Ørkenbjergene bag Eilat, Israel
Log ind Log ind
Ørkenbjergene bag Eilat

Ørkenbjergene bag Eilat

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Den Israelske Stats Turistinformation

Vores lokale guide ved hvad han taler om, da han tager os til ørkenen bag Eilat. Han har levet blandt beduiner og trænet soldater i overlevelse - så vi er i gode hænder i de knastørre bjerge.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

En beduinpiges redning

Han stoppede jeepen henne ved beduinen og kunne straks se, at det var en lille pige med et opsvulmet ben med to tætsiddende huller efter en giftslanges bid. Han fik fortalt beduinen, at hans datter omgående skulle på hospitalet og bad beduinen vente hvor han var, mens han bragte den lille pige hurtigt på hospitalet i den nærmeste by. Hun kom straks under behandling, og han kørte tilbage til beduinen og fik beroliget manden. Senere tog han ham med ind til byens hospital, hvor pigen kom sig - og overlevede. Fra den dag var han adopteret af beduinen og tilbragte meget tid sammen med beduinerne og lærte deres sprog og kultur at kende samt en masse om ørkenens mangfoldighed. Da beduinpigen nogle år senere skulle giftes, blev redningsmanden naturligvis inviteret med. Traditionen tro må ingen fremmede se bruden på bryllupsdagen, kun den nære familie må være til stede. Beduinen bad ham besøge bruden sammen med hendes brødre. De øvrige beduiner protesterede mod dette brud på traditionerne, men fik svaret at det ikke er forbudt at få besøg af sin bror. Manden var en del af familien og det blev accepteret af de øvrige beduiner. Det varede ikke længe før de forskellige klaner af beduiner kendte historien, der fløj gennem ørkenen som en steppebrand - og manden har siden da altid været velkommen hos beduinerne.

Hans navn er Alfonso Nussbaumer. Han er født i Schweiz, men har siden 1962 levet i Israel og er gift og har børn med en israelsk kvinde. Han er uddannet inden for hotelbranchen - men det var naturen – specielt i ørkenen – der interesserede ham allermest. Han har kørt Østafrika på langs fra syd til nord og Nordafrika på tværs gennem Sahara og kender om nogen ørkenen. Alfonso driver sit eget adventurfirma "Alfonso Desert Tours" i Eilat, men har som antydet ovenfor mange kasketter og en viden om ørkenen ud over det sædvanlige. Han er som arkæolog medlem af Archaeological Arava Expedition University, Tel Aviv, medlem i The Desert Rescue Team, Eilat, han er Nature Reserve Ranger samt Honorary Consul for Sweitz. Han har trænet folk i det israelske militær og lært soldater fra hele verden, herunder amerikanske soldater, hvorledes man overlever i ørkenen og har assisteret i farlige eftersøgnings- og rednings missioner i Zimbabwe, Colombia og Kina. Vi er kort sagt i de allerbedste hænder, da vi denne morgen hentes på vores hotel i Eilat af to 4-hjulstrukne jeeps for at begive os ud i ørkenlandskabet.

Eilat Mountains

Eilat ligger som den sydligste by i Israel helt ud til Det Røde Hav for foden af Negevørkenens højland, der rejser sig et "stenkast" bag byen. Negevørkenen danner en kile mellem Egyptens Sinai-ørken mod vest og Jordans høje Edombjerge mod øst kun adskilt af den enorme dalsænkning den Syriske-Afrikanske kløft der løber 470 km gennem landet og slutter i Arava-dalen. Vi kører et stykke op langs med den egyptiske grænse, hvor der med jvne mellemrum ses bemandede kontroltårne. Selve grænseskellet dannes af et lille rustent, næsten faldefærdigt pigtrådshegn, der følger landevejen få meter inde på det stenede terræn. Her er sparsomt med bevoksning, kun enkelte akacietræer har overlevet 11 års tørke. Vi kører ind i en flodseng, en såkaldt wadi og stopper bilerne.

Alfonso fortæller om disse wadi’er, der er dannet af de voldsomme regnskyl, der gennem tiderne har ramt egnen. Når det sker, kommer vandet med en sådan kraft, at det river alt med sig. Træer rives op med rod, store klippestykker flyttes som var det korkpropper og veje - selv de asfalterede - skylles væk. Mange af wadi’erne er udlagt som vandreruter og nogle som cykelruter og det hænder, at folk overraskes af en flodbølge. Det kan sagtens ske, at det har regnet hundrede kilometer væk og man går i en wadi under en skyfri himmel og så blive overrasket af en flodbølge, der kommer væltende ned gennem flodsengen. Faktisk dør flere mennesker i ørkenen ved drukning end af tørst! Men her i Eilat har det ikke regnet mere end to-otte mm. pr år i de seneste 11 år og naturen er ved at lide uoprettelig skade. Vi ser kun meget tørre buske og enkelte træer med sparsom bladvækst. Andre træer er allerede døde. Akacietræerne er de eneste, der med deres op til 60 meter dybe rødder, er i stand til at hente tilstrækkelig væde op fra undergrunden.

