The Emerald City - evigt grønne Seattle

Det store handelscentrum

Seattle blev grundlagt omkring 1850 og i de tidlige år var byen hovedsageligt centrum for skovhugst, men i 1897 oplevede byen et boom som handelscentrum for de mange guldgravere der drog mod Alaska og Yukon for at søge lykken.

Byen er i dag stadig et stort handelscentrum, men også mange teknologi virksomheder som f.eks. Amazon og Nintendo of America, og ikke langt fra byen finder man også Microsofts hovedkvarter.

Fish filosofi på Pike Place Market

At byen har været handelscentrum gennem rigtig mange år, ser man også på det store Pike Place Market, der som navnet antyder er en enorm markedshal, med hundredevis af boder.

En af de mest berømte er vel nok Pike Place Fish Market, der med sin Fish filosofi er blevet verdenskendt inden for salg og service sektoren.

Her giver man nemlig alle kunderne en oplevelse uden lige. De ansatte morer sig med at råbe og pifte, og ikke mindst med at kaste fiskene gennem luften, hvorefter de selvfølgelig bliver grebet igen. Uanset om man er til fisk eller ej, er det helt sikkert en oplevelse man ikke vil glemme - men det er jo god stil rent faktisk også at købe noget når man nu har fået et gratis show.

Den oprindelige Starbucks

Ikke langt fra Pike Place Market finder man den oprindelige Starbucks café, der siden er blevet til verdens største café kæde, med mere end 140.000 ansatte og en årlig omsætning på mere end 7.8 mia dollars.

Kæden blev startet af tre studerende i 1971, som en butik der kun solgte ristede kaffebønner, men hurtigt udviklede firmaet sig til den verdensomspændende café kæde, der idag har næsten 2500 filialer verden over.

Man kan stadig få sig en kop kaffe i den oprindelige café på Pike Place 1912, men da caféen er et populært turistmål, er køen ofte meget lang, og det kan bogstaveligt tage timer at få en kop kaffe, så hvis kaffetørsten virkelig trænger sig på, kan det anbefales at finde en af de andre Starbucks caféer. Der ligger praktisk talt en på hvert gadehjørne.

Seattles høje tårn

Seattles vel mest kendte vartegn er det høje tårn Space Needle, som blev bygget til verdensudstillingen i 1962.

Space Needle stikker 184,4 meter op i luften, og i ca 160 m højde findes en fin 42 m bred udsigtsplatform, der giver et godt overblik over byen.

Under udsigtsplatformen ligger den roterende restaurant SkyCity, hvor man kan nyde udsigten over hele byen, mens man indtager et godt måltid.

Kongekrabber og sluseanlæg

Seattle er hjemhavn for en stor del af fiskerflåden i det nordlige stillehav, heriblandt de mange kongekrabbefiskere, der også er kendt fra tv-programmet "The deadliest catch".

Er man heldig kan man se en af de kendte fiskebåde sejle ind gennem Ballard sluseanlægget, der fører skibene ind til ferskvandssøen Lake Washington, hvor havnen ligger beskyttet mod elementernes rasen. Ferskvandet gør også at skibene ikke så let bliver slidt - hvilket er årsag til at så mange både lægger til her.

I området omkring Ballard sluseanlægget er der også mange grønne og rekreative områder, hvor man f.eks. kan gå en tur eller tage picnic kurven med og nyde udsigten til Seattle by.

Læs om krydstogt fra Seattle til Alaska her

Læs mere om rejser til USA her