6.JPG

Øen Langkawi - suveræn familieferie

Google Map...

Hovedstaden i Malaysia er Kuala Lumpur. 

Befolkningstal: Ca. 31,8 mio. 

Areal: Ca. 330.803 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 9.678 km til Kuala Lumpur. 

Tidsforskel: 7 timer foran

Mest besøgte attraktioner: Naturen med dyrelivet, der bl.a. omfatter næseaber og orangutanger, men også kulturelle steder i byerne Kota Kinabu og Kuching. På Borneo er det muligt at besøge de tidligere hovedjægere, der bor i karakteristiske langhuse. 

Mere information: Den moderne storby samt naturen på landets øer

Turistinformation: Malaysia

Ørnen byder velkommen

For at komme til tropeøen Langkawi fortsætter man med indenrigsfly fra hovedstanden Kuala Lumpur. Øen ligger ca. 30 km vest for fastlandet og tæt på grænsen til Thailand. 
Langkawi har 40.000 indbyggere og blev toldfrit i 1987, for at tiltrække flere turister. Øens varetegn er den 12 meter høje rødbrune ørn, der står på havnefronten i hovedbyen Kuah. Med respekt byder den alle velkommen.

Varieret natur

Langkawi er på trods af sin begrænsede størrelse en ø, der byder på meget varieret natur. Man kan komme op i bjergene, besøge mangroven eller køre langs de frodige marker med græssende bøfler, hvis ikke det er fordi man fortrækker at dase på de imponerende sandstrande, der er på selve Langkawi eller på de mindre øer omkring. Havet med det turkisblå vand er aldrig langt væk.                                                                                                                        

 

Overnatning til enhver pengepung

På Langkawi kan man bo på alle mulige måder og til en hver pengepung. Mange ferieresorts ligger helt ude ved kysten med egen sandstrand. Man kan vælge at bo i bungalows med eget lille køkken eller et stort luksusresort med alt hvad hjertet begærer. Det sidste lyder dyrt, men man får utrolig meget for pengene, og standarden er imponerende høj. Det er let og billigt at komme rundt, så man også kan prøve noget forskelligt i løbet af ferien.                                                      

Luksuriøse Meritus Pelangi Beach Resort and Spa

I den luksuriøse ende kan man f.eks. vælge Meritus Pelangi Beach Resort and Spa, hvor værelserne ligger med udsigt til sandstranden og havet. Hotellet har alt, hvad man kan ønske sig inklusiv et yderst delikat spaområde, hvor man kan forkæle sig selv.  Der er fine familieforhold, og der er i den grad tænkt på alt.

Tag på øhop - heldagstur

Langkawi er hovedøen og rundt om denne ligger over 100 mindre øer. Mange af disse er ubeboet og ses bedst fra båd. Der er en perlerække af udflugtsmuligheder at vælge imellem med forskellige længder og til forskellige priser. Vi er på havet en hel dag, hvor vi sejler forbi mange af de sagnomspundne øer, der rejser sig fra havet rundt om Langkawi. Her er gudesmukt og de træklædte øer, står i flot kontrast til den blå himmel og det azurblå hav.                                           

Pulau Dayang Bunting – den sagnomspundne ø

Vi går i land flere steder. Bl.a. Pulau Dayang Bunting, der betyder "den gravide jomfrus ø". Her besøger vi den sagnomspundne sø, der den dag i dag stadig besøges af gravide, der kommer for at drikke af vandet, da det menes at bringe hele og lykke med graviditeten og det kommende barn. Andre steder går vi i land for se nærmere på geologien på øerne. Mange steder er der beviser for, at de første øer rejste sig fra havet for mere end en halv mia. år siden og er dermed nogle af de ældste i hele Sydøstasien.

