IMG_0121.JPG

Forårsvandring på Korsika

Google Map...

Hovedstaden i Frankrig er Paris. Korsika er en ø på 8.680 km² i Middelhavet med en befolkning på ca. 0,3 mio. og er kendt for sine unikke vandremuligheder i det bjergrige terræn. 

Befolkningstal: Ca. 67 mio.

Areal: 643.801 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.229 km til Paris, ca. 1.472 km til Marseille, ca. 1.557 til Ajaccio på Korsika

Tidsforskel: Ingen. Samme tidszone som i Danmark

Mest besøgte attraktion: Paris og andre storbyer, små landsbyer på landet, bjerge at vandre og cykle i, maden og vinen - og ikke mindst historiske slotte og mange fine strande. Og så har Frankrig rigtigt gode skiområder i De Franske Alper.

Mere information:

Rejsebureau: Topas Travel

Turistinformation: Korsika

Turistinformation: Frankrig

Vicinato

I dag sover vi længe - helt til kl.8. Vi har faktisk sovet godt i det 400 år gamle hus. Gode senge der er lange nok og en vidunderlig dyne! Huset er indrettet med nogle dobbeltværelser, enkelte 4-sengsrum, to toiletter og bad i kælderetagen. Det fungerer bare godt. Her er også et anneks, men det ligger lidt fra huset og er ikke optimalt på denne årstid!

Her første morgen er vi spændte på at se, hvor det er vi er "havnet". Ude på terrassen møder der os et fantastisk syn. 

Det har regnet en del i nat og regnen er faldet som sne på de højeste bjerge, som vi har direkte udsigt til. 

At stå op til en næsten skyfri himmel, med snedækkede bjerge bagerst og de blomstrende frugttræer spredt nede i kastanjeskoven, er bare ved at tage pusten fra os. Hvor er det flot.

Ad gamle stisystemer til Morosaglia

Efter morgenmaden - og her mangler heller ikke noget - begiver vi os af sted ad det gamle stisystem, der forbandt landsbyerne før vejene blev bygget.

Landskabet står i al sin forårspragt med blomstrende træer overalt og de spæde nye friske grønne skud på løvtræerne. 

Vi går gennem skov men også gennem maki, der er betegnelsen for de lavere buske og krat vi finder overalt på Korsika. 

Det er godt at have lange bukser på, da den tornede maki river og flår i benene, da vi går i gennem.

Her er virkelig uberørt skov ind imellem - nærmest urskov - med et væld af grønne farver fra mosser, der gror overalt.

Vi passerer en gammel bro, hvor det kan ses, at der tidligere må have været en vandmølle, der har kunnet male kastanjemel.

Turen slutter i Morosaglia, der er frihedshelten fra 1700-tallet Pascal Paoli’s fødeby. Her bliver der tid til at besøge den lokale cafe og få støvet skyllet væk.

Gennem "glemte" landsbyer

Vi har to minibusser til rådighed og med dem bliver vi kort op til passet Col de Prato i 985 moh. Herfra fører vores turleder fra Topas Travel os forholdsvis stejlt nedad gennem kastanjeskoven, som lige står klar til at springe ud. 

Turen går gennem gamle landsbyer, hvor tiden har stået stille i årevis.Træernes fantastiske stammer med den fugede bark, der snor sig omkring træerne, giver flotte mønstre.

Så går det ned i skoven og vi passerer flere små bække - hvor det er nødvendigt at hoppe over.

Vi kommer forbi flere små pittoreske landsbyer og ender til sidst i Campana. Her indtages aftensmaden på den lokale restaurant.

Geder og ost

Vi springer morgenmaden over denne morgen og går i stedet hen til den lokale osteproducent Christian - der også er med i teamet af turledere. Vi skal overvære morgenmalkningen og bliver lukket ind i folden, hvor gederne går.

