PICT0031.JPG
Cykelferie

På nordsiden af søen Issyk Kül

Google Map...

Hovedstaden i Kirgisistan er Bisjkek. Kirgisistan staves også som Kyrgyzstan.

Befolkningstal: Ca. 6,1 mio.

Areal: Ca. 199.900 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 4.455 km til Bisjkek

Tidsforskel: 5 timer foran

Vigtigste turistattraktion: Naturen og de smukke bjerglandskaber omkring søen Issyk Kül

Læs mere på:

Rejsebureau: Timbuktu Rejser

Turistinformation: Kirgisistan

Problemer i Kastrup

Allerede da vi skulle checke vore store trek-cykler ind, opstod der problemer. Kufferter og indcheckning forløb fint hos KLM (det hollandske flyveselskab). Vi fik bordingcard til Amsterdam og videre til Hannover og efter at have betalt KLM særskilt for cykeltransporten skulle cyklerne indleveres ved "Stor Bagage" i terminal 2. Vi havde hjemmefra fået nogle store papkasser hos cykelhandleren, så vore cykler var godt dækket ind (ca. 4/5), pedalerne fjernet og styret vendt parallelt med forhjul og stel og sænket så meget som muligt – men ikke dækket ind af pappet. 
Om cyklerne kunne komme gennem transportbåndet til scanningsmaskinen i Kastrup? Nej! Personalet med en speciel ihærdig kvindelig overordnet - ville ikke godtage størrelsen på "pakken" - der maksimalt må være 98 cm bred og 100 cm høj for at "pakken" kunne glide uhindret gennem ved indleveringen. (Længden er der vist ingen problemer med!). Der var nu gået en del tid, så vi var under tidspres for ikke at komme for sent ud til flyveren. Vi måtte så i al hast finde værktøj frem og afmontere forhjulene. Alligevel kunne "pakken" ikke glide uhindret gennem den snævre sluse. Panikken bredte sig. 
De øvrige rejsende i vor gruppe havde mindre cykler (mountainbikes) og en enkelt havde pakket hele den adskilte cykel helt ind i en lukket papkasse, der lige akkurat kunne passere. Da "overkontrolløren" var væk, kunne jeg ved at holde cyklen på skrå få den manøvreret gennem slusens ca. 120cm målt fra hjørne til hjørne med hjælp fra en af de ansatte og cyklen var på vej. Tiden var knap og for ikke at skulle tilbage i køen ved indtjekningen for at få forhjulene indskrevet som yderligere bagage, besluttede jeg mig for at forsøge at tage dem med i flyet som håndbagage. Efter at være kommet gennem den alt for lange kø ved sikkerhedskontrollen (security) - hvor de kiggede noget mistænkeligt på mine hjul - lykkedes det at nå frem til vort KLM-fly, hvor personalet velvilligt fandt plads til hjulene i et skab forrest i flyet. 
Vor bagage, herunder cyklerne, ville blive transporteret via Amsterdam direkte til Hannover, hvor vi skulle have den udleveret og igen indskrive den til Bishkek. Fra terminalen i Hannover kunne vi se, hvorledes vore cykler blev behandlet af lufthavnspersonalet. Ja, jeg turde næsten ikke tro mine egne øjne. Cyklerne blev smidt rundt blandt kufferterne (dvs tunge kufferter både neden under og oven på cyklerne) og det var med bange anelser, at vi fik udleveret cyklerne. 
Hjulene på vore cykler var naturligvis slået/trykket skæve, så de eksede, en eger var knækket og kablerne til gear og bremser var revet op - men ikke itu (ubetænktsomt af mig ikke at dække styret bedre ind), lygtedæksel revet af og skærmene naturligvis helt skæve.

Pak cyklen godt ind

I Hannover stødte vore rejsevenner fra Holland til. De var dels kommet i bil, dels med tog og sammen indskrev vi bagagen. Vi fortalte naturligvis om vore oplevelser tidligere på dagen og de stod helt uforstående over for den lille sluse i Kastrup. Flere havde rejst - endda med en cykkelpakke, der er betydeligt større - og aldrig haft problemer med det fra andre lufthavne i verden.
Ser vi bort fra en diskussion med Altyn Air om betaling af cykeltransporten til Bishkek, var der da heller ingen problemer med at få cyklerne gennem indskrivningen og slusen, der var næsten dobbelt så stor som i Kastrup.
Jeg har nu besluttet mig for at vore store cykler aldrig igen skal ud at flyve og mit råd til alle, der vil ud af Kastrup med cykler er: Skil cyklen ad (hjul, pedaler, saddel, og evt. styr). Tape alt fast til stellet med gaffatape og pak det hele ind i en stærk papkasse, der hverken i højde eller bredde fylder mere end 100 cm, og forstærk de svage og udsatte steder med et ekstra lag tape.
Lær din cykel at kende så du f.eks. ved, hvorledes bremser og gear adskilles og samles igen/justeres. Og så kan vi kun bede til, at Kastrup snarest muligt får en større scanner, så de kan komme på internationalt niveau for cykeltransport.                                                                                       

