Pragtfuld sommercamping og aktiv ferie fra Hallingdal Feriepark (2/2)

Læs mere om rejser til Norge på AnneVibekeRejser.dk

Op på cyklen

Der er mange cykelruter i området og alle kan være med, for du cykler på grusveje hvor der stort set ikke er biler.

Du bestemmer selv, hvor langt du vil nå og når der er brug for pause, hopper du bare af og finder en plads i solen.

Iungsdalshytta er hele vandreturen værd

Sæt en hel dag af til at komme endnu længere ud på fjeldet – helt der ud hvor hverken biler eller cykler kan komme frem. For enden af vejen (Fv244 ved Djupsvatnet ca. 20 km fra Ål) stiller du bilen eller cyklen og fortsætter til fods.

Jeg er på vej ud til Iungsdalshytta, der ligger en lille times vandring fra vejen. Det er en let vandretur, hvor alle kan være med og stien er praktisk afmærket med den norske turistforenings røde T mærker.

Det er en populær tur for endagsudflugter, fordi det er en kort og let vandretur og for enden af stien ligger en hytte, hvor livet går sin helt egen gang.

Jeg bliver først og frememst budt velkommen at store venlige græssende køer.

Urejst mad

Der er en hel speciel stemning i hytten. Der er folk som kommer her for en kop varm chokolade og vafler, inden de går hjem igen, men der er også flere erfarne vandrere, som skal længere ud på fjeldet med rygsæk og telt.

Her er på samme tid primitivt og hyggeligt uden at der mangler noget som helst.

Alt maden på stedet er fra egen produktion og kaldes af ejeren for urejst mad. Det er et suverænt udtryk og kvaliteten er i top.

Kajak fra Bjergsjøstølen

Et af de mest besøgte steder her i området er Bjergsjøstølen, der ligger 1100 moh. Her kan du bo på en af de klassiske fjeldstuer, som drives af Kåre Berg.

Du kan ikke besøge Kåre på Bjergsjøstølen uden at gøre brug af søen, om det så er for at fiske, padle kano eller kajak. Så Kåre og jeg hopper en tur i kajakkerne.

Søen er 16 km2, så vi når ikke at se det hele, men nok til at jeg kan se og mærke at det her er et skønt sted.

Skønne islænderheste på Skarslia Ridecenter

Vi bliver på fjeldet, men denne gang for at komme tæt på naturen på en af de mere specielle måder – nemlig på hesteryg.

Hvis du har prøvet det før, ved du hvilken skøn oplevelse det er. Hvis du aldrig har, så er et sted som her ved Skarslia Ridecenter, et godt sted at starte, fordi du er i de bedste hænder.

Der rides kun på islandske heste, som går for at være de bedste turheste i verden.

Vi får udleveret udstyr og en grundig instruktion og før vi begiver os ud i naturen går vi en runde på ridebanen, så Armann kan se, hvordan vi sidder på hestene.

Op på højfjeldet

Vi skal op på højfjeldet, men før turen går derop skridter vi gennem skovområdet og også gennem Skarslia skianlæg, hvor jeg både stod på ski og kælkede sidste vinter.

Igen kan jeg kun blive imponeret over hvor herlig naturen er på disse kanter. Og det er samtidig en stor legeplads. Herligt!

Perfekt afslutning

Du kan slutte din campingferie i Hallingdal Feriepark med en suveræn middag i restauranten. Det er norske priser, men også høj kvalitet.

Du kan også tage fiskestangen med og så håber på du er heldig. Der er masser af godt fiskevand i alle retninger fra campingpladsen, og er du heldig er aftensmaden reddet.

Men først skal fisken lige gøres rent og det klarer vi lige her ved elven. Så er det ellers bare hjem på campingpladsen og nyde friskfanget aftensmad.

Med andre ord en helt perfekt afslutning på en uges ferie i skøn norsk natur.

Læs mere om campingferie på AnneVibekeRejser.dk

Læs mere om rejser til Norge på AnneVibekeRejser.dk

Læs første del af artiklen om sommercamping i Hallingdal på AnneVibekeRejser.dk