184_PICT0090

Efterårsferie i Mugello i Toscana

Google Map...

Hovedstaden i Italien er Rom.

Befolkningstal: Ca. 61 mio.

Areal: Ca. 301.338 km²         

Afstand fra Danmark: Ca. 1.534 km til Rom. Ca. 2.030 km til Sicilien.

Tidsforskel: Ingen. Samme tidszone som i Danmark.

Mest besøgte attraktion: Antikke steder fra Romertiden, middelalderbyer som f. eks. Firenze, badeferier og alle former for aktiv ferie i bjergene eller ved kysten. 

Mere information:

Turistinformation: Italien

Morgendisen glider langsomt gennem den brede Mugellodal og sætter dug på de høje slanke cypresser. I de fjerne Appenniner-bjerge ses kastanie- og egetræer, hvis gyldne efterårsfarver kaster lyset fra dagens første solstråler tilbage. 

Hotel i landlige omgivelser

Jeg nyder udsigten fra min terrasse på Hotel Poggio dei Medici og indsnuser de dufte som det nyslåede græs nedenfor endnu giver. Det er et dejligt og fredeligt sted at bo, lige ved golfbanen lidt uden for byen Scarperia midt i Mugello-regionen.

Mugello (der udtales "Mudjello") ligger i den nordøstlige del af Toscana i Italien og grænser op til Emilia Romagna, hvor bjergkæden Appenninerne danner den naturlige grænse mellem landsdelene. Kun et halvt hundrede km. mod syd ligger Firenze – renæssancens vugge – hvorfra der er gode forbindelser til Mugello. Uanset hvor vi rejser, støder vi på renæssancen – også i Mugello - hvor navne som Guidi, Ubaldini og ikke mindst Medici går igen og igen, når vi kommer til byerne eller ser på villaer i det åbne kulturlandskab.


Medici-familien, der dominerede politikken i Toscana gennem 300 år fra 1434 til 1737, havde både kloge hoveder iblandt og blev umådelige rige bl.a. på udlånevirksomhed – den tids bankforretning. De var ikke altid lige populære, men fik sat deres fingeraftryk på kunst og kultur – ikke mindst med imponerende bygningsværker.

Mange historiske centre i Mugello

Vi er kørt til en af regionens nordligst beliggende byer, Firenzuola, hvor der denne dag er en Festival "Fra træ og sten". 

Byen vrimler med mennesker der er ved at gøre dagen til en fest og rundt omkring er der udstillet kunsthåndværk. 

Hele byen er omsluttet af en mur af gamle huse og vi kommer ind i byen gennem porten der fører os lige ind på hovedgaden.

Byen er fra 1300-tallet og en af de tre byer der ligger i selve Appenninerne. De øvrige er Palazzuolo og Marradi.

Scarperia

Inden for den gamle bymur løber den smalle gade ind til torvet, hvor Il Palazzo dei Vicari rejser sig med sin udsmykning med utallige forskellige våbenskjolde. Signaturer fra de mennesker, der gennem tiderne har tjent kongen med opkrævning af skatter i regionen.

Slottet blev bygget i det 14. århundrede, hvor Scarperia blev hovedsædet uden for Firenze. Desværre har jordskælv i både det 15. og 16. århundrede ødelagt mange af de oprindelige fresker, men endnu kan man både i indgangsportalen samt oppe på etagerne se rester af fortidens flotte fresker. Bl.a. det berømte billede af "Madonnaen med barnet og helgener", som vi ser på museer "Meseo dei Ferri Taglienti". Her ses både antik og moderne kunst i det omfattende kniv-museum.

Byen er netop kendt for sin produktion af knive til ethvert formål og gaderne er fyldt med forretninger, der producerer og sælger knive. I tilknytning til paladsets museum kan man besøge et lille antikt værksted med smedje og værktøj, som tidligere blev benyttet til fremstilling af knive.                  

Den hvide vej

Afstandene er små her i Mugello-dalen. Ikke længere end man kan vandre eller cykle rundt. 

Nede i dalen foretrækker jeg at cykle og spare kræfterne til vandreturen, når jeg kommer op i bjergene. 

Fra byen Sant Piero syd for Scarperia, fører en af ruterne op til borgen Fortezza Di Saint Martino. Det er ikke muligt at komme inden for i borgen, da den er privatejet og ejerne p.t. er i fuld gang med at genopbygge og renovere.

Turen rundt om borgen viser os, at det er en meget stor fæstning. Vi får oplyst, at stedet har huset en hel by og at bønderne har kunnet dyrke jorden inden for fæstningens mure.