Et ekset hjul

Det er fortsat nat, da vi lander og efter en timelang kø og langsommelig proces med at få det obligatoriske turistvisum i passet, lukkes vi ud i den gryende morgen og bliver modtaget af vor lokale guider. Bagage og cykler sættes på bussen og vi kører til et villakvarter lidt uden for byen, hvor vi indkvarteres på Guesthouse Crocus. Et dejligt to-etagers hus, hvor vi får værelser med bad og toilet. Vores værtinde på Crocus taler gebrokken tysk og serverer et lækkert morgenmåltid for os, inden vi hviler ud efter flyveturen.
Midt på dagen kører vi ind til byen og får vekslet penge til den lokale valuta CUM og får derefter en lækker frokost i den maritime restaurant "Nemo", der nærmest kan beskrives som en kælder indrettet som en u-båd med koøjer og levende fisk i et akvarium. Da vi senere ser på cyklerne, er der småskader på flere af cyklerne, men det værste er dog mit eksede baghjul, som vi finder uanvendeligt/farligt at fortsætte med på de hullede/stenede veje og stier, der ligger foran os de kommende dage. Mindre betydningsfuldt er det, at vore gear er slået skæve og er ude af optimal funktion. Det er en helt uventet hjælpsomhed, som vi oplever fra alle deltagernes side. Masser af gode råd og fingerfærdighed. Heldigvis er der flere erfarne turcyklister i gruppen, som forsøger at reparerer vore skader. Men baghjulet driller. Skal jeg virkelig gennemføre turen på sædet i en bil? Findes der ikke et baghjul i Kirgiststan, der passer til min cykel? Vi forsøger at rette det eksede hjul ud ved at justere egerne med en nippelnøgle. Det gøres ved at ved at dreje niplerne for enden af egerne, men må til sidst opgive. Da foreslår vor chauffør, at han tager hjulet med til en af sine venner, som han mener, kan rette hjulet ud i løbet af den kommende nat og jeg overlader hjulet til ham.

Mod Balykchy (ca. 45 km)

Det har været en fredelig nat selv om hundene i kvarteret ind i mellem gør om kap. Men det er naturligvis spændingen omkring mit baghjul, der på et splitsekund får mig lysvågen. Kommer jeg ud at cykle? Spændingen udløses først efter en dejlige morgenmad, da Bakhtijar kommer med bussen for at transportere os det første stykke vej frem til cykelturens startsted. Og heldigvis er tommelfingeren opad - og et lettelsens suk går gennem mig. Hjulet er så godt som rettet ud og en eger fjernet. Jeg kommer alligevel ud at rulle ... Og jeg betaler glædeligt 300 CUM (udtales "som" og er ca. 45 kr.) som reparationen har kostet. 
Da alt er samlet og cykler samt bagage igen er i bussen, kører vi et par timer mod øst langs med Chüy-floden, der på et stykke danner grænsen til Kasakhstan. Ved Boom-kløften begynder vort adventure-cykeltrek, og efter at have fået en sandwich og lækker melon – købt på et lille marked undervejs - svinger vi os på sadlerne og får fart på cyklerne. Det er en ret så befærdet vej, vi cykler på, så rytmen er den, at vor følgebil (med guide og bagage) ligger bagerst og "beskytter" de i vores gruppe, der ligger sidst i rækken. Der opstår dog hurtigt stor afstand mellem de hurtige forreste og de lidt tungere der ligger bagerst. Her ligger vi. Vi cykler langs med floden, hvor de tørre gul/brune bjerge bagved rejser sig i flere lag. Dalen er bred her og ud af morgendisen kommer de snedækkede bjerge langsomt til syne i horisonten. De bagerste bjerge med sne på toppen danner nu grænsen til landet mod nord. 
I det fine vejr bager solen ubønhørligt ned på os, og vejen vi cykler på begynder midt på dagen at smelte. Asfalt sætter sig fast på dæk, skærme og stel og kastes op på kæden, der så sviner gearene til. Vore sko får også lidt og de, der ikke har skærme på deres mountainbike, får asfalten sprøjtet op på ryggen! Hvor det er muligt, cykler vi ud i siden af vejen, hvor en ca. 3 meter bred grusrabat - beregnet til hestetrukne vogne - kan slide asfalten af igen.
Dalen bliver smallere og floden vildere efterhånden som vi nærmere os den store sø Issyk Kül. Chüy-floden drejer mod syd og inden længe cykler vi ind i byen Balykchy, hvor vi skal bo hos en privat familie, der stiller værelser til vores rådighed. Da vi ankommer, er det et overdådigt frokostbord, som er anrettet til os, med frugt, forskellige marmelader samt naturligvis suppe, te og kage.                                                                                                                                                               

