Weekendtur Ringkøbing Fjord
Log ind Log ind
Weekendtur ved Ringkøbing Fjord

Weekendtur ved Ringkøbing Fjord

Med base på Hotel Fjordgården tager vi på tur rundt om Ringkøbing Fjord. Turen er godt 100 km og kan gøres på cykel - eller bil - på en enkelt dag, hvis man følger asfaltvejen. Men vil man have tid til at opleve den skønne natur og nogle af de mange seværdigheder undervejs, skal man nok beregne mindst to dage til rundturen.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Hotel Fjordgården i Ringkøbing

Hotel Fjordgården er med i organisationen Small Danish Hotels, men er ikke noget lille hotel. Ud over de mange værelser er her wellness-center samt indendørs svømmepøl, og med beliggenhed blot to minutters gang fra fjorden og ca. 10 minutters gang fra centrum, er Hotel Fjordgården et godt udgangspunkt for at komme på opdagelse både nord og syd for Ringkøbing Fjord samt ind i landet. 
Og så har Hotel Fjordgården nogle absolut tiltrækkende priser, som dækker overnatning samt stor morgen- og aftenbuffet. I restauration Helten kan man naturligvis også bestille a la carte.

Hotel Fjordgården

Hotel Fjordgården

Ringkøbing by

Allerede i 1443 blev Ringkøbing udnævnt til købstad - og er dermed en af landets ældste købstæder. Det første vi møder er vindmølleproducenten Vestas store bygning. Det er en fin, moderne bygning, som ligger helt ud til fjorden. Gå en tur rundt om den. Så kommer vi ned til havnen og kan se at denne gamle købstad ligger smukt ned til Ringkøbing Fjord og giver byen et meget maritimt miljø, ikke mindst når man går rundt mellem de pittoreske små fiskerhytter, som står lige ved fiskerihavnen. Længere henne ses bådehavnen.
Vi spadserer op i byen, hvor mange af de gamle huse ligger ud til smalle gader med toppede brosten. Særligt charmerende er byens centrale torv med den gamle amtsbygning og købmandsgården - nu Hotel Ringkøbing. Bag torvet ligger Ringkøbing Kirke, der oprindeligt er fra 1400-tallet.

Ringkøbing Havn

Ringkøbing Havn

Museum og kunstnerby

På det lille torv foran Ringkøbing Museum står en statue af bysbarnet Ludvig Mylius-Erichsen, der blev en kendt polarforsker og grønlandsfarer. Han omkom under Danmark Ekspeditionen i 1906-08 sammen med sine medrejsende. Hans lig er aldrig fundet. (Læs Anton Friis "Danmark Ekspedition til Grønlands nordkyst 1906-08"). Ringkøbing Museum fra 1908 fortæller historien om de sidste 12.000 års kulturhistorie i Vestjylland og har bl.a. en udstilling om Mylius-Erichsen samt byens udvikling skildret i malerier ligesom man kan se en udstilling om de tyske bunkere.
Rundt omkring i bybilledet er her kunst i gaden. Bl.a. ses en række forskellige skulpturer med temaet "Stop Hjemløsheden" skabt af kunstneren Jens Galschiøt. Byen er da også et mekka for udøvende kunstnere, både malere, keramikere, smykkekunstnere m.fl. er alle ivrige efter at åbne dørene for nysgerrige besøgende.

Ludvig Mylius Erichsen foran Ringkøbing Museum

Ludvig Mylius Erichsen foran Ringkøbing Museum

På Danmarks ældste cykelsti

Vejret er lidt gråt denne morgen, hvor vi starter vores cykeltur mod Søndervig, men der er lovet opklaring i løbet af dagen. Som altid (næsten) er her en frisk vind fra nordvest og efter at have passeret Von Å, der forbinder Stadil Fjord med Ringkøbing Fjord, drejer vi fra landevejen og ind på Danmarks ældste etablerede cykelrute, som går langs fjordens nordlige kyst. 
Cykelstien blev anlagt i 1920 og var dengang noget af en seværdighed. Men det var svært at skaffe penge til stiens vedligeholdelse, hvorfor der blev krævet bompenge for at cykle på den. 25 øre for voksne og 15 øre for børn!
Snart er vi i landlige omgivelser og passerer Gammelsogn Kirke fra slutningen af 1100-tallet. Kirken er dog renoveret flere gange og senest i 2008. Da man restaurerede kirken tilbage i 1967-71 fandt man nogle gamle egebjælker med indgraverede runetegn, hvilket kan være fra stedets første trækirke. Det tyder på at der her har været en trækirke bygget af kristne vikinger - måske helt tilbage i år 900.
Ude i fjorden kan vi se Baggers Dæmning, der blev bygget i 1874 i forsøget på at inddæmme den nordlige del af Ringkøbing Fjord, men under en storm året efter brød vandet igennem og projektet blev opgivet. I dag fungerer dæmningen som fundament for de højspændingsmaster, der leder strøm over fjorden.

