Cykelkrydstogt langs Donau i Østrig og Ungarn
Log ind Log ind
Cykelkrydstogt langs Donau i Østrig og Ungarn

Cykelkrydstogt langs Donau i Østrig og Ungarn

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Ruby Rejser

Cykelkrydstogt - hvad er nu det? Ikke så kendt i Danmark, men populært i Europa, fordi du kombinerer de skønne ferieformer cykleferie og krydstogt.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Et flydende hotel

Det unikke ved konceptet er, at du bor på et flodkrydstogtsskib, der sejler på en af Europas floder, mens du er aktiv på cyklen om dagen. I løbet af dagen har skibet flyttet sig til et nyt mødested og du kan efter cykelturen gå ombord og til din kahyt, hvor dit skiftetøj hænger, som du har anbragt det. Det er altså ikke nødvendigt at pakke og flytte garderoben hver dag. Du spiser ombord og kan hygge dig om aftenen i baren, hvor der ofte er levende musik og dans. Skulle du en dag ikke have lyst til at cykle, kan du blot blive ombord og nyde sejlturen.

Cykelkrydstogt på Donau

Cykelkrydstogt på Donau

Passau - hvor cykelkrydstogtet begynder

Dette cykelkrydstogt på Donau starter i den sydtyske by Passau og for at komme dertil kan du vælge at flyve til en af de større byer i nærheden (München eller Wien) og tage tog/bus eller du kan køre i egen bil de små 1.000 km. fra Danmark eller tage nattoget mod München, skifte i Nürnberg og derfra med regionaltoget til Passau. Vi vælger at tage nattoget med sovevogn og efter adskillige tusinde små "hjernerystelser" i løbet af natten, når vi tidligt på morgenen Nürnberg og har god tid til at skifte perron og tage regionaltoget til Passau.
På banegården i Passau sættes bagagen i boks, så vi er fri for den, mens vi spadserer rundt og oplever denne gamle og smukke by. Vi har en hel dag til rådighed, da vi først kan komme ombord på flodkrydstogtsskibet om eftermiddagen.
Passau kaldes også "Byen ved de tre floder", da det er her floderne Donau, Inn og Ilz mødes, og byen var allerede før middelalderen et vigtigt sted for handel og ikke mindst kristendommens udbredelse i hele Donau-bæltet med etablering af et stift med kloster. Selv om byen blev hærget af en ødelæggende storbrand i 1662, er mange af byens glorværdige bygninger bevaret. I dag er Passau en af de største krydstogtshavne i Europa med et væld af flodbåde langs kajen. 
På den anden side af Donau kan du gå op gennem den skovklædte bjergside - til Veste Oberhaus - hvorfra der er fin udsigt ud over hele Passau med Domkirken Sankt Stephan, Rådhuset og alle de andre bygninger med spir og tårne.

Passau

Passau

I kirke før ombordstigning

Tilbage i byens centrum er det naturligt at besøge den helt unikke barokdomkirke med lysende, hvide vægge, guldudsmykning, farvet glas og verdens største orgel - med 17.974 piber. 

Domkirken St. Stephan

Domkirken St. Stephan

Du kan spadserer rundt på de brostensbelagte smalle gyder i den gamle bydel og gå langs floden Inn forbi tårnet Schaiblingturm og finde restaurant Innsteg, der serverer en god og anbefalelsesværdig frokost.
På den anden side af Inn ligger Valfartskirken og Mariahilf-klosteret, hvorfra der også er en fin udsigt over byen. Du kan gå tilbage ned ad valfartstrappen, hvor pilgrimme har placeret en masse ikoner og gudebilleder på væggene.

Yderst på spidsen af tangen mellem Inn og Donau ligger flodkrydstogtsskibet MS Theodor Körner. Skibet, der er fra 1965 og sejler under østrigsk flag, er 87 meter lang og har 65 kahytter fordelt på tre dæk; øverst Wiener-dæk, Linz-dæk er mellemste dæk og nederst Passau-dæk, alle med bad og toilet samt vinduer ud til floden. Det er klogt at rejse med små rejsetasker, da store kufferter ikke kan gemmes væk i kahytten. På et informationsmøde orienteres du af skibets cykelguide om rutiner og sikkerhedsforanstaltninger, ligesom du får tildelt faste pladser i restauranten. 
Hen under aftenen serveres en 3-retters middag og skibets 29 mand/kvinde store, slovakiske besætning præsenteres, mens skibet sejler mod Engelhartszell og ligger der natten over.

