Rovdyrene i Masai Mare Naturreservat
Log ind Log ind
Rovdyrene i Masai Mare Naturreservat

Rovdyrene i Masai Mare Naturreservat

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Bravo Tours

De som har været på safari i Masai Mare naturreservat og oplevet det vilde dyreliv på tæt hold, har et ønske - at komme tilbage. Masai Mare byder på verdens største koncentration af Afrikas vilde dyr fra farverige fugle, forskellige antilopearter, zebraer, rovdyr og de tunge pattedyr som bøfler, flodheste, næsehorn og elefanter.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Game drive ved ankomsten til Masai Mare

Masai Mare National Reserve ligger i det sydlige Kenya og støder op til nationalparken Serengeti i Tanzania. Og det er netop mellem disse naturområder at verdens største dyrevandring finder sted. Hundredtusinder af gnuer og zebraer har deres årlige vandringer efter nyt, frisk græs, hvor de må krydse Mare-floden to gange, Og her venter de glubske nilkrokodiller. Denne såkaldte migration betyder, at dyrene ankommer i hobetal til Masai Mare omkring juli og er her til oktober-november inden de vender tilbage mod Serengeti, hvor nyt græs i mellemtiden er brudt frem. Det er så viseligt indrettet, at zebraerne tager det øverste af græssets stive strå, mens gnuerne æder det finere græs nedenunder.

En af indgangene til det populære naturreservat Masai Mare er Sekenari Gate og straks efter ankomsten denne eftermiddag begynder det første ”game drive”, dvs. vi er på udkig efter savannens vilde dyr. Selv om vi denne gang ankommer uden for migrationen, er her fortsat både gnuer og zebraer – og masser af forskellige antilopearter. Og her er nok at spise, for den megen regn som dette år kom tidligt, har gjort græsset grønt og frisk. Vi gør ophold ved nogle koantiloper, da vores chauffør og dyrespotter får en melding over safaribilens kommunikationsanlæg. Der er spottet geparder et sted på savannen og straks er vi på farten.

Sekenari Gate - indgangen til Masai Mare National Reserve

Sekenari Gate - indgangen til Masai Mare National Reserve

Den rå virkelighed

Ganske fredeligt går en række topier og græsser, og langt ude på savannen, hvor vi ikke kan køre, kan vi gennem kikkerterne godt skimte hovederne på tre geparder, som er delvist skjult i det høje græs. Disse geparder er nok så ”berømte” og var engang fem brødre som holdt sammen. Det har både BBC og National Geographic lavet dyrefilm om. En af brødrene blev dræbt i kampen om en hungepard, mens en anden blot er sporløst forsvundet. Nu jager disse tre gepardbrødre sammen.

Der går en rum tid og geparderne flytter sig kun lidt. En gang imellem stikker de hovedet op over det høje græs for at orientere sig. Der sker ingen ting og efter 30 minutter sættes tålmodigheden på prøve. Skal vi ikke snart køre på safari? Vores erfarne danske rejseleder mener, vi skal vente, for geparder er det eneste rovdyr som ikke jagter om natten, i modsætning til andre rovdyr som løve og leopard. Geparder æder i øvrigt kun bytte de selv har nedlagt, mens de øvrige godt kan tage ådsler.

Topier græsser fredeligt på den åbne savanne

Topier græsser fredeligt på den åbne savanne

Geparderne nærmere sig langsomt de intetanende topier og pludselig sætter den forreste gepard i et vældigt spring og med op mod 120 km. i timen er den fremme ved en topi på et par sekunder, som den bider i halsen. Sekunder efter er de to andre geparder også fremme ved toipen og får den væltet omkuld. To geparder lægger sig over topien for at holde den fast, mens den første gepard med et fast greb i halsen tager livet af topien inden for et par minutter.

