Uforglemmelig safari i Pilanesberg National Park, Sydafrika
Log ind Log ind
Uforglemmelig safari i Pilanesberg National Park

Uforglemmelig safari i Pilanesberg National Park

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Store Verden

Pilanesberg Nationalpark ligger i et malariafrit område og er blandt de smukkeste og største nationalparker i Sydafrika. Her kan du opleve The Big Five.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Eftermiddag i Pilanesberg

Vi undrer os over, hvorfor vi er taget afsted så sent på formiddagen, men forklaringen er lige til. Var vi taget af sted tidligere, ville vi have været fremme midt på dagen, hvor dyrene hviler sig og hvor chancen for at se dem er relativ lille. Ved først at starte selve safarituren om eftermiddagen er muligheden for at se aktive dyr meget større. Et par gange undervejs får vi strukket vores ben og rettet ryggen ud og efter et par timer i minibussen er vi inde i naboprovinsen North West og kommer frem til Manyane Gate - den østlige indgangsportal til Pilanesberg National Park. 
Pilanesberg nationalpark, der ligger i malariafrit område, er blandt de smukkeste og største nationalparker i Sydafrika og dækker et areal på ca. 500 kvadratkilometre. Hele parken er omkranset af fire mindre bjergkæder, der stammer fra vulkansk aktivitet for mere end 1,2 mio. år siden. Fra 1979 er her skabt en levedygtig bestand af vilde dyr - blandt dem "De Fem Store" (The Big Five) – løve, elefant, bøffel, næsehorn samt leopard.

Velbesøgt nationalpark

Efter at have betalt entré ved indgangsportalen holder vi ind ved et lille marked, hvor der er mulighed for at handle med lokale kunsthåndværkere eller besøge velkomstcentret. Her kan man bl.a. købe et hæfte med kort over parken samt en beskrivelse af hvilke dyr, det er muligt at møde på turen rundt i parken. Lidt fra indgangsportalen kommer vi frem til selve Manyane, som er et restaurantkompleks med campingplads og svømmepøl, der ligger lige uden for indhegningen til selve nationalparken. Her er således ingen vilde dyr, kun en flok marekatte, der naturligvis godt kan skabe ravage i en teltlejr, hvis man ikke passer lidt på. Dette er et velbesøgt sted. Her ligger flere folk på campingpladsen både i telt og i campingvogn/autocampere. En af fordelene ved denne park er, at det er muligt selv at køre rundt på de gode, asfalterede veje og således selv bestemme tempoet på safarien.

En af "De Fem Store"

Efter at have spist af den store buffet stiger vi op i en åben safaribus, der de næste par timer vil transportere os rundt i parken. Og vi har knapt kørt fem minutter, før vi møder den første af "de fem store" - elefanten. Inde i vejsiden bag et træ kun nogle ganske få meter fra vejen står en kæmpe. Vi ser først elefanten, da vi næsten er kørt forbi og vores chauffør bakker, så vi holder lige ud for elefanten, der i mellemtiden har vendt sig og går lidt frem mod os. Den er stor og kan sagtens vælte bussen, hvis den føler sig generet, men den er vant til nysgerrige besøg og stopper, da den kan se vi ikke udgør nogen trussel. Det er højst sandsynligt en enlig han. Hunnerne går oftest i grupper med andre hunner, ungerne og unghannerne. De voksne han- og hunelefanter mødes kun, når de skal parre sig. Elefanten er landjordens største dyr, hvor hannen kan veje op til 6,3 tons - hunnen ca. 3,5 tons. Elefanten spiser ca. 250 kg mad om dagen (græs, grene, blade samt frugter) og slukker sin tørst med ca. 150 liter vand! Begejstringen i bussen vil ingen ende tage. Der skydes. Allerede en af de fem store. Nu mangler vi kun fire! Vi skal dog være meget heldige, hvis vi ser mere end tre af "De Fem Store" på blot en enkelt safaritur, oplyser vores guide.

Dette indhold kræver et aktivt
abonnement

Læs mere

Har du allerede et abonnment?

Næsehorn i gammelt vulkansk landskab

Vi kører længere ind i parkens bølgende landskab. Skulle vi ikke se dyr, er alene landskabet et besøg værd. Klippefyldte højderygge og imponerende bjergformationer bevæger vi os mellem og fra et højdepunkt kan vi se ud over området med en sø - Mankwe Dam - i bunden af krateret - nationalparkens laveste sted. Foran os finder vi parkens højeste punkt 1.687 moh., men der kommer vi desværre ikke op. Her er eksotiske planter, kaktustræer (eufobia) og græsser i mange grønne farvenuancer, der bølger i den varme brise. Her er blandet bevoksning, ikke tæt skov, men mere åben bush (spredte buske og træer) samt åben savanne. Det er netop på et af disse åbne steder, at vi ser et næsehorn med unge et stykke fra vejen. Det var nummer to af "De fem store". Og flere næsehorn støder vi på.

