Boston Stills Til Artikel Lowres 2018 Foto Rasmus Schoenning 21

10 steder du skal opleve i Boston

Google Map...
USA - New England

New England ligger i det nordøstlige USA og består seks stater Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Vermont og Rhode Island, som i øvrigt er USAs mindste stat.

Befolkningstal: Ca. 325 mio.i  hele USA. Boston, som er området største by har 685.000 indbyggere

Areal: Ca. 9.833.520 km² i hele USA. New England 186.458 km²

Tidsforskel: 6 timer

Mest besøgte destinationer: Boston, Cape Cod, øen Martha´s Vineyard, Green og White Mountains

Mere information:

Turistinformation: USA

Turistinformation: New England

Boston - en historisk by

USA beskyldes ofte for at have en meget fattig historie, men det er ikke korrekt og da slet ikke, hvis du dykker ned i den i Boston. Det var kolonister, der grundlagde Boston i 1630 og byen udviklede sig hurtigt som et centralt handels- og udviklingsområde. Den første skole blev grundlagt i 1635 og Harvard Universitetet året efter og er i dag Amerikas ældste universitet. 

The Boston Tea Party - få hele historien

Besøg museet for The Boston Tea Party, der fortæller historien om dengang den britiske koloni gennem 1700-årene blev pålagt flere og flere afgifter og skatter.  Folk protesterede og det britiske militær rykkede ind og nærmest besatte Boston. Under en demonstration i 1770 smed de revolutionære sten mod de britiske rødjakker, hvilket medførte at der blev åbnet ild mod de ubevæbnede demonstranter og fem amerikanere blev dræbt i den såkaldte Boston Massakre. Denne hændelse gjorde blot trangen til selvstændighed endnu større og utilfredsheden kulminerede i 1773, hvor en flok patrioter - Frihedens sønner - smed 342 kasser te overbord i Boston havn – det såkaldte Boston Tea Party. I 1776 blev flere af de amerikanske stater enige om at underskrive den amerikanske selvstændighedserklæring og udråbte De Forenede Stater som en selvstændig nation. Den Amerikanske Revolution var begyndt og varede til 1781, men først med fredstraktaten fra Paris i 1783 var krigen formelt forbi og USA et selvbestemmende land.
Du finder museet nede på havnen.

Storbyen Boston i USA har det hele - natur, kultur og shopping

Du skal acceptere marketing cookies, for at du kan se indhold fra YouTube.

The Freedom Trail

I Boston Common finder du starten på ”Frihedens Spor” ved Visitor’s Center. Ved at følge den fire kilometer lange rute, der er markeret med røde teglsten i fortovet, kommer man forbi 16 historiske steder. I Common-parken passerer du Brewer Fountain på vejen op mod Massachusetts State House med sin skinnende guldbelagte kuppel. I parken ses et stort relief - Shaw Memorial - til minde om borgerkrigens første frie, sorte regiment og deres leder oberst Robert Gould Shaw. Massachusetts State House blev bygget mellem 1795 og 1798 og blev model for US Capitol Building i Washington DC og inspiration til mange andre staters regeringsbygninger. Her findes både senatet samt repræsentanternes hus. Oprindeligt var kuplen af træ og blev senere udskiftet med kobber og belagt med bladguld i 1874. En imponerende bygning med udsigt ud over Boston Common.

Old State House fra 1713

Ind mellem byens mange høje skyskrabere ligger det fine Old State House fra 1713, der var sæde for kolonimagten og senere statens regering, og som også har fungeret som børs og Boston rådhus. I dag rummer bygningen bl.a. et multimetershow om Boston Massakren. En cirkel af toppede brosten ved østgavlen markerer stedet for denne makabre hændelse, der ledte frem til Den Amerikanske Revolution. Da man i 1776 oplæste uafhængighedserklæringen fra husets balkon, flåede folket de kongelige engelske symboler – løven og enhjørningen - ned fra husets østgavl. Disse symboler er siden blevet genopsat og huset er i dag genetableret til dets oprindelige udseende.

Bunker Hill

I bydelen Charlestown finder den elegante og meget historiske høj Bunker Hill, hvor The Freedom Trail også stopper. På toppen af Bunker Hill blev der i 1843 indviet en 67 meter høj kæmpemæssig obelisk - Bunker Hill Monument – med en statue nedenfor af helten William Prescott (1726-1795), der var amerikansk oberst under revolutionen og ledte et af de første store slag i 1775 ved Bunker Hill bl.a. med de legendariske ord: ”Skyd ikke, før I kan se det hvide i deres øjne.” Amerikanerne var dårligt udrustet i forhold til de magtfulde britiske soldater og begge parter led store tab. Briterne havde ikke forberedt tilbagetrækningen fra Bostons øer og blev senere jaget bort af tropper ledet af general George Washington bl.a. med hjælp fra franske tropper. Vil du også have udsigten fra obelisken, snor 294 smalle stentrin sig op på indersiden af ydermuren helt til toppen, hvorfra der er fin udsigt udover byen, men gennem en glasrude. Og det er en sej tur, der giver sved på panden!