Schaiblingturm i Passau

Schaiblingturm i Passau

Donau Schlinge, Engelhartszell - Aschach (45 km.)

Matroserne har i løbet af morgenen flyttet alle cyklerne fra dækket og stillet dem op på kajen. Det er rigtigt gode cykler med syv gear og dyb indstigning og kraftige hjul og dæk. Alle har fået udleveret cykeltasker, lås og et sæt reparationsgrej pr. kahyt samt små mærkater med kahytnummer på, som du kan fæstne til cyklen, så du kan finde den igen.
Forsynet med selvsmurt madpakke og lidt at drikke samt medbragt regntøj starter første cykelstræk.
På første stræk cykles ind til Østrigs eneste Trappist-kloster, der blev grundlagt i 1293 i Engelszell. Kirken med det 76 meter høje tårn er et fint eksempel på rokokoarkitektur. 
Tilbage langs Donau og du skal for første gang prøve en af de små cykelfærger, der bringer dig over på den anden side af floden - på venstre side af strømretningen. Her er lidt trængsel, da det er lige efter dagsetapens start, men snart er "feltet" spredt og du kan vælge at cykle alene på lange strækninger.

Landgang ved Engelhartszell i Østrig

Landgang ved Engelhartszell i Østrig

Cykelturen fortsætter langs vandet gennem Niederranna og videre mod Au, hvor floden "knækker" og slynger sig 180 grader i et S ved Donau Schlinge. Der er indlagt et besøg på mosteriet ved næste færgeleje, hvor du smager husets specialitet - en blanding af gæret æblemost og vand. "Herlighederne" er ikke er værd at skrive hjem om! En øl eller et glas vin havde været langt bedre.  

Cykelferie langs Donau

Cykelferie langs Donau

Og så kommer regnen

På den højre bred fortsætter cykelturen gennem Donau Schlinge - måske hvor Donau-floden er allersmukkest med skovklædte granitbjerge, der fortsætter deres linie direkte ned i floden. Kun den smalle cykelsti skiller bjergsiden fra vandet. Efter endnu et sving har du udsigt til slottet Neuhaus, der ligger højt på den anden side af floden.
På lang afstand kan du (måske) høre festlige stemmer ude fra floden og pludselig ses et "vikingeskib". Ovre fra Untermühl lyder der skud og en stemme gennem en højttaler. Der er byfest. Da vikingeskibet passeres, bliver der vinket og råbt glædesord, mens du cykler forbi og hilser tilbage. Fest og stemning ombord. 
Desværre begynder det at regne og vi må krybe i skjul under nogle store træer, da vi spiser den medbragte frokost. Regnen tager til og det øser ned, da vi når frem til MS Theodor Körner i Aschach, hvor matroserne tager i mod og får cyklerne bragt ombord. I salonen serveres kaffe og kage, hvorefter vi kan sætte os til at læse eller spille kort eller blot nyde udsigten over floden i regnvejr, mens båden sætter i gang og sejler mod Wien i løbet af natten.

Mod Donau Schlinge

Mod Donau Schlinge

Wien - Bratislava (75 km.)

Cykelguiden fortæller, at de led under 30 graders varme i sidste uge og som vi kan konstatere, er vejret slået helt om med regn og kun omkring 10 graders varme. Det skal dog ikke holde os fra at komme på cykeltur, så selv om der er nogle, der bliver på båden i dag, er vi ca. 30-40 gæster der tager udfordringen op og vil cykle til Bratislava i regnvejret. Cykelguiden gennemgår ruten på både tysk og engelsk, men gør det så grundigt med mange gentagelser, at vi bliver helt forvirrede! Selv bed jeg mærke i, at vi skulle "over broen ved kirken". Så uden at læse på turbeskrivelsen - hvilket naturligvis er en fejl - begiver vi os afsted. 
Iført kasket, regnjakke og regnbukser og fødderne i en plasticpose (skraldepose) nede i skoene, cykler vi frejdigt afsted langs floden - og leder efter kirken. Men den dukker aldrig op og først da vi får spurgt en lokal wiener om vej, går det op for os, at vi har fulgt Donaukanal og kun står et stenkast fra Stephansdom i centrum af Wien! 
20 minutters cykeltur tilbage igen og vi finder "Den Grønne Jernbro med løverne". Her slår vi følge med en anden dansk gruppe og cykler på ruten langs Donau, og over for den nye bydel UNO-City finder vi broen med kirken og cykler over på øen Donauinsel, hvor vi kan følge skiltningen R6 videre frem. Donauinsel blev kunstigt skabt, da man i 1875 gennemførte et efter datidens mål, kæmpemæssige ingeniørarbejde med at lede Donau uden om Wiens centrum. Af det opgravede materiale skabte man denne kunstige og fredede ø - et bilfrit og rekreativt sted for wienerne - omkranset af kanaler og Donau.

