Bådture på Malawisøen, Malawi
Log ind Log ind
Bådture på Malawisøen

Bådture på Malawisøen

På denne rundrejse i Malawi har vi brugt et par timer på at køre fra Liwonde National Park til den sydlige ende af Malawisøen, der er verdens 9. største sø.

Tilføj favorit

Fiskerlandsbyen Chembe

Malawisøen med dens dybde på mere end 700 meter, er søen den 3. dybeste sø i verden. Vi kommer over en mindre bjergkæde, der ligger som en beskyttende vold før søen, for at komme ud på halvøen Nankumba, hvor vi indlogeres på Annies Lodge ved Cape Maclear. Lodge ligger side om side med mange andre hoteller helt ned til den populære strand syd for fiskerlandsbyen Chembe. Efter en sen frokost spadserer vi langs stranden til fiskerlandsbyen og ser på dagliglivet, der udfolder sig langs søens bred og i landsbyen. Langs stranden ses små kanoer - som er udhulede træstammer. Disse kanoer læsses på større både og fragtes ud til fiskepladserne, hvor de sættes i vandet, så fiskerne kan arbejde fra kanoerne.

Mænd og kvinder sæber sig ind og vasker sig i strandkanten. Andre er ved ar rengøre gryder og kasseroller efter madlavningen - og lidt længere henne er en gruppe kvinder ved at vaske tøj. Alt foregår i søens ferske vand. Da vi når fiskerlandsbyen ses lange rækker af borde med de små usiba-fisk, der ligger til tørre i den bagende sol. Efter en dag i solen sælges de på markederne rundt omkring. Inde i fiskerlandsbyen er de fleste mennesker trukket indenfor i de overvejende pæne murstenshuse - og faktisk ser det ud til, at folkene som lever ved Cape Maclear ikke hører til blandt de allerfattigste i Malawi. 

Vi ved, at Malawi er blandt Afrikas fattigste lande, men her i Chembe giver fiskeriet og ikke mindst turismen en god omsætning. Det er tankevækkende, når det oplyses, at de afrikanske regeringsledere, præsidenter og konger tilsammen råder over så mange milliarder amerikanske dollars, at summen sagtens kunne dække enhver ulandsbistand til Afrika i flere år. 
Samtidig er mange af de afrikanske ledere endog meget begærlige og skal f.eks. have betaling for at nødhjælp kan få lov til at fungere i deres lande!

Annies Lodge ved Cape Maclear

Annies Lodge ved Cape Maclear

Bådtur på Malawisøen

Efter en rolig nat hvor lyden fra bølgernes monotone slag mod stranden er eneste lyd vi hører, står vi op til endnu en solberiget dag afsat til bådture på Malawisøen - formiddag og eftermiddag.
Malawisøen er helt unik, da den er den sø som indeholder flest fiskearter i hele verden og det anslås, at her er et sted mellem 500 og 1000 forskellige fiskearter. En fiskefamilie skiller sig ud som den mest artsrige, nemlig cichliderne der udgør hele 90 procent af søens fiskefauna. Lake Malawi Nationalpark kom da også på UNESCO's verdensarvsliste i 1986. Fra stranden direkte neden for Annie's Lodge sejler vi ud til den fredede ø Thumbi Island og lægger til ved klipperne. Mens nogle forsøger at gå en tur over de uvejsomme klippesten langs øens bred, snorkler andre i det klare vand med stimer af de farverige fisk som tiltrækkes, når der smides brød ud til dem. Ønsker du at snorkle og selv har udstyr, så tag det med hjemmefra, så er du sikker på at det fungerer. Det lånte snorkeludstyr er ikke optimalt. 

Bådafgang fra stranden

Bådafgang fra stranden

Vidunderlig sandstrand

Lidt længere henne langs den fredede ø stopper vi ved en fin sandstrand og her kan vi vade ud til fiskene uden at støde på klipper. Det er et ganske idyllisk sted, hvor skoven rejser sig omkring os og firben suger varme til sig på de fritliggende sten i skoven. Forskellige sommerfugle søger væde i strandkanten, hvor også siv svajer i den lette brise. Idyllen bliver dog noget ødelagt, når man lidt oppe på stranden i kanten af skoven opdager det svineri som mennesker har efterladt. Ikke nok med at her ligger plastikflasker og paptallerkner etc., så ses her desværre også andre menneskelige efterladenskaber. Man kan kun undre sig over hvorfor ingen rydder op på denne fredede ø i Malawisøens nationalpark.

Picnic på idyllisk ø

Picnic på idyllisk ø

Fodring af havørne

Båden sejler over på den anden side af øen, hvor nogle afrikanske hvidhovedede flodørne holder til. Bådens kaptajn rejser sig og hyler for at få en af ørnenes opmærksomhed og kaster en fisk ud i vandet. Straks letter ørnen fra sin plads højt oppe i træet og et øjeblik efter svæver den hen over søen og med et snuptag griber sin belønning i flugten, mens vi med kameraerne forsøger at forevige ørnens nedslag på fisken. Båden flyttes til en ny position og aktiviteten gentages. Man skulle næsten tro, at ørnene var dresserede og reagerer på kommando. Et flot syn og en attraktion i sig selv.

Lokalguiden fortæller om den afrikanske flodørn

Lokalguiden fortæller om den afrikanske flodørn

På fotojagt efter oddere

Tilbage på Annie's Lodge serveres frokosten i haven, hvorefter der er afslapning indtil eftermiddagens udflugt. Denne gang sejler vi sydpå og kommer til et klippefyldt område, hvor der jævnligt kan spottes oddere - og faktisk er vi heldige at se et par stykker lege i vandet. Vi sejler ind til klipperne og endnu en gang er der lejlighed til at snorkle mellem de farverige fisk.
Udflugten slutter med, at vi sejler lidt ud fra kysten og lader roen sænke sig over os, mens solen går ned og tusmørket indtræder, hvorefter vi sejler tilbage til lodgen.
Nymånen, der på disse breddegrader ligger ned og kan minde om munden på en smiely, kan ingenlunde oplyse natten, så i skæret af lamperne i lodgens have serveres en buffet under åben himmel - det sidste aftensmåltid i Malawi, inden vi i morgen fortsætter mod Zambia, hvor vi de næste dage skal på safari i en af verdens bedste safariparker South Luangwa National Park.

På fotojagt efter oddere

På fotojagt efter oddere

Fakta om Malawi

I Malawi er hovedstaden Lilongwe.  

Befolkningstal: ca. 18 mio.

Areal: 118.484  km²

Afstand fra Danmark: 7.940 km

Mest besøgte attraktion: Lake Malawi

Mere information:

Rejsebureau: Viktors Farmor

Turistinformation: Malawi