Koldkrigs-ubåd i Karlskrona - kun få timer fra Danmark

HMS Neptun

Ubådsudstillingen på Marinmuseum Karlskrona foregår via en dramatiseret og virkelighedstro rundtur, som med brug af lys, lyde og lugte bringer gæsterne tilbage til dengang, ubåden HMS Neptun var i brug under den kolde krig i 1980’erne.

- Vi er utroligt glade og også meget stolte over, at det nu endeligt er blevet tid til at lukke offentligheden ind i ubådsudstillingens hemmeligheder. Lige siden HMS Netptun blev taget ud af tjeneste i 1998, har der været talt om at udstille den på Marinmuseum, så det har været en lang, sej kamp at nå hertil. Resultatet er et meget autentisk indblik i, hvordan missionerne foregik, og hvilke forhold besætningerne opererede under, fortæller Joakim Johansson, der er kommunikationsansvarlig på Marinmuseum Karlskrona.

HMS Neptun er 49,5 meter lang og 800 tons tung. Marinmuseum Karlskrona har fået specialbygget en hal til at indeholde henholdsvis både HMS Neptun og Hajen, som er Sveriges første ubåd fra 1904.

Samlet set er der brugt omkring 150 millioner svenske kroner på at virkeliggøre den unikke ubådsudstilling.

Udsigt til skibsvarg

Udover ubådsudstillingen indeholder museet blandt andet Sveriges eneste skibssimulator samt en undervandstunnel med udsigt til et ægte skibsvrag fra 1700-tallet – opdaget ved et tilfælde, da museet blev bygget og nu bevaret på unik vis.

Museet er at finde på øen Stumholmen i den gamle flådeby Karlskrona, som er en del af UNESCO’s verdensarvsliste over særligt bevaringsværdige områder.

Det tager cirka tre timer at køre fra København til Karlskrona.

Læs flere artikler og se tv-klip om ferie i Sverige her på annevibekerejser.dk