Regnvejr ved landgang i Wien

Regnvejr ved landgang i Wien

Nationalparken Donau-Auen

Midt på øen drejer ruten over på venstre bred ved Loben og vi kommer gennem et industriområde med store gas- og olietanke, inden vi fortsætter ud i nationalparken Donau-Auen. Det er et stort skov- og vådområde med fuglereservat, vi cykler gennem. Efter byen Schönau cykler vi oppe på et ca. 20 km. langt dige, som går tværs gennem nationalparken - fuldstændigt lige som trukket efter en lineal. Diget beskytter det lavt liggende landbrugsområde, når Donau går over sine bredder. 
Ved skiltningen mod Orth drejer vi fra og cykler gennem skov og landlige områder ind for at se jagtslottet i byen. 

Klædt på til regnvejrstur

Klædt på til regnvejrstur

Dejlig karpe før Bratislava - Slovakiets hovedstad

Tilbage på diget cykler vi ned til Donau, hvor det er muligt at krydse floden med en færge og tage toget videre frem mod Wolfsthal tæt på grænsen til Slovakiet. Det er der nogle, der gør. 
Vi har imidlertid bestemt os for at smage på den anbefalede specialitet "Serbisk karpe", som serveres på Restaurant Uferhaus, der ligger helt ned til floden. Huset stod i 1,5 meters vand, da Donau gik over sine bredder i 2002. Vi bliver godt nok betragtet noget, da vi regnvåde lægger overtøj og regnbukser fra os i restauranten, for i "civilt" at kunne indtage dette lækre måltid. Restauranten er gået i arv fra farfar og far til barnebarn og det er Georg Humer III, der først serverer en lækker appetitvækker; røget karpe med peberrod, mens vi venter på specialiteten. 
Den stegte karpe er fint krydret på skindet, der er sprødt som flæskesvær og det faste, hvide kød er meget lækkert. Værten undrer sig dog over, at vi ikke spiser halefinnen, som han synes er noget af det bedste på karpen. Men vi har fået rigeligt og er parate til at fortsætte cykelturen.

På diget

På diget

Ud i regnen og en km. tilbage på diget. Her springer et rådyr op på kanten, vejrer situationen et øjeblik, ser os og springer i sikkerhed i skoven på den anden side. Ved Hainburg findes en række udgravninger og bygninger fra Romertiden, som kunne være interessante at se nærmere på, men det ustadige vejr får os til kun at tænke på at komme til Bratislava. 
Vi passerer grænsen til Slovakiet uden nogen form for kontrol og kan gennem regnen snart se slottet Hrad over Bratislava. Nu er der ikke langt igen. Cykelstien fører os helt frem til byen, hvor vi finder flodkrydstogtsskibet liggende lige under slottet.

I regn mod Bratislava i Slovenien

I regn mod Bratislava i Slovenien

Bratislava i aftenregn

Efter middagen ombord på båden er der en guidet aftenrundvisning i byen, som vi kan tilmelde os, men vi går dog på egen hånd for at genopleve stemningen fra sidst vi var her, men byen er stort set mennesketom i det regnfulde vejr, så det bliver kun en kort rundtur.

Regnvejrsaften i Bratislava - Slovakiets hovedstad

Regnvejrsaften i Bratislava - Slovakiets hovedstad

Budapest - Ungarns hovedstad

Her er utrolig meget at se på og for at få set så meget af byen som muligt på de få timer vi har til rådighed, fravælger vi museer og kirkebesøg og koncentrerer os om bygningerne set udefra. Men vi når langtfra alt denne dag. Vi ser Matthiaskirken med det flotte tag og spadserer gennem de små gader frem til Wienerporten. Vi finder vej ned fra højdedraget og spadserer langs Donau frem til Magrethe-broen, hvorfra der er adgang til Magretheøen, hvor der alene kan bruges en hel dag.

