250 IMG_1501.JPG

Yazd - byen med de mange vindtårne

Google Map...

Hovedstaden i Iran er Teheran. 

Befolkningstal: Ca. 80,3 mio.

Areal: Ca. 1.648.195 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 3.677 km til Teheran

Tidsforskel: 2,5 time foran

Mest besøgte attraktioner: Shiraz, Persepolis samt Isfahan med mange fine paladser og mausoleer etc.

Mere information:

Rejsebureau: Viktors Farmor

Turistinformation: Iran

Kyros den Stores gravsted i Pasargade

Ikke langt fra Shiraz begynder den golde steppeørken med eroderede bjerge og større bjergkæder med sne på toppen i det fjerne. Men vi drejer fra hovedvejen ind mod det achæmenidiske dynastis gamle hovedstad Pasargade for at besøge gravmonumentet for Kyros den Store (Kyros II) der levede mellem 600-530 f.Kr. og grundlagde Perserriget omkring 550 f.Kr. Det 12 meter høje gravmonument er opbygget som en seks trins pyramide i lyse kalksten med graven på toppen. Grundfundamentet måler ca. 13 x 12 meter og er afskærmet af et meterhøjt glasstakit, så der er ikke adgang til selve monumentet. Ruinbyen i Pasargade, som vi ikke besøger på denne rundrejse, blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2004 og var hovedstad indtil Persepolis blev etableret. 

Gennem steppeørkenen

Tilbage på hovedvejen mod Abarkhu kommer vi igen ud i steppeørkenen, hvor bevoksningen er minimal. Vi ser dog, at iranerne kan få træer, hvede og andet til at gro - blot man har vand nok. Undervejs beretter den danske rejseleder om sociale forhold i Iran, hvor især mange kvinder læser på universiteter og får flere og flere rettigheder. Selv om flertallet af arbejderklassen holder på traditionerne, presser middelklassen - især kvinderne - på for at få mere europæiske tilstande. Midt i den centraliranske ørken kan vi skimte det hvide salt, som stikker frem af jorden flere steder inden vi når Abarkhu. 

Ishus i Abarkhu

I Abarkhu stopper vi ved et af de karakteristiske ishuse, der er bygget af brændte mursten og dækket med et lag ler iblandet strå. Ishuse har været kendt i mere end 3.000 år og engang var der mange af denne type ishuse, men de fleste er forfaldne efter at man fik elektricitet og køleskabe. Dette ishus er genopbygget efter traditionel model. Den runde bikubeagtige bygning beskytter bedst mod solens varmende stråler. Ishuset er bygget oven på en dyb udgravning i jorden, hvori man lagde isen, som man forerede med strå som isolerede. Isen hentede man fra bjergene eller man gravede et lille kunstigt vandhul - 30-50 cm dybt - som man om vinteren fyldte med vand, der frøs til is om natten. (Husk på at det bliver ekstremt koldt i ørkenen om natten). Herefter kunne man hugge isblokke ud og lægge dem i ishuset og derefter gentage processen. Murene omkring vandhullet sikrede, at solen ikke nåede at smelte isen. Isen blev ikke brugt til at nedkøle fødevarer, men til is i drinks og til sorbet til både fattig og rig. 

Yazd og vindtårnene

Først på aftenen kommer vi til Parisan Safaieh Hotel, der ligger et par kilometer fra centrum. Yazd er kendt for silke, tekstiler og tæpper og var en vigtig station på Silkeruten til Centralasien og Indien. Byen ligger mellem to ørkener og er omgivet af saltsøer. Bygningerne i Yazd har flade eller kuplede tage, hvorpå der er vindtårne, dvs. firkantede tårne med huller og skillerum i, så vinden føres ind i huset, hvilket er et meget effektivt ventilationssystem. Vindtårnene afkøler ikke blot husene, men også vandet i underjordiske brønde eller cisterner. Vandet ledes gennem gravede underjordiske kanaler fra de sneklædte bjerge og ned til byen. Det siges at arkitekturen i Yazd er den mest persiske, der findes, beskyttet af et varme klima. Marco Polo var i 1272 på vej mod Kina og kom gennem Yazd og kaldte den for ”Den gode og noble by”. 

