Efterårscamping i vidunderlige Alsace
Log ind Log ind
Efterårscamping i vidunderlige Alsace

Efterårscamping i vidunderlige Alsace

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Anne-Vibeke Rejser

Vi indrømmer det - hvem tænker på efterår i disse dage... Men før du ved af det skal du på efterårsferie og Alsace er et perfekt valg. Efteråret er specielt i Alsace, fordi du kan opleve vinhøsten og de mange vinfestivaller. Med campingvogn på krogen kan du rejse frit i landsdelen og på den måde se mere.

Anne-Vibeke Isaksen

Anne-Vibeke Isaksen

Vært og rejsejournalist

Tilføj favorit

Dette indhold kræver et aktivt
abonnement

Læs mere

Har du allerede et abonnment?

Alsace - Frankrigs mindste region

Alsace er den mindste region i Frankrig, men er alligevel meget afvekslende i naturen. Mod øst flyder Rhinen gennem landskabet og danner grænsen til Tyskland. Dette store flodområde er helt fladt, og bruges primært til landbrug. Mod vest finder du bjergkæden Vogeserne, og her er der til gengæld uspoleret natur lige med undtagelse af bjergskråningerne, hvor de verdenskendte Alsace-vine bliver til. Mod nord er der mange af de idylliske kanalbyer, hvor livet omkring sluserne altid er et trækplaster. Hovedbyen i Alsace, Strasbourg,  er både historisk interessant og stedet, hvor du kan opleve det moderne Alsace og en del af EU's hovedsæder.

En aftensejltur i Strasbourg er en behagelig måde at se byen på.

En aftensejltur i Strasbourg er en behagelig måde at se byen på.

Rundt i Vogeserne

Vogeserne er oplagt til udflugter. Pak bilen og kør efter næsetippen. Nyd de smukke landskaber uden for og stop her og der, hvor du har lyst. Der er over 4.000 km afmærkede vandrestier i området, så en kortere eller længere gåtur er også en mulighed. Vær opmærksom på at flere af vejene ikke egner sig til kørsel med campingvogn, så lad den endelig stå på campingpladsen. Du kan vælge at pakke en picnickurv, og nyde den medbragte mad i det fri, eller du kan besøge de små gårde, der serverer hjemmelavede specialiteter.

Udsigten fra Col de la Schlucht 1138 moh.

Udsigten fra Col de la Schlucht 1138 moh.

Historiske "Maginotlinjen"

Maginotlinjen blev bygget i 1930'erne og er ca. 350 km lang. Forsvarslinjen skulle beskytte Frankrig mod naboerne i Tyskland. Den fik dog aldrig en særlig betydningsfuld rolle, fordi tyskerne valgte at angribe et helt andet sted, der ikke var så bevogtet. Forsvarsværket er opkaldt efter den franske krigsminister André Maginot. Hvis du vil besøge det største åbne fort, skal du besøge Schoenenbourg. Du kan også besøge museet ved byen Marckolsheim, hvor du også kan parkere med campingvogn uden for museet.

Campingpladsen Claire Vacance ved Colmar

Den første campingplads jeg skal bo på hedder Claire Vacance og ligger ude på landet, så der er i den grad ro og fred. Faciliteterne og servicen er i top. Der er rent og pænt, og sågar skiltningen er på dansk. De høje træer på pladsen giver fin skygge om sommeren. Om efterårets indhylles vi i de smukkeste efterårsfarver. Camping Claire Vancance er et fint udgangspunkt for de hyggelige byer i området. Du kan besøge bjergbyerne Riquewihr, Ribeauville eller den større Colmar, der har bevaret sin helt egen identitet som en yderst vigtig historisk by i området. Den undgik at blive bombarderet under 2. Verdenskrig, så de skæve bindværkshuse står intakte.