Magrethe-broen i Budapest Ungarns hovedstad

Magrethe-broen i Budapest Ungarns hovedstad

Et smut på Pest-siden

Vi har forladt Buda-siden og kommet over på Pest-siden. Her er det først det enorme parlament, der skal ses. Da det stod færdigt i 1904 var det blandt verdens største bygninger - 268 meter langt og 118 meter bredt. Den høje kuppel midt på bygningen rager 96 meter i vejret. Vi går til Etnografisk Museum og ad sidegader til Videnskabernes akademi og Gresham-palæet. 

Det ungarske parlament i Budapest

Det ungarske parlament i Budapest

Herfra er der ikke langt til den største kirke i Budapest - Sankt Stefan-basilikaen. I kirken er der plads til 8.500 personer - så den må vi ind at se. Alene i kirkerummet kan der bruges timer, hvis vi skal have det hele med. 
Vi fortsætter ad strøget og kommer til Elisabeth-broen, der fører os tilbage til Buda-siden, hvor skibet ligger og vi når ikke ombord, før regnen atter gør os våde.

Skt. Stefan basilika

Skt. Stefan basilika

Budspest i nattelyset

I aften er der igen en guidet byrundtur, som vi har kunnet tilmelde os, men vi har i stedet valgt på egen hånd at spadsere op til Citadellet på Gellért-bjerget for derfra at se Budapest i natbelysningen. Det bliver en mørk og våd tur op gennem skoven og det er kun få steder, vi har udsyn over byen. På toppen, 200 meter over Donau, ser vi Befrielsesmonumentet - en 26 meter høj kvindestatue med fredens palmegren i hænderne. 
Men byen ses ikke herfra pga. de mange træer, så vi spadserer ned igen og tilbage til Fiskerbastionen, hvorfra vi får set, hvor betagende Budapest er om natten - selv i regnvejr.

Rundt i Budapest

Rundt i Budapest

Donauknæet, Vac - Esztergom (57 km.)

I løbet af de tidlige morgentimer er MS Theodor Körner sejlet til byen Vac lidt uden for Budapest. Forsynet med madpakker og regntøj i cykeltaskerne, samt en gul, selvlysende vest, der er obligatorisk at have på i Ungarn, er vi klar til dagens cykeltur. 
I stedet for som de fleste straks at begive sig afsted på selve cykelruten, cykler vi op i byen Vac, som bestemt er et besøg værd. Her fornemmer vi, at tiden nærmest har stået stille. Her er gamle bygninger smukt placeret omkring et klassisk torv. Da vi har orienteret os lidt i byen cykler vi ud gennem Triumfbuen - bygget til ære for kejserinde Maria Theresia, da hun besøgte byen - og er snart ude i landlige omgivelser. Vejret arter sig i dag. Ikke regn, ingen sol - og køligt. Dejligt cyklevejr.

Gennem den gamle by  Vac

Gennem den gamle by Vac

Ventetid ved færgeleje

Vi cykler på venstre flodbred og passerer byerne Kismaros og Nagymaros der er typiske landsbyer omkranset af landbrugsarealer. Vi finder en bænk lidt uden for byen med udsigt til en gammel borg på en top på den anden side af floden og får lidt at drikke.
I byen Szob skal vi over på den modsatte side med færgen, men den sejler kun en gang i timen, så vi må vente i ca. 45 minutter og kan her spise den medbragte frokost. Vi bliver flere og flere ved færgelejet, som bliver et hel opsamlingssted for cyklisterne. Der lyder et "trut" ude fra floden, da MS Theodor Körner sejler forbi og hilser på os.
Da vi endelig kommer på færgen, skal en af de danske cyklister have skiftet slange på sin cykel - den eneste punktering på hele turen.

Cykelturen går gennem små ungarske landsbyer

Cykelturen går gennem små ungarske landsbyer

Esztergom - Ungarns forhenværende hovedstad

Nu er der ikke langt til dagturens endemål Esztergom - Ungarns tidligere hovedstad. I det 16. århundrede blev byen besat af tyrkerne, som herskede her i 140 år og i slutningen af tyrkerperioden blev byen fuldstændig tilintetgjort og kun få hundrede indbyggere overlevede. I dag er byen genopbygget og en vigtig industriby. 
Pludselig ses den enorme basilika rage op i landskabet. Domkirken er bygget på toppen af en 160 meter høj klippe over byen og vi cykler straks ind gennem byen for at se nærmere på domkirken. Og den er enorm med plads til 8.000 personer. Indvendigt kan det tage pusten fra én, når man kikker op i den 102 meter høje kuppel!
Fra toppen af borgen, hvor der også ligger et krigsmuseum, kan vi se ud over den gamle bydel.
Men vi skal tilbage på båden, for i dag sejler den tidligt med kurs mod Wien.