Folk i en række safaribiler har fulgt jagten og med ét sætter vognene sig i bevægelse for at komme nærmere geparderne og byttedyret - men holder alligevel en passende afstand for ikke at forstyrre dyrene som heller ikke lader sig påvirke af bilerne. Det er et fantastisk skue – og de færreste forundt - at opleve dyrenes barske verden. Man kan synes at der er ”synd” for byttedyrene, men det er betingelserne for at rovdyrene kan overleve. Des flere byttedyr her er, des bedre overlever rovdyrene. Geparderne åbner topien fra bugen og mens to æder, holder en tredje vagt. Der kunne komme andre rovdyr og jage geparderne væk fra deres velfortjente bytte. Da den ene har spist sig mæt - den kan godt sluge 14 kg. på en gang - rejser den sig og lægger sig i skyggen bag en af safaribilerne. Men kun i nogle minutter, så forenes de igen om deres topi.

Pludselig sætter geparderne i løb

Pludselig sætter geparderne i løb

Denne fantastiske oplevelse rigere fortsætter vi eftermiddagens safari og kører mod vores overnatningssted. På vejen kommer vi forbi en elefant med en mindre unge, som enten går mellem benene på sin mor eller under snablen. Kært.

Elefant med unge

Elefant med unge

Den luksuriøse Mara Ashnil Camp

Mellem safaribilernes P-plads og hovedbygningen ved Mare Ashnil Camp er der tæt skovbevoksning med eksotiske træer, inden en veltrimmet havegang åbner for lodgen. Inde ligger receptionen, restaurant samt opholdsplatform med direkte udsigt til Mare-floden, som snor sig gennem savannen under os. De fine telte er placeret ved siden af hinanden - de fleste med udsigtsveranda direkte til Mare-floden. Enkelte telte ligger lidt tilbagetrukket i skoven. Eneste ulempe ved teltene er den relative lange afstand der kan være til dem som ligger længst væk fra restauranten. Det tager ca. 10 minutter at gå til de fjerneste telte. Lidt inde i skoven ligger lodgens dejlige pool.

Mare Ashnil Camp er delvist omhegnet med elektrisk hegn, for her er bl.a. flodheste i nærheden. De ligger i familiegrupper nede i Mare-floden og man kan høre at de puster og grynter - også gennem hele natten. Morgen- og aftenbuffet er rigtig god og betjeningen i top.

Mare Ashnil Camp

Mare Ashnil Camp

Mere safari - flere farverige fugle

Duggen i savannens græs er endnu ikke fordampet, da vi næste morgen atter tager på game drive, hvor oplevelserne kommer i helt tilfældig rækkefølge. De mange fugle gør selvsagt indtryk. 

Gulbrystet sporepiber

Gulbrystet sporepiber

Senere spottes den plettede hyæne, der er kendt for at have det stærkeste bid af alle rovdyrene, så den kan knuse selv elefantknogler og få fat i marven. Her er de store afrikanske bøfler og de små stenbukke.

Flok af afrikanske bøfler

Flok af afrikanske bøfler

En smuk leopard får tårerne frem

Ofte møder safaribilerne hinanden og chaufførerne får en kort snak og det er også tilfældet denne morgen. Chaufføren i den anden bil har spottet en leopard lidt herfra, men han skal hente gæster, så han har ikke tid til selv at køre derhen. Men vores dygtige chauffør er blevet orienteret og lidt efter møder vi det syn, vi har drømt om længe. På et tidligere termitbo ligger en ung leopard. Det vurderes at det er en ung hun på omkring to år og nu har forladt sin mor for selv at jage. Leoparden, der af mange betegnes som verdens smukkeste kat, ligger fuldstændig stille selv om safaribilen bliver kørt i rette position. Leoparden er ”gudesmuk”, så smuk, at jeg får tårer i øjnene. En helt uventet reaktion. Efter en stund rejser leoparden sig og går gennem græsset, hvor noget tiltrækker hendes opmærksomhed og hun forsvinder i bushen.

En ung leopard på et gammelt termitbo

En ung leopard på et gammelt termitbo

I mudder ved Mare-floden

Safarien fortsætter nu langs Mare-floden, hvor grupper af flodheste holder til. Den dominerende han demonstreret sin magt ved at åbne sit enorme gab og vise sine store tænder. Det må skabe respekt! Her ses også store nilkrokodiller, som tålmodigt venter på at migrationen skal komme forbi.

