122 Palmer På Stranden Diani Beach Kenya Anne Vibeke Rejser IMG 3443

Badeferie ved Diani Beach syd for Mombasa

Kenya - Diani Beach - Bravo Tours

Hovedstaden i Kenya er Nairobi og største havneby er Mombasa. 

Befolkningstal: Ca. 49 mio.

Areal: Ca. 582.650 km2 - ca. 14 gange større end Danmark 

Afstand fra Danmark: Ca. 6.715 km. til Nairobi

Største turistattraktion: Nationalparkerne med Afrikas vilde dyr, samt den unikke badestrand Diani Beach syd for Mombasa. Også Karen Blixsen Farm i Nairobi er blandt attraktionerne.

Mere information:

Rejsebureau: Bravo Tours

Hotel: Jacaranda Indian Ocean Beach Resort

Turistinfo: Kenya

Jacaranda Indian Ocean Beach Resort

I Moi International Airport, der ligger ca. 11 km. nordvest for Mombasa, står folk fra rejsebureauets samarbejdspartner parate til at køre os de ca. 30 km. sydpå til Diani Beach. I den nordlige ende af den asfalterede vej Diani Beach Road ligger det 4-stjernede hotel Jacaranda Indian Ocean Beach Resort, som består af omkring 100 selvstændige hvide bungalower i en eller to etager - alt bygget i swahili-stil med arabisk præg. På den store grund mellem bungalowerne er der græsplæner, forskellige farvestrålende træer og buske - ikke mindst mange store baobabtræer, hvoraf nogle er flere hundrede år gamle og med en diameter på over 30 meter! De blomstrende vækster tiltrækker sommerfugle, forskellige fuglearter og de fire abearter som findes på Kenyas østkyst - hvid-sort colobusabe, marekat, sykesabe samt bavian. Sidstnævnte holdes dog på afstand af hotellets vagter.

Her er flere små pools i parkanlægget og et stort poolområde neden for den centralt beliggende restaurant. Hotellet har flere barer, så der er altid et sted, hvor du f.eks. kan nyde den lokale cocktail Jacaranda sunrise eller få en kold Tusker (den lokale kenyanske pilsner).

Nogle bungalower ligger rundt omkring i parkanlægget, mens andre ligger helt ud til sandstranden, der er Kenyas bedste badestrand, og her træder du direkte ud på det fineste strandsand med spredte kokospalmer op til 15-20 meter høje og enkelte træer. Under træerne og de stråtækte halvtage kan du finde skygge, for her direkte under ækvator er solen for varm til direkte solbadning i længere tid ad gangen. Pas på ikke at ligge direkte under kokospalmerne, da det kan være katastrofalt at få en kokosnød i hoved.

Morgenbuffeten er velassorteret og kan nydes indenfor i restauranten eller ude på terrassen med direkte udsigt til poolen og Det Indiske Oceans turkisblå bølger. Sidder du ude, skal du dog være opmærksom på de aggressive bier, der gerne vil dele morgenmaden med dig. Frokost kan være a la carte eller buffet, og om aftenen er der igen buffet med både fiske- og kødretter.

Hotellet opfordrer gæsterne til at deltage i aerobic eller volleyball på stranden, ligesom der i stueetagen under restauranten findes både billard og bordtennis.

Total afslapning på stranden

Det er total afslapning at ligger på stranden på den opredte solbriks - der hver dag forsynes med madras og rent håndklæde - og slappe af med en bog eller en kryds og tværs. Eller bare nyde udsigten ud over havet, hvor bølgerne brydes på revet et par hundrede meter ude i Det Indiske Ocean, mens du indimellem tager en dukkert i de varme bølger, hvor havtemperaturen konstant ligger på omkring 30 grader. Den evigt skiftende vandstand gør, at stranden ved højvande blot er omkring 20 meter bred, mens stranden ved lavvande mere end fordobles og stenrevene bliver synlige i havoverfladen.