Esztergom basilika

Esztergom basilika

Vidunderlige Wien

Vi har tilmeldt os en guidet cykeltur rundt i Wien og vi er en gruppe på 15 cyklister, der tager med på en engelsksproget rundtur. Andre tager med de tysksprogede grupper. Men kan man overhovedet se Wien på ca. 2,5 time? En by, hvis glansperiode strækker sig fra kejsertiden og som har været hovedstad i mere end 700 år og i dag fortsat er en af verdens største kulturelle byer! Vi vover forsøget ...
Cykelturen går langs Donaukanal (den kender vi jo fra tidligere) og første stop er ved fjernvarmeanlægget, der er fantasifuldt udsmykket af kunstneren Hunderwasser. I stedet for en stor firkantet, grå industribygning er her skabt et farvestrålende bygningsværk. Efter ca. 25 minutters cykling er vi ved Stubenring, der er en del af ringvejen (Ringen) rundt om hele den indre by. 

Hunderwassers udsmykning af fjernvarmeanlæg i Wien

Hunderwassers udsmykning af fjernvarmeanlæg i Wien

Musikkens by

Vi cykler på cykelsti forbi regeringsbygninger og gør holdt i Stadtpark, hvor monumentet for den nok mest berømte wienerkomponist er placeret - Johann Strauss - valsekongen. I parken ser vi også den smukke bygning Kurhaus, hvor vi skal til wienerkoncert samme aften. 

Statue af valsekongen Johann Strauss ved Stadtpark

Statue af valsekongen Johann Strauss ved Stadtpark

Bag parken kommer vi forbi Beethoven-monumentet og gør et kort ophold her. Beethoven blev født i 1770 i Bonn i Tyskland, men flyttede til Wien da han var ung og boede resten af sit vanskelige liv på utallige adresser i og uden for Wien. Denne store komponist - måske den største denne jord har set - havde et vanskeligt sind ikke mindst fordi han tidligt konstaterede, at han ville blive døv. Han var en ener og havde ikke mange venner, men ikke desto mindre deltog mere end 10.000 wienere i hans begravelse i 1827.

Beethoven-monumentet i Wien

Beethoven-monumentet i Wien

Vi cykler omkring Konzerthaus og videre til Musikverein, hvorfra nytårskoncerterne med wienermusik transmitteres hvert år. På den anden side af gaden finder vi Karlsplatz og her ser vi den mægtige Karkskirche, før vi kommer tilbage på inder-ringen og forbi Staatsoper og videre ind i Burg-området med Burggarten, hvor monumentet for en anden meget stor komponist findes - Mozart. Mozart var heller ikke født wiener, men tilbragte en stor del af sit korte liv i musikverdens centrum. Legenden fortæller, at det blev et kraftigt regnvejr under hans begravelse i 1791 og at gravfølget forlod ligtoget, så man er ikke helt klar over, hvor graveren lagde dette geni til hvile.

Karkskirche

Karkskirche

Burg-området og meget mere

Også i Burg-området er der så meget at se på og høre om, så de 10 minutter der er afsat her, slår langtfra til. Vi kommer forbi Naturhistorisk Museum og Parlamentet, inden vi drejer ind i Volksgarden, hvorfra vi lige kan skimte de smukke tårne på rådhuset. Så cykler vi ind til Michaelerplatz på bagsiden af Hofburg, hvor der bliver tid til et kort besøg i Sankt Michaels Kirche.

Omkring Burghof

Omkring Burghof

Vi trækker cyklerne gennem gågaderne til domkirken Stephansdom - Wiens absolutte centrum. Alene denne berømte domkirke og gaderne omkring den kan man bruge det meste af en dag på at studere, men den guidede cykeltur er forbi og vi kan fortsætte byturen på egen hånd.
Man kan naturligvis diskutere, hvor meget man får ud af en sådan guidet rundtur med en masse informationer om kejsere og kejserinder, bygherrer, arkitekter og årstal etc., som man alligevel ikke kan huske, når turen er omme. Men det er alligevel en god måde af få en fornemmelse af, hvad der er mulighed for at opleve i Wiens centrum - og hvor meget der er at studere på et relativt lille område. Så vi må gå i dybden næste gang vi kommer hertil - for Wien er bestemt en by man skal give sig tid til at opleve.

