920 DSC09039.JPG
Rundejse til

Den romerske provinsby Jerash

Google Map...

Hovedstaden i Jordan er Amman. 

Befolkningstal: ca. 10 mio.

Areal: ca. 92.300 km²

Afstand fra Danmark: ca. 3.356 km

Tidsforskel: 1 time foran

Mest besøgte attraktioner: Petra og Wadi Rum samt Det Døde hav

Mere information:

Rejsebureau: Viktors Farmor

Turistinformation: Jordan

Det Døde Hav

Fra Wadi Rum kørte vi på The Dessert Highway gennem en næsten uendelig stenørken og drejede fra før vi "ramte" hovedstaden Amman. Vi fortsatte mod vest ned i den Afro-Syriske sprækkedal, der strækker sig 6.500 km. helt fra det vestlige Syrien ned gennem Libanon, Jordandalen med Dødehavet, gennem den udtørrede Wadi Araba og videre gennem Det Røde Hav og helt ned i Afrika til Viktoria-søen. Denne mægtige landsænkning er dannet ved at den afrikanske kontinentalplade og den asiatiske kontinentalplade langsomt skydes fra hinanden - ca. 3 cm om året.
Vi kom fra højlandet og skulle mere end 400 meter ned under havets overflade til verdens laveste punkt - Det Døde Hav - og kunne mærke hvorledes trykket steg i ørerne, da vi kørte ned i dalsænkningen. Det Døde Hav er en saltvandssø med en enorm høj saltkoncentration, hvor mineralerne udskilles fra jordlagene omkring og under søen. Den får ferskvand tilført gennem Jordanfloden, som løber fra bjergene i Syrien og Libanon gennem Genesaret Sø i Israel og videre gennem Jordandalen. Undervejs tappes meget vand fra floden til overrisling af marker, hvorfor den tilførte vandmængde er ved at blive katastrofal lille. Det Døde Hav er ved at "dø". Hvert år falder vandstanden med flere cm. – også fordi der sker en enorm fordampning fra vandoverfladen. Det Døde Hav har intet afløb og den syd for liggende Wadi Araba er ganske tør. Der overvejes forskellige muligheder for at råde bod på situationen, bl.a. at pumpe vand fra Det Røde Hav op, rense det for salt og lede det ud i Dødehavet. Det er en kostbar affære og ikke lige let at få løst, men der arbejdes seriøst på sagen.

Svømme kan man ikke

Ved et af de mange badehoteller og spa-bade helt nede ved søen gjorde vi holdt og fik mulighed for at "svømme" i det salte vand. Man skal naturligvis ikke have rifter eller sår, da saltet i så fald svier ganske meget. Undgå at få vandet i hovedet, øjne eller mund - man vil have "glæde" af det i lang tid efter! Derudover er det en klog ting at have badesko med, for selv om badehotellet har fine og velholdte svømmebassiner, er stranden ved søen ikke helt så ren, som det kunne ønskes af en ikke offentlig strand at være. Vandet var ikke koldt - men friskt - så da vi først kom under, var det bare at lade sig flyde, for svømme på maven kan man ikke. Opdriften er simpelt hen for stor, så man vender rundt, når man forsøger.

Helsebringende mudderbad

Udover vandets helsebringende goder var der mulighed for at købe sig en spand mudder. Flere gæster havde allerede smurt sig ind i dette sorte stads, som skulle have, om ikke en livsforlængende kvalitet, så i hvert fald en opstrammende og foryngende virkning!
Efter badet kørte vi med bussen til Gardens Hotel i Amman, hvor vi skulle overnatte. På vejen så vi lidt af Den Hvide By, som Amman også kaldes, da langt de fleste huse er bygget af lyse sandsten. På afstand kunne vi skimte den enorme Kong Abdallah-moské, med den karakteristiske blå- og sortdekorerede kuppel, som Kong Hussein fik opført i 1990 til minde om sin far.

Jerash

Allerede da vi drejer ind på P-pladsen i Jerash kan vi skimte den vældige Hadrians Bue og kan fornemme, at noget stort er i vente. I dag anses Jerash for at være den bedst bevarede romerske provinsby uden for Italien, og det er absolut ikke uden grund. Udgravningerne begyndte i 1925 og ruinerne viste sig at være forbavsende velbevarede, fordi sandet havde beskyttet dem i århundreder. Byen blev gennem tiden meget velhavende dels gennem landbrug og dels gennem handel med nabatæerne. I det 1. århundrede e.Kr. var byen en af de rigeste i det romerske imperium, hvilket byggestilen vidner om: En søjleomkranset hovedgade gennemskåret af to tværgader, som man stadig kan vandre ad. Hertil kommer templer, teatre, offentlige pladser flankeret af søjler, badehuse, fontæner, bymure gennemskåret af tårne og porte. De bygninger, vi i dag kan se, udgjorde det administrative og handelsmæssige centrum.

