Oplev 266 bjergtoppe - Højalpevejen ved Grossglockner, Østrig
Log ind Log ind
Oplev 266 bjergtoppe - Højalpevejen ved Grossglockner

Oplev 266 bjergtoppe - Højalpevejen ved Grossglockner

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Riis Rejser

En af Europas smukkeste bjergveje er Højalpevejen ved Grossglockner i Østrig. Vi har kørt turen.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Grossglockner Hochalpenstrasse

Nationalparken dækker ikke mindre end 1.845 km2. Her er 266 bjergtoppe der rager over 3.000 moh. - her iblandt Østrigs højeste bjerg Grossglockner på 3.798 moh. Ved indgangen til nationalparken holder vi for foden af turistvejen Grossglockner Hochalpenstrasse og efter at have betalt entré og fået udleveret oversigtskort bevæger bussen sig opad mod Kaiser Franz Josefs Höhe. Siden antikken har folk - f.eks. fra Romerriget - bevæget sig over Alperne mellem syd og nord for at føre krig eller bytte varer. I 1500- til 1700-årene fandt man guld og andre mineraler som man brød i miner. Man fandt området ualmindeligt smukt og i de følgende århundreder kom flere og flere turister til for at vandre og nyde udsigten til - eller ligefrem bestige - de høje bjerge. Selv Kaiser Franz Josef I besøgte stedet i 1856.
Stien over alperne blev i perioden 1930-35 anlagt som en egentlig turistvej - Højalpevejen Grossglockner - og under arbejdet fandt man både gamle hestesko og søm som bevis på tidligere tiders trafik. Bygherren var Franz Waller og havde 3200 arbejdere til at udføre arbejdet, hvilket ikke har været helt let - ikke mindst pga. at der om vinteren kunne falde op til 21 meter sne!
I dag er den 48 km. lange Grossglockner Hochalpenstrasse udbygget og har ikke mindre end 36 serpentinesving, 67 broer og to tunneller.

Grossglockner Hochalpenstrasse

Grossglockner Hochalpenstrasse

Grossglockner set fra Kaiser Franz Josefs Höhe

Det er en enestående panoramatur op gennem de mange hårnålesving, hvor vi undervejs har et fotostop for at iagttage dette imponerende bygningsværk. Vi kommer op over et pas 2.571 moh. inden vi stopper ved busparkeringen på Kaiser Franz Josefs Höhe, 2.369 moh. Trapper leder os op til vejen, hvorfra der er ca. 500 meter at gå frem til besøgscentret med udsigtspunktet mod Grossglockner og Østrigs største gletsjer Spasterze. Vi er ekstrem heldige med vejret - skyfrit og 25 grader - så udsigten mod Østrigs højeste bjerg Grossglockner, der rejser sig i en delvist snedækket spids på 3.798 moh. fås ikke bedre. Vi hører, at her ofte enten er regn eller så lavt skydække at bjerget ikke kan ses!

Udsigt fra Franz Josefs Höhe mod Grossglockner

Udsigt fra Franz Josefs Höhe mod Grossglockner

Pasterze-gletsjeren

Neden for bjerget ligger Østrigs største gletsjer Pasterze-gletsjeren, der strækker sig 8,4 km. ind i Hohe Tauern. Isen er op til 125 meter tyk og bevæger sig ca. 25 meter om året. Siden man startede de videnskabelige målinger af gletsjeren i 1846 har isen pga. global opvarmning trukket sig 1.800 meter tilbage og isens tykkelse er svundet. Det er tydeligt at se, hvor gletsjeren tidligere har været. I dag løber en smeltevandsflod ned til en opdæmmet sø med den karakteristiske mælkehvide farve, der fortæller os, at dette er gletsjervand. Det er muligt at tage hejsen ned til smeltevandsfloden og komme tættere på gletsjeren.

Pasterze-gletsjeren delvist dækket med sten og grus

Pasterze-gletsjeren delvist dækket med sten og grus

Murmeldyr

Undervejs ser vi flere af de mellemstore murmeldyr, der lever her hele året. Sommeren bruger de på at æde sig tygge og fede, så de kan gå i dvale hele vinteren. Herlige dyr at iagttage.

Murmeldyr

Murmeldyr

Besøgscenter med bl.a. automobilmuseum og naturmuseum

Vi foretrækker i stedet at se nærmere på besøgscentret, der har flere interessante museer bl.a. verdens højeste beliggende automobilmuseum med veteranbiler på første sal, gamle motorcykler på anden etage og flere gamle og sjove bilmodeller på tredje etage. Her er også udstilling om nationalparkens natur, geologi og dyreliv i det alpine naturmuseum.

Automobilmuseum med flere veteranbiler

Automobilmuseum med flere veteranbiler

Kaiser Franz Josef Haus

Vi spadserer op mod Kaiser Franz Josef Haus med en stor statue af en stenbuk (ibex) og derfra til Wilhelm Swarovski Observatorium - et glashus formet som en krystal. Herfra er det muligt at se stenbukke, der somme tider befinder sig på det fredede område på bjergsiden. Bag observatoriet fører en sti frem til mindepladen for kejser Franz Josefs besøg i 1856, hvor der også ses en statue af kejseren med det karakteristiske skæg. 

Statue af kejser Franz Josef

Statue af kejser Franz Josef

Kaiserschmarrn

Tilbage på Kaiser Franz Josef Haus nyder vi den østrigske specialitet kaiserschmarrn med æblemos. Kaiserschmarrn kan beskrives som hakkede pandekager. Husk at portionerne er så store, at to personer sagtens kan dele én! Efter at have nydt måltidet med den fantastiske udsigt, spadserer vi tilbage til bussen for at returnere til Kirchberg. Men eventyret er langtfra slut, for vi skal også på tur til Innsbruck - Tyrols hovedstad.

Kaiserschmarrn med æblemos

Kaiserschmarrn med æblemos

Fakta om Østrig

Hovedstaden i Østrig er Wien. 

Befolkningstal: Ca. 8,8 mio.

Areal: Ca. 83.879 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.011 km til Wien 

Mest besøgte attraktion: Wien samt landets fjerde største by Salzburg med deres flotte bygningsværker. Sommeren indbyder til vandreture i Alperne og om vinteren er skiløb populært. Men Østrig er også kendt for sin kunst - og ikke mindst sin musik.

Mere information:

Rejsebureau: Riis Rejser

Turistinformation: Østrig