Ischia - en skøn vulkanø i Napolibugten
Ischia - en skøn vulkanø i Napolibugten

Ischia - en skøn vulkanø i Napolibugten

Denne charterferie går til den grønne og frugtbare vulkanø Ischia, der er kendt for sine mange varme underjordiske kilder, der benyttes til kurbade. Udover de mange termalbade byder øen på lokale delikatesser og flotte udsigter ud over landskabet - uanset hvor du kikker hen.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Skribent

Tilføj favorit

Vulkanøen Ischia

Da de gamle grækere skabte kolonier omkring Middelhavet bosatte de sig også på øen Ischia mellem 770-760 f.Kr. Det var i nærheden af byen Lacco Ameno ved den naturlige havn, som vi i dag kalder San Moreno og ved bjerget Monte Vico. Men det var romerne som var de første til at udnytte den termiske varme, der nogen steder på øen ligger lige under jordoverfladen. De varme kurbade har gennem tiderne tiltrukket Europas kongelige og adelige, som valfartede til Ischia. Også guldalderkunstnere som malere og billedhuggere samt forfattere som H.C. Andersen og Henrik Ibsen kom hertil og senere blev Ischia også besøgt af filmstjerner, ligesom her er blevet produceret flere spillefilm.

Øen, der er lidt mindre end Fanø, har sin oprindelse fra vulkansk aktivitet og i dag er øens højeste punkt vulkanen Monte Epomeo, 789 moh. som kan ses fra de fleste steder på øen. Ischia er en frugtbar ø med Middelhavsområdets overdådige blomsterpragt med viftende palmer, pinjer, duftende appelsin- og citrontræer og er grøn det meste af året. Det skyldes bl.a. den vulkanske jord som er meget frugtbar og den porøse jordart tuf, der er størknet aske som har den egenskab at kunne opbevare vand i tuffens ganske små hulrum. Udover mange forskellige afgrøder dyrkes vin som for det meste konsumeres på øen og derudover lever øen af fiskeri og naturligvis en omfattende turisme.

Udsigt mod vulkanen Epomeo

Udsigt mod vulkanen Epomeo

Grand Hotel Terme di Augusto i Lacco Ameno

Mange hoteller udnytter den termiske varme til brug i termalbade og Grand Hotel Terme di Augusto, der er vores base denne uge, er ingen undtagelse. Det varme vand pumpes op og afkøles så det er yderst behageligt at bade i de indendørs bassiner. I wellnessafdelingen kan du f.eks. vælge mellem 40 grader varmt vand og/eller afkøles i 17 grader ”koldt” vand. Her er flere bassiner, hvor du kan få musklerne opløst, ligesom her også er mulighed for forskellige massagebehandlinger. I hotellets gårdhave er der en større pool, hvor omkring der står liggestole til dig som ønsker at solbade. Hotellet ligger ca. 50 meter fra hovedgaden Via Roma i Lacco Amero og fra flere af hotellets værelser er der udsigter mod Monte Epomeo og/eller Monte Vico samt dele af byen.

I hotellets restauranter er morgenmadsbuffeten fin og til frokost og aften serveres typiske italienske retter ledsaget med fri lokal vin og vand dertil. På denne ferie er der arrangeret flere halvdagsture.

Grand Hotel Terme Augusto

Grand Hotel Terme Augusto

Rundt i Lacco Ameno

Det første du møder når du spadserer ned til hovedgaden, der løber langs vandet, er den lille marina med en mole, hvor en af Lacco Amenos vartegn ses ude i havet - Il Fungo - Svampen. Her ses tydeligt hvordan tuf ser ud og hvorledes havet har eroderet denne jordart så den i dag ligner - ja, en champignon.

Følger du hovedgaden mod vest passerer du flere af byens badestrande ligesom du vil støde på delikatesseforretninger samt flere caféer og restauranter. Her ses også en af Lacco Amenos kirker med klokketårn Chiesa de S. Maria delle Grazie.

Il Fungo - en tufklippe i havet der ligner en svamp

Il Fungo - en tufklippe i havet der ligner en svamp

For enden af hovedgaden ligger byens centrale plads Piazza Santa Restituta omgivet af forskellige bygninger bl.a. det gamle, hvide kommunale tårn og til venstre herfor ses basilikaen Pontificia Santa Restituta. Legenden fortæller, at Santa Restituta oprindeligt kom fra Afrika, hvor hun pga. sin tro led martyren i år 304 og blev sendt til havs i en båd. Båden med liget skyllede ind på Ischia nær Lacco Amero og en kristen kvinde fik en åbenbaring som fortalte, hvor Santa Restituta kunne findes. I dag er Santa Restituta byens skytshelgeninde.

