Gennem Namib-ørkenen til Swakopmund, Namibia
Log ind Log ind
Gennem Namib-ørkenen til Swakopmund

Gennem Namib-ørkenen til Swakopmund

På denne rundrejse i Namibia er det spændende at iagttage, hvorledes landskabet ændrer sig fra steppegræs over stenørken for til sidst at gå over i den endeløse sandørken og samtidigt holde øje med dyrelivet.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

En fantastisk ørkentur

Vi er denne morgen ikke kørt langt, før vi lidt inde i stenørkenen har vi fået øje på en flok langørede ræve, som er på vej hjem efter nattes jagt. I byen Solitaire holdes en kort pause ved Solitaire Country Lodge, der meget bizart har en masse bilvrag og ældre bilmodeller til at "pynte" ved lodgen. Turen fortsætter gennem Namib-ørkenen, hvor der gøres et kort stop ved Stenbukkens vendekreds. Landskabet ændrer igen karakter og vi kører gennem et bjergrigt område op og ned ad snoede veje med dybe kløfter til siderne. Et sted kommer vi forbi en hule, hvor et par tyskere forsøgte at gemme sig og levede et par år efter 2. verdenskrig.

Langøret ræv (bat-eared fox)

Langøret ræv (bat-eared fox)

Et nationaltræ i den tørre ørken

Senere passerer vi den næsten udtørrede Kiusib-flod og stopper et sted i ørkenen, hvor Namibias nationaltræ kokerboom (kaldes også quivertree) vokser. Træet er endemisk, dvs. det vokser kun her i de mest tørre områder af Namibia. Vi ser også de sky bjergzebraer, der utroligt nok kan leve i disse tørre egne. Men de kan finde både græs og vand i de dybe slugte. De sidste mange kilometer mod frokoststedet ved Walvis Bay går gennem sandørkenen, hvor eneste tegn på civilisation er de utallige el-master, som kan ses fra bussen.

Den udtørrede Kiusib flod

Den udtørrede Kiusib flod

Frokost ved Walvis Bay

Walvis Bay ud til Atlanterhavet dukker pludselig op for enden af sandørkenen. En af Namibias rigeste byer skabt af byens fiskeri (fisk og skaldyr), minedrift (salt) og store havn med udskibning af gods fra de omkringliggende lande, der ikke selv har adgang til havet. Helt ud til havet ligger meget fine huse i millionklassen, men også inde i centrum ses pæne huse. 
Klimaet ved kysten er markant anderledes end blot få km. inde i ørkenen, og mens vi spiser frokosten ved vandkanten, kan vi iagttage vadefuglene og de aggressive tigerfisk, som springer ud af vandet for at snappe fluer.

Frokost ved Walvis Bay

Frokost ved Walvis Bay

Swakopmund - en tysk by

Ca. 30 km. nord for Walvis Bay ligger den meget tyske by Swakopmund, som er mere tysk end mange byer i Tyskland! Her har man sågar en gade ved navn Bismarck! Man tror faktisk slet ikke, at man er i Afrika, så rent og pænt her er alle vegne. Her flyder det ikke med skrald eller tomme plastikflasker. Alt er rydeligt og pænt - næsten velfriseret.
Efter indlogering på gæstehuset Dunedin Star, et slidt men rent sted, der ligger i gåafstand fra centrum og havet, har vi resten af eftermiddagen fri og skal spise middag på egen hånd denne aften. Vi er flere som spiser på en af byens bedste fiskerestauranter The Tug, der er indrettet i en tidligere slæbebåd helt nede ved det brusende Atlanterhav, hvor bølgerne slår ind over kystsikringen. Stedet kan anbefales.

Hotel Dunedin Star i Swakopmund

Hotel Dunedin Star i Swakopmund

I morgen skal vi på havet og se pelikaner og pelssæler. 

Fakta om Namibia

Hovedstaden i Namibia er Windhoek. 

Befolkningstal: ca. 2,5 mio.

Areal: ca. 825.418 km2

Afstand fra Danmark: ca. 8.774 km

Største turistattraktion: De store sandklitter i ørkenen Sossusvlei samt Etosha National Park med mange af Afrikas vilde dyr.

Mere information:

Rejsebureau: Bravo Tours

Portal: Sossusvlei, Namibia

Portal: Etosha National Park, Namibia

Turistinformation: Namibia