Længere fremme rammer vi "Den hvide vej" og kommer forbi en af de mange typiske kirker, som området er så rig på. Ved Spugnole har der tidligere også været et kloster.

Vejen fører os over bjergkammen og landskabet åbner sig igen med udsigt til marker og olivenlunde, små landsbyer med de karakteristiske røde tegltage. 

Vi passerer byen Trebbino med slottet, som Medici-familien byggede som fritids- og jagthus. Trebbino-slottet er i privat eje, men det er muligt at besøge stedet ved på forhånd at reservere tid. 

På den anden side af bjergkammen ved San Giovanni in Petroio åbner søen Bilancino sig for vore fødder og så går det nedad.

Ved søens sydlige bred støder vi på et aktivitetscenter for kano- og kajakudlejning, surf og sejlsport. Men her er ganske "dødt" i dag for sæsonen er stoppet, nu efteråret er kommet til Mugello.                                                                                                                                  

Naturreservatet Gabbianello Oasis

På østsiden af Largo Bilancino finder vi et lille naturreservat, Gabbianello Oasis og møder naturvejlederen Silvia Ricci. 

Hun er en vidunderlig kvinde, der brænder for projektet og med entusiasme og iver fortæller og viser frem.

Gennem Mugello-dalen løber den meget befærdede motorvej A1 mellem Firenze (Rom) i syd og Bologna i nord. 

Derudover er jernbanen for hurtigtoget bygget og alle disse byggerier har ødelagt nogle meget vigtige rastepladser for fuglene på deres træk ind over Appenninerne.

Nu har man forsøgt at genskabe vådområder samt en større sø ved siden af Bilancino-søen, og projektet ser ud til at lykkes. Med midler fra WWF samt en del frivilligt arbejde er der etableret et lille besøgssted, som bruges til at undervise børn og voksne om naturen. 

Rundt omkring søen er opsat flere shelters, hvorfra man i skjul kan iagttage fuglene. Mange trækker i april/maj og igen i oktober/november. Men her er også standfugle, som slår sig ned og bygger reder her. Der er plantet dunhammer og etableret et lavvandet område, hvor frøer og andre padder trives godt. Blandt fuglene ser vi i dag grå og hvid hejre, svaner, diverse ænder samt blishøns. 

Silvia fortæller, at man eksperimenterer med at etablere et særligt område med duftende blomster for at tiltrække sommerfugle, og endelig har man samlet en helt række gamle frugttræer, som ikke længere dyrkes i private haver, men som er værd at bevare.

Har du tid og interesserer du dig for fugle, bør vejen lægges her forbi.                                                        

Camping Village Mugello Verde

Lidt syd for Martino-fæstningen lige ved Sant Piero ligger en af områdets større campingpladser "Mugello Verde". Her er standpladserne grupperet på bjergsidens terrasser og her findes masser af hytter og bungalows, som man kan leje, hvis man ikke selv har autocamper, campingvogn eller telt med. 

Da vi går rundt på pladsen undrer det os, at så få turister har fundet vej til dette dejlige sted, hvor solen endnu i oktober er så stærk, at gæsterne fortsat kan ligge og sole sig.
Mugello Verde er et godt alternativ, hvis man ønsker at bo tættere på både natur og kultur i Mugello.

Vandring i Appenniner-bjergene

Fra et af de højest beliggende pas - Giogo di Scarperia, 882 moh. - har vi en vidunderlig udsigt over området. Den første nattefrost er allerede sat ind i bjergene og sætter gang i ege- og kastanietræernes efterårsfarver.

Jeg er på tur i Appenninerne og har allieret mig med guiden Claudia, som arbejder med et projekt der handler om de ulve, som findes her i Appenninerne. Det er ikke mange dage siden, at en af skovløberne stod ansigt til ansigt med en ulv lidt herfra.

Hele området er gennemskåret af små vandreruter og vi følger den såkaldte "Florentinske Forårs Vandrerute" S.O.F.T., der løber på toppen af bjergkæden og ned i de forskellige dale.

Vejret kan ikke blive bedre denne efterårsdag og efterhånden som vi vandrer og solen får tag i os, kommer varmen. 

På stien kommer vi forbi en jagthytte, hvor jægeren - helt ubeskyttet - har stillet sit gevær op ad væggen, mens han selv er inde for at få kaffe. Jagten er gået ind og jagt er populært i Appenninerne, hvor der skydes på stort set alt, hvad der bevæger sig!

Fra højderne drejer vi fra ved skiltningen og følger den gode mærkning på træerne ned gennem kastanieskoven og kan fra flere forskellige retninger høre dådyrenes brunstbrøl. Claudia fortæller, at dådyrene blev sat ud her i 1960’erne primært for jagt. 