Hyggelige Colmar i Alsace

Colmar er en by, hvor du tydeligt ser, at du er tæt på den tyske grænse. Husene er typisk tyske med udsmykninger og blomsterkummer. I Rue de Merchant - handelsmændenes gade - finder du flere små specialforretninger, hvor det er helt oplagt at købe nogle specialiteter med hjem og måske få smagt på den allerførste vin. Det er jo ferie og vi er i Frankrig. I området Lille Venedig er der mange små restauranter, som ligger helt ud til kanalerne og byder på god mad i romantiske omgivelser.

Obernai – centralt i Alsace og tæt på Strasbourg

Med udgangspunkt i Obernai er du på mange måder tæt på alt i Alsace, fordi Rhindalen ligger mod øst sammen med hovedbyen Strasbourg, som du sagtens kan sætte en hel dag af til. Nordpå vinder man kanalbyerne og mod vest Vogeserne. Campingpladsen ligger sådan, at du kan gå ind til Obernai på ca. 20 min., og det er gåturen værd, for den gamle bydel er yderst charmerende, og de gode spisesteder ligger, som perler på en snor. På en dagstur sydpå kan du besøge både Colmar, Ribervillé eller Riquewihr. Tre yderst charmerende byer.

Campingpladsen Le Vallon L´Ehn

Campingpladsen hedder Le Vallon L´Ehn ligger syd for Strasbourg og i gåafstand fra Obernai, der også er en charmerende lille by. Den kommunale campingplads er utrolig populær, selv om den i bund og grund ikke er noget særlig. Her bor en del danskere og de er ikke i tvivl om de fortrinligheder, som her er. Vejret er helt i top. Ikke en vind rør sig, og alle på campingpladsen er ude.

Vinfest i Marlenheim

I Marlenheim gør man virkelig meget ud af festlighederne, når der er høstfest. De lokale musikanterne fylder i gaden med højt musik, og det får stemningen helt i top. Alle gader er fyldte med boder, der sælger lokale specialiteter, og her ser du tydeligt fornemme blandingen mellem det franske og det tyske køkken. Her er noget for enhver smag. I hallen mødes alle for at spise coucroute, der er lokal husmandskost med pølser og kål. En uundværlig tradition på en dag som denne. Fra de små køkkener serveres der mad i lange baner.

Festen afsluttes med parade og samling på torvet, hvor der uddeles saft fra de høstede druer og i fællesskab hylder man årets vinhøst. I år har vinhøsten heldigvis været god og det bliver stemningen ikke dårligere af. Også et herligt ferieminde at få med hjem.

Smag vin hos Arthur Metz

Vin er en lidenskab på disse kanter og for at forstå mere af denne passion, kan det anbefales at besøge et af de gamle vinhuse i området. Arthur Metz ligger midt på hovedgaden og har rundvisning på hele vingården. Besøget afsluttes naturligvis med vinsmagning.

Vinmarkerne er lige uden for døren, og hver eneste dag året rundt er vinen en del af dagligdagen. Som turist kan du følge hele eller dele af den 170 km lange vinrute, der går forbi marker og producenter som perler på en snor. Du bliver aldrig færdig. Du bliver heller aldrig færdig med at smage på de mange forskellige slags vine. De fine vine fra Alsace er en delikatesse, og hører sig ferien til. Det er perfekt med campingvognen, fordi du kan sidde i fortelte og hygge med de velsmagende dråber, og der er aldrig langt i seng.

Dette indhold kræver et aktivt
abonnement

Læs mere

Har du allerede et abonnment?

Fakta om Frankrig - Alsace

Alsace er den mindste region i Frankrig og kulturen er stærkt påvirket af nabolandet Tyskland. Mange rejser til Alsace om efteråret, for at opleve vinhøsten.

Afstand fra Danmark: 870 km (fra den dansk-tyske grænse)

Mest besøgte attraktion:  Strasbourg, 170 km vinrute gennem bl.a. Vogeserne. Byerne Colmar, Marlenheim og Obernai.

Mere information:

Turistinformation: Frankrig

Campingpladser i Alsace