Chobe National Park - med løver og elefanter, Botswana
Log ind Log ind
Chobe National Park - med løver og elefanter

Chobe National Park - med løver og elefanter

Grænseformaliteterne er ordnet og vi kører ind i Botswana. Snart er vi i grænsebyen Kasane, hvor vi møder des lokale guider, som skal bringe det lille rejseselskab gennem det nordøstlige Botswana.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Serondela-området

Lidt uden for Kasane ligger Chobe National Park der blev oprettet i 1968 og med 11.700 km2 er det den største af Botawanas Nationalparker. Den har fået navn efter Chobe-floden - en biflod til Zambezi River - der danner grænse mod Namibias Caprivi Strip i nord. Undervejs gennem parken køres et "gamedrive", hvilket vil sige, at vi giver os tid til at se efter dyrene og stopper op, når vi ser noget interessant. Fotosafarien er i gang fra første minut, for der går ikke lang tid, før vi ser de første elefanter. Men det bliver også til bøfler, giraffer, impalaer og kudoer, perlehøns og diverse andre fugle undervejs.

Bilerne pakkes før safari i Chobe National Park

Bilerne pakkes før safari i Chobe National Park

Efter ca. 30 km. kørsel på sandede og ujævne veje gennem den fortrinsvise tørre bush af lavt voksende træer og buske, når vi frem til den første lejrplads i Ihaha Camp med en vidunderlig udsigt til Chobe-floden. Der er ikke plads på den lejrplads vi oprindeligt skulle være på, så vi slår lejr på en "civiliseret" campingplads med bad og toiletbygning lidt fra lejren. Ved fælles hjælp får vi slået de medbragte 2-mands telte op under de skyggefulde træer og indrettet dem med feltsenge og madrasser med lagen, dyne og pude. Imens er frokosten kommet på bordet og vi slapper af i heden.

Vi er omgivet af fri natur og vilde dyr, og får derfor besked om ikke at gå længere væk, end at vi kan se lejren, samt at færdsel langs flodbrinken er forbudt, da krokodillerne er ekstremt hurtige. Når vi skal på toilettet - en bygning ca. 100 meter oppe ad bakken - er det klogt at gå et par stykker ad gangen og gerne støje. Her strejfer løver og hyæner omkring og der er ingen grund til at friste dem. Skulle vi blive trængende i nat, kan vi dog nøjes med at liste ud bag teltet - efter at have forvisset sig om, at der ingen vilde dyr er i lejren!        

Ankomst til lejrpladsen ved Chobe-floden

Ankomst til lejrpladsen ved Chobe-floden

Løverne i Chobe National Park

Hen på eftermiddagen er den værste hede overstået - vi når 36 grader i dag - og det er tid til endnu et "gamedrive". Vi kører langs floden, der under regntiden svulmer op og gør kørsel ad denne vej umulig. Men i dag har vi fin udsigt til impalaerne, der græsser på brinkens grønne tæppe. I horisonten ses tusindvis af bøfler passere floden for at trække hen til de grønne græsningsarealer. Her kommer zebraerne ned for at drikke, og den afrikanske fiskeørn - den hvidhoved flodørn - overvåger sit territorium højt oppe fra et vissent træ. 

Så pludseligt får vi øje på tre løver, der ligger ganske roligt på flodbrinken. En mor med sine to store unger. Bilernes motorer slås fra og vi betragter tavse disse store dyr på kort afstand. Men med ét farer de to store unger i flæsket på hinanden. Oprejst på bagbenene og med fægtende forben støves sandet op omkring dem i deres kamp for at vise, hvem der er den dominerende.
Den voksne hunløve ser tilsyneladende ubekymret til, indtil også hun overfaldes og må sætte den temperamentsfulde "tøs" på plads med et bid i nakken. Så bliver der atter ro. Spændende at se løver allerede den første dag. Det lover godt for den øvrige safari.

Hunløve ved Chobe-floden

Hunløve ved Chobe-floden

Under stjernehimmelen

Vi er tilbage i lejren ved mørkets frembrud og må bruge pandelamper, når vi går mellem lejren og toilet/bad-bygningen oppe på bakken. Kokken laver maden over åben ild - her er intet gasblus, primus eller el-apparat - og det første aftensmåltid indtages under den natteblå himmel, mens cikaderne synger og stjernetæppet breder sig ud over os - akkurat som vi kan forestille os det skete på Livingstones tid. Vi sidder en stund rundt om bålet, da en løve høres brøle ude i nattemørket og tilskynder os til at kravle til køjs i teltene.