Triumfbuer til ære for kejser Hadrian

Fund i denne frugtbare dal, Biblens Gilead, viser, at området har været beboet siden den yngre stenalder. Det gamle arabiske navn Garshu blev ændret til Gerasa, der senere blev til Jerash. På Alexander den stores tid (332 f. Kr.) var byen allerede en velstående og betydningsfuld by. Det var den romerske feltherre Pompeius, der erobrede området i år 63 f. Kr. Man regner med, at Jerash i sin velmagtsdage havde en befolkning på ca. 20.000 indbyggere. Da kejser Hadrian (vi kender ham fra Hadrians Wall i det nordlige England, hvor han byggede dette enorme forsvarsanlæg, der skulle beskytte Romerriget mod barbarerne (skotterne) mod nord) besøgte byen i år 129 e. Kr. blev der rejst en triumfbue med i alt 3 buer og det er dette monumentale bygningsværk vi først passerer, da vi træder ind i Jerash.
Vi følger en lige gade forbi Hippodromen - en 250 meter lang væddeløbsbane som har haft plads til 15.000 tilskuere - og når frem til byens sydlige port. Indgangen til selve bydelen. Man mener, at der var planer om at udbygge byen mellem Sydporten og Hadrianbuen, men det skete aldrig.

Den ovale plads og Sydteateret

Vi er trådt ind på den ovale plads - et stort søjleomkranset torv - som er ganske imponerende. Måske har pladsen været en forgård til Zeustemplet, som vi spadserer op over for at komme frem til Sydteateret. Jerash var så velhavende, at man også havde et teater i den nordlige ende af byen. Inde i Sydteateret ser vi hvorledes pladserne for VIP’erne - sikkert de bestemmende ledere samt teaterets sponsorer - har nummererede pladser Alpha, Beta, Gamma, etc. Talesproget var græsk, men også latin blev brugt som forretningssprog. Fra toppen af Sydteateret, der havde plads til 3.000 tilskuere, har vi en fantastisk udsigt over hele området. Lidt til højre for det udgravede område løber en offentlig vej op gennem byen. Det meste vest for denne vej er udgravet, mens hele området øst herfor er beboet og endnu ikke er udgravet.                                                 

Jerash mosaikker

Vi går op gennem området, hvor forårets blomster står i fuldt flor og kommer frem til tre sammenbyggede kirker, hvoraf den ene Cosmas- og Damian-kirken fra år 533 e. Kr. indeholder nogle af de flotteste mosaikgulve i Jerash.                                                                                                      

Artemistemplet

En imponerende søjlerække på 11 (ud af oprindeligt 12) danner indgangen til det helligste af templet – bygget til Zeus’ datter Artemis, søster til Apollo. De fleste søjler har meget flotte og velbevarede kapitæler med blade og blomster. En bred processionstrappe fører op til templet nede fra floden.       

Cardo Maximus

Vi går ned ad trappen og rammer den 800 meter lange nord-sydgående hovedgade Cardo Maximus flankeret af et utal af søjlerækker. Hele gaden er naturligvis brolagt med store fliser og med rendesten, der kunne opsamle regnvand i underjordiske kanaler og lede denne livgivende ressource til store cisterner. Romerne brugte endog meget vand bl.a. til deres sociale samlingssteder bl.a. badeanstalterne. Slidmærker på gadens stenbelægning viser, at hestetrukne vogne med jernbeslåede hjul, har kørt her.

Nymphæum

Den lokale guide, der viser os omkring og fortæller, fører os forbi Nymphæum, bygget i år 191 e.K., der udover at være byens offentlige fontæne tillige har været en helligdom for vandtes nymfer. I nicherne har stået statuer med skåle og krukker, hvor rindende vand er løbet ned over til et bassin.

I et gadekryds

I centrum af byen er vi midt i et af de store gadekryds, hvor en øst-vest gående gade passerer Cardo Maximus. Stedet har været markeret med firfløjede monumentale portbygninger, såkaldte tetrapyloner, hver med 4 søjler på nogle pilaster.                                                                                   

Jerash bliver glemt

Trods sin velstand kunne Jerash ikke beskytte sig mod forandringer. Efter det 3. århundrede begyndte skibsfarten at erstatte karavanehandlen over land og byen mistede sine store indtægter ved told fra karavanerne. Til midten af det 5. århundrede var Jerash en forholdsvis betydningsløs by. Da kejser Konstantin konverterede til kristendommen tidligt i det 4. århundrede, kom der en periode, hvor der blev bygget mange kirker i Jerash. Flertallet af disse kirker blev bygget på ruinerne af de gamle bygningsværker, og man brugte endog sten fra de hedenske templer til kirkebyggeriet. Dette omfattende kirkebyggeri ophørte, da perserne indtog området i år 614, hvor også Damaskus og Jerusalem blev erobret. Kort tid derefter, i år 636, fulgte den muslimske erobring, og nu forsvandt byens betydning fuldstændig. I år 749 ødelagde en række jordskælv mange bygningsværker i Jerash. I det 12. århundrede var byen en kort periode beboet af en korsfarer-garnison, men derefter forsvandt byen ud af historien og blev først genopdaget i 1806 af en tysk rejsende, Ulrich Jasper Seetzen, der opdagede en lille del af ruinerne. Så er vi tilbage på den ovale plads og har set en del af dette helt unikke og meget storslåede område – en oplevelse, der sagtens kunne være brugt endnu mere tid på.