Salzburger Land siges at have alt (1/2)

Ikke kun oplagt om vinteren

Der er forbløffende få, der kan fortælle om, hvad man kan forvente af Østrig i sommerperioden andet end, at folk mener, der er alt for dårligt og ustadigt vejr, og holdningen er stort set, at det jo kun er oplagt med ferie i Østrig om vinteren.

Jeg forestillede mig derfor hurtigt et spøgelsesland på højde med nogle af vores meget turistprægede byer på vestkysten om vinteren.

Alligevel forventede jeg, af mit første møde med Østrig, at møde en storslået og rå natur – og jeg blev ikke spor skuffet.

Efter et par dage i både by og på land må jeg nu indrømme, at min frankofile passion har fået skarp konkurrence, og nu kæmper sommerens landlige Østrig altså med byernes by, Paris, om 1. pladsen i mit hjerte.

Kendte skisportssteder kan også om sommeren

Min historie starter i Zell am See–Kaprun, som er et område i Salzburger Land, der består af de to små hovedbyer Zell am See og Kaprun.

Begge steder er kendte, også af danskere, som gode alpine skisportssteder, men området har også fantastisk mange interessante sommeraktiviteter at byde på.

Der er noget for enhver smag og for folk i alle aldre.

Noget for de badeglade

Jeg bor på hotellet TAUERN SPA Hotel Zell am See-Kaprun, som naturligvis, som navnet antyder, er et SPA hotel, der ligger i Kaprun.

Beliggenheden er unikt valgt, og hotellet er omkranset af bjerge. Alle værelser har egen altan med udsigt til disse smukke kæmper.

Men når nu man, som dansker, er vant til omkring 7300 km kystlinje, så skal dette afsnit jo ikke kun have fokus på natur eller hoteller, men på de mange bademuligheder, der faktisk er her i området.

På TAUERN SPA Hotel alene er der flere forskellige SPA områder både med afslappende saunaer og dampbade men altså også med flere store pool områder, indendørs som udendørs, og der er lidt af hvert både for voksne og for børn.

De mange forskelligartede SPA områder er åbne for offentligheden, og der er kun et enkelt område, der er forbeholdt hotellets gæster.

Derudover er Østrig kendt for ikke at være fedtede på "friluftsbadsområdet". I et land uden kystlinje, ja, der finder man naturligvis andre alternativer til at få kølet kroppen godt ned i sommerheden.

Under mit besøg var der 35 grader varmt, og en vaskeægte nordbo, som jeg, fungerer ikke i længden under sådanne forhold uden svalt vand omkring sig.

Det er dog utilgiveligt ikke at fremhæve Zeller See

For meget vel kan det ske, at man flere steder omkring søen har opsat friluftsbade, og at der ligger et stort og luksuriøst SPA hotel i området, men Zeller Sees klare, blågrønne og rene vand (af drikkevandskvalitet, red.) indbyder om noget til en svømmetur.

Udover søens helt fantastiske farve, så er vandtemperaturen i juni altså allerede 21 grader, og det er ret varmt – taget i betragtning af at vintersæsonen her i år har været meget lang og endnu ikke var overstået i april.

Til sammenligning springer vi herhjemme gerne tilfredse i bølgen blå, når vandet er 18 grader.

Noget for de aktive

At de sneklædte bjerge i vintersæsonen er populære er forståeligt, men iklædt grønt sommertøj er bjergene nu på ingen måde mindre tiltrækkende.

For det første er her utroligt smukt, og man kan sagtens bare tage en udflugt i bjergene som familie med en madkurv og lade de små lege på de forskellige legepladser, der er opsat på de forskellige niveauer.

Men der er nu ingen grund til at lade alting gå op i lutter idyl. Bjergene her er ideelle til vandringsture af forskellige længder, og her kan alle være med.

Ikke sagt dog, at sådan en "slentretur" i højderne ikke kan være hårdt i sig selv – specielt når man, som jeg, er i skarp "kageform". Men hvorfor ikke benytte sig af chancen for at få adrenalinniveauet lidt op? Det skulle jo være så sundt.

Højt at flyve...