Turen går langs Ringkøbing Fjord mod Søndervig

Turen går langs Ringkøbing Fjord mod Søndervig

Ferie- og badebyen Søndervig

I 1800-tallet kom flere og flere badegæster til Søndervig og der blev bygget hoteller. Det var og er fortsat farligt at bade i Vesterhavet og dengang var det forbudt at bade uden "æ badestrik" – et tov bundet om livet og koblet til et anker godt begravet i sandet, så ingen kunne blive ført ud i havet af de stærke havstrømme. 
Vi spadserer en tur på stranden og kan endnu se rester af tyske bunkere fra 2. verdenskrig, der indgik i forsvarsanlægget "Atlant-volden" som løb fra Spanien til Nordnorge og skulle beskytte dem mod invasionen fra de allierede. Det er faktisk muligt at komme ind i en af bunkerne på en guidet tur, hvis man henvender sig til turistkontoret eller Ringkøbing-Skjern museum. Et af de største bunkeranlæg kan ses blot nogle få kilometer nord for Søndervig ved Houvig. Her byggede tyskerne 50 bunkere og 50 andre betonanlæg, som nu ligger helt eller delvist begravet i sandet. Mange er krakkeleret og betonstykker ligger spredt rundt omkring ligesom rustne, spidse jernstivere stikker ud mange steder til fare for de besøgende. 
Mon ikke snart det er på tide at få fjernet disse grimme bunkere og så lade nogle enkelte, mere intakte, stå tilbage som et minde om en del af Danmarks historie?
I dag er Søndervig oversået med sommerhuse og ferieboliger, der nogle steder ligger ganske tæt. Midt i denne ferieby krydser Danmarks nationale cykelrute nr. 1 "Vestkystruten" og den cykler vi ud af - ud på Holmsland Klit.

Søndervig

Søndervig

Vestkystruten

Cykelstien snor sig først gennem det mægtige sommerhusområde, mest på grussti, men ind i mellem også på lidt asfalt. Mange skønne, stråtækte ejendomme passeres, men vi synes at det er synd at de ligger så tæt, at man næsten ikke kan have noget privatliv. Snart er vi ude i mere åbent klitterræn og beskyttet for vinden af den yderste klitrække. Duften fra klitblomster og den friske duft af saltvand er en intens oplevelse, mens vi cykler hen ad Vestkystruten og lytter til lærkens trillen over vore hoveder. Nu er solen kommet frem.

På Vestkystruten med udsigt til klitter

På Vestkystruten med udsigt til klitter

Lyngvig Fyr

På lang afstand kan vi øjne Danmarks højst beliggende fyrtårn, der blev bygget i 1906. Det skete efter at 23 sømænd i 1903 mistede livet i et tragisk skibsforlis ud for den jyske vestkyst, og kunne være undgået, hvis de havde kunnet orientere sig om, hvor tæt de var på kysten. En lang trappe fører op til fundamentet, hvor fyret står og herfra kan man komme ind – og op i fyret. Lige når man træder ind, er det som om man kan høre havets brusen inde i fyrtårnet - eller er det vinden, som giver den særlige dybe brummen? Et utal af trappetrin fører os op til toppen af fyret, hvor vi gennem en lille dør kan kravle ud på platformen ved det store lys som kan ses 40-50 km. fra land. Her oppe fås et helt fantastisk udsyn over Holmsland Klit og Vesterhavet.
Da vi atter skal ned ad trapperne, kigger vi lige ned i dybet og ser nærmest ind i et sneglehus - og passer på ikke at læne os ud!
Neden for Lyngvig Fyr findes en lille udstilling samt et museum.