Stephansdom

Stephansdom

På cykel til slottet Schönbrunn

De fleste af cykelvennerne bliver i centrum, går på café eller shopper, men vi cykler de ca. 20 minutter tilbage til MS Theodor Körner og spiser en sen frokost, inden vi atter sidder i sadlerne - vi er jo på cykeltur! 
Wien har mere end 1.000 km. cykelstier og dem vil vi afprøve med en tur på egen hånd til slottet Schönbrunn. Men vi skal vende os til at cykle i Wien. Snart ligger cykelstien, der er dobbeltrettet, i højreside af gaden, snart i venstre - og nogle gange midt på en boulevard. Og det bliver ikke nogen "glidende" cykeltur, for konstant ledes vi fra den ene side af gaden til den anden og hver gang skal der holdes for rødt, så biltrafikken kan passere. Vi bruger en time på at cykle til Schönbrunn, heraf mindst 15 minutter ved lyskurvene!
Schloss Schönbrunn stod færdigt i 1730 til kejserinde Maria Theresia og er opbygget meget symmetrisk med Versailles uden for Paris som forbillede. Det er ikke tilladt at cykle, endsige trække med cykler på slottets grund, så vi parkerer udenfor og begiver os over gårdspladsen og ud i den enorme park med udsigt til Gloriette-arkaden på højen bagerst i parken og med Neptun-brønden foran. Overalt er der statuer og blomsterbede - og her kunne vi sagtens bruge en hel dag, hvis vi også vil indendørs for at studere de omfattende kunstsamlinger.

Schloss Schönbrunn

Schloss Schönbrunn

Koncert i Kurhaus

Men vi skal tilbage til skibet for at spise tidlig aftensmad, fordi vi senere skal til koncert i Kurhaus. Bussen bringer os til koncertsalen, hvor 13 musikere underholder med musik af Mozart (figaro, kleine nact, etc.), Strauss (polka, vals etc.), Lumbye (champagnegaloppen) og anden musik i den lette wienerchanger. Der bliver danset ballet og sunget populære sange fra operetter og koncerten afslutter smukt med musikken til Orson Welles-filmen "Den tredje mand", der jo netop foregår i efterkrigsårenes Wien.

Koncert i Kurhaus

Koncert i Kurhaus

Gennem Wachau, Krems - Melk (40 km.)

Efter den sædvanlige morgenmadsbuffet på skibet, hvor der ikke mangler noget, er cyklerne linet op på kajen. I dag er vejret skyfrit og det bliver en solrig dag - turens bedste. Vi skal gennem et af Østrigs smukkeste områder - det romantiske Wachau - der er fyldt med historiske minder, slotte og borge og pragtfulde landskabsscener. Wachau blev i 2000 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste over bevaringsværdige områder.
Igen tager vi os tid til at se den by, skibet ligger ved og cykler op i Krems. Her ses de middelalderlige bygninger, smalle gyder og stræder og kirkerne i barokstil i den gamle bydel, inden vi cykler ud på den markerede cykelrute - ud i Donau-dalen. Vi cykler gennem smukke vinområder, hvor skråningerne på begge sider af Donau rejser sig op mod 500 meter. Små hyggelige landsbyer ligger på række langs floden adskilt af vinmark efter vinmark. Det milde klima i Donau-dalen og de særlige jordbundsforhold, som Donau-floden har skabt, hvor den gennem årtusinder har "gravet" sig ned i landskabet, gør, at vi her finder nogle af Østrigs bedste hvidvine.

