Knysna og havsafari i Plettenberg Bay, Sydafrika
Log ind Log ind
Knysna og havsafari i Plettenberg Bay

Knysna og havsafari i Plettenberg Bay

På denne rundrejse i Sydafrika kører vi på The Garden Route og følger denne kystvej frem mod den tidligere industriby Knysna, der i dag er en livlig ferie- og turistby.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Sejltur på Knysna-lagunen

Efter indkvartering på The Gray Wood Hotel spiser vi en let frokost på den nærliggende pub Olde's, inden vi om eftermiddagen spadserer ned til havnefronten for at stige ombord på båden John Benn.

The Gray Wood Hotel i Knysna

The Gray Wood Hotel i Knysna

Vi sejler ud på Knysna-lagunen langs halvøen Featherbed Island, mens vi fra båden iagttager fuglelivet. Målet er at se den smalle indsejling ved The Head, hvor Det Indiske Oceans frådende bølger sammen med den kraftige tidevandsstrøm, der er blandt de kraftigste i Afrika, gør det aldeles farligt at passere. Det er dog heller ikke planen at sejle gennem The Head, så vi vender om i håbet om at kunne nyde solnedgangen på lagunen med en drink i hånden. Men i dag er det overskyet, så vi nøjes med drinken! 

Det indiske oceans bølger slår ind over The Head ved Knysna-lagunen

Det indiske oceans bølger slår ind over The Head ved Knysna-lagunen

Restauranter ved havnefronten

Hele havnefronten i Knysna er spækket med restauranter og denne aftenen spiser hele rejsegruppen på Restaurant The Drydoc. Men køkkenet har slet ikke kapacitet til at kunne servicere de mere end hundrede støjende gæster. Vi venter over en time på maden, der i øvrigt ikke skiller sig ud fra mængden. I stedet kan det anbefales at spise på Restaurant JJ's, der ligeledes ligger ved havnefronten. Det gjorde vi dagen efter. Her tager værten imod med håndtryk, så vi straks føler os "som en del af familien". Værten vejleder os godt ved valg af pinotagen (god, kraftig rødvin) og serverer i øvrigt supermør og meget lækker zebra og lam på under en halv time. Efter måltidet i et lokale med god akustik tager værten afsked med os og byder på en afskedsdrik. Her er værd at komme.

God mad og fin betjening på Restaurant JJ's

God mad og fin betjening på Restaurant JJ's

Havsafari med hvaler og pelssæler

Vi er denne morgen kørt ca. 30 kilometer længere mod øst ad The Garden Route til den naturskønne Plettenberg Bay, som vi kan overskue fra et højtliggende udsigtspunkt. Det er netop bugten, der er målet for dagens havsafari og ved Ocean Blue Adventures får vi udleveret redningsveste samt ponchoer der kan beskytte os mod den kolde vind og sprøjt fra havets bølger. Det anbefales dog selv at medtage hue og handsker hjemmefra. Vi kommer hurtigt fra land, og fra bådens udsigtsplatform fås der snart øje på en pukkelhval. Vi søger hen, hvor hvalen er set og venter. Ofte er det rethvaler som ses i disse farvende, men i dag er det en pukkelhval vi følger. Selv om bølgerne går højt, når vi at se pukkelhvaler et par gange i bugten. Så er vi forskånet for at bevæge os længere ud i Det Indiske Oceans store dønninger - hvor risikoen for søsyge er endnu større!

Plettenberg Bay

Plettenberg Bay

Sælkoloni med tusindvis af dyr

Båden glider i læ for vinden og bølgerne inde bag klippekysten ved Robberg Nature Reserve. Det har pelssælerne også fundet ud af, for langs hele klippekysten ses en koloni, der omfatter mellem 5.000 og 6.000 pelssæler. Overalt på klipperne ligger dyrene og soler sig, mens andre boltrer sig i vandet neden for klipperne. Nogle forsvarer deres plads og brøler og napper efter andre der forsøger at trænge sig på. Selv på de øverste næsten ufremkommelige klipper har pelssælerne fået mavet sig op. Efter godt en times havsafari vender vi tilbage på land og returnerer mod Knysna.

Koloni af pelssæler

Koloni af pelssæler

Selv om området omkring Plettenberg Bay og langs Garden Route mest er rigmandskvarterer, kommer vi også forbi townships, hvor de mere eller mindre faldefærdige rønner er samlet af forhåndenværende materiale. Her bor mange af de sorte sydafrikanere på godt og ondt.

Township

Township

Spadsere tur til Thesen Island

Tilbage i Knysna har vi eftermiddagen fri og nogle tager på udflugt til halvøen Featherbed Island og vandrer til et udsigtspunkt ved The Head. Vi spadserer ud til Thesen Island - et tidligere industriområde ca. 20 minutters gang fra hotellet. Det var nordmanden Charles Wilhelm Thesen, der i 1870 var på vej til New Zealand for at starten en ny tilværelse sammen med sin familie. Men ud for Sydafrikas kyst fik kan problemer med sit skib og måtte søge ind til land for at få det repareret. Det var netop ved Knysna, at han opdagede, hvor dejligt her er og at der var masser af træ - nok til at starte et savværk og et skibsbygningsværft. Så her blev han og kom aldrig til New Zealand. Den ihærdige forretningsmand igangsatte flere projekter og købte i 1904 øen Paarden - i dag Thesen Island - og startede bl.a. tømmerindustri her. I dag er den tidligere turbinehal fra 1940, der blev opført for at lave elektricitet til byen, ombygget til det eksklusive Turbine Hotel & Spa, hvor vi spiser dagens frokost mellem de store maskiner. Det er absolut en oplevelse at besøge stedet og se hvorledes hotellet og dets restaurant er indrettet. Det meste af Thesen Island består i dag af mere end 500 eksklusive ferieboliger med egen bådplads og de områder er spærret for fremmede med vagt og bom

Spadseretur til Thesen Island

Spadseretur til Thesen Island

De øvrige tilgængelige dele af øen har flere gode restauranter og butikker - og så er der langs kyststrækningen et rigt fugleliv med bl.a. gæs, hejre og ibis.

Hellig ibis

Hellig ibis

I morgen fortsætter vi videre ad The Garden Route på rundrejsen i det sydlige Sydafrika og skal på safari blandt vilde dyr i Gondwana Game Reserve. 

Fakta om Sydafrika

Hovedstaden i Sydafrika er Pretoria. 

Befolkningstal: Ca. 56 mio.

Areal: Ca. 1.219.912 km²

Afstand fra Danmark:  Ca. 9.349 km til Johannesburg, ca. 10.078 km til Cape Town (Kapstaden)

Mest besøgte attraktioner: Nationalparken Kruger National Park samt Cape Town (Kapstaden) med vinområderne. Både Panoramaruten over Drakensberg-bjergene samt Garden Route langs Sydafrikas sydkyst er populære.

Mere information:

Rejsebureau: Bravo Tours

Turistinformation: Sydafrika