Et bad i Issyk Kül

Det er eftermiddag og vi transporteres ned til den lokale strand ved Issyk Kül søen for at få et forfriskende bad. Issyk Kül er landets største sø med en længde på ca. 180 km og ca. 70 km på det bredeste sted. Med en beliggenhed 1.600 meter over havets overflade er det den næsthøjest beliggende isfrie sø i Verden - efter Titicaca-søen i Peru. Stranden ligger bag et tidligere industrikvarter og er ikke specielt tiltalende med cigaretskod, plastikposer og andet svineri rundt omkring på arealet. Men det er et populært sted med mange mennesker og der er da også gang i såvel højtalere, hvor muzakken drøner ud, som i de små boder hvorfra der sælges læskende drikke. Søen kaldes også for "Den varme sø", da den ikke fryser til om vinteren, fordi den har undersøiske varme kilder. Men vandet er nu ikke særligt varmt - nærmest som ved en dansk strand. 
Da vi efter badet sidder og hygger os, bliver en af pigerne i gruppen ramt af en sten, som nogle unge fyre har kastet efter hende. De er generte og tør ikke komme hen og snakke med os - måske kan de ikke tale engelsk. En moden kone kommer og forsøger at sige undskyld for drengene, men de synes blot, at vor pige er så køn og det synes konen også og vil da meget gerne have hende som svigerdatter! Sikke et tilbud – og så allerede på den første dag! Vor pige, der bestemt ikke er interesseret i nogen forbindelse, frabeder sig, men konen bliver ved. Vi forsøger, at fortælle konen, at vor pige er alenemor med 3 børn!!!! Så efter lidt snak forstår hun budskabet, smiler venligt og fortrækker.
Tilbage i vort hus får vi en god middag bestående af en slags forårsruller og kan efterfølgende hygge os i gården, der bliver behagelig kølig, nu solen er gået ned.

Til Bosteri (ca. 92 km)

Allerede tidligt på formiddagen er vi atter på farten. Asfaltvejen er af skiftende kvalitet, sommetider helt jævn og glat, sommetider med en ru, genstridig overflade, som gør det tungt at træde. Hele tiden skal vi være opmærksomme på huller i de misligholdte veje. På vor venstre side har vi bjergene op mod Kasakhstan, der vokser sig større og større efterhånden som vi kommer frem, og på vor højre side søen, hvorfra der blæser en kølig brise ind på vore varme kroppe. Undervejs opfanges duften fra landskabet - vandet fra søen, det slåede hø, honningen fra blomsterne - og så den umiskendelige lugt af røgede fisk. Langs vejen sidder folk foran deres huse med en spand æbler og/eller abrikoser som de sælger til de forbipasserende og ind i mellem ser vi stativer med røgede fisk - og dem kan vi lugte på lang afstand. Her er stor trafik på vejen. Nogle kører "med hovedet under armen" - måske omkring de 180-200 km i timen. Tidligere skulle man ikke lære at køre bil - man købte sig et kørekort. Nu skal man lære at køre bil over tre måneder, inden man kan erhverve kørekortet. Det siges, at det er de rige kasakhstanere og russere, der kører hurtigst - det er i hvert fald dem, der har de dyre biler som Mercedes, Audi og BMW. Vi forsøger at holde os på én linie og cykler bag hinanden for at fylde så lidt som muligt på den trafikerede vej. 
På et tidspunkt kører følgebilen frem foran os og lidt efter holder vi alle ind til siden og får serveret te, kager, melon eller anden forfriskning. Vi forsøger at have en rytme, hvor vi cykler en times tid og holder så et opsamlingshvil og får lidt at drikke.
På turen kommer vi gennem flere mindre byer, hvor det kun er hovedvejen, der er asfalteret. Alle sidegader er støvede jord-/grusveje. De hurtigst cyklende sætter efterhånden farten ned, så vi samles mere og mere. Det er vigtigt at finde sit eget tempo for at kunne gennemføre turen.            