Ved bymuren i Krems

Ved bymuren i Krems

Ruinborgen ved Dürnstein

Efter nogle få kilometers cykling i dette smukke område kan vi fremme se den gamle borgruin højt over Dürnstein. Da vi kommer til byen parkerer vi cyklerne og vandrer op til borgruinen. Det tager under en halv time og det må ingen snyde sig selv for. Det var i Dürnstein-borgen, at den engelske Kong Richard Løvehjerte efter sit 3. korstog blev holdt fanget i 1192-1193 og først blev frigivet ved en stor sum løsepenge. Det er muligvis fangehullet, vi fortsat kan se, men ellers er her kun enkelte af de tykke mure tilbage, rester af en skorsten, en portbue og nogle vinduer. Borgen har nærmest været uindtagelig på spidsen af klippen, hvor den har ligget usædvanligt flot over Donau. Fra toppen af borgen kan vi se til alle verdenshjørner og betages af udsigten.
Da vi atter er nede i Dürnstein slapper vi af på en af caféerne, inden vi trækker cyklerne gennem denne turistbys smalle og krogede, gamle gader med toppede brosten og kan fortsætte ad cykelruten gennem Wachau.

Spadseretur op til borgruinen Dürnstein

Spadseretur op til borgruinen Dürnstein

Vinsmagning

Vi passerer Weissenkirchen med den højtbeliggende kirke og senere kirken St. Michael i Spitz. Vi drejer vi fra mod Laaben og godt en kilometer oppe ad vejen finder vi Weingut Gritsch, hvor vi har meldt os til vinsmagning. Mange af rejsefællerne er allerede ankommet anført af cykelguiden. Vi hører om de forskellige hvidvine, som der produceres her og får smagsprøver. Jo, Riesling, Muskatel og Traminer er så absolut de bedste. 
Tilbage på ruten passerer vi Willendorf, hvor beviset på at der har levet mennesker her i mere end 24.000 år blev fundet i 1906. Det er den forhistoriske frugtbarhedsfigur Venus fra Willendorf nu er udstillet på Naturhistorisk Museum i Wien, men et opslag i byen fortæller historien.

Vinmarker ved Weissenkirchen i skønne Wachau

Vinmarker ved Weissenkirchen i skønne Wachau

Melk - en skøn turistby

Turen fortsætter på venstre flodbred til vi kommer til broen lige før Emmersdorf, hvor vi cykler over på den anden side og derfra kan se det mægtige Benediktinerkloster højt over Melk. Vi parkerer cyklerne ved Melk og dumper lige ned i en byfest. Her er underholdning, konkurrencer for børnene, indianere og styltemænd, der laver "gas" i gaden. Melk er en skøn turistby med kunstværker og mange smukke, gamle huse fra forskellige perioder - specielt i parallelgaden til hovedstrøget - Sterngasse - kan vi se gamle bygninger. Vi spadserer op til det barokke Benediktinerkloster, der er bygget i begyndelsen af det 18.århundrede. Et imponerende bygningsværk som i størrelse slår alt, hvad vi tidligere har set af klosterbygninger.
Tidligt på eftermiddagen er vi tilbage på MS Theodor Körner og kan aflevere cykler, cykeltasker og -grej. Cykelkrydstogtet er ved at være forbi og kursen bliver sat mod Passau.
I restauranten er der dækket op til et afsluttende festmåltid og efter middagen underholder besætningen i Panorama-baren, hvor der bliver danset og sunget, inden det bliver gæsternes tur til at komme på dansegulvet.

Benediktinerkloster i Melk

Benediktinerkloster i Melk

Status på cykelkrydstogtet

Denne formiddag går med at pakke, afregne for drikkevarer og fundere over turen, alt mens MS Theodor Körner stævner mod Passau. Vi har sejlet mere end 600 km., passeret 22 sluser og cyklet ca. 220 km. i den forgangne uge. Vi har mødt en masse spændende og aktive mennesker fra bl.a. Australien, USA, Canada, England, Spanien, Frankrig, Tyskland og fundet nye venner fra Danmark. Da vi atter er i Passau har vi god tid til igen at opleve byen, inden vi tidligt på aftenen atter skal med toget tilbage til Nürnberg og videre mod Danmark.

Cykelkrydstogtet slutter i Passau

Cykelkrydstogtet slutter i Passau

Fakta om Østrig

Hovedstaden i Østrig er Wien. 

Befolkningstal: Ca. 8,8 mio.

Areal: Ca. 83.879 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.011 km til Wien 

Mest besøgte attraktion: Wien samt landets fjerde største by Salzburg med deres flotte bygningsværker. Sommeren indbyder til vandreture i Alperne og om vinteren er skiløb populært. Men Østrig er også kendt for sin kunst - og ikke mindst sin musik.

Mere information:

Rejsebureau: Ruby Rejser

Turistinformation: Østrig