811 IMG_3156.JPG
Rundrejse til

Lugo med intakt romersk bymur

Lugo - Galiciens ældste romerske bosætning

Lugo var et vigtigt center allerede før romerne indtog Hispania (Den Iberiske Halvø). På resterne af en tidlig keltisk militærlejr fik den romerske hærføre Paulus Fabius Maximus ordre fra kejser Augustus på at grundlægge en by, som blev bygget mellem år 15 og 13 f.Kr. og fik navnet Lucus Augusti. 

Omkring byen, som blev et vigtigt administrativt og strategisk center, byggede romerne en massiv skiffermur, der var blandt de største i Hispania, da den stod færdig i 200-tallet.

At Lugo var betydelig i romertiden får vi vished om, da vi træder ind på byens store rådhusplads - Plaza Mayor - og bliver modtaget af en bronzeskulptur med de to nævnte hovedpersoner. 

På den romerske bymur

For at nå frem til nærmeste stentrappe, der fører op til bymuren, passerer vi ved pladsens anden ende byens smukke, barokke rådhus - Casa do Concello - der stod færdigt i 1738.

Seks stenstrapper forskellige steder i byen fører op til den romerske bymur, som vi spadsere et stykke på. Bymuren er ca. to kilometer lang, ti meter høj og seks meter bred og har ti porte, hvoraf de fem fortsat er fra romertiden, som fører ind til byen under muren. 

Da den stod færdig var den forsynet med 85 tårne, som rejste sig yderligere to-tre meter højere end selve bymuren. Desværre er der i dag kun et enkelt sted, hvor vi kan se resterne af et tårn - ved Mosqueira. 

Det var jo ikke usædvanligt i middelalderen at benytte ruiner som stenbrud, og man vil sikkert kunne finde romerske sten i flere af byens huse!

Fra bymuren har vi fint udsyn til byens gamle huse og ca. halvvejs rundt - det tager godt 30 minutter at spadsere hele vejen rundt - går vi ned i byens smalle stræder.

Turistinformation og museum

Vi passerer flere interessante huse, kirker og torve, men stopper først ved den gamle markedsplads - Praza do Campo - der er omsluttet af barokke middelalderhuse og med en fontæne midt på pladsen. 

I en af bygningerne holder turistinformationen til og det er et besøg værd. Både for at få materiale om Lugo, men også fordi man her har indrettet et lille museum på etagerne med oplysninger om bl.a. byens romerske bymur. Men Lugo har mange andre reminiscenser fra romertiden; huse med romerske bade, mosaikker o.m.a.

Som følge af den romerske fortid og den intakte bymur kom Lugo på UNESCO's verdensarvsliste i 2000, og interesserer man sig for Romerriget i Spanien, er Lugo et af stederne man skal besøge.

Inden vi atter mødes ved bussen, når vi lige forbi katedralen i Lugo, hvis ældste dele er fra 1129 og som har en flot forgyldt altertavle.

Men tiden er knap, for vi skal videre mod et af de fysiske højdepunkter på Jakobsvejen (Pilgrimsruten til Santiago) - den lille bjergby O Cebreiro med interessante stenhuse.