Christian fortæller lidt om gedeopdræt, malkningen og osteproduktionen og vi får lov til selv at prøve at trykke mælk ud af patterne. Det er ikke altid helt let at fange geden, få den til at stå stille, medens den malkes - men sjovt er det at se på! 

Efter at have lukket gederne ud til den daglige græsning, serverer Christian morgenmad i sin have - igen med en flot udsigt mod bjergene.

Vi smager på de forskellige oste, honning og marmelader, inden vi ser selve osteproduktionen.

Saliceto - nabobyen

Vi har så resten af formiddagen til fri disposition. Nogle finder cyklerne frem og tager på tur i området.

Vi går ad landevejen til den næste lille by Saliceto. En tur rundt mellem disse tætbyggede huse, må ingen der kommer på disse egne snyde sig selv for!

Sidst på eftermiddagen samles vi alle igen og vandre gennem skoven til en anden lille landsby, San Lorenzo, hvor vi spiser aftensmaden. 

Vandring med udsigt til Monte Cinto

Efter godt 1 times kørsel er vi fremme ved byen Castellacce, hvor der gøres holdt for de sidste optankninger inden vandreturen. 

Lidt uden for byen i Lozzi i ca. 1000 moh. starter vandreturen med Christian som turleder. 
Det går jævnt opad langs gamle stendiger.

Bag os til højre ligger Korsikas højeste bjerg Monte Cinto og bag os til venstre er der udsigt til søen Calaluccia.

De Fem Brødre

Fremme foran os kan vi se bjergmassivet "de fem brødre". 

Vi følger højdekurven og kommer over til et pas inden det igen går nedad mod Calasima - Korsikas højest beliggende landsby 1.100 moh. 

Vi går netop og taler om at være forsigtige, nu det går nedad, da en af deltagerne snubler. Heldigvis sker det på et lille plateau, så han ikke styrter videre ned. Han krummer sig i faldet og skulderen tager af, så han ikke slår hovedet mod stenene - men knæet bløder og skjorten er revet itu. 

Han er hurtigt ok og vi fortsætter længere ned til landevejen.

Herfra fortsætter turen gennem kastanjeskoven til vi kommer til en genoveserbro med en gammel vandmølle, hvor de friskeste af os kan bade i det iskolde vand.

I Albertacce får vi tørsten slukket på den lokale bar, inden vi fortsætter i bilerne til en kulinarisk oplevelse på restauranten i Francardo.

Vandfaldet Cascade des Anglais

Fra nærmeste togstation - ca. 1 times kørsel fra Vicinato - tager vi med det lokale tog til Vizzavona. Det er let at forestille sig det enorme arbejde det har krævet at bygge denne jernbane, der snor sig i landskabet- snart gennem tunneler snart over dybe kløfter.

Stationen i Vizzavona er et knudepunkt for vandrere på Korsika. Flere af de store vandreruter - GR20, Mare a Mare - mødes her.

Vi går gennem skoven langs med små vandløb og kommer efterhånden højere og højere op. Det er tydeligt at se, hvorledes træerne i de lavere højder er mere udsprunget end oppe i højderne.

Efter godt en times vandring gennem skoven er vi fremme ved en bro, der fører over floden. 

Vi fortsætter op langs floden - ad GR20-nord-ruten - og efter yderligere ca. 15 minutter er vi fremme ved Cascades des Anglais. Her er flere grupper samlet og stedet må vel nærmest betragtes som et udflugtsmål for de lokale.                                                                                                                

Vandring mod L’Ile Rousse

Efter picnic fortsættes ned mod I’Ile Rousse og gennem en lille landsby. Lige før landsbyen skal vi have fyldt vore vandflasker og da vi "rammer" byen er der to veje. Jeg ser, at vi drejer til venstre og mindre end et minut efter kommer jeg i tanke om, at der var to fra gruppen, som endnu var ved at tanke op, hvorfor jeg går tilbage for at sige, hvilken vej vi er gået. Men de er der ikke! 

