Kashan - en oase i ørkenen, Iran
Log ind Log ind
Kashan - en oase i ørkenen

Kashan - en oase i ørkenen

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Viktors Farmor

På vej gennem Irans centrale ørkenland skal vi først besøge fredagsmoskeen med Abd al-Samas gravkompleks i ørkenbyen Natanz, inden vi senere kommer til byen Kasan, hvorfra de Tre Vise Mænd drog mod Betlehem ved Jesus fødsel.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Irans nyere Historie

Undervejs beretter den danske rejseleder om den nyere iranske politik, der efter den seneste shah af Phahlavi-dynastiet, Muhammed Rerza Shah (1919-1980), der kronede sig som ”konge over alle konger” og havde en ekstravagante livsførelse, bl.a. med tv-transmitterede fester, hvor maden blev fløjet ind fra Frankrig, blev for meget for den almindelige iraner. Folket gjorde oprør og hæren fulgte trop, hvorfor shahen måtte flygte. Ayatollah Khomeini (1902-1989), der var i sendt eksil, kom tilbage til Iran og gennemførte den islamiske revolution i 1979 og et nyt diktatorisk præsteregime var skabt. Den øverste religiøse leder har enevældigt magten i Iran og vælges ikke af folket. Til at hjælpe sig med lovene, har man Vogternes Råd, der består af 12 medlemmer - seks eksperter i islams lov og seks jurister. De skal godkende parlamentets love. Præsidenten, der skal godkendes af rådet, og parlamentet vælges af folket. Fremskyndelsesrådet mægler, hvis et lovforslag strider mod forfatningen eller mod islamisk lov. Parallelt med dette findes den meget velhavende Revolutionsgarde - eller Det Islamiske Revolutionære Vagtkorps - med egne banker, fabrikker, oliefelter, flyselskaber og forskellige militære kræfter. De står direkte under den religiøse leder og skal sikre, at islam overholdes og at ingen udefra blander sig i Irans religiøse forhold. Derudover har man hæren, som forsvarer Irans grænser. 

Fredagsmoskeen i Natanz – Masjed-e Jame

Da vi nærmere os yderkanten af Natanz bliver vi bedt om ikke at fotografere ud gennem bussens vinduer, da vi passerer de militære indhegninger med vagttårne ind til nogle af Irans atomkernespaltningsanlæg. Vi skulle nødigt stoppes og få kameraerne beslaglagt! Ved ankomsten til Natanz kører vi ind mellem de lerklinede lave huse til fredagsmoskeen fra 1317, der også er gravsted for den tidligere sheik Abd al-Samas al-Esfahani, opført 13 år tidligere. Moskeen har en smuk facade og en meget høj minaret. Indvendigt er moskeen sparsomt dekoreret for mange af de originale kunstgenstande befinder sig på museer rundt omkring i Europa, foræret af tidligere herskere. Bag moskeen ligger et tidligere ildtempel, som vi også ser, inden vi i en sidegade besøger kunstneren Abbas Ebadis traditionelle keramikværksted, der fremstiller forskellige vaser som håndmales i flotte farver.

Khaneh Borujerdi - en pragtvilla i Kashan

I Kashan ligger flere historiske huse med vindtårne opført af velhavende købmænd i 1800-årene. Vi besøger et af disse - pragtvillaen Khaneh Borujerdi - der er på 3500 m2 og blev opført i 1859 af en rig te-handler. Huset er bygget på traditionel vis med vandbassiner midt i de to gårdspladser omgivet af forskellige buske og træer. Facaden på bygningerne rundt om gårdene er rigt udsmykket med ornamenter, hvoraf flere er farvelagte. Huset er særligt kendt ved sin karakteristiske kuppel over hovedhuset og indvendigt er stukkaturen på loft og vægge overdådig. 

Kashan basar

Vi besøger den udstrakte basar med masser af små butikker i snoede stræder, som man let kan fare vild i. Midt i basaren åbner sig en stor hal med tre sammenhængende kupler med flotte lofter. Desværre er dette tidligere karavanserai - hvor dromedarkaravanerne kom ind med handelsvarer - ikke vedligeholdt og desværre i forfald. Hvilken skam!

Café i tidligere hamam

I basaren lå flere badstuer, såkaldte hamammer, og i et af disse, det 300 år gamle Kashan Historical Bathroom, er stedet omdannet til et traditionelt spisested, der har været drevet af samme familie i 80 år. Rejsebureauet byder her på kaffe og te, som enten kan indtages på flade madrasser langs væggene eller ved små borde omkring et simpelt springvand. 

Senere kører vi til Negarestan Hotel, der ligger i udkanten af byen. Udefra og i receptionsområdet ser hotellet fint ud, men værelserne bærer præg af at være opført af folk uden håndværksmæssig uddannelse. Badeværelset er utæt og oversmurt med tætningskit, der er støj fra nedløbsrør og gangen uden for den gabende værelsesdør er blot nogle af manglerne. 

Haven Bagh-e Fin

Hotellet ligger tæt på haven Bagh-e Fin, som vi næste morgen spadserer hen til. Haven, der er omgivet af en høj stenmur med tårne, er i 1590 anlagt af Shah Abbas og er den klassiske version af paradiset på Jorden med naturlige kilder, der løber gennem parken og en pavillon, der spejler sig i vandbassinerne. Parken er prydet med store cypresser, hvoraf nogle et over 850 år gamle, og er blandt de fineste haver i Iran. I parkens hamam hører vi historien om Amir Kabir (1807-52), der var tidligere krigshelt og minister, som forsøgte at minimere korruption og forbedre uddannelser. Han øgede skatterne og hans modstandere fik til sidst fængslet ham her i parken. Men det var ikke nok for hans fjender, så de forlangte hans død - og her fik han sin pulsåre skåret over. Denne makabre handling udstilles med menneskestore voksfigurer. Herefter fortsætter vi mod Teheran, hvor vi får et glimt af Irans hovedstad.

Fakta om Iran

Hovedstaden i Iran er Teheran. 

Befolkningstal: Ca. 80,3 mio.

Areal: Ca. 1.648.195 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 3.677 km til Teheran

Mest besøgte attraktioner: Shiraz, Persepolis samt Isfahan med mange fine paladser og mausoleer etc.

Mere information:

Rejsebureau: Viktors Farmor

Turistinformation: Iran