Langs strandkanten ses forskellige mennesker vandrer frem og tilbage. Nogle er turister, men de fleste er lokale som forsøger at få kontakt med de solnydende gæster for at sælge souvenir eller måske en kokosnød. De lokale kommer ikke op og forstyrrer hotellets gæster, men holder sig i vandkanten, så vil du handle, skal du selv henvende dig. Det er såmænd også muligt at få en ridetur på en dromedar! I receptionen kan du tilkøbe forskellige udflugter bl.a. til Wasini Island hvortil du sejler fra Shimoni og kan snorkle mellem skildpadder ved koralrevet. Eller du kan komme på cykelsafari med Diani Bikes.

Udover dohw-fiskerbåde som ses ude på havet, kommer de lokale kenyanere for at fiske fra stranden. Nogle med fiskestang, mens andre svømmer ud med et net, spreder sig og trækker nettet gennem vandet ind mod stranden - ofte med god fangst.

Rundt i parken ved Jacaranda

Boababtræernes store frugter tiltrækker bl.a. aberne og ved at spadsere rundt i hotellets store park vil du helt sikkert møde nogle af dem. Udover træernes frugter spiser aberne også blomster og blade fra bl.a. bougainvilleaerne, så buskene næsten ser døde ud. Specielt marekattene er hurtige og kommer meget tæt på. Efterlad intet på dit udendørs bord. Aberne er lynhurtige til at snuppe hvad der er. Går du roligt frem mod dyrene kan du komme ret så tæt på dem. Udover aberne holder både silkehejre og gråhejre samt næsehornsfugle m.fl. til ved hotellet. Det er altid muligt for fuglene at finde noget spiseligt i strandkanten ved lavvande.

Ture langs stranden

Selve stranden ved Jacaranda Indian Ocean Beach Resort er omkring 500 meter lang og nord for denne ligger udløbet af Kongofloden. Bag udløbet danner Kongofloden et større delta med mangrove hvortil det er muligt at tilkøbe et ”river cruise”, bl.a. med mulighed for at se forskellige fugle. Ved Kongoflodens udmunding og omgivet af kæmpemæssige baobabtræer ligger Kenyas ældste moské – Kongo moskéen – der har rødder tilbage til 1400-årene, hvor arabiske købmænd udforskede Afrikas østkyst og senere handlede med bl.a. slaver. Flere kender historien om slavehandlen fra Zanzibar længere mod syd. Den nuværende Kongo moské er fra 1780’erne og med senere utilpassede tilbygninger og er opkaldt efter en populær imam. De fleste kenyanere på østkysten er muslimer.

Vandrer du mod syd passerer du bl.a. en mindre fiskerlandsby, hvor fiskerne lander deres fangster og trækker de smalle dohw-fiskerbåde op på stranden for at reparere dem.

Lokalområdet omkring Diani Beach

Lige uden for hotellet holder de små tuk-tuk, der fungerer som taxaer og som kører op og ned ad Diani Beach Road for næsten ”ingen penge”. Langs vejen ligger det ene luksushotel efter det andet, ligesom du her finder supermarkeder med at udvalg som var du hjemme, ligesom her er sportsbarer, der transmitterer europæiske fodboldkampe. Her er markeder med alverdens souvenir og frugt og grønt. På vejen ligger også et helt moderne hospital, hvis der skulle ske et uheld. En af de mere specielle restauranter er Ali Barbours Cave, som er indrettet under jorden i en tidligere havgrotte. Vil du spise her kræver det normalt en reservation. Men mindre kan gøre det. F.eks. kan du få helt friskfanget fisk på fiskerestauranten Mwaepe, der ligger helt ud til stranden i en mindre fiskerlandsby. Lidt længere væk inde i landet ligger Ukunda, der er et større bysamfund med alt trafik og trængsel som ses i kenyanske landsbyer. Efter et besøg her er det en lise at komme tilbage til den friske luft ved stranden.

Morgenstund

De fleste morgener ligger der en let havgus ud over havet, som i løbet af de første par timer forsvinder og det bliver klart vejr. Men skulle du få lov til at opleve en solopgang over Det Indiske Ocean omkring kl. 6.30 er det en uforglemmelig oplevelse.

Efter nogle dage ved kysten starter den egentlige safari til nogle af Kenyas berømte natur- og nationalparker og safarien begynder i Tsavo Øst National Park.

120 Solopgang Over Det Indiske Hav Diani Beach Kenya Anne Vibeke Rejser DSC00601
Solopgang over Det Indiske Ocean

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser