Snevejr ved det hellige bjerg Mt. Fuji, Japan
Log ind Log ind
Snevejr ved det hellige bjerg Mt. Fuji

Snevejr ved det hellige bjerg Mt. Fuji

Rækkerne af huse med både småindustri og beboelse er uendelige, hvilket vi kan iagttage, mens vi kører ud af Tokyo på vej mod det hellige bjerg - Mt. Fuji.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Det hellige bjerg Mt. Fuji

Målet for dagens udflugt er 5. station på den 3.776 meter høje vulkan Mt. Fuji, men vejret denne dag viser sig ikke at være med os, da det både regner og sner. Den lokale guide, der har kontakt til besøgsstedet, meddeler da også, at vejen til Mt. Fuji er lukket, da der i nat er faldet en halv meter sne. Vores rejseleder og den lokale guide må i den givne situation finde på et alternativ og vi kører derfor til udsigtspunktet ved søen Kawaguchiko - en af de fem såkaldte Fuji-søer - der ligger ved foden nord for vulkanen. Her findes en af de flotteste udsigter mod det perfekt kegleformede Fuji-bjerg, men de snetunge skyer dækker for ethvert udsyn. Faktisk skal man være ret så heldig for at se Mt. Fuji med sin snedækkede kappe i klart vejr, for det er kun omkring 70-80 dage om året, hvor vulkanen kan ses mod en skyfri, blå himmel.

Fujisan World Heritage Center

I stedet kører vi til den anden side af Kawaguchiko-søen for at besøge Fuji-museet ved Fujisan World Heritage Center, hvor vi ser en interessant film om hvordan vulkanen blev skabt for omkring 70.000-100.000 år siden. Faktisk er vulkanen dannet af tre vulkaner og betragtes som en hvilende vulkan - altså fortsat aktiv - med seneste voldsomme udbrud i 1707. Indtil midten af 1800-årene var bjerget så helligt, at kun præster og pilgrimme måtte betræde det, men i 1860'erne blev der åbnet for den nye sport - bjergbestigning - og siden har udlændinge og japanerne i hundredtusindvis hvert år besteget vulkanen i sæsonen juli-august. Bjerget ligger i Fuji-Hakone-Izu National Park, der blev oprettet i 1936, og i 2013 kom det under UNESCO's beskyttelse som verdens naturarv. Det hellige bjerg, der er et af de mest kendte symboler på Japan, har med dets perfekte form været motiv for japansk billedkunst og det er da også her, at vi ser billeder af hvor smuk vulkanen kan tage sig ud i klart vejr.

Sejltur på Ashinoko-søen i Owakudani-dalen

Vi kører længere sydpå i Hakone til Ashinoko-søen, hvor vi under tungt hængende skyer sejler til foden af Komagatake-bjerget. Her tager det ca. syv minutter at komme med svævebanen op mod toppen, der rejser sig 1.327 meter over havet. Men også her sner det, så vi får ikke den forventede smukke udsigt, og da området ikke er ryddet for sne, vender vi hurtigt om og kommer atter ned i Owakudani-dalen. Her venter bussen på os for at køre os til nærmeste togstation.

Lynhastighedstoget shinkansen

Vi er i god tid og mens vi venter på at det hurtigtog som skal tage os med tilbage til Tokyo ankommer til perronen, får vi mulighed for at se andre drøne forbi. I det fjerne ses lygterne fra shinkansen og pludselig kommer det aerodynamiske tog susende gennem stationen med op mod 300 km. i timen. 15 vognsæt og så er det væk. Men der går blot nogle få minutter, så kommer det næste. Fuld fart i begge retninger. Lynhastighedstoget Shinkansen betjener 900.000 passagerer - hver dag! Og det med en præcision, sikkerhed, effektivitet og komfort der siden 1964 har givet de japanske jernbaner et ry for at være blandt verdens bedste.
Og vi får selv prøvet det på turen tilbage til Tokyo og kan tænke fremad på dagen i morgen, hvor vores rundrejse i Japan fortsætter med et besøg i Matsumoto, inden vi når frem til bjergbyen Takayama.

Fakta om Japan

Hovedstaden i Japan er Tokyo.

Befolkningstal: ca. 127 mio.

Areal: ca. 377.962 km²

Afstand fra Danmark: ca. 8.591 km

Vigtigste turistattraktion: Tokyo med både en helt moderne by, men også med ældgamle templer. Det hellige bjerg Fuji.

Læs mere på:

Rejsebureau: Vitus Rejser

Turistinformation: Japan