Ny lokalguide

Efter ca. seks timer er vi fremme i Bosteri og indkvarteres i et privat hus, hvor der i baghaven er opstillet fire yurter (filttelte), som vi skal overnatte i de næste nætter. Et hus med skyldende toiletter og badefaciliteter gør forventningerne til de sanitære forhold store, men det viser sig, at kommunen har lukket for vandet, så ingen brusebad eller w.c. Efter te og snacks transporteres vi til den nærliggende strand, der er langt bedre end i går. Vi kommer ind på et lukket område med et hotel, hvor det kun er de "rige", der kommer. Her er badebro, rent sand og vandet virker mere klart og rent. Vi bader og slapper af en times tid, inden vi køres tilbage til vor yurt-camp. Her får vi til aftensmad; en dejlig frisk salatanretning samt en omgang lidt kedelig ris med sparsomt kød.
Efter middagen hygger vi os med at smage lidt forskellig vodka og en ny lokal guide, slutter sig til vort selskab. Hun viser sig at være lynende intelligent og hurtigt opfattende. Hun taler engelsk og underviser på universitetet i tysk - og inden længe har hun også lært sig nogle få ord på hhv. hollandsk og dansk. Sprogøre, det har hun.

Ældgamle ristninger i Bosteri

Det er da også hende, der næste formiddag guider os til Issyk Kül’s historiske museum i Bosteri med oldgamle ristninger (tegninger) på sten. Hele området - med ristninger på over tusinde sten - er under UNESCO’s beskyttelse i projekt Cultural ECO-tourism in the mountains region of Centralasia and Himalay. De mange sten - spredt over et stort område - er flyttet hertil af isen ved sidste istid. At der har været koldt her en gang for 20.000 år siden, vidner ristninger af rensdyr om - dyr som for længst er væk fra disse varme og tørre egne. Andre ristninger viser både jægere og deres byttedyr, ligesom der er tegninger af sneleopard, kamel og gemser. Midt i området ligger en lang række sten som trukket efter en snor og man mener, at dette har været grænsen mellem to klaner. I området findes også gravsteder og huler.                 

Besøg på markedet

Efter rundvisningen kører vi ind til byen og besøger det lokale marked. Og her er alt hvad et marked skal indeholde - boder med bl.a. tøj, stoffer, fisk og grønt samt et sted, hvor man kan gå ind og få sig en kop frisklavet nudelsuppe med svampe eller fisk.
Tilbage i yurt-campen slapper vi af efter frokosten. Nogle vasker tøj, andre hviler sig og et par stykker går en tur ind til byen. De kan efterfølgende berette, at de så en bilulykke. En kvinde blev ramt af en bil og kastet til jorden. De unge i bilen var straks ude og hjælpe den forulykkede. Efter et kvarter var der politi og ambulance på stedet og det var betrykkende at se, at der trods stor fattigdom i landet og mangel på mange ting - så fungerede redningsarbejdet.

En lejr i Kurturgu (ca. 84 km)

Rytmen og rutinerne fra de foregående dage gentager sig, da vi cykler videre langs Issyk Kül. De største turistbyer er passeret og trafikken bliver langsomt mindre og mindre, og omgivelserne mere landlige. De mange køretøjer skifter efterhånden fra de hurtige biler til hestetrukne vogne, hvor hele familien ofte sidder på ladet og hilser på os, når vi cykler forbi. Da vi holder pause, mangler vi de to sidste i gruppen, som først når frem et godt stykke tid efter. Det viser sig, at vores turleder har haft turens første punktering og har skiftet slangen på sit baghjul. (Lappe dæk gøres senere, når der er bedre tid).                                                                         

Noget primitivt

Da vi når frem til en feriecamp ved Kurturgu er der nogen forvirring omkring vor ankomst, idet de først ventede os i næste uge! Men efter ca. ½ time finder de et par huse, som vi kan overnatte i. Hele dette feriekompleks har været/er et af de foretrukne ferieparadiser for de pengestærke russere, som valfarter hertil. Komplekset består af en lang række feriehytter, som desværre stille og roligt står i forfald. De huse vi får stillet til rådighed, har ikke indlagt vand og lyset fungerer ikke og toilet, ja, der henvises i første omgang til et offentligt træskur på stranden, der indeholder diverse "bum". Efter besigtigelse er vi enige om, at vi hellere vil en tur i skoven. Det viser sig dog, at der i tilknytning til husene findes en bygning med luksuslokummer, hvor man kan sidde fem på rad og forrette sin nødtørft i et hul i gulvet.                                                                                                          