Mt. Joash

Langsomt bevæger vores lille ekspedition sig op ad snoede stier, som man ikke tror muligt at forcere i bil. Men de 4-hjulstrukne jeeps arbejder sig langsomt op over sten og grus. Landskabet omkring os bliver mere og mere spektakulært og bjergene har de mærkværdigste former og farver. Her har de tektoniske plader i undergrunden skabt et virvar af forskydninger i jordoverfladen, der vidner om særdeles stærke kræfter fra en fjern fortid. Bjergene er foldede i alle retninger, skubbet op og ind under hinanden og skabt lange smalle kløfter. De ældste bjergarter her er mere end 500 mio. år gamle. Her er bjergarter i alle farver, fra sort granit til næsten hvid sandsten.   

På toppen af Mt. Joash gør vi holdt og betages af den fantastiske udsigt ud over ørkenen. Mange har en forestilling om, at en ørken er en nøgen slette med sand og tænker måske på Sahara. Men ørkenen er meget andet. Her er det sten, bjerge, flere sten, storhed, stilhed og tørke - og et uventet stort dyreliv. Mod øst kan vi se den store bjergkæde Edombjergene i Jordan, hvor nabatæerne (et tidligt folkeslag) havde deres højborg i Petra. Mod syd åbner Det Røde Hav sig og mod vest en ligeså imponerende udsigt ud over Sinai-ørkenen i Egypten. Mod nord fortsætter Negevørkenens højland i det "uendelige".
Vi har kun været kort tid i ørkenens tørre luft og kan mærke tørsten komme. Alfonso har 25 liter vand med i en tank bag på jeepen, som vi alle drikker af. I den ekstrem tørre luft mærker man ikke, at man sveder, så man skal huske at drikke med jævne mellemrum.

En lille Grand Canyon

Vores næste stop er ved en bred kløft, hvor det er muligt at studere de mange lag, der er i klippesiderne og hvorledes erosionen har nedbrudt bjergene. Hvad gemmer disse klippesider af hemmeligheder? Vi ved at nogle af de antikke karavane-ruter - f.eks. krydderiruten fra syd til nord - også gik gennem disse kløfter. Her er tale om ruter fra tiden langt før Kristi fødsel. 
Vi skal ned i kløften og da vi nærmere os nedkørslen, tror man ikke, at jeepen kan klare det - så stejlt går det nedad. Det er en fantastisk oplevelse at se, hvad disse køretøjer og mændene bag rettet kan klare.

Nede i bunden af kløften breder den sig ud og er en af de brede wadi’er i Eilat-bjergene. Her i det mere lavtliggende terræn er bevoksningen lidt hyppigere. Akacietræerne står spredte i flodsengen. Et enkelt sted eller to ses lidt grønne buske og planter – men det hører bestemt til sjældenheden. Vi kører tæt på klipperne i højre side af wadi’en og får øje på en flok ørkengazeller under et akacietræ på den anden side af dalen. Men de flygter, da vi kommer kørende. -Der altså liv i ørkenen, spørger jeg Alfonso og han forklarer at der er masser af liv. Her er også ørkenged - ibex, ørkenræv, ørkenlos, slanger og fugle og mange andre dyr.

Timna Park

Vi kommer ind på den såkaldte "Kobberrute" og nærmere os naturreservatet Timna Park, - et 60 km2 stort naturskønt område ca. 30 km. nord for Eilat. Her er både åbne kobberminer og miner med skakte under jorden. Her har man brudt kobber allerede 4000 år før Kristus, så her findes verdens første kobbermine. Fremme ved centret overraskes vi ved synet af en sø - Lake Nehustan (Timna Lake), hvor man kan slappe af og dyrke forskellige former for vandsport. Centret kan også være udgangspunkt for en eller flere af de 24 vandreruter i området, hvor man både kan opleve natur og ældgammel kultur. Et par af ruterne på hhv. tre, fire og otte timer fremgår af den brochure, man kan få ved centret. Her findes også underholdning af forskellig art som f.eks. kamelridning (på dromedarer), rappelling, cykling samt et cafeteria.

Salomons Søjler

Ikke lang fra centret rejser Salomons Søjler sig (Soalomon’s Pillars) formet af naturlig erosion af klippernes røde sandsten gennem tusinder år. De 50 meter høje lodrette klippestøtter kan få fantasien hos enhver hen på historien om Kong Salomons Miner. Ligger der mon en enorm skat med diamanter gemt her? 

Antikke klipperaderinger

Vi fortsætter ad en mindre grusvej og kommer frem til et åbent museum, hvor kopier af forskellige antikke klipperaderinger er udstillet. Her er de ældste - indsamlet fra området heromkring - mere end 6000 år gamle og forestiller jægere med deres hunde. Men også kartouche med den egyptiske Farao Ramses signatur vidner om, at egypterne også har været her. Alfonso leder os på en vandretur rundt i området, hvor der flere steder er raderinger i klippevæggene, der stammer fra tiden, hvor de antikke kobberminer blev udgravet. Raderingerne er gengivet på store gennemsigtige glasmontre, så vi besøgende tydeligt kan se, hvad de enkelte figurer forestiller. Enkelte steder ses fortsat dybe huller i jorden og vi får forklaret, at de kunne