Jeg går ind i byen og ser om de er "faret vildt" der. Men jeg kan ikke få øje på dem. 

Andre fra gruppen venter på torvet, medens vi er et par stykker, der forsøger at finde dem. Selv om vi fortsætter eftersøgningen længere nede ad den forkerte vej, er de ingen steder at se. Vi venter og spejder udover terrænet for at se om de er gået en anden vej. De er der bare ikke. Men de er begge i god fysisk form og i stand til at orientere sig, så de skal nok nå sikkert ned til mødestedet i I'Lle Rousse.

Vi fortsætter ad stien, medens vor turleder går en anden vej for at lede efter dem.

Da vi når ned i byen kan turlederen fortælle at alle er vel fremme. Det er lykkedes "de bortkomne" at komme ned på landevejen og gå rundt neden for byen og tilslutte sig de forreste fra gruppen, medens vi andre har ledt efter dem oppe i byen! 

Måske havde det været smart, hvis turlederen havde givet nogle instrukser omkring de simple vandreregler der findes, når vi går i en gruppe. F.eks. at man går tilbage til det sted, hvor der sidst var kontakt, hvis man bliver "væk" fra gruppen - i stedet for at finde egne veje!

I’Ile Rousse er en dejlig by - stor nok til at det er en by, men alligevel overskuelig. Da vi kommer til torvet fortsætter vi gennem byen og ud til de røde granitklipperøer, der ligger i bugten uden for byen. Herfra er der en flot udsigt ind mod byen.

Der var stemning for, at vi denne aften spiser "på egen hånd" og vi finder et herligt sted Restaurant "L’Osteria". Vi er dog lidt bekymret på værtens vegne, for vi er de eneste i restauranten kl. 19.00. Men allerede en halv time efter er her ikke ét ledigt bord! 

Senere mødes vi med vore rejsefæller på byens torv og så er der igen "samling på tropperne".

En uheldig dag ved San Pedrone

Vejret er igen perfekt, da vi begiver os ud på vandringen til områdets højeste punkt San Pedrone, 1.767moh.

Ad større og mindre stier går det opad gennem bøge- og kastanjeskoven. Det er tydeligt at se, hvor vildsvinene har gået og rubbet op i jorden.

På et plateau i 1.500 moh., med fin udsigt stiller vi den medbragte picnic og begiver os den sidste bid vej op til toppen. Så spiser vi forkosten på tilbageturen.

På toppen er den østlige del indhyllet i skyer, der driver ind ude fra havet, men udsigten i alle andre retninger er storslået - og taler for sig selv!

Efter picnic’en slapper vi af i det gode vejr og en times tid efter er vi atter på vej nedad. 

Jeg går lidt i forvejen - et par hundrede meter - da jeg får viden om , at en fra gruppen er faldet. Jeg stopper og venter, da turlederen lidt efter kommer styrtende ned: - Hun har brækket benet! I må bære hende ned til stien, så kommer jeg op med bilen. Og væk var turlederen i løb ned ad bjerget!

Et brækket ben

Da jeg kommer tilbage til gruppen, kan jeg godt se, at den er helt gal med en af kvinderne og at de andre er i gang med at forberede "redningsaktionen". 

Hendes underben er gledet ud af knoglen i foden - men er tilsyneladende ikke gået gennem huden - som et åbent benbrud. Ingen tvivl om, at hun har stærke smerter, men heldigvis er det en moden og stærk kvinde med fysikken i orden. Hun har straks lagt sig i en stilling, så skaden mindskes mest muligt. 

Langsomt får vi bakset hende lidt op ad bakken til stien. Fantastisk at konstatere hvorledes gruppen pludselig forandres til et egentligt samarbejdende team. Alle vil hjælpe. 

Et par vandrestave stikkes gennem det nederste af et par sipp-off-bukser og bindes fast til benet med et par tørklæder for at understøtte benet det mest muligt. Benet lægges forsigtigt højt hvilende på en rygsæk. Støvlen sidder fortsat på foden, men vejer og generer og må sikkert skæres af og ofres. Langsomt og forsigtigt får jeg listet den af foden. 

