;
732 Ha´Penny Bridge IMG_1174.JPG

Attraktioner langs River Liffey i Dublin

Google Map...
Irland - Vagabond Tours

Øen Irland, der også kaldes "Den Grønne Ø", er opdelt i Republikken Irland med hovedstaden Dublin, og Nordirland, der er en del af Storbritannien, med hovedstaden Belfast. 

Befolkningstal: Republikken Irland ca. 5 mio. og Nordirland ca. 2 mio.

Areal: Republikken Irland ca. 70.273 km² og Nordirland ca. 14.140 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.240 km til Dublin

Tidsforskel: 1 time efter

Mest besøgte attraktion: Dublin og Belfast med deres dejlige pubs og vidunderlige irske folkemusik. Irland er fyldt med gamle middelalderslotte og en dejlig natur.

Mere information:

Rejsebureau: Vagabond Tours 

Turistinformation: Irland

Turistinformation: Nordirland

Talbot Street

De fleste af vores rejsekammerater har ikke været i Dublin tidligere og følger en lokalguide på en rundvisning. Os som tidligere har været i Dublin, spadserer på opdagelse alene. Fra det centralt beliggende Ripley Court Hotel i Talbot Street spadserer vi mod O’Connell Street og kan foran os se det 120 meter høje The Spire of Dublin fra 2003. Vi passerer statuen af forfatteren James Joyce inden vi drejer ned mod River Liffey.

700 The Spire set fra Talbot Street IMG_1141.JPG
The Spire set fra Talbot Street

Famine Memorial

På den nordlige bred ses en gruppe indtryksfulde statuer - Famine Memorial - der i 1997 blev rejst til minde om den store hungersnød i 1840’erne, hvor kartoflerne, der var en vigtig føde for den store fattige befolkning. Høsten blev ødelagt fire år i træk og en mio. irer døde af sult mens godt en mio. emigrerede til Amerika. Statuerne af de udmagrede folk gør altid et stort indtryk. Ikke langt herfra ligger skonnerten Jeanie Johnston Famine Ship, der er en kopi af det originale skib som var med til at sejle emigranter til Amerika. Skibet er indrettet som museum, hvor man får et indtryk af hvorledes folk levede under sejladserne.

701 Famine Memorial IMG_1117.JPG
Famine Memorial

Vippebro ved Royal Canal

Dublin har udover River Liffey også en række menneskeskabte kanaler, Grand Canal og Royal Canal, begge skabt i slutningen af 1700-årene for at få forbindelse til den store flod Shannon og dermed det vestlige Irland. Efter den harpe-lignende bro Samuel Beckett Bridge spadserer vi lidt ned ad Royal Canal, og ser en rusten men skulpturel vippebro med en interessant jernkonstruktion. En anden vippebro Scherzer Bridge ved starten på kanalen ses ved River Liffey og passeres på en smal rampe.

706 Vippebro ved Royal Kanal IMG_1177.JPG
Vippebro ved Royal Kanal

Mod Dublin Port

Lige ved siden af står en skrå glasbygning – Convention Centre – som blot er en af de mange nyere bygninger i Dublin. Vi lader blikket glide ned mod Dublin Port (havnen) og ser mere end 15 kraner – alle i gang med at forny havneområdet. I floden ligger restaurantskibet Cliff Airne, hvor man passende kan nyde en forfriskning. Vi fortsætter forbi centralbankens nye bygning og yderst – før det lukkede havneområde ses koncerthuset 3Arena. Vi krydser den travle Tom Clarke Bridge med udsigt til havnen med forskellige skibe og de karakteristiske to høje skorstene i hvidt og rødt.

710 Dublin Port IMG_1129.JPG
Dublin havn

Langs River Liffey

På den anden side af River Liffey (sydsiden) kommer vi forbi River Dodder og dokken ved Grand Canal med udsigt til stadion Aviva. Vi passerer tre små sluseporte, der holder vandet tilbage i dokken, som benyttes til vandsport. På turen vestover langs floden passeres et utal af forskellige broer, hvor en af de smukkeste er gangbroen Liffey Bridge fra 1816, som oprindeligt hed Wellington Bridge, men som i dag er kendt som Ha’Penny Bridge, da man indtil 1919 skulle betale for at passere broen. Undervejs ses flere interessante bygninger på begge bredder og vi ender turen langs floden ved sidste bro – Sean Heuston Bridge - før floden bliver smallere og løber videre ind i landet. Herfra er der kun kort afstand til en af de største parker i en europæisk hovedstad.