Savannens dyr

Vi er kommet langt ud på savannen og her går flere små grupper zebraer, men de er tilbøjelige til at løbe væk, når vi stopper for at se nærmere på dem. Zebraen er flokdyr, hvor en enkelt hingst har en gruppe hopper i sit harem. På savannen finder vi også en enlig gnu. Disse dyr plejer at gå sammen i flok, men det sker, at nogle forvilder sig væk fra flokken - måske separeret af en flok løver på jagt efter et godt måltid. Her er dog ikke skyggen af en løve!

I skjul

Vi kører ned ved Makorwane Dam - en anden mindre sø - hvor det er muligt at sætte sig i et skjul og derfra betragte dyrene, når de kommer ned for at drikke. Det er nu heller ikke så dårligt selv at få slukket tørsten i den brændende hede. Inde fra skjulet kan vi se en enlig vandbuk (waterbuck) komme gående på den anden side af vandet. Vandbukken er en stor antilope, der kan måle 135 cm. ved skulderen. Dens langhårede pels er gråbrun og på bagdelen har den en karakteristisk hvid ring. Hannerne har lange lyreformede og rillede horn. Vandbukken går forbi uden at gå ned til vandet for at drikke og forsvinder i nogle buske tæt ved søen.

Elsdyrantiloper

Da vi igen sidder i bussen, ser vi nogle elsdyrantiloper (eland) komme løbende. Vor chauffør speeder bussen op for at følge disse store tunge dyr - den største antilope i verden - men elsdyrantiloperne synes ikke tynget af deres vægt og springer fremad let og elegant, og hopper over en grøft. Vi stopper bussen og ser dem løbe længere ind i bushen.

Det største krybdyr

Vi kører af Hippo Loope ned mod kratersøen Mankwe Dam og kan på meget lang afstand se noget der ligner sten - flodheste i vandet. Tættere på ligger et par store krokodiller på en sandbanke på den anden side af vandet. De bevæger sig ikke, men ligger med åbne gab for at ventilere sig. Krokodillen er verdens største krybdyr og opholder sig som regel ved vandhuller, hvor den venter på at dyrene kommer ned for at drikke. Den kan ligge bomstille på bredden, så de intetanende dyr tror det er en træstamme, men ofte ligger den på lur i vandkanten, hvor det kun er øjne og næsebor der stikker op over vandoverfladen. På en brøkdel af et sekund - hurtigere end det menneskelige øje kan følge med - kan den vende sig og smække sit enorme gab om byttet. Krokodillen trækker byttet med ned i vandet, hvor det snor sig om din egen krop og derved vrider byttet ihjel. Er byttet så stort, at det ikke kan sluges på stedet, sætter krokodillen byttet fast på bundet af søen f.eks. under en gren og venter på at byttet skal rådne og blive en lækker, blød mundfuld! En krokodille kan leve i op til et år uden at få noget at spise!

Det højeste dyr

På vej tilbage til Manyane ser vi en gruppe giraffer, der næsten som i slowmotion galoperer gennem det høje, gule græs på skråningen foran os. Vi følger dem et stykke, men så slår vejen et sving og vi kører videre mod udgangspunktet for safarien.

Mange fugle

I Pilanesberg National Park findes ca. 350 forskellige fuglearter, men det er svært at få ro til at fordybe sig på en guidet safaritur. Her er det bestemt en fordel at køre alene - i sit eget tempo. Men vi ser da nogle forskellige fugle og får skudt et par med fantastiske flotte farver.

To ud af fem - ikke så ringe endda!

Det blev kun til elefanten og næsehornet af "De Fem Store". Rovdyrene og bøflerne så vi desværre ikke. Og det er som nævnt også usandvanligt om man skulle se alt på en 3-timers rundtur på en enkelt eftermiddag. Men vi kom da tæt på både vortesvin og marekatte, der sidder ved campingpladsen under træerne og finder lidt nedfalden frugt de kan spise.

Fakta om Sydafrika

Hovedstaden i Sydafrika er Pretoria. Matswani Safari Lodge er en danskejet lodge i et malariafrit område. Herfra arrangeres der bl.a. udflugt til Pilanesberg National Park og Welgevonden.

Befolkningstal: Ca. 56 mio.

Areal: Ca. 1.219.912 km²

Afstand fra Danmark:  Ca. 9.349 km til Johannesburg, ca. 10.078 km til Cape Town (Kapstaden)

Mest besøgte attraktioner i Sydafrika: Nationalparken Kruger National Park samt Cape Town (Kapstaden) med vinområderne. Både Panoramaruten over Drakensberg-bjergene samt Garden Route langs Sydafrikas sydkyst er populære.

Mere information:

Rejsebureau: Store Verden

Turistinformation: Sydafrika