Vi forsøger derefter med en "kongestol" at flytte hende - men det er ikke sagen i dette terræn.

Der kommer tilfældigt en lokal korsikaner og ser situationens alvor hvorefter han med sin mobiltelefon ringer efter redningshelikopteren. Han kan ikke tale engelsk, men vi kan forstå, at han har kontakt med redningsfolkene og at de snart vil komme. 

Der går en time. Hører vi helikopteren? Nej, det er vinden der trækker i trækronerne over os. Vi beder ham om igen at kontakte redningsfolkene.

Imedens har "patientens" veninde med sit modne overblik fået hele situationen beroliget. Hun er fattet og hjælper enormt med sit rolige væsen og giver den nødvendige psykiske støtte til både patienten og os andre.

Der går yderligere en time - så hører vi helikopteren i det fjerne.

Vi er et par, der stiller os i lysningen og vifter med T-shirt og tørklæder i håb om, at redningsfolkene i helikopteren kan se os med det samme. Helikopteren kommer lige over os - flyver hen over patienten ca. 50 meter fra os og drejer fra. 

Panikken mærkes. Har han ikke set os her nede i skoven mellem træerne? Så kommer han tilbage - ergo der er kontakt.

Redningen

Helikopteren er nu lige over os og dens roterende propeller hvirvler skovens blade op i hovederne på os, som om vi er midt i en kraftig efterårsorkan.

Og nu går det hurtigt. En redder fires ned gennem bøgetoppene - der er ikke megen plads - og da han er vel nede, glider helikopteren igen væk. 

Redderen lægger en støttende luftpude omkring benet, der pustes mekanisk op til den rette støtte er givet. Forsigtigt bærer vi patienten hen til en lidt større lysning i skoven, hvor der er bedre mulighed for at få hende op i helikopteren uden at ramme trækronerne.

Så kalder han helikopteren via sin telefon og et øjeblik efter hænger patienten i en sele på vej op i helikopteren. Efter mindre end fem minutter er det hele overstået og helikopteren er på vej mod Corte. Redderen hentes senere og vi tager afsked med vor korsikanske ven og begiver os igen nedad. 

Det er klart at en oplevelse som denne - som vi gerne havde været foruden - selvsagt er spændende og noget vi ikke oplever hver dag. Dog er det mærkværdigt, at jeg også sidste gang jeg var på Korsika i efteråret, var vidne til en redningsaktion!

Det kan ikke siges for tit: -Tag det roligt, når du går i bjergene og se efter hvor du træder. Naturligvis er det banalt, når nu uheldet er ude.                                                                

Gennem Tavignano-dalen bag Corte

På vandreferiens sidste dag kører vi til Corte - en dejlig by, som alle der besøger Korsika bør opleve. Byen var hovedstad under selvstændigheden og er nu en universitetsby.

Vi skal ud i Tavignano-dalen, men allerede efter ca. en times vandring drejer vi fra stien og går ned i dalbunden for at spise tidlig frokost på de store sten i floden. 

Vi vil godt længere ind i dalen og fortæller turlederen, at vi går ind til hængebroen over floden.

Visse steder er brolægningen lagt sirligt, hvilket vidner om at denne sti har udgjort en af de vigtige handelsveje i gamle dage, da man trak muldyrkaravanerne mellem byerne. 

Vi bliver helt nostalgiske, da vi pludselig står ansigt til ansigt med en korsikansk mand med sine muldyr!

Jo længere op i dalen vi kommer, des mere snævrer den til, for til sidst at være på højde med floden.

Det er en noget spektakulær bro, der hænger her! Flere af brædderne mangler og man skal gå meget forsigtigt over den.

Vi skulle nødigt komme til skade, inden vi rejser tilbage mod Danmark.