Fodre ørne

Sejlturen går også ind i flere af de frodige bugter, hvor vi kommer tæt på øerne og den frodige mangrove. Den er alt afgørende for det rige fugleliv, der er omkring øerne. Vi nærmer os stille og rolig store flokke af ørne, der kræser over hovederne på os. Der er store kolonier hvidmavede havørne og de enorme fugle har vænnet sig til at blive fodret af de besøgende både. De bliver kun fodret med fisk, og ved fodringen kommer de meget tæt på bådene. De kommer med fuld fart fra himlen og henter madningen i havoverfladen, hvorefter de går på vingerne igen. Det er et flot syn og man får et godt indtryk af, hvor store fuglene er. Vingefanget på de voksne fugle er over to meter. Vores guide stopper bådens motor, så vi kan nyde fuglenes høje skrig og kamp om maden.                                                                                                                                   

Grillmad på stranden

Sidst på denne øhopstur venter der os en perfekt overraskelse. Vi skal nemlig spise på stranden på Beras Basah øen og menuen består af de lækreste grillede specialiteter fra havet. Store krabber, blæksprutter og hummer, der er sovset ind i hvidløg. Enkelt menu, med en uforglemmelig smag. 
Der er indlagt god tid til at nyde den skønne bounty strand og det forfriskende vand. Det kan anbefales at tage snorkeludstyr med.

Snorkling i Coral World

I det hele taget er mange af øerne egnet til snorkling, fordi vandet er så klart og der er masser af farvestrålende fisk. Vil man snorkle en hel dag, kan man tage på heldagstur til Coral World, der ligger ved Pulau Payar Marine Park og har Malaysias eneste flydende platform på havet. Det er netop gjort for at beskytte øen, strandene, de fine sårbare rev og havet, at man snorkler på denne måde. Man får udleveret alt snorkeludstyr til både store og små og der er servering, så man skal ikke selv sørge for noget.

Svømme med hajer

På turen er der god tid til at komme i vandet og snorkle og man må også gerne svømme ind på øen og hvile sig, for der er ganske meget strøm i vandet, hvilket gør, at man bruger en del kræfter. Der er utrolig meget at se og vandet er fyldt med farverige fisk. Vi ser også mindre hajarter, der heldigvis er helt ufarlige. Vandet har en perfekt temperatur og det gør, at man kan opholde sig i vandet i længere tid uden at fryse. Pulau Payar Marine Parks store flydende dykkerstation er i sig selv ikke et besøg værd, men hvis man gerne vil opleve koralrevet og fiskene, så er det en god udflugtsmulighed. 

Sunset cruise – solnedgang fra katamaran

Hvis man ikke kan få nok af havet, kan en aftenudflugt anbefales. Turen varer kun et par timer, for båden tager os kun lige ud i bugten for i ro og mag at nyde en ubeskrivelig solnedgang uden genererende ting for øret eller øjnene. Det eneste man skal er at nyde solnedgangen i horisonten uden forstyrrende elementer. De fleste vælger at gøre det fra dækket, mens andre hopper i vandet og nyder turen derfra.

Mardi Langkawi Agro Park

Langkawis indbydende klima og frodige jord, gør det helt oplagt at smage på nye spændende frugter og grønsager og så samtidigt få tanket vitamindepoterne op. Øen er kendt for de mange eksotiske frugter og vil man stifte bekendtskab med dem kan man besøge Mardi Langkawi Agro Park, der ligger inde midt på øen i et frodigt grønt område.

Sjove fotos

I Mardi Langkawi Agro Park får man ikke bare lov til at smage de mange eksotiske frugter, som vi kun kender i begrænset omfang fra de danske supermarkeder. Her smager de dog noget anderledes – måske fordi de er helt friske. Vores guide er fuld af humor. Sammen med børnene skal der tages sjove billeder sammen med frugter, så vi ikke glemmer dem.

Op i trætoppene

I Mardi Langkawi Agro Park er der også en Go High bane, hvor man i 12 meters højde kan få sit daglige adrenalinkick – både ved at krydse den højtgående baner og når man skal ned igen. Go High banen er meget udfordrende og kan få selv de sikreste ben til at bævre i højderne. Sikkerheden er i top og der er hele tiden guider, der instruerer en i at gennemfør de forskellige baner. Det gør også at Mie, der kun er syv år, kommer hele vejen rundt uden problemer. Alt udstyr udleveres på stedet og man får en grundig instruktion inden man klatrer op i trætoppene.

Lokalt og lækkert mad

For at prøve det traditionelle køkken på Langkawi, kan det anbefales at spise en aften på restaurant Kantan, der serverer øens mest traditionelle retter. Alt foregår lokalt, så vi starter med at stille skoene ved indgangen og efter vi har sat os til bords, skal højre hånd vaskes grundig, for det er den vi skal spise med. Herefter serveres flere mindre traditionelle og yderst velsmagende retter i den vidunderlig dekorerede restaurant, hvor man ikke er i tvivl om at man er i Østen. Jeg kan heller ikke lade være med at beundre deres utrolig elegante måder at serverer på. Det hele foregår med en nærmest magiske bevægelser og gør hele oplevelsen ganske uforglemmelig. 