2018 USA New England Boston Biunker Hill Foto Annevibekerejser.Dk
Her ved Bunker Hill stopper The Freedom Trail.

Harvard Yard - USA’ ældste universitet

Harvard Yard, som er Amerikas første universitet, ligger i bydelen Cambridge og allerede i 1636 blev universitetet grundlagt. To år efter døde rigmanden John Harvard og testamenterede halvdelen af sin ejendom samt alle sine bøger til universitetet, som herefter blev opkaldte efter ham. I dag er Harvard Universitet et af verdens mest prestigefyldte universiteter som har fostret både nobelprismodtagere og amerikanske præsidenter m.fl.  Det kan anbefales at gå en tur i området, der oser af ungdom og alvor i en skøn blanding. I haven mellem de gamle bygninger, foran universitetshallen, ses en statue af John Harvard, der er blevet lidt af et pilgrimsmål, hvor de fleste gerne vil fotograferes med statuen. Spadserer du rundt mellem parkens gamle træer, ser man Widener biblioteket med sine mange søjler og over for kirken med det karakteristiske høje, hvide tårn – Memorial Church. Massachusetts Hall fra 1720 er Harvards ældste bygning og ligger over for Hollis Hall som George Washington’s tropper benyttede som militærbarak under Den Amerikanske Revolution.

Beacon Hill og Sam´s Bar

I centrum af det gamle Boston, tæt på parken Boston Common, ligger distriktet Beacon Hill, hvor mange af de eksklusive huse stammer fra 1790 til 1870 og blev bygget af datidens rigmænd. De fine huse – mange i georgiansk stil - ligger langs gader med toppede brosten og gamle gadelygter. Spændende gader er Beacon Street, Chestnut Street og ikke mindst Mount Vermont Street, hvor du kommer forbi den mest attraktive gade Louisburg Square. Mange af dørene er pyntet.

Det er også her over en mio. turister hvert år har besøgt Sam´s Bar "Cheers". Baren af samme navn inde i centrum er desværre er lukket pga. corona. Denne på Beacon Street 84 kan fortsat besøges, men er meget lille. 

Quincy Market og Faneuil Hall

Quincy Market er et marked fuld af handelsboder og fastfood samt restauranter. Her er også masser af optrædende gadegøglere foran ”templet” som er bygget i græsk stil med søjlerækker. Det er næsten umuligt at komme til spisestederne, så mange mennesker er der. På samme strækning finder du også Faneuil Hall, der er den gamle markedsbygning fra 1742. Mellem 1764 og 1774 blev her holdt møder, hvor protesterne mod øgede toldsatser fra engelsk side og kampen for selvstændighed blev startet.

Boston Stills Til Artikel Lowres 2018 Foto Rasmus Schoenning 21
Foran Quincy Market og Faneuil Hall er der ofte gadegøgl.

Spis godt i Boston

I Boston er der masser af gode steder at spise, og niveauet er højt. Et ret opreklameret sted er det historiske og hyggelige Union Oysters House fra 1800-tallet. Her kan du - i temmelig dunkel belysning - med fordel nyde østers eller hummer. 

Boston har både det gode fra havet, men er også så amerikansk, at du altid kan få kød og så er det en storby, der har alt fra små cafeer, veganske spisesteder  til det internationale køkken. 

Bostons skønne havnefront og hvalsafari

Boston er først og fremmest en storby, men en grøn storby med åndehuller og et suveræn havnefront, så du kan altid søge lidt væk fra det pulserende storbyliv. Der er restauranter på havnen og det er også herfra du kan tage på hvalsafari. Er du helt vildt med naturoplevelser, så planlæg din Bostonrejse, så du også kan komme til Cape Cod - der er der virkelig hvaler og op i bjergene og nyde den vilde natur. Boston er et perfekt udgangspunkt.

Boston Stills Til Artikel Lowres 2018 Foto Rasmus Schoenning 31
Bostons hyggelige havnefront.

Mere ferie Massachusetts, New England

Det nordøstlige USA er et af USAs mest interessant rejsedestinationer og du glemmer aldrig oplevelsen af stater som New England klædt i efterårets strålende farveglans. 

Læs vores artikel rundt i New England her "Oplev det magiske efterår i New England, Massachusetts og Boston"

Se / gense ONLINE foredrag om storbyferie til Budapest, Bologna og Boston fra juli 2021

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser