Ørkenen i Wadi Rum, Jordan
Log ind Log ind
Ørkenen i Wadi Rum

Ørkenen i Wadi Rum

Fra den overbyggede terrasse ved Wadi Rums besøgscenter kan vi skue ud over dette moderne byggeri og den bagved liggende ørken, som vi skal vandre i her til formiddag.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Spændende film om Wadi Rum

Først skal vi dog besøge museet, der oplyser om hvorledes dette naturbeskyttede ørkenområde er opstået, hvilket plante- og dyreliv her findes og om de mennesker, der har levet her gennem årtusinder. I dette moderne besøgscenter findes der udover museet, forskellige butikker samt en filmsal, hvor vi får vist en glimrende film om Wadi Rum. Fra besøgscentret, der ligger et par kilometer lidt inde i Wadi Rum, kører vi i vores bus frem til landsbyen Rum, hvor vandreturen gennem ørkenen starter. Har man ikke lyst til at vandre, kan man herfra komme på dromedar-tur med en "kameldriver".

Et storslået landskab

Allerede fra starten af vores vandring får vi en fornemmelse af dette storslåede landskab, som er helt forskellig fra hvad vi hidtil har oplevet på vores rundrejse i Jordan. Nu træder vi ud i en "rigtig" sandørken, til forskel fra den stenørken vi har set så meget af på køreturen ned gennem Jordan. Wadi Rum, der i 1998 blev et beskyttet naturområde, er skabt for 30 mio. år siden ved voldsomme forskydninger i jorden, der skubbede sandstensmassiver, granitklipper og andet materiale op over jordoverfladen. Vejr og vind har siden eroderet klipperne, der nu fremstår som store forrevne øer i landskabet med røde, lilla, blå, rosa og gule farver - flere af dem mere end 1.000 meter høje.

Nabatæernes tempel

Ikke så langt fra landsbyen Rum støder vi på et tempel fra det 1. århundrede e.Kr. Det var nabatæerne, et folk der herskede over store dele af det nuværende Jordan, Syrien, Saudi Arabien og Israel, som byggede det. Udgravningen af templet og de nærliggende bade og villaer fra samme periode er langt fra færdige og sker i takt med, at der er midler til det. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor besværligt det må være, at udgrave disse helt ubeskyttede ruiner, når en enkelt sandstorm kan dække, hvad arkæologerne lige har blotlagt. Men hvorfor bygge et tempel midt i en tilsyneladende tør, ufrugtbar og livløs ørken? Det er jo den opfattelse de fleste af os har af ørkenlandskabet - et goldt sted. Men sådan er det ikke. Flere steder springer kilder ud af klipperne, og når det en sjælden gang regner, blomstrer ørkenen 10- 20 dage efter. Og de mange dyrespor i sandet fortæller os, at her er liv - nok mest om natten. Beduiner har da også levet af fårehold og landbrug i disse øde egne i mere end 10.000 år. Man fatter det ikke!

Lawrence of Arabia

Vi fortsætter vandringen langs de høje næsten lodrette klippesider og kan iagttage masser af større og mindre firben pile hen over sandet og ned i deres beskyttende huller. Mellem klipperne fouragerer forskellige ørkenfugle, mens de kalder på hinanden. Fremefter kan vi skimte et enkelt grønt træ og ikke langt derfra et beduintelt. Træet står under Lawrences Kilde, der udspringer lidt oppe i granitklippen. Vandet føres i dag gennem en slange hen til beduinteltet. Kilden har fået sit navn efter helten Thomas Edward Lawrence (1888-1935), der skulle havde opholdt sig her og badet i kilden. Han var britisk arkæolog, officer og forfatter, også kendt som Lawrence of Arabia og blev internationalt kendt for sin rolle som officer ved det arabiske oprør mod det Osmanniske Rige under første verdenskrig. Filmen Lawrence of Arabia med Peter o'Toole i hovedrollen, har medvirket til at udødeliggøre ham.