Bag basilikaen ligger en række nyere boligblokke langs smalle gader og her kan du se hvorledes den lokale befolkning bor med blomsterdekorerede altaner og vasketøj som blafrer i vinden.

Den centrale plads Piazza Santa Restituta

Den centrale plads Piazza Santa Restituta

Albergo La Reginella

Ud til Piazza Santa Restituta ligger hotellet Albergo La Reginella, der er en oase midt i Lacco Ameno og som rejsebureauet benytter om efteråret. Dette dejlige hotel har en stor parklignende have med flere udendørs pools og tilbyder også termalbade, spa og massage i wellnessafdelingen.

Albergo La Reginella

Albergo La Reginella

Monte Vico med kirkegård og hotel San Montano

Går du fra Piazza Santa Restituta ud mod havet finder du de stejle trapper op til landevejen mod kirkegården og Torre Aragonese. Du kan også vælge at spadsere ad landevejen i en bue uden om boligblokkene. Fra landevejens P-plads har du en flot udsigt ud over havet, Lacco Ameno samt vulkanen Epomeo. Følg vejen lige frem til byens kirkegård, hvor middelaldertårnet Torre Aragonese står og fungerer som et kapel med flere gravsteder.

Mod Monte Vico

Mod Monte Vico

Hvor landevejen skiller, fører en stejl vej op til toppen af Monte Vico og det 5-stjernede hotel San Montano Resort & Spa. Herfra har du 360 graders udsyn til alle sider og hotellet har seks udendørs opvarmede pools anlagt i forskellige etager. Snyd ikke sig selv for at se dig omkring på dette pragtfulde sted.

San Montano Resort & Spa på toppen af Monte Vico

San Montano Resort & Spa på toppen af Monte Vico

Det arkæologiske museum og Vila Arbusto

Få meter fra Piazza Santa Restituta kan du gå gennem en gitterport (ofte åben) og ad den asfalterede vej flankeret af nerier op til det arkæologiske museum ved Vila Arbusto. På museet ses fund fra den græske og romerske tid samt effekter fra den samhandel Ischia havde med andre stater omkring Middelhavet. Bag museet ligger Vila Arbusto, der blev opført mellem 1750-1780, med en stor park med pergolaer og blåregn mellem hvide søjler, der giver parken et aristokratisk og paladsagtigt udseende. Her er en blomsterpragt med forskellige buske og træer - ikke mindst de skønne pinjer. Fra parken er der igen en enestående udsigt ud over Lacco Ameno.

Det arkæologiske museum i Lacco Ameno

Det arkæologiske museum i Lacco Ameno

Badestranden Baia San Montano

Fortsætter du ud ad landevejen mod Forio kan du følge første vej på højre hånd og komme ud til badestranden Baia San Montano. Måske var det her, at Santa Restitutas båd stødte på land, for en keramikkakkel på væggen før nedgangen til stranden tyder derpå. Stranden er fantastisk og ligger helt beskyttet af de omkringliggende bjerge.

Fortsætter du op ad vejen og via trapper går under den overliggende landevej ser du skiltet mod Madonna de Zaro. Vejen snor sig op i skoven hvor en skovsti leder frem til det hellige sted midt i skoven, hvor folk kommer for at bede. Legenden fortæller, at nogle børn i 1994 gik i skoven og fandt et sted hvor de bad til Gud og fik en åbenbaring, da Madonnaen (Jomfru Maria) talte til dem om fred. To gange om måneden kommer der fortsat et budskab om fordragelighed mellem mennesker.

Badestranden Baia San Montano

Badestranden Baia San Montano

Spadseretur til nabobyen Casamicciola

På en guidet spadseretur følges kystvejen til nabobyen Casamicciola, der ligger ca. to km. fra Lacco Ameno. På byens torv ses en fontæne dekoreret med keramikkakler med motiver af forskellige begivenheder i tilknytning til denne kurby. En af kaklerne viser kvinden Zizzola der bader sine syge fødder i det termiske vand som helbreder enhver sygdom. Byen skulle efter sigende være opkaldt efter denne kvinde.

