Den spanske storby Salamanca

Den "nye" katedral

En af de mest berømte bygninger i Salamanca er vel nok den store nye katedral der blev bygget mellem 1513 og 1733.

Katedralen er bygget i en smuk blanding af gotisk og barok stil, hvilket vel nok er mest tydeligt i det 92 m høje klokketårn, hvis øvre og nedre del er bygget i hver deres stilart.

Udover at være religiøst samlingspunkt, er katedralen også hjemsted for flere storkefamilier, hvis reder ligger gemt mellem de mange spir.

Spaniens ældste universitet

Rundt om katedralen ligger bygningerne der danner Salamancas hæderkronede universitet, som blev grundlagt i 1094, og dermed er Spaniens ældste universitet, og Europas næstældste.

Universitet har i dag omkring 28.000 studerende fra hele verden, hvilket også betyder at gadebilledet er fyldt med unge mennesker, der enten terper lektierne – eller bare slapper af og hygger sig på de mange torve og pladser, til tonerne af en gademusikants klassiske spanske guitarspil. Det giver et herligt liv i byens gadebillede.

Mange af de berømte spanske opdagelsesrejsende, heriblandt Hernán Cortés og bysbarnet conquistadoren Francisco Vásquez de Coronado, har for en tid haft deres hjem i byen, og byen har også haft en vigtig rolle under adskillige krige – ikke mindst under den spanske borgerkrig, i årene 1936-39, hvor byen blev de facto hovedstad for Francos nationalistiske styre.

Denne mørke periode af historien mærker vi dog ikke meget til på denne skønne dag, hvor solens stråler varmer byens smukke sandstensbygninger.

Skinker og sorte fødder

En gåtur rundt i den gamle bydel giver en sund appetit, og de mange cafeer og restauranter i byen, byder på masser af lækre spanske retter, men Salamanca er især kendt for en helt speciel delikatesse, nemlig skinker af sortfodssvin - pata negra.

Kødet fra sortfodssvinene er meget mørt og mørkere i farven end almindeligt svinekød. Samtidig er kødet af en højere kvalitet og smagen bedre end de fleste andre svineracer.

Sortfodssvinene går frit i korkegeskovene omkring Salamanca, hvor de hovedsageligt lever af agern, og hvert svin skal bruge omkring 1 ha land, for at kunne få agern nok, til at komme igennem den spanske vinter.

Det er altså ikke helt uden grund at en skinke af sortfodssvin koster noget mere end andre skinker, men godt smager det - og iflg. de lokale passer en skinke på 8 kg. lige i håndbagagen på flyet. Om det passer skal dog være uprøvet herfra.

Flamenco-aften

Tilbage på skibet er der arrangeret flamenco-aften, med spanskinspireret mad og ikke mindst flamenco dans.

En lokal trup af meget dygtige flamenco dansere indtager skibets dansegulv og viser på bedste vis hvordan den iltre spanske dans skal udføres.

Flamenco dansen er opstået blandt især de andalusiske roamer, og er gennem tiden blevet udviklet og inspireret af arabiske og indiske toner og stilarter, og som oftest akkompagneres danserene af guitar og håndklap og tramp. Det er et herligt indblik i den spanske kultur, og en god afslutning på en skøn dag i Salamanca.

Læs om dagsudflugt til den befæstede by Castelo Rodrigo her

Læs portvin hos Quitna do Teda vingården her

Læs Portugals næststørste by Porto her

Læs mere om rejser til Portugal her