Safari langs Mare-floden

Safari langs Mare-floden

Den megen regn har visse steder gjort jorden mudret og netop ved floden kører safaribilen fast i et mudderhul. Hjulene drejer rundt i mudderet uden at bilen rokker sig. Vi må nødvendigvis ud af bilen for at samle nogle grene som kan skubbes under hjulene. Men det nytter ikke. Donkraften må til og da hjulet er kommet fri af mudderet, kan grene og kvas lægges under – og så lykkedes det atter at få bilen i gang. Rovdyrene holdt sig heldigvis væk!

Kørt fast i mudderet

Kørt fast i mudderet

På vejen tilbage mod Mare Ashnil Camp, hvor frokosten venter, ses en afrikansk bøffel, som netop har taget sig et mudderbad og måske bliver bøflen denne nat offer for de løver eller hyæner som vi også ser i nærheden.

Afrikansk bøffel indsmurt i mudder

Afrikansk bøffel indsmurt i mudder

Sort næsehorn med unge

Eftermiddagens game drive går over ”stok og sten” for der er observeret et næsehorn omkring 20 minutters kørsel fra lodgen. Og da vi når frem, viser det sig, at det er et sort næsehorn med en lille unge som løber rundt ude i savannens høje græs. Det sorte næsehorn har en spids snude og spiser fortrinsvis blade i modsætning til det hvide næsehorn med den brede snude som græsser. Så fik vi set alle ”The Big Five” på denne safari.

Næsehorn med unge

Næsehorn med unge

Vi undgår (naturligvis - var jeg lige ved at skrive) ikke at møde flere rovdyr - en hyæne ligger mæt og med udspilet bug midt på vejen og løver som er i gang med at fortære et vortesvin. Der må næsten være garanti for at se løver i Mssai Mare, så mange her er.

Mæt hyæne på stien

Mæt hyæne på stien

Solopgang over savannen

Næste morgen er vi meget tidligt afsted for at nyde solopgangen over savannen. Og det er noget særligt. Luften er frisk og kølig og fuglene er for længst begyndt at synge. Så sker det. Det første glimt at solens stråler ses i horisonten og inden for få minutter er hele solen kommet til syne. Det går bare så utroligt hurtigt her ved ækvator.

Igen møder vi spændende fugle og en gruppe på syv løver, der hviler ud efter nattens jagt og måltid. Løver kan sove op til 20 timer i døgnet - kun afbrudt af jagt og ædegilde!

Solopgang over savannen i Masai Mare

Solopgang over savannen i Masai Mare

Morgenbuffet ved Mare-floden

Et sted i bushen tæt ved Mare-floden stopper safaribilen og det første vi ser, er bevæbnede rangere, hver med en riffel. Er det en kontrol for krybskytteri eller? Nej, det er dagens store overraskelse, for inde mellem træerne er anrettet bord med hvid dug og kokke står parate med morgenmaden til os. Og efter at have skålet i champagne og takket for en vellykket safari, serveres morgenmaden, mens vi nyder udsigten til flodhestene i floden.

Morgenmad i bushen

Morgenmad i bushen

Med fly til østkysten

Efter en times kørsel over savannen er vi fremme ved Keekorok Airstrip - en grusbane på savannen - hvor et 12 personers Cessna fly kommer for at bringe os tilbage til Kenyas østkyst. Flyveturen går tæt forbi Kilimanjaro, som man kan se hvis man sidder i flyets højre side, men i dag er bjerget indhyllet i skyer. Ved landingen i Ukunda Airstrip står folk fra rejsebureauets samarbejdspartner igen parate til at køre os til Jacaranda Indian Ocean Beach Resort, hvor vi bruger de sidste dage på bade ferie ved Diani Beach.

Flyvepladsen Keekorok Airstripe

Flyvepladsen Keekorok Airstripe

Fakta om Kenya - Masai Mare

Hovedstaden i Kenya er Nairobi og største havneby er Mombasa. 

Befolkningstal: Ca. 49 mio.

Areal: Ca. 582.650 km2 - ca. 14 gange større end Danmark 

Afstand fra Danmark: Ca. 6.715 km. til Nairobi

Største turistattraktion: Nationalparkerne med Afrikas vilde dyr, samt den unikke badestrand Diani Beach syd for Mombasa. Også Karen Blixsen Farm i Nairobi er blandt attraktionerne.

Mere information:

Rejsebureau: Bravo Tours

Naturreservat: Masai Mare Natur Reserve

Turistinfo: Kenya