I en åbning ser vi et par dådyr springe rundt i de store gyldne bregner og ind i hegnet. Vi aftaler at følge efter dem for at se, om vi kan komme tættere på. Vi forlader stien og går på tværs over lysningen og ind i den tættere skov. Vi forsøger at gå stille frem og kan foran os se dåen under træernes blade, når vi sætter os på hug. I det fjerne høres et skud, hvis ekko gjalder gennem bakkerne. Jægeren er ikke i nærheden af os, men jeg kan mærke på Claudia, at hun er lidt nervøs - måske også for at fare vild - og for ikke at komme for langt fra den markerede rute, går vi tilbage og finder sporet igen.                                                                                                          

Spiselige kastanjer i læssevis

Vi kommer frem til den lille bjergby Ostero, hvor folk samler kastanier - vel at mærke de spiselige kastanjer. 

Det er ikke tilladt at samle hverken kastanjer eller svampe uden særlig tilladelse. Dels er mange af områderne i privateje, og på de offentligt ejede arealer, skal man have tilladelsen med fra kommunen og kunne fremvise den til skovløberen, hvis man møder ham. 

Har man ikke tilladelsen, bliver ens høst konfiskeret og man kan få en bøde. Så lad i alle tilfælde kastanjer og svampe være.

Moscheta og mørt kød

Ved frokosttid når vi frem til Moscheta med det tusinde år gamle kloster - Vallombrosian. Det bruges ikke længere som kloster, men har i en af fløjene et lille museum om "Det historiske Mugello-Appenniner-landskab".

Bag klosteret ligger et refugio (vandrehjem), der bestyres af Restaurant Badia di Moscheta, hvor vi spiser frokost. 

Efter at have slukket tørsten i baren, har kroejer stegt en kæmpesteg til os - to tommer tyk - som bliver serveret på tallerkenen uden andet tilbehør end olivenolie. Mørt kød for alle pengene!

Refugier i området

I Mugellos Appenniner-bjerge findes mange forskellige refugier. Vi besøger flere af dem, der alle tidligere har fungeret som bondegårde, men som nu er indrettet til vandrehjem, med alt hvad der er nødvendigt for at leve godt, tørt og lunt i bjergene.

Det er naturligvis muligt at vandre fra refugio til refugio, men man kan også bruge et refugio som base for dagture i et bestemt område. Men sørg altid for at reservere plads i forvejen.

Længst mod syd finder vi Refugio Valdiccioli, 878 moh., der ligger i læ mellem små bakker i terrænet domineret af ege- og kastanieskov.

Bag de næste bakker mod nord kommer vi frem til Refugio La Serra højt på en vindblæst top, men med en enestående udsigt ud over dalen.

Længere mod nord ligger Refugio i Diacci, 941 moh. og da vi har fået lidt kaffe at sunde os på, vandrer vi ned gennem kastanieskoven, passerer et udtørret vandfald og ned til den gamle vandmølle nede ved floden.

Vejen tilbage til refugiet følger en lidt anden rute.

Locanda Senio i Palazzuolo sul Senio

Vi er nået frem til byen Palazzuolo sul Senio, hvor Senio er navnet på floden, der løber gennem byen. 

Det er en fantastisk velbevaret middelalderby og centrum for Ubaldini-familien, som herskede over hele dalen indtil Medici erobrede kontrollen over området. 

Vi standser ved den smukke gamle kirke og bag kirken på højre hånd finder vi et vidunderligt lille hotel med 5 værelser og med en lejlighed på den anden side af gaden, hvor der også findes 2 suiter. Stedet hedder Locanda Senio, men er også med i hotelkæden "Charme & Relax". Og det er netop hvad stedet er. Charmerende. Med svømmepøl på taget, hvor man kan slappe af efter dagens vandre- eller cykeltur!
Og så er maden her enestående. Det hjemmelavede brød bl.a. bagt på kastaniemel, de tørrede antipasta retter med skinke, pølse og tortelli, for ikke at nævne alle de lokale lækkerier, der serveres som hovedretter.                                                                                  

Mange vandreruter i Mugello

Jeg kan kun anbefale dette sted og håber på engang at kunne vende tilbage hertil.

Ikke mindst fordi Palazzuolo sul Senio er udgangspunktet for ikke mindre end 13 forskellige vandreture i de omkringliggende Appenniner-bjerge. Alle ruterne er indtegnet på et vandrekort med en kort rutebeskrivelse og med angivet forventet tidsforbrug.

At vandre en hel dag i bjergene og vende tilbage til et pragtfuldt måltid mad i hyggelige omgivelser og en lun seng – det er sagen.