En anden kakkel viser den norske forfatter Henrik Ibsen, der boede her i Vila Ibsen (1867). På et af husene ses en mindetavle om forfatteren, der netop her skrev flere af sine skuespil bl.a. Peer Gynt.

Byen blev voldsomt beskadiget under et jordskælv i 1881, så her er flere nyere huse. Seneste jordskælv skete i august 2017 hvor flere huse faldt sammen og to personer omkom. Efter at have nydt kaffen på café Calise er der tid til at se nærmere på byens store marina med flere glamourøse yachter, inden spadsereturen går samme vej tilbage.

Langs kystpromenaden til nabobyen Casamicciola

Langs kystpromenaden til nabobyen Casamicciola

Ø-rundtur med Fontana og Sant’Angelo

Det er desværre gråvejr med lidt regn denne dag, hvor der er arrangeret en bustur rundt på øen. Første stop er den lille bjerglandsby Fontana, hvor man kan nyde en kop kaffe på den lokale café. Ved siden af ligger kirken Chiesa di Sant'Antonio da Padova, der er et besøg værd pga. sit krybbespil. Det er også fra Fontana at der er en markeret vandrerute til toppen af vulkanen Epomeo, hvilket ikke er for sarte sjæle, da her nogle steder er ret stejlt og derfor kræver nogen erfaring i at vandre i bjerge. Er du blandt vandrefuglene er det oplagt selv at tage en bus hertil på en af dagene, hvor der ikke arrangeres andet.

Chiesa di Saint'Antonio da Padova i Fontana

Chiesa di Saint'Antonio da Padova i Fontana

På Ischias sydkyst besøges fiskerlandsbyen Sant’Angelo, der har en klippeø liggende ude i havet forbundet med en stenmole. Langs den barske klippekyst ligger husene tæt med eksklusive forretninger med designertøj, guld og sølv, ure m.m. baseret på pengestærke turister, ligesom her er forskellige caféer og restauranter. Du kan sagtens spadsere over stenmolen til klippeøen, hvor der også er forretninger, men du kan ikke komme rundt på klippeøen.

Kysten ved Saint'Angelo

Kysten ved Saint'Angelo

Sejltur til øen Isola di Procida

Uden for det fastsatte program arrangeres en tur til naboøen Isola di Procida. Fra Casamicciola tager det omkring en time at sejle til denne lille vulkanø. Det første du møder, når du ankommer til byens store marina - Marina Grande - er den 700 meter lange havnefront med tætliggende pastelfarvede huse med balkoner, altaner, arkader, kirketårne og spir. Find byens hovedgade og gå gennem de smalle gader til øens sydlige side. 

Havnen på Isola di Procida

Havnen på Isola di Procida

Her finder du den meget pittoreske fiskerlandsby Corricella. Denne typiske syditalienske by klister sig op ad klippevæggen og byens skønhed har da også dannet kulisse til adskillige spillefilm. Bl.a. er storfilmen Cleopatra fra 1963 med Elizabeth Taylor og Richard Burton filmet her. Det er absolut en oplevelse at se denne maleriske by. Det kræver dog gode ben at gå ad de utallige stentrapper ned til havnen og op igen i den anden ende af byen. Tilbage ved Maria Grande, som du kan komme ned til ad adskillige trapper, kan du blande dig med de utallige turister der fylder gaderne.

Corricella en berømt filmkulisse

Corricella en berømt filmkulisse

La Mortella - en botanisk have

En anden udflugt går til den botaniske have La Mortella. Denne have blev skabt af Susana Walton, som var gift med en af det 20-århundredes største engelske komponister William Walton. De købte stedet i 1950’erne og med hjælp fra landskabsarkitekten Russel Page blev det til en have med fontæner, bassiner, vandkanaler og terrasser mellem vulkanske klipper. Den nedre del af haven ligger i en kølig og skyggefuld dal med tropiske planter fra mange forskellige steder i verden, mens den øverste del, som nås ad mange trapper, er mere solrig med en fin blomsterpragt og med flere imponerende udsigtspunkter. Her er også flere bygninger, drivhuse, tehus samt en voliere med forskellige fugle.

Den store fontæne

Den store fontæne

Efter ægteparrets død blev deres aske spredt på jorden i La Mortella og i 1991 blev haven åbnet for offentligheden.

