dage). Vi skal endnu passere nogle vandløb. Nogle balancerer fint på cyklen over - uden at få sok - medens andre vælger den sikre metode - den med de våde fødder!

Cykelferien fortsætter

Vi har haft nogle begivenhedsrige dage i bjergene hos disse gæstfrie kirgisere og skal nu samme vej tilbage. Først ned til bilen og senere videre ud ad den lille grusvej gennem landsbyerne Temir-Kanat, Jer-Üy og Kök-Say.

Gennem flodleje til Ak-Say-ørkenen (35km)

I byen Ak-Say foretager vi dagens indkøb, inden vi drejer til højre for at komme ud i endnu et ørkenlandskab - Ak-Say-ørkenen. Men det går galt for en af vores hollandske veninder. Hun har travlt med at vinke til nogle glade børn og ser ikke et hul i vejen. Hjulet glider ud og hun styrter. Et mirakel at hun ikke slår sit ubeskyttede hoved, men det går ud over bl.a. hånden og albuen. Hun lappes nødtørftigt sammen og kommer - godt nok chokeret og med smerter - igen på cyklen. Nu med hjelmen på! (Det viser sig senere efter røntgenfoto i Holland, at der er slået en flig af albuebenet).

Et helt unikt sted

Vi kommer til et helt specielt område og cykler ned gennem et udtørret flodleje. Om vinteren og foråret er denne rute ikke farbar. Smeltevandet fra gletsjerne oppe i bjergene fosser gennem flodlejet. Men om sommeren er her knastørt. Efterhånden som vi cykler gennem denne canyon, rejser klipperne sig højere og højere på siderne af os. Dette er et helt unikt sted. Flodlejet snor sig gennem landskabet. Vi kan ikke se de forankørende. Vi føler os helt alene. Flere steder er sandet så løst, at det er umuligt at cykle, og vi må gå nogle af de ca. 12 km hvor hele flodsænkningen strækker sig gennem dette golde månelandskab. Så åbner floddalen sig og vi kan igen se Issuk Kül-søen, og lidt efter cykler vi ind i en hesteskoformet runding i bjerglandskabet, hvor vor yurt-camp ligger. En stor, bidsk lænkehund byder os velkommen med sin gøen, medens den kæmper for at komme fri af sin jernkæde. Mere venligstemt er vores værtspar, der byder os inden for i et lille nybygget hus, hvor der er dækket op.    

Hygge omkring bålets gløder

Det har været en let dag i dag. Vi har stort set cyklet nedad hele dagen fra de 2.400 meters højde i Temir-Kanat til nu 1.600 meters højde ved Issuk Kül-søen. Det var kun det sidste stykke ned gennem floddalen, som gav udfordringer - og endnu et par styrt! Men alle er ved godt mod, da vi om eftermiddagen samler brænde til aftenens bålhygge. Fra en bakketop bag campen nyder vi den blå time i tusmørket mellem dag og nat med udsigt til bjergene 80 km væk - på den anden side af Issuk Kül. I mellemtiden har en af vores hollandske venner, der bestyrer bålet (han kan slet ikke lade være) - fået ilden til at fænge og medens vi skyller peanuts, saltstænger og chips ned med vodka, cola samt øl, nyder vi bålets flammer under en stjerneklar himmel - som man kun oplever den i ørkenen.

Åh, hvor er det anstrengende (48km)

Jeg taber hurtigt luft på baghjulet og skifter slangen, inden vi efter et par dages oplevelser i ørkenen igen skal cykle de 12 km. tilbage - op gennem flodlejet til byen Ak-Say. Midt i det udtørrede flodleje møder jeg de fritgående kameler, som vi dagen i forvejen havde inde i vores camp. Nu er de lidt mere spredte og er ikke lige begejstrede for at møde os. De løber, da vi nærmer os, men kan ikke flygte til siderne - op ad de lodrette klippesider. Vi cykler forbi og møder lidt efter de øvrige kameler, der har forsamlet sig i skyggen af klipperne. Det er om end endnu mere anstrengende at cykle opad gennem sandet, end det var at cykle ned. Ikke en vind rører sig i flodlejet og solen brænder nådesløst fra en skyfri himmel. Det er som om vi befinder os i en sauna med hel tør luft. Vi stopper og drikker. Igen og igen. Flere steder må vi vandre og trække cyklerne gennem det løse sand, men efter ca. 1½ time er vi atter tilbage på den asfalterede hovedvej. 
Så støder vi på turens hidtil længste bakke - 2,5 km med 12% stigning. Vi forsøger - i lavere og lavere gear - men nogle af os må alligevel af cyklerne. Det er anstrengende! Forpustede når vi toppen og kan så til gengæld glæde os over de næste fem km. nedkørsel. På vejen besøger vi et sted, hvor vi får fortalt om yurtens opbygning og indretning, og i den tilhørende souvenirbutik kan vi købe læderarbejde, sutsko, tasker, tæpper og andre håndlavede ting.