Lyngvig Fyr - Danmarks højest beliggende fyrtårn

Lyngvig Fyr - Danmarks højest beliggende fyrtårn

Hvide Sande

Byen, der ligger klemt inde mellem havet og fjorden, blev grundlagt i 1931, da man byggede det store sluseanlæg mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Det er en maritim havneby med farverige fiskerbåde, der konstant kommer og går fra havnen. Her findes akvarium og fiskerimuseum. Vi stiller cyklerne og spadserer op på signalhøjen, hvor en graffitimalet tyskerbunker, har fået lov at bestå. Udsigten er fin til at orientere sig efter. I den stemningsfyldte by hygger de mange turister sig ved fortovsrestauranterne samt med lystfiskeri ved slusen, hvor chancen for en god fangst er stor.

Hvide Sande er en aktiv fiskerihavn

Hvide Sande er en aktiv fiskerihavn

Restaurant Spisested ved Hvide Sande Røgeri

Man kan næsten ikke besøge Hvide Sande uden også at besøge det kendte Hvide Sande Røgeri, og her er da også en længere kø ved disken, som venter på at det bliver deres tur til at bestille nogle af de særdeles lækre specialiteter. Men røgeriet har også sin egen restaurant som blot hedder "Spisested" og her nyder vi dagens frokost med dampede muslinger og en stjerneskudssandwich. Stedet kan anbefales.

Fiskebutik, røgeri og spisested i Hvide Sande

Fiskebutik, røgeri og spisested i Hvide Sande

Abelines Gård

Turen fortsætter sydover forbi Hvide Sande Camping og vi gør holdt ved Abelines Gård. Denne strandfogedgård blev bygget i 1854-71 af Christen Christensen og som strandfoged var det hans opgave at holde øje med stranden, rapportere når noget hændte og fjerne vraggods samt sætte det brugbare til auktion. I 1895 blev gården overtaget af sønnen Laurids J. Christensen, som giftede sig med en af nabogårdens døtre - Abeline Sørensen. Men allerede i 1904 døde Laurids af tuberkulose og Abeline blev som 35-årig alene med fem børn i alderen 6-13 år.  
Abeline drev gården videre - først med fremmed hjælp og senere sammen med børnene i 53 år indtil hun døde i 1957 - 87 år gammel. Abelines Gård står helt intakt, som da hun forlod denne verden og inden for kan man således se, hvorledes familien havde indrettet sig på en vestjysk strandfogedgård i begyndelsen af 1900-tallet.

Abelines Gård lidt uden for Hvide Sande

Abelines Gård lidt uden for Hvide Sande

Nymindegab

Nymindegab er en lille landsby som lever af turister. Men, som et skilt oplyser, tager det blot ca. 100 sekunder at køre gennem byen - men man vil godt have at vi bliver lidt længere.
Fra Nymindegab er der helt vidunderlige vandreture mod syd til Gammelgab Strand og Houstrup Strand i et imponerende klitlandskab langs en dobbelt klitrække, klitsøer og gennem klitplantage. Men det er en helt anden historie, som du kan læse mere om her.

Klitsøerne ved Gammelgab og Nymindegab

Klitsøerne ved Gammelgab og Nymindegab

Værneengene og Tipperne fuglereservat

I den sydlige del af Ringkøbing Fjord cykler vi ind i det store fredede vådområde Værneengene, der på den nordligste del er et beskyttet fuglereservat kaldt Tipperne. Vi passerer stedets eneste højdepunkt Bjålum Klit, hvor en række gamle jagthytter, der nu fungerer som sommerhuse er placeret. Hytterne ved Værneengene. Flere af disse små, tætliggende huse er bygget af forhåndenværende materialer, men er ganske charmerende.
En stor rød bygning - Nordladen - har på første sal en permanent udstilling om fuglelivet i området og herfra kan man gennem glas spejde ud over hele det flade område.
Så tidligt som i 1898 indførte staten bestemmelser om fredning af fuglelivet på Tipperne for at sikre yngle- fouragerings- og rasteområder for vadefugle. Reservatet blev oprettet i 1928. 
I dag yngler op mod 1000 par vadefugle på Tipperne. Fra april til september er vadefugletrækket på sit højeste. I marts/april samt i september/oktober kan man se et stort antal ænder og gæs raste.
Da vi når helt ud til Tipperne, kan vi konstatere, at stedet kun kan besøges søndag formiddag i lavsæsonen samt fredag formiddag mellem kl. 9 og 11 i højsæsonen - og kun i bil ud til et fugleudkigstårn. At cykle eller vandre i området er ikke tilladt. Lidt skuffede over at møde et lukket gærde vender vi om. Den grusvej som fortsætter fra Tipperne og direkte sydover ender blindt - også ved et udkigstårn - så følg samme vej tilbage forbi Nordladen og hytterne ved Værneengene.