Du kan naturligvis altid klatre på klippevæggene, hvis du er til den type adrenalinsus, men der er bestemt også gode udfordringer for mountainbikeren, der kan få sig et rush nedad bjerget på spændende anlagte stier.

Personligt er jeg ikke den store tilhænger af at cykle, og jeg blev tændt af ideen om at komme ned fra bjerget hængende i en faldskærm.

Jeg ved derfor, at jeg ikke tager til området igen uden at paraglide ned fra bjergets top! Det er nemlig meget populært her.

Og jeg så flere, der "kastede sig ud fra bjergsiderne", og drømte, at det var mig.

Også noget for de naturinteresserede

For de, der elsker naturen – både der, hvor den beroliger men også der, hvor den demonstrerer sin magt, er området her perfekt. Ud over Zeller See og Schmittenhöhe i Zell am See kan man få lov at opleve kløften Sigmund Thun Klamm i Kaprun, som i sin tid er skabt af en smeltende gletsjer.

Den fredelige flod Ache leverer nu det vilde og brusende vand, der, med en kraft, man ikke kan forestille sig, før man render rundt på en træafsats lige ovenover de voldsomme vandmasser, til stadighed forcerer den smukke kløft.

Man mærker tydeligt menneskeracens skrøbelighed, når man får lov at opleve den natur, der ikke kan tæmmes.

Man kan bygge dæmninger, man kan forsøge at lede naturen i en retning, men her i kløften har man klart følelsen af, at naturen i sidste ende bestemmer, hvorvidt den lader sig lede.

Enestående naturkræfter

Smeltevandet, der, med ødelæggende kraft, har dannet Sigmund Thun Klamm, kommer fra en flod, der, ovenfor det vandfald, der giver vandet fart på nede i selve kløften, er helt stille, og det er en helt fantastisk kontrast at opleve.

Det er det samme vand, jeg nu forelsker mig i, som for kort tid siden mindede mig om, at mennesket ikke er udødeligt.

Den kæmpe store rolige flod er et sandt paradis for enhver naturelsker, for badende og for dem, der ønsker at få rørt sig lidt.

En del af bjerget

Kitzsteinhorn , bjerget med gletsjeren, der skaber en diametral modsætning til sommeraktiviteterne, der, udover at tilbyde det smukke sneklædte landskab hele året rundt, også tilbyder blandt andet et oplevelses-center i 3000 meters højde, hvor du efter at have vandret igennem bjerget via en tunnel, som undervejs blandt andet giver dig mulighed for at lytte til bjergets lyde, pludselig står på en afsats, der "frit" svæver ud i bjergkæden.

Det er om noget en surrealistisk følelse ikke blot at iagttage bjerget, men faktisk at føle sig som en del af det.

Og har du ikke fået nok, ja, så er det bare om at nyde en frokost bag panoramavinduerne i restauranten i Gipfeltwelt 3000.

Sommerski for de udvalgte

Om vinteren er det et meget populært skisportssted på grund af den naturlige sne. Men før i tiden var det også populært at komme her og stå på ski mellem maj og oktober.

På grund af de seneste års temperaturstigninger har man valgt ikke længere at holde gletsjeren åben hele året for skisportsinteresserede.

For professionelle alpine skisportsudøver er der dog stadig mulighed for at komme her og holde formen ved lige i perioder under sommersæsonen, men resten af tiden i sommersæsonen ligger gletsjeren nu beskyttet hen.

Noget for de "tossede"

Jeg må nok indrømme, at jeg hører til her i gruppen for de "tossede", i hvert fald når jeg har fået mættet mit behov for bare at måtte være en del af den rå natur.

Hver gang jeg ser en lille klat sne, så får jeg en helt ustyrlig trang til at lave en sneengel, bygge en snemand, grave gange eller bygge en iglo.

Heldigvis, kan man sige, har man mulighed for at kombinere natur med fjollerier her i området, og at kælke i juni, synes jeg, burde være en menneskeret.

Læs anden del af artiklen om ferie i Østrig på annevibekerejser.dk

Læs flere artikler og se tv-klip om ferie i Østrig på annevibekerejser.dk