732 Ha´Penny Bridge IMG_1174.JPG
Ha' Penny Bridge

Phoenix Park

Vi har tidligere kørt rundt i Phoenix Parken, der både har præsidentbolig, ambassade og zoologisk have samt et paveligt kors fra 1979, hvor Pave Johannes Paul 2. prædikede for mere end en mio. mennesker. Denne gang ”nøjes” vi med at spadsere gennem det skønne blomsterprydede anlæg frem til Wellington Monument fra 1817.

730 Wellington Monument IMG_1147.JPG
Wellington Monument

Vikingemuseet Dublinia

Tilbage ved River Liffey fortsætter vi gennem industriområdet, forbi bryggeriet Guinness og den gamle vindmølle fra ca. 1750 og går forbi en af byens ældste kirker St. Audoen’s, som vi tidligere har besøgt. Ved St. Michaels Church besøger vi museet Dublinia, der fortæller om vikingernes ankomst og levevis – om middelalderen i Dublin samt om de arkæologiske udgravninger.

700 Dublinia i St. Michaels kirke IMG_1168.JPG
Dublinia i St. Michaels kirke

Vikingerne i Dublin

Vikingerne kom allerede i 837 for at plyndre de rige klostre, men de var ikke kun blodtørstige røvere, og var i virkeligheden også agerbrugere og handelsmænd. For at ikke at skulle rejse den farlige vej tilbage til deres hjemlande, etablerede vikingerne i 841 en permanent lejr i Dublin. Herefter voksede bosættelsen til et aktivt centrum med handel af forskellige råvarer – men havde også et af Europas største slavemarkeder. Museet viser scener om dagliglivet og oplyser om vikingetidens levevis. Et af vikingernes berømte slag var ved Clontarf i 1084, som blev dødsstødet for vikingerne og da anglonormaniske riddere ankom fra England, endte vikingernes magt endegyldigt i 1169 – og middelalderen begyndte.

701 Vikingernes Dublin fra 841 IMG_1152.JPG
Vikingernes Dublin fra 841

Dublins middelalder

Ridderen Strongbow førte an i erobringen af Dublin fra vikingerne og på denne del af museet får vi en fornemmelse af, hvorledes Dublin så ud i middelalderen. Vi besøger et rekonstrueret middelalderhus og kommer forbi en havnekaj samt et middelaldermarked. Vi hører om død og sygdomme som følge af dårlige levevilkår og sanitære forhold samt epidemier – ikke mindst den frygtelige sorte død – pesten. Konstant forsøgte englænderne at undertrykke det irske folk, der naturligvis gjorde oprør. Uroen og kong Henry VIII’s (Henrik 8.’s) brud med pavekirken i Rom blev startskuddet til at indføre den engelske reformations religiøse doktriner, hvilket markerede afslutningen på middelalderen. Vi slutter besøget i Dublinia med at gå op i St. Michale’s Tower fra 1667, hvorfra der er udsigt ud over Dublin, men vær opmærksom på at der er slidt/beskidt glas ved udsigten, så fotografering er vanskelig. Tilbage ved stedets café og souvenirforretning byder de gæstfrie irer os på kaffe, da de hører at vi har været i Dublin flere gange.

718 Pest IMG_1162.JPG
Pesten i Middelalderen

Temple Bar

Tilbage ved Ha’Penny Bridge finder vi ind i det pittoreske byområde Temple Bar, med farverige blomster hængt op på væggene ved de mange forskellige beværtninger. Langs de toppede brosten og smalle gyder er her noget for enhver smag med restauranter, udstillinger, caféer – og ikke mindst irsk musik.  Her er også gademarkeder med bl.a. delikatesser og kunsthåndværk. Den skønne arkitektur og de gamle huses udsmykning, har udover blomster også fine, gamle navneskilte. Vær forberedt på at her er trængsel – specielt om aftenen.

734 Temple bar IMG_1170.JPG
Temple Bar