10 steder du skal opleve i Malaga (1/2)

Læs mere om rejser til Spanien på AnneVibekeRejser.dk

Araberborgen La Alcazaba

Den mauriske borg Alcazaba ligger op ad en bakketop midt i byen. Følg de lange, smalle gange og stier i smukke mønstre, der snor sig under de rektangulære forsvarstårne, forbi de arabiske haver til gårdene i selve paladset og nyd udsigten til byen, havnen, tyrefægterarenaen og kysten.

Borgen kan dateres tilbage til 1065 og er én af de største muslimske militære bygninger i Spanien.

Indtil midten af det 15. årh. var Málaga besat af Maurerne, som gjorde byen til ét af de førende handelscentre på den iberiske halvø.

En trappe fører op til stien til Gibralfaro fæstningsvolde, bygget i det 14. århundrede.

Picasso museet

En anden af byens store attraktioner er Picasso museet, som har gjort Málaga populær som Solkystens kunstmekka.

Byen er Pablo Picassos (1881-1973) fødeby og på museet med de smukke sale og søjlegange i Buenavista Palace kan du komme tæt på 200 værker og arbejder i keramik, grafik og skulpturer, skænket af den afdøde kunstners arvinger.

Læg mærke til det klassiske portræt af Picassos søster, som han malede som 15-årig, en videofilm, hvor Picasso maler på selve kameralinsen og det abstrakte kunstværk "De badende" fra 1971, som Picasso malede som 90-årig.

Muelle Uno - Malagas waterfront

Malágas havneområde, Muelle Uno, er byens trendy mødested og har næsten 8 millioner besøgende om året.

Her er små boder, udendørs restauranter og eksklusive butikker for de mange krydstogtrejsende, der besøger byen.

Slå dig ned i én af restauranterne, fx Kaleido og nyd en frokost, mens du blender ind med dagliglivet i den pulserende kystby.

Har du børn med på rejsen, så ligger der tæt ved restauranten et Maritime Museum (Museo Alborania de Aula del Mar) med fokus på øko-turisme.

Centre Pompidou - verdensberømt kunst

Det kubeformede museum i starten af havneområdet, Centre Pompidou Málaga, er én af havnens store attraktioner.

En femårig aftale med Frankrigs Centre Pompidou giver Málaga ret til at huse verdens andet mest kendte museum efter MOMA. Museet åbnede i 2015 og havde omkring 400.000 besøgende.

Har du besøgt museets to kælderetager, forstå man godt den store interesse. Her kan du blive inspireret af 90 permanente kunstværker fra 20. og 21. århundrede, bl.a. Francis Bacon, Joan Miró, Frida Kahlo og Jean Tinguely og de 2-3 skiftende udstillinger om året.

Atarazanas - klassisk torvehal

Stå tidligt op og gå på markedet med de lokale mandag-lørdag 8-14. I den gamle bygning med arabiske marmorbuer og glasmosaikker finder du lokalt producerede varer som tropiske frugter, nødder, oliven, sortfodsskinke, Manchego ost og montre med kød, fjerkræ og friskfanget fisk og skaldyr.

Navnet på torvehallen er arabisk for det skibsvært, som i 1876 blev omdannet til markedsplads. Hovedporten i jern fra det 14. årh. blev bevaret.

Atarazanas kaldes i daglig omtale El Mercado Central. Kig evt. også forbi byens gourmet markedet, Mercado Merced i den gamle bydel.

Læs anden del af listen over 10 steder du skal opleve i Malaga på AnneVibekeRejser.dk

Læs mere om rejser til Spanien på AnneVibekeRejser.dk

Læs mere om byferier på AnneVibekeRejser.dk