Lejrbål hvorpå aftensmaden tilberedes

Lejrbål hvorpå aftensmaden tilberedes

Festmåltidet

Vi er igen tidligt oppe - lidt over kl. 5 - hvor dagslyset vender tilbage og fuglene begynder morgenens koncert. Der serveres en spartansk morgenmad, inden teltlejren pakkes sammen og vi er på vej tilbage mod Kasane, da vi skal på en sejltur på Chobe River. Vi er dog ikke kørt langt, før der spottes en stor hanløve som ligger mæt med svullen bug i skyggen af et bevokset termitbo. På den anden side ses flere biler - så her må være noget interessant. Og ganske rigtigt. En anden hanløve er ved at fortære resterne af nattens nedlagte elefantunge. Det er en mindre elefant - men alligevel. Løven lader sig ikke genere af vores nysgerrighed og gnasker med knasende lyde videre på elefantkadaveret. Da en bil kører lidt tættere på, vender løven hovedet for lige at markere, at dette er nu hans tid til at spise. Den dominerende hanløve har allerede fået, hvad han orkede og hviler sig. En rigtig spændende oplevelse.

Løve ved nedlagt elefantunge

Løve ved nedlagt elefantunge

Sejltur på Chobe River

Lidt uden for Kasane kommer vi ombord på en af de fladbundede både, som bringer turister rundt på Chobe River. Og det er forfriskende med vand og masser af grøn bevoksning langs flodens breder og øerne i floden. Midt i floden ligger den store græsklædte ø Sedudu Island, der gennem tiderne har skabt uoverensstemmelser mellem Botswanas og Namibias regeringer om hvem øen egentligt tilhørte. Ved en international domstol blev det endeligt i 2000 besluttet, at øen tilhører Botswana og kunne indlægges i Chobe National Park. Mellem øen og fastlandet løber det der kaldes kanalen, som er ca. fem meter dyb, mens hovedfloden mellem øen og Namibia er op til 16 meter dyb, forklarer bådføreren, mens han bringer båden frem til den første flok af flodheste.

Cruise på Chobe-floden i små fladbundede både som kan komme tæt på bredden - og dyrene

Cruise på Chobe-floden i små fladbundede både som kan komme tæt på bredden - og dyrene

Elefanterne ved Chobe River

Her ses mange flodheste ligge hulter til bulder oven i hinanden, og store krokodiller samt naturligvis fugle som hejre, slangehalsfugle, rørhønen african jacana, ibis og mange andre. Men det er og bliver det enorme antal elefanter - verdens største landdyr - som gør størst indtryk. Hos de afrikanske savanne-elefanter kan hannerne veje over 6 tons og hunnerne op til 3,4 tons.
Nogle elefanter er allerede svømmet over floden til øens grønne græsgange, og mens vi venter i båden kommer flere og flere grupper anført af en gammel klog hun - matriarken - ned fra bushen og går langs den sandede flodbred hen til netop det sted, hvor det er lettest at krydse floden. Selv går hun forrest og de øvrige følger hende med de mindste elefanter mellem sig, godt beskyttet. Det er et fantastisk syn at sidde få meter fra disse kæmpedyr som næsten lydløst bevæger sig gennem vandet.         

Elefanter ved Chobe-floden

Elefanter ved Chobe-floden

Elefanter svømmer godt

På et sted er vandet så dybt, at selv de største elefanter må svømme og kun hoved og det yderste af snablen stikker op over vandet som et periskop. Så når de den anden side af floden, men et par unge hanner skal lige prøve kræfter i vandet og vender sig mod hinanden og fletter stødtænder. Men kun i et kort øjeblik. Så er hele flokken på land.
Vi sejler tæt på dyrene, som tilsyneladende ikke lader sig irritere af os nysgerrige turister og vi kan bl.a. se de store ører, der ligner aftegningen af det afrikanske kontinent, vejre frem og tilbage for at afkøle blodårerne lige bag øret.

Elefant med snorkel!

Elefant med snorkel!

Chobe National Park har den største koncentration af elefanter i hele Afrika - op mod 120.000 af Botswanas i alt ca. 230.000 elefanter. Disse store dyr gør naturligvis stor skade på træer og buske, og kommer ofte også til at gøre fortræd i bøndernes marker uden for reservaterne. Elefanter kan man ikke holde inde. Men regulering af dyrene er en svær og alvorlig affære. Skal man bortskyde nogle, gøre dem sterile eller.. ? Konsekvenserne er uoverskuelige og p.t. foretager man sig intet.

Din rejseskribent på Chobe-floden

Din rejseskribent på Chobe-floden

Eftermiddagens gamedrive

På tilbagevejen er vi igen på "gamedrive" og møder på vejen flere giraffer og elefanter, der trækker langs floden. En elefant er dog faldet. Død af eller anden grund. Ikke nedlagt som rovdyrenes bytte, men måske fået elefantens naturlige død: Når elefanten har skiftet sine seks sæt tænder, får den ikke flere og dør derefter af sult. En krank skæbne.

Impalaer

Impalaer

Men Chobe National Park har også leoparder og vilde hunde.

Fakta om Botswana

Hovedstaden i Botswana er Gaborone 

Befolkningstal: ca. 2,3 mio.

Areal: ca. 581.730 km2

Afstand fra Danmark: ca. 8.762 km

Største turistattraktion: Chobe National Park samt Okavango Deltaet

Mere information:

Rejsebureau: Viktors Farmor

Portal: Chobe National Park, Botswana

Portal: Okavango Deltaet, Botswana

Turistinformation: Botswana