Til Kara-Talaa

Efter endnu en - mindre - bakke er det tid til te-pause og et par dåser med røgede sardiner i olie åbnes og det bekommer mig særdeles godt. Nu er jeg efterhånden blevet træt af brød med abrikosmarmelade og søde småkager! Da vi igen møder en livgivende flod, ændres landskabet og det er sært at se hvorledes kontrasten mellem liv og goldt bjerglandskab følger flodbredden. Langs floden er her grønt og frugtbart og få meter herfra starter ørkenen. Lidt fra hovedvejen ligger vores næste yurt-camp - Kara-Talaa - ca. 100 meter fra Issuk Kül-søen i et tørt landskab med en sparsom bevoksning. Efter frokost og et sidste bad i søen går vi en lille tur i området og ser en del fugle. På en skråning støder vi også på en lille gråbrun slange - ca. 20 cm. - med en stribe på ryggen. Men den forsvinder under en sten, inden jeg kan nå at fange den - med mit kamera! Der er igen blevet samlet noget tørt kvas til aftenens lejrbål, men vi får ikke lov til at være helt i fred, for myggene har holdt deres indtog. Lugten af frisk, europæisk blod, må have spredt sig i området. Vi bliver angrebet.

Mod storbyen Kochkor (72km)

Kartoffelsuppen, der serveres her til morgen, springer jeg over og nyder i stedet for de små søde pandekager til en kop te. Da vi atter sidder på cyklerne er det en lang, let stigende rute på en ru asfaltvej vi følger. Langsomt får vi arbejdet os op mod vand reservoiret Orto-Tokoy, der nu er ved at blive tømt. Man bygger et nyt et andet sted. For enden af søen støder vi på floden Chüy og følger den frem til byen Kochkor. Her indkvarteres vi i to private familiehuse, der ligger med ca. 100 meters afstand. Inde i byen besøger vi markedet og endnu en souvenirbutik - og får her den første regnbyge i tre uger! Hvem brokker sig?
Efter et vidunderligt måltid - hvor er det dejligt igen at sidde på en stol - går vi en tur i området og betragter de forskellige huse, alt medens mørket langsomt falder på.

Her må jeg give op (35 km)

Vi ved, at det er en skrap tur vi skal på i dag, så en vælger at se det hele bag følgebilens vinduer. Vi andre cykler tilbage, hvor vejen deler sig ved Orto-Yokoy. Her skal vi cykle ca. 11 km opad - 12% stigning - og det første stykke går da også nogenlunde. De forreste - de stærke - er for længst forsvundet op over bakken. Selv må jeg af og gå noget af vejen. Jeg bliver mere end forpustet. Stopper op. Drikker lidt og forsøger så igen. Sveden pumpes ud af hovedet på mig. Mine briller dukker. Skal jeg virkelig gi’ mig? Tankerne går gennem mit hoved. Er det ikke lykkedes at komme i god nok form til denne tur? Er mine gear justeret forkert? Hvorfor er min cykel også så tung? Mit hjerte dunker, så jeg tror man kan høre det på afstand. Pulsen er for høj. Jeg hviler mig igen.
Da følgebilen kører op på siden af mig og guiden spørger til mit velbefindende, er jeg klar over, at nu må også jeg stoppe. Det er jo ferie, dette her! Cyklen kommer på bilen og jeg ligeså, og så kører vi de sidste tre km til toppen. Blot tre km fra at have fuldført hele denne adventure-cykeltur!
Oppe i passet har jeg et glimrende udsyn over de af mine venner, der endnu knokler for at komme op. Men de giver sig ikke. Og ansigternes glæde ved at komme over denne skrappe passage, er ikke til at tage fejl af. Det er en sejr. "Yes, J did it." Andre synes, at denne optur var det, de havde ventet på. Nu blev det virkelig cykel-adventure. Efter at have fået lidt at spise "slippes" jeg igen løs og sammen med mine rejsekammerater glider vi godt 15 km. ned på den anden side af Kyzyl-Ompol bjerget til vi atter rammer Chüy-floden og cykelturen rundt om Issuk Kül er slut.
Tilbage i hovedstaden Bishkek indlogeres vi igen på Guesthouse Crocus og bruger eftermiddagen på at slappe af i varmen, der tangerer de 35 grader! Hen under aften samles vi op og kører til en russisk restaurant lige ved Det Russiske Teater tæt ved Egetræsparken. Her er der reserveret bord til os og vi får bestilt drikkevare samt individuelle menuer. Nu er det en russisk restaurant - og min erfaring med russiske restauranter kan ligge på et ret lille sted. Da vi efter 1½ time endnu ikke har set skyggen af de bestilte drikkevare endsige maden, synes jeg, at vi skulle prøve at rykke efter den. Jo, den kommer snart. En ualmindelig sløv betjening får omsider serveret for os - men uforståeligt for os vesterlændinge, at de har kunder i butikken!

Pas på lommetyvene i basaren

På rejsens sidste dag er vi taget på marked i byen. Her findes fire basarer og måske er det den største vi har begivet os ind i? Her står boderne tæt så passagen gennem de lange korridorer der ofte ikke er bredere end en meter - et eldorado for lommetyvene. Stof i lange baner, tøj, hatte og livremme. Senere kommer vi til fisketorvet og frugtboderne. I en hal finder vi tørrede frugter, krydderier og salatbarer. Og et leben er her. Et par unge fyre kredser omkring os. De ser på mit kamera, der sidder i fototasken fastspændt til livremmen. Vi stopper op, hvilket også får dem til at stoppe. Vi vender om og går tilbage, og de følger os. Så går vi rask ind i en anden bygning og får rystet dem af. Men kun et øjeblik, så er de der igen. Vi stiller os demonstrativt et åbent sted og afventer deres reaktion og de forsvinder. Heldigvis skete der ingen tyverier fra nogen af os i gruppen. Men man skal være på vagt i basaren.
Senere bruger nogle dagen til at besøge Det Nationale Museum og andre besøger endnu et indkøbscenter - hvor der bestemt ikke mangler noget.

Sent på eftermiddagen pakker vi cyklerne, så de er klar til flyveturen tilbage til Danmark. Det opbevarede pap, cykelkasser og andet indpakningsmateriale findes frem og cyklerne pakkes ind - så godt som muligt. Det er jo en hård tur de skal ud på - siger erfaringen.

Koncert med gruppen Sanjyra

Dagens højdepunkt er imidlertid en arrangeret koncert med gruppen Sanjyra, der spiller på klassiske kirgisiske instrumenter, som komuz, ooz-komuz, chopo-choor – hhv. en slags guitar, en opretstående violin og et blæseinstrument. Gruppen, der ledes af Samara - en af landets førende musikpædagoger - har givet koncerter i bl.a. Japan og Tyskland. Og det er en overbevisende koncert, med stor musikalitet og fingerfærdighed, vi overværer. Efter koncerten er der afskedsmiddag med et utal af forskellige lokale retter med tilhørende øl, vin og - naturligvis vodka. En rigtig god afslutning på denne adventure-cykeltur i Kirgisistan.

Fakta om Kirgisistan

Hovedstaden i Kirgisistan er Bisjkek. Kirgisistan staves også som Kyrgyzstan.

Befolkningstal: Ca. 6,1 mio.

Areal: Ca. 199.900 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 4.455 km til Bisjkek

Vigtigste turistattraktion: Naturen og de smukke bjerglandskaber omkring søen Issyk Kül

Læs mere på:

Rejsebureau: Timbuktu Rejser

Turistinformation: Kirgisistan