Kvæg på Værneengene

Kvæg på Værneengene

Bork Vikingehavn

I Bork Vikingehavn oplever vi, hvordan danskerne engang var rigtige krigere og kan se hvordan vikingerne levede, når de ikke var på viking. Vi får et levende indblik i de aktiviteter som udfolder sig på dette levende museum, ligesom vi får lejlighed til at se hvordan husene er bygget og indrettet med f.eks. bolig i den ene ende af huset og stald i den anden.
Nok så interessant er Bork Tapetet - et par broderede vægtæpper, hvor der er hentet inspiration fra det berømte 70 meter lange Bayeux Tapet i Normandiet. Bork Tapetet fortæller en lokal historie hentet fra Snorre Sturlasons Olav den Helliges saga. På den anden side af P-pladsen ligger Fahl Kro, hvor der er et museum og en café.

Bork Vikingehavn er et levende museum

Bork Vikingehavn er et levende museum

Skjern Å delta

Vi kan fra landevejen se ud over Skjern Enge og er tæt på Danmarks største floddelta, hvor Skjern Å løber ud i Ringkøbing Fjord. I 2003 fuldendt man Nordeuropas største genopretningsprojekt, så Skjern Å igen kunne få sit oprindelige snoede forløb, efter at man i 1960’erne havde rettet den ud til gavn for landbruget. Resultatet er et imponerende naturområde med et rigt fugleliv med mere end 250 forskellige fuglearter. Langs åen er etableret et veludbygget stisystem for både gående og cyklende. Men også ridende, lystfiskere og kano- og kajakroere kan finde dejlige udfordringer og fantastiske oplevelser i området. Vi tager helt ud til Pumpestation Nord, hvor der oven på bygningen er et udsigtspunkt, hvorfra vi skuer ud over området. Vil man over åen på dette sted, er her en trækfærge, hvor man ved egen håndkraft kan trække sig - og sin cykel - over åen.

Skjern Å's delta

Skjern Å's delta

Langt stræk til Velling

Sidste del af turen rundt om Ringkøbing Fjord går på et langt, lige stræk gennem små landsbyer som Stauning og Halby og med udsigt til fjorden. I de små landsbyer ses idylliske huse og spændende kirker, hvor kirken i Velling bliver sidste stop før vi er tilbage i Ringkøbing.

Velling Kirke

Velling Kirke

Fakta om Ringkøbing Fjord

Ringkøbing Fjord, der er dens tørste af de vestjyske fjorde, ligger godt gemt bag den lange landtange Holmsland Klit. 

Areal: 300 km2

De fire byer rundt om fjorden: 

Ringkøbing: ca. 10.000 indbyggere

Søndervig: ca. 100 (50.000 om sommeren)

Hvide Sande: ca. 3.000 indbyggere

Bork (Bork Havn): ca. 200 indbyggere

Oplevelser: Nørre Lyngvig Fyr, Naturkraft, Sandskulturfestivallen i Søndervig, Fjorden Rundt på cykel, Abelines gård

Danmarks største campingplads: DCU Camping Lyngvig Strand

Turistinformation: Visit Vesterhavet

Få meget mere Anne-Vibeke Rejser

Adgang til ALT indhold på AnneVibekeRejser.dk
Streaming af Tv-programmer i fuld længde - altid over 75 stk.
Næste online Tv-program: Anne-Vibeke Rejser - Tour de Mont Blanc
De bedste rejsetips i et nyhedsbrev ca. to gange hver måned
Næste online foredrag: Guide til Tour de Mont Blanc
Se og gense over 30 foredrag fra hele verden
Ja tak, lad mig se noget mere!
Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Vores nyhedsbrev er fyldt med gratis inspiration til din næste rejse, Anne-Vibekes bedste rejsetips, gode tilbud, men også nyt fra KLUB Anne Vibeke Rejser, hvor du kan se tv-programmer i fuld længde, deltage i foredrag mm.

klub

Bliv abonnent af Klub Anne-Vibeke Rejser

Tilmeld dig Klubben