En helt anden kultur

I den tilhørende restaurant, der nærmest minder om en stor spisesal i forfald, får vi serveret kogte, intetsmagende nudler i en blikskål og tørt brød til en kop tynd te, hvilket uvilkårligt får mine tanker hen på serveringen i et fængsel. Det er naturligvis en oplevelse at møde denne kultur, som ligger så langt fra den vestlige standard. Men når man tænker på, at mange af de mennesker der ferierer her, kommer fra betonslum i forurenede byer, kan man godt sætte sig ind i den glæde de har ved at komme ud i et grønt område, med frisk luft og strand. Og hele området ligger da også særdeles naturskønt på en lille halvø med stranden til den ene side og en vidunderlig udsigt til bjergene på den anden.

Luksus i Karakol (ca. 54 km)

Dagens etape er relativ kort, men ikke mindre anstrengende, da vi skal over to bakker - begge på 12 procent stigning/fald. Det er hårdt og nogle af os må af og trække cyklen et stykke - men har så glæden ved at få turen "gratis" nedad på den anden side af bakken. Vi har forladt den nordlige del af søen, er drejet sydpå - væk fra bjergene - og cykler gennem en åben dal. Derude mod øst - et sted i det fjerne - grænser Kina op til Kirgisistan. Så kommer vi til storbyen Karakol, der er den største af byerne i lssyk Kül regionen. Det er helt underligt at skulle gennem en rundkørsel efter de seneste dages ligeud-cykeltur. Vi passerer en del monumentale bygninger og drejer ind på en lille grusvej. Her stopper følgebilen foran en stor port til en villa. Der viser sig at være Marzey’s Guesthouse. En oase midt i storbyen. Bag den ydmyge facade åbner der sig et frodigt blomsterhav og en frisk, grøn plæne, hvor vi kan sætte os under et af de skyggefulde træer. Bag haven rejser de sneklædte Tein Shan bjerge sig. Et helt uventet dejligt sted og noget af en kontrast til oplevelsen i går. Her får vi separate værelser og her er adgang til skyldende toilet og bad.                                                                                                                                       

Kirke og moské

Vi kører ind til byen for at spise frokost og derefter besøger vi den store, gamle russisk ortodokse trækirke fra 1886 - brændt og genopbygget i klassisk stil flere gange. Et imponerende bygningsværk, som bestemt er besøget værd. Inde i kirken pågår en messe og det er med forsigtighed vi lister os ind for et øjeblik at overvære sceneriet. Præsten står og messer, og foran præsten står menigheden rundt omkring i kirken med bøjede hoveder. Vi lister ud igen og kører til en anden helligdom - Dungan-moskeen. Vi må dog ikke komme ind i moskeen, men kun se den udefra. Kirgisistan er et overvejende muslimsk land, men vi ser kun få kvinder med dækket hoved og ingen mænd (uden for moskeen) med langt skæg. Religionsdyrkelsen her er ikke synlig, hvilket de bikini-klædte kvinder og de øl-drikkende mænd, vi har mødt på stranden, vidner om.

På markedet

Inden morgenmaden hos Marzey’s begynder dagen med et besøg på Karakols berømte marked. Det er først og fremmest dyr, det handler om. Geder og får, kvæg samt et stort hestemarked. Og det myldrer med folk i næsten alle racer. Her er hvide, her er asiater, her er blandinger og det er faktisk mere interessant at iagttage disse mange fremmedartede ansigter end at de på de mange dyr, der efter vores dyreetiske regler ofte lider en kummerlig tilværelse. Hvad med den lille ko, der af to mænd skubbes ind i en Lada og transporteres væk på bagsædet?
I denne tidlige morgen sidder kvinderne allerede og bager brød midt på markedspladsen mellem dyr og opstillede lastvogne. Der står en sky af fedtdampe op fra gryderne hver gang et nyt stykke dej lægges til friturekogning. Men her er et herligt leben og vi møder kun smil, medens vi vandrer på kryds og tværs over markedspladsen.
Op ad formiddagen cykler vi fra Karakol.