Stilhedens tårne

Den gamle religion zarathustrismen betragter jorden og ilden som guddomme og må derfor ikke tilsmudses ved kontakt med døde mennesker. Da de døde hverken måtte begraves eller brændes, blev de i stedet lagt ud i nogle åbne cirkulære tårne, "stilhedens tårne" og få timer efter var de spist af gribbe. Disse tårne i Yazd er bygget på bakketoppene lidt syd for byen. Her ser vi rester af de bygninger, der blev brugt under begravelsesceremonierne. Skikken med at anbringe de døde i tårnene ophørte sidst i 1970'erne, og nu begraves de døde på den nærliggende gravplads. Ved stilhedens tårne er her to gravpladser på hver sin bakketop. Fra de rituelle huse neden for bakketoppene, spadserer vi op ad trapperne på det mindste af stilhedens tårne. Undervejs er her platforme hvorfra der er et glimrende udsyn over Yazd.

Oppe på selve begravelsespladsen blev ligene anbragt på bestemte pladser alt afhængig af alder og køn, hvorefter gribbene kom. Knoglerester blev efterfølgende lagt i det centrale hul, hvor der endnu ses knoglerester. Selve toppens gravplads er omgivet af en høj mur, som sikrede at gribbene ikke fløj ligrester med ud i byen. 

Har man kræfter kan man også - med lidt mere besvær - bevæge sig op ad den stenede sti der snor sig op ad bjerget til det højeste af stilhedens tårne, der dog slet ikke er i så fin stand som den lave. 

Zarathustrismens ildtempel

Vi besøger zarathustrismens ildtempel, hvor den hellige ild brænder som den har gjort uafbrudt siden år 400 e.Kr. Templet er en moderne bygning, der er bygget specielt til at huse den hellige flamme, som er beskyttet mod forurening fra vores ånde bag tykt glas. I Yazd findes der en menighed på godt 10.000 personer, der bekender sig til Zarathustras lære. Skilte i templet oplyser, at Zarathustra er født år 1768 f.Kr. men denne oplysning er dog usikker. Kvinderne af denne religion kendes på deres mønstrede tørklæder og broderede dragter i hvidt, beige og rødt. 

Det store torv med Amir Chakhmaq bygningen

Efter frokost på den traditionelle restaurant Khane-Dohad tager vi ind til Yazds centrale plads med den karakteristiske bygning Amir Chakhmaq, der ligner indgangen til en moske med to minareter, men oprindelig var indgangen til basaren. I dag er pladsen hjemsted for forskellige ceremonier. Bl.a. er den udgangspunkt for den årlige procession, hvor hellige folk pisker sig til blods. Det store torv, der altid har besøg af forskellige mennesker, er prydet med både blomster og fontæne og i bygningerne omkring ligger forskellige forretninger, der sælger fine silkestoffer, duge, tæpper, smykker m.v. 

Vandmuseum

I det nærliggende vandmuseum, der er indrettet i et traditionelt købmandshus fra omkring 1890, hører vi om hvorledes byerne fik vand, hvordan man gravede underjordiske vandkanaler og hvorledes man afkølede vandet gennem vindtårnene. En illustrativ model viser teknikken. De underjordiske kanaler blev håndgravet og den længste skulle være 88 km lang. Men tilsammen er her gravet flere hundrede kilometer underjordiske vandkanaler. Mens vi er kørt gennem steppeørkenen, har vi flere steder set små huse ved siden af jordbunker der ligger i en lige linje i ørkenen. Det er udgravningerne fra vandkanalerne. I husets kælder kan vi se hvor små kanalerne er - blot omkring 70 ca. brede og 1,5 meter høje - så det har været små mennesker som har gravet disse vandingskanaler. 

Masjed-e Jame - Fredagsmoskeen

I den nordlige del af Yazd findes Fredagsmoskeen der oprindeligt er fra 1100-årene, men blev efter mongolernes invasion genopbygget i 1300-årene og det er det, vi kan se i dag. Ved den smalle høje indgang ses to uforholdsmæssigt høje minareter alt med meget fine dekorationer i farvet mosaik. Moskeens indergård, der måler 104 x 99 meter, har arkader af brændte mursten på hver side og en åben indgang til den store bedehal. Her ses forskellige, smukt farvede mønstre på vægge og under kuplen. 

Yazd basar

Ikke mange andre iranske byer har bevaret sin autentiske charme og klassiske stil med snørklede, smalle stræder og livlige basar. Vi spadserer gennem basaren og finder en café, hvor rejsebureauet byder på te og kaffe, mens vi fra caféens tag kan skue ud over de lerklinede tage, vindtårnene samt kuplen fra endnu en moske. 

Vi kører derefter tilbage til vores hotel for næste dag at fortsætte mod Isfahan, der er en perle af islamisk arkitektur.