Langkawi Sky Panorama i Machincang bjergene

På den sydvestlige side af Langkawi ligger Machincang bjergene, hvor det er muligt at tage kabelbane op i bjergene for at opleve det imponerende Langkawi Sky Panorama. Det er et usædvanligt bygningsværk i form af en 125 meter lang bro, der snor sig mellem to bjerge og hvorfra der er en imponerende udsigt ud over hele Langkawi og det omkringliggende ørige. Turen starter fra parkeringspladsen ved oriental Village for foden af bjergene og går først med en todelt kabelbane op i ca. 700 meters højde. På mellemstationen kan man stå af og få den første udsigt ud over havet. Herfra kan man fortsætte op til toppen og hængebroen, der er turens højdepunkt. 

Langkawi Sky Bridge - imponerende bygningsværk

Hængebroen stod færdig i 2004 og er en af verdens længste hængebroer med en kurve. Man fornemmer den gynger en smule, når man går på den, men det er kun med til at give udsigten mere intensitet. I daglig tale siger man at der er 99 øer rundt om Langkawi – her fra Langkawi Sky Panorama er der god mulighed for at tælle efter og det korrekte tal er 104 øer.

Vi er 708 meter over havets overflade og herfra kan man oveni købet sende et postkort hjem til familien fra Malaysias højst beliggende postkasse.

Sammen med kabelbanen og den imponerende bro ligger der også souvenirbutikker, en lille gård med klappedyr og andre aktiviteter for de besøgende.

Besøg på aftenmarked

Langkawi er ikke en ø, hvor der er et livligt natteliv, men på de forskellige aftensmarkeder rundt omkring på øen, er der til gengæld et leben, der er værd at opleve. På markedet er der levende dyr og lige ved siden af dem står de store rygende frituregryder. Der er med andre ord kort proces, når man skal tilberedes. Det er herligt at opleve den stemning, der er blandt de sælgende. Der tales livligt og grines højlydt. Stemningen er livsbekræftende og som besøgende føler man sig meget velkommen.

Smag på maden – den er god

På markedet kan man smage en masse specialiteter, fordi maden sælges som snack og fingermad. Der er ikke restauranter, fordi lokalbefolkningen som oftest kører forbi markederne på vejen hjem og køber ind til aftensmaden. Den netop tilberedte mad nydes med det samme.

Sejltur gennem mangroven

På den nordøstlige side af Langkawi ligger et stort og uberørt naturområde, der består af mangrove. Turen foregår på Killim floden, der er den største af tre floder i Kilim Karst Geoforest Park, som hele mangroven hedder. De aflange både vi sejler med er ideelle til at sejle rundt i de til tider smalle kanaler i mangroven og til at lægge til, de steder vi går i land. 

Naturpark til vands og til lands

Flere steder besøger vi grotter, som vi ikke havde fundet på egen hånd. Vi kryber ind gennem små åbninger i klippevægge og inde bag disse gemmer sig en utrolig verden. Der lugter ganske grimt og det går op for os at loftet i grotten er spækket med tusindvis af flagermus, der hænger og daser med hovederne nedad. I sumpen under os ser vi både dyndspringere og krabber i forskellige størrelser. Man kan sagtens få en hel dag til at gå i området, hvis man har tiden til det, og så kan det i den grad anbefales at få en guide med så man får meget mere ud af turen. De taler fint og forståeligt engelsk.                                                                                                   

Mangfoldigt dyreliv

Dyrelivet er mangfoldigt i mangroven og vi ser specielt en masse fugle og slanger i mangroves buske. Det viser meget om hvor mangfoldigt her er, og Langkawi er både for dem som slapper af og nyder den gode mad, men også dem som ønsker at være aktive til vands, til lands eller i luften. Lokalbefolkningen er ekstrem imødekommende og gæstfrie. Livet går sin stille gang og det vender man sig ekstremt hurtig til som besøgende.                                                                                           

Langkawi er for alle

Langkawi er for alle, uanset hvilken form for ferie man leder efter. Lokalbefolkningen er meget venlig, naturen er enestående med en perlerække af strande, god mad og interessant kultur. Så hvis du drømmer om en anderledes ferie lidt længere væk, så er Langkawi et godt bud.