På Sierra Nevadas skråninger

Langs Rio Poqueira

Både her og i de andre dale vi har vandret i, kan vi se, at vildnisset langsomt tager over og de kultiverede marker gror til og bygninger forfalder. Dette var dyrket jord for indtil 50 år siden.
Da industrien i bl.a. Tyskland i 60’erne virkelig tog fart og man manglede arbejdskraft, så mange muligheden for at tage arbejde i industrien og tjene flere penge end de kunne ved at drive landbrug her. Koner og børn flyttede til de større byer - Malaga og Granada - og husene blev forladte. 
Nu er de gamle mænd så småt vendt tilbage til landsbyerne, men kvinderne lever fortsat i de store byer.
Men mange af de renoveringsarbejder der ses nu, udføres af fremmede/udlændinge, der opkøber husene for at indrette dem til f.eks. sommerbolig.

Masser af vand på Mulhacéns skråninger

Et stykke inde i dalen kommer vi til et kraftværk. Her føres vand i store rør ned til turbiner, der producerer elektricitet. Efter at energien er taget fra vandet første gang lukkes det atter ud i floden og kan igen benyttes længere nede.
På ruten ses flere store grønne firben og en enkelt stor, ukendt slange på godt en meter glider ned i hullet på et tag.
Jeg - som havde en indre forestilling om at Andalusien var stedet, hvor et støvet æsel stod og tørstede i en tørlagt by, medens solens brændende varme svedte alt af, så ikke den mindste busk kunne leve - er ganske overrasket over den frodighed her er og alt det vand.
Atter og atter passerer vi små vandløb. Et sted er engen et helt grønt dække af brøndkarse - og naturligvis plukkes lidt til at kvikke madpakken op med. Og vandet. Det er friskt og godt - og frem for alt dejligt koldt. Og så er det ikke engang smeltevand, men vand fra en kilde.
Godt oppe i dalen kommer vi til Cortijo de las Tomas og når turens højeste punkt 2.200 meter over havet. Omkring 300 meter højere oppe findes et overnatningssted - Refugio del Poqueira - der kan benyttes af de som skal bestige Mulhacén.
Det skal vi (desværre) ikke i dag, men begynder hjemturen på modsatte side af dalen. Her krydser vi et par af de største vandingskanaler, der bærer vandet fra Sierra Nevada ned til landsbyernes marker - også helt til Ferreirola.                                                                                        

Pludselige byger

Foran os kommer der truende skyer og her i bjergene forandres vejret ret så hurtigt. Inden længe har vi den første regnbyge og må have regnjakkerne på. 
Udsigten nedsættes og de snedækkede bjergtoppe på den anden side af dalen indhylles efterhånden helt i skyer. Men det er kun byger som kommer og går - og vi skifter tøj i takt hermed. Det er jo nemt, for regnjakken ligger øverst i rygsækken.
Fremme i Capileira er det rart at få lidt eftermiddagskaffe, inden bussen kommer for at køre os hjem.

En dag med regnbyger

Det buldrer og tordner i det fjerne. Da vi er stået op og er klar til morgenmaden åbner himmelen sin sluse og vandet står ned i en strid strøm. Et forfærdeligt uvejr er sat ind og tvivlen om vi overhovedet kommer afsted i dag, opstår i mit hoved.
Morgenmaden indtages naturligvis indendørs i dag, mens Inger afventer situationen. Vejret skifter hurtigt her i bjergene og hun fornemmer at det blot er en byge. Men hvilken byge!
Vi kommer afsted til tiden, men skulle vi have ventet lidt længere havde det ikke gjort noget. Det er ikke rart at starte ud i regnvejr. Men forsynet med gamacher er vi klar til dagens vandretur.
Ned i Trevelétz-dalen og over floden - alt indhyllet i en spøgelsesagtig tågedis - helt uvant for os med det dejlige vejr vi har haft de forrige dage.
Og i dag skulle chancen for at finde orkideer være særlig stor, så vi går lidt uden for den ordinære rute for at lede. Op gennem det våde græs mellem olivenlunde - men vi har ikke øje for disse blomster.
Men hvor er orkidé-manden? Vi ser ham botanisere på en bakke lidt længere oppe. Måske har han fået færden af noget?

På gammel æselsti

Fremme i Almegijar er der reserveret bord i den lokale cafe og her får vi frokosten serveret - naturligvis med den lokale vino costa. 
Igen sætter vi kursen op mod et pas for atter at komme over i "vores" dal. Men desværre er dagen præget af regn og skyer, så sigtbarheden er ringe. 
Så går det igen ned ad det gamle æselspor, der snor sig langs klippesiden. Sikke et arbejde det må have været i sin tid at finde, bygge og brolægge disse snævre stier.
Det er en flot tur som ender ved en lille bro nede ved landsbyen - nej, det er kun et par huse - Fondales. Herfra går det ad den kendte sti hjem.

Spansk aften

I Ferreirola er der udover alle beboelseshusene kun en eneste bar - og der skal vi spise i aften. Det er en fransk kvinde, der har kastet sin kærlighed til dette sted og driver baren. Inger har fået arrangeret med hende, at vi spiser her efterfulgt af spansk aften.
Efter middagen ryddes det trange lokale og en stor træplade lægges på gulvet, der nu forvandles til et dansegulv. Vi trækker os forventningsfulde lidt tilbage og lidt efter lidt kommer nogle af de lokale og sætter sig i baren. 
Er det noget, der er rygtedes? Flere kommer til. Fårehyrder der slukker tørsten i baren, medens de højlydt diskuterer. Men ingen spanske kvinder (de sidder jo i Malaga/Granada!)
Med sin lidt hæse stemme introducerer vor musikalske sigøjner aftenens sange og spillet begynder. Først en sang - vemodig, om tabt kærlighed? Så lidt mere rytme og sigøjnerinden sætter hælene i gulvet så det smælder i det lille lokale. Snart er rytmen uimodståelig og alle klapper i den faste takt. Flamenco-dansen har taget sin begyndelse.
Næste nummer kommer fra hjertet. Danserinden er helt væk i sin dans, sanser ikke verden omkring sig og udtrykker sine følelser gennem mimik og dans. Bifaldet bliver ikke holdt tilbage. 
Guitaren klinger skønt og med sin hæse stemme fremføres endnu en flamencosang. Han er intens, og medens fingrene brillere på strengene og hånden ind i mellem slår rytmen på kanten af guitaren, formår han med sin hæse stemme at frembringe en stemning, så ikke et "øje er tørt". Sveden springer frem af hans pande og hele kroppen er i bevægelse under hans sang. 
Selv om jeg havde forventet kastagnetter til denne spanske flamencoaften, blev det en uforlignelig afslutning på en dejlig vandreferie i Andalusien.