Sø på bjerget

Sø på bjerget

Ischia Ponte med Castello Aragonese

Denne dag går formiddagens udflugt til byen Ischia Ponte med den berømte borg Castello Aragonese liggende på en ø ud for byen. På den guidede tur gennem byens typiske gader ses katedralen Santa Maria Assunta flankeret af byens fontæne. Også i denne by findes lækre delikatesseforretninger som byder på smagsprøver som citronhonning og limoncello - den italienske likør fremstillet af citronskal, sukker og alkohol.

Ischia Ponte er en af Ischias større byer

Ischia Ponte er en af Ischias større byer

Senere kan vi på egen hånd se mere af byen eller besøge Castello Aragonese, hvortil man kommer via en stenmole. Borgen har en spændende historie der startede allerede i 474 f.Kr. og er flere gange blevet angrebet og genopbygget. Men på denne udflugt er der ikke tid nok til at komme op på selve borgen, hvis man også vil se lidt af byen. Det må så gøres en anden dag. I stedet spadseres langs vandet og gennem byens interessante gader med flere kirker og delikatesseforretninger.

Borgen Castello Aragonese

Borgen Castello Aragonese

Forio - Ischias næststørste by

Dagens udflugt går til den pittoreske Forio, der er Ischias næststørste by. Byen har dannet kulisse i flere film bl.a. i Billy Wilders film Avanti med Jack Lemmon - og mange andre filmberømtheder har boet i Forio. Ved indgangen til byen ses en skøn bronzestatue af pigen som spreder svovl på marken, der skæver mistænkeligt til siden. I byens hovedgade passeres den berømte café hvor filmstjerner og instruktører m.fl. mødtes.

Forio - Ischias næststørste by

Forio - Ischias næststørste by

Men det er den smukke kirke Santa Anna Visitapoveri vi først skal se. Bag en ydre mur har kirken en atriumgård og selve kirken er udsmykket med dekorativ stuk i loftet og træbåse på hver side i koret. Kirkegulvet er lagt med smukke kakler med motiver af blomster, fugle, påfugle og sommerfugle samt konkylier mm. - som godt nok er noget slidte.

Kirken Santa Anna Visitapoveri

Kirken Santa Anna Visitapoveri

Endnu flottere ligger den karakteristiske hvide kirke Chiesa del Soccorso yderst på pynten af samme navn omgivet af hav på tre sider. En kakkel ved indgangen fortæller, at pave Johannes Paul II har været her. Den første konstruktion på næsset går tilbage til midten af 1300-tallet, men kirkens hellige krusefiks er endnu ældre og er en træskulptur fra 400-tallet som ifølge legenden blev fundet af nogle sømænd. Krusefikset beskytter de sømænd som kommer forbi.  

Kirke på pynten Soccorso

Kirke på pynten Soccorso

Senere er der lejlighed til at se nærmere på Forio, hvor middelaldertårnet Il Torrione passeres, ligesom byen har flere kirker. Det kan anbefales at besøge markedshallen, hvor der handles med alt fra fødevarer til blomster og tøj m.m.

Huse langs kysten ved Forio

Huse langs kysten ved Forio

Fra Ischia Porto til Napoli

Fra den store havn i Ischia går færger til fastlandet. Nogle af færgerne har tidligere sejlet mellem Danmark og Sverige og fungerer altså fortsat. Oprindeligt var den nuværende havn i Ischia Porto en kratersø, hvor man sprængte den ene side væk så havvandet kunne skabe en god og dyb havn. Efter knap et times sejlads er vi igen på fastlandet og efter en bustur rundt i dele af Napoli - Italiens tredje største by - sættes kursen mod lufthavnen.

Ischia Porto med havn af en tidligere kratersø

Ischia Porto med havn af en tidligere kratersø

Fakta om Italien

Hovedstaden i Italien er Rom.

Befolkningstal: Ca. 61 mio.

Areal: Ca. 301.338 km²         

Afstand fra Danmark: Ca. 1.534 km til Rom. Ca. 2.030 km til Sicilien.

Mest besøgte attraktion: Antikke steder fra Romertiden, middelalderbyer som f. eks. Firenze, badeferier og alle former for aktiv ferie i bjergene eller ved kysten. 

Mere information:

Rejsebureau: Best Travel

Turistinformation: Italien