Jaipur - med observatorium og palads, Indien
Log ind Log ind
Jaipur - med observatorium og palads

Jaipur - med observatorium og palads

Vi er denne morgen på vej mod Jaipur og kører gennem et landskab med spredte landsbyer og opdyrkede marker inden vi stopper ved en lokal landsbyskole.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Landsbyskole

Helt ud til hovedvejen ligger en lille skole med i alt 60 elever. Hver klasse har flere årgange og alle sidder på gulvet under undervisningen. Vi besøger et par af klasserne og får lejlighed til at spørge nogle af de større elever om hvad de tænker på at beskæftige sig med når de bliver voksne. Langt de fleste ønsker at blive skolelærer – altså at kunne lære fra sig, et af de første trin i kastesystemet. Ingen vil være håndværkere eller arbejde med landbrug! Der er sponseret lidt godter m.v. til eleverne, der er lige så spændte over at se os ”hvide” som vi er for at møde dem. 

Jantar Mantar Observatorium 

Vi fortsætter mod Rajasthans hovedstad Jaipur - en provinsby med ca. 3 mio. indbyggere - der blev etableret i 1727, da den tidligere hovedstad Amber ca. 11 km herfra blev for lille og manglen på vand blev for stor. Jaipur kaldes også for ”Den Lyserøde By”, da man i forbindelse med den engelske Prins af Wales i 1876 (den senere Kong Edward VII) skulle besøge byen, malede det hele lyserødt som tegn på gæstfrihed. I dag er farven på byens huse falmet, men man fornemmer alligevel let, hvorfor byen har fået dette tillægsnavn. Vi stopper ved Jantar Mantor Observatoriet, der blev opført i 1728, for at se nærmere på nogle af de gigantiske solure som findes her. Allerede dengang mente man at himmellegemerne greb direkte ind i menneskernes livsbaner, hvorfor man også skabte astrologiske optegnelser. Mange konsulterer astrologer for at høre om fremtiden – selv før ægteskabers indgåelse får man råd fra astronomer for at sikre, at parret passer sammen! Udover forskellige solure ses en række skulpturer som hver især symbolisere stjernetegnene.

City Palads 

Midt i Den Lyserøde By ligger City Palads, hvortil maharajaen flyttede i 1727 - og det er bestemt et imponerende hjem. Her er masser af paladser - nærmest en lille by i sig selv. Vi spadserer gennem en flot indgangsportal og besøger et par af stedets museer bl.a. klædemuseet og en flot samling af forskellige sabler, dolke og skydevåben i våbenmuseet. Vi kommer ind i en af indergårdenes audienssale prydet med vidunderlige prismelamper og apteret med smukke mønstre på de røde vægge. Her ses to af verdens største sølvkrukker som maharajaen lod fylde med helligt vand fra Ganges-floden, da han i 1902 skulle på besøg i England. Han kunne ikke drikke andet en dette hellige vand. Hver af sølvkrukkerne er skabt af 14.000 sølvmønter, som blev smeltet om og hver krukke vejer 345 kg og kan indeholde mere end 4.000 liter vand. Vi ser også andre flotte bygninger og indergårde – specielt gården Pitam Niwas Chowk, der har fire porte symboliserende de fire årstider. Efterårsporten er speciel smuk prydet med fem malede, skulpturelle påfugle. 

Kunsthåndværk med tæpper, tøj og figurer

Dagens udflugt slutter med et besøg hos en af Jaipurs sælgere af kunsthåndværk, hvor vi får præsenteret hvorledes de ægte tæpper fremstilles, hvorefter forskellige udgaver af tæpper præsenteres for os, mens vi nyder et glas rom. Samme sted kan vi se nærmere på tøj og forskellige håndlavet souvenir - gudefigurer, dyrefigurer etc. Herefter kører vi til vores hotel Radisson Blu City Center, der ligger ca. 30 minutters kørsel uden for Den Lyserøde By, hvor der igen bydes på en buffet med forskellige indiske retter. 

Hawa Mahal, Vindenes Palads

Næste morgen gør vi et kort stop ved Hawa Mahal (Vindenes Palads), der måske er blandt de mest fotograferede bygninger i Jaipur. Vi er nødt til at krydse den befærdede gade for at kunne se denne prægtige bygning rigtigt. Det var her, at maharajaens harem boede, og herfra kunne de stå uset bag de perforerede sandstensvinduer og se på livet uden for.

Ambra Fort

Vi fortsætter til Ambra Fort, der ligger højt på et bjerg og for at komme derop er der sørget for taxaer til os. Andre vælger at ride på elefant op ad en anden vej, men rejseselskabet billiger ikke anvendelsen af elefanter på den måde, hvilket vi er helt enige i. Oppe er der en flot udsigt ud over det lavereliggende landskab og vi kommer ind i en stor gård, hvor også elefanterne kommer for at ”læsse” folk af. Vi taler ikke om et par elefanter - her er nok mere end 100 elefanter som i en lind strøm fragter mennesker frem og tilbage. De røde bygninger med hvidt marmor imponerer uanset hvor man kigger hen. Vi spadserer gennem forskellige dele af Ambra fortet, kommer gennem haver og ser hvor haremmet boede.

Størst indtryk gør dog spejlsalens glitrende facade med skinnende sten og tusindvis af små blomsterdekorationer. Og loftet er ganske særligt udsmykket med tusindvis af små sten og sølvstykker indarbejdet i gipsstukken.  

Jal Mahal - Vandpaladset

På vej mod vores frokoststed stopper vi kort for at se Jal Mahal – et vandpalads som ligger midt ude i Jaipurs sø - Man Sagar Dam.

Juvelbutik med frokost

Det er i et tidligere palads, at vi får demonstreret hvorledes ædelstene forarbejdes og efterfølgende får mulighed for at handle halskæder, ringe og andre smykker - inden vi spiser den inkluderede frokost. Efter frokosten kan de, som vil med tilbage til hotellet fortsætter med bussen, mens de som ønsker mere tid på egen hånd i en af Jaipurs basarer står af og vil blive hentet senere af bussen. Hotellet, der er dårligt lydisoleret, ligger imidlertid noget isoleret i et ”ugæstfrit” kvarter - men i stedet for at gå ud, kan man jo nyde livet ved poolen på hotellets tagetage. Det er dog ikke muligt at se solnedgangen herfra, da bygningens tag skygger! 

I morgen taget vi til lufthavnen for at flyve til sol og sommer i Indiens mindste region Goa. 

Fakta om Indien

Hovedstaden i Indien er New Delhi. 

Befolkningstal: Ca. 1,3 mia. hvilket er Verdens næststørste befolkning (efter Kina).

Areal: Ca. 3.287.240 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 5.855 km til New Delhi

Mest besøgte attraktioner: Rundturen mellem New Delhi og Agra (med Taj Mahal - et af Verdens 7 vinundere) og Jaipur. Ruten er kendt som Den Gyldne Trekant. Også badeferie f.eks. i Goa er populært. 

Mere information:

Rejsebureau: Bravo Tours

Turistinformation: Indien