Frokost hos beduinerne

Under skyggen af beduinteltets tykke dug bydes vi velkommen af beduinerne og får straks sød te. Traditionen byder, at når man kommer til en beduins teltlejr, bliver man vel modtaget med te og kan bo der frit i tre dage. Først derefter bliver man spurgt om, hvad man kommer efter!!! Vi bliver dog kun frokosten over, inden vi i to biler køres længere ud ørkenen.
Wadi Rum dækker ca. 720 km2 og heraf er ca. ¼ åbent for bilkørsel, mens de øvrige ¾ er decideret beskyttet vildmark, hvor adgangen foregår til fods eller via dromedarer. Vi fordeles i to biler - en åben, hvor vi kan sidde bag på ladet og en lukket. Selv om det er midt på dagen, er det koldt at sidde på det åbne lad, men udsigten synes bedre herfra.

Slugt med gamle inskriptioner

Efter ca. ½ times kørsel gennem det løse røde sand når vi frem til Jebil Khazali - et massiv der rejser sig som en lodret rustrød væg med et ubeskriveligt mønster i klipperne. Midt i dette massiv fører en ca. to meter smal kløft ind mellem bjergets sider. Herinde fandt nabatæerne de livgivende kilder og vi kravler over et par af disse naturlige små vandbassiner til vi ikke kan komme længere ind i den smalle kløft. På kløftens vægge har forskellige kulturer ridset tegninger og inskriptioner, som beretter om livet her. Bl.a. ses en rytter jage en hjort, ligesom der ses figurer af personer samt et typisk tegn fra nabatæerne - fødder udhugget i klipperne.

Klippebroer

Køreturen fortsætter sydpå og forbi det ene maleriske sceneri efter det andet. Neden for de næsten lodrette sandstensmassiver ligger dynger af eroderet materiale i samme farve som klipperne oven over. Lyse farver, mørke farver - alt afhængigt af klippernes materiale. Ved Um Frouth - "Den lille Klippebro" - får vi mulighed for at bestige sandstensmassivet og komme op på stenen, der danner en bro over en udhulet klippe. Lidt længere mod øst ved Jebel Burdah ligger "Den store Klippebro" og her er det kun de behændigste, der kravler op ad den stejle klippeside for at få udsigten fra toppen af denne enorme naturskabte hvælving.

Vandring på sandmile

På vejen tilbage mod landsbyen gør vi holdt ved en af de mange, enorme sandmiler, der ligger støttende sig til klippemassivet. Denne løse, røde sandbunke rejser sig ca. 30 meter over niveau og indbyder til bestigning. For hvert skridt vi tager op gennem sandet, synker vi ned i det porøse materiale og sætter samtidig gang i et lille sandskred. Det er bestemt ulejligheden værd at prøve og udsigten fra toppen er fin. At sandmilen ikke er helt nydannet vidner enkelte buske, der har fået rodfæste i sandbunken, om.

Jabal Rum Camp

Det er blevet ud på eftermiddagen og tid til at køre tilbage til landsbyen. Det er en kold fornøjelse at sidde på ladet af bilen, for der står en skarp vind ind fra vest, der får sandet at at fyge op.
Fra landsbyen kører vi videre med vores bus til teltlejren ved Jabel Rum Camp, der ligger nogle få kilometer uden for Wadi Rum. Lejren består af ca. hundrede to-mandstelte og enkelte familietelte stillet op på rad og række. Desværre er mange af teltene noget slidte med utætte ventilationsåbninger (vinduer). Her havde det været en god ide med noget gaffatape, til at holde lidt sammen på det - men det har vi glemt! Teltene kan ikke lynes, men lukkes med en række sløjfer - så her er der også åben for træk. Indvendigt er senge hver med to kameluldstæpper og et lagen. Her får vi brug for vores medbragte lagenpose, så vi ikke ligger i direkte kontakt med et "fremmed tæppe". Derudover findes et lille bord. Der findes naturligvis ingen elektricitet, så pandelamperne findes frem. I en servicebygning er toiletter og baderum for hhv. kvinder og mænd, og i store sammenhængende beduintelte er "opholdsstuen", der samtidig fungerer som spisesal med små borde og sofaer. Teltet er fint dekoreret med store tæpper på gulv og væggene.

Solnedgang i sandstorm

Selv om vinden rusker noget i teltet og luften er fuld af sandstøv, vil vi gå op på klipperne bag teltlejren for at nyde solnedgangen. Turen derop et let gået og tager kun et øjeblik, selv om det nedefra ved første øjekast, kan se nok så ufremkommeligt ud. Vi sætter os et sted, hvor vi kan komme lidt i læ for blæsten og venter på at solen skal forsvinde. Vi venter, men får ikke en "rigtig " solnedgang at se denne aften, for himmelen er fuld af sandstøv, som vinden hvirvler op, og solen forsvinder nærmest i en sæk, mens den kaster sine sidste gyldne stråler ud over bjergene i det fjerne.

Aften i beduinteltet

Da vi er tilbage i lejren, er der tændt petroleumslamper uden for hvert telt, så det er muligt at finde vej i mørket. Det adviseres, at kokken vil grave den aftensmad vi skal have i aften op af jorden! Det er naturligvis et tilløbsstykke og vi samles bag beduinteltet for at følge operationen. Maden, ged og kylling blandet med diverse grøntsager, er sat til kogning på nogle glødende sten anbragt i et hul og derefter dækket med sand. Efter et par timer er maden mør og saftig - lige til at spise. Kokken har anrettet maden og i det store beduintelt bliver der hurtig trængsel ved madbordet. Udover vores lille danske gruppe, er her franske og tyske grupper - op mod 80 mennesker. Under kaffen spilles der op til kædedans anført af servicepersonalet og musikken spredes ud over hele lejren, inden det hele dør ud ved 22-tiden.

Kold morgen i Wadi Rum

Jeg har ikke sovet godt i nat. Ikke fordi jeg har frosset som så mange andre, for jeg havde taget lange underbenklæder og trøje på, men fordi jeg flere gange er vågnet med sand i øjnene. 
Teltet har simpelthen ikke kunnet holde sandet ude, så da jeg vågner ligger jeg nærmest i en sandkasse! Madrassen er nu heller ikke noget at prale af - slidt som den var. Det havde været bedre at ligge mere plant direkte på jorden. Eller endnu bedre at finde en anden form for logi i Wadi Rum! Denne kolde morgen bliver det en meget hurtig omgang toilette - to finger i koldt vand og øjenbrynene er fugtet!
Vi har hele formiddagen til igen at "snuse" lidt til ørkenen og efter en spartansk morgenmad, sættes nogle af os fra rejseselskabet af et par km. før landsbyen Rum for at vandre derind, mens de øvrige fra gruppen tager på dromedar-ridt inde fra byen. Og det er en kold morgen i ørkenen - næppe mere end fem grader - så det er nødvendigt med både hue og handsker. Vi går på "jagt" efter dyrelivet. Måske får vi nogle dyr at se tidligt på morgenen, inden temperaturen kravler over de 25 grader. Jo, der er stor forskel i temperaturen mellem dag og nat i ørkenen - også fordi vi trods alt befinder os ca. 800 meter over havets overflade.

Dyrespor i sandet

Det er naturligvis lunest at vandre i solen, men chancen for at se dyr tror jeg ligger tættere på klippemassivet vi vandrer langs med, så selv om det meste ligger i skygge og dermed er lidt koldere, forsøger jeg mig der. Vi spredes hurtigt - dog ikke længere end at vi fortsat har kontakt med hinanden. Vi ser flere dyrespor i sandet uden dog altid at kunne identificere hvilket dyr, der har været her i nattens løb. Et enkelt sted ses en gammel hule - måske fra en ørkenræv eller en klippegrævling. Men det lykkedes ikke for mig at se nogle dyr. Inde under klipperne er det tydeligt at her findes vand, for her er små grønne buske hvorfra fuglene kvidrer. Men jeg kan ikke se dem.
Efter et par timers vandring er vi fremme ved landsbyen Rum, hvor vores andre venner har været på "camel-tour". Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede over turens indhold eller måden den blev afviklet på. Det havde vist været "en sur kameldriver". Men for andre havde det været en oplevelse for første gang at sidde højt på en vuggende dromedar.
Vi får en kop kaffe og luner os lidt i solen, inden vi skal videre på rundrejsen i Jordan, hvor vi bl.a. skal prøve at bade i Det Døde Hav og se en af verdens fineste romerske provinsbyer uden for Italien - romerbyen Jerash.

Fakta om Jordan

Hovedstaden i Jordan er Amman. 

Befolkningstal: ca. 10 mio.

Areal: ca. 92.300 km²

Afstand fra Danmark: ca. 3.356 km

Mest besøgte attraktioner: Petra og Wadi Rum samt Det Døde hav

Mere information:

Rejsebureau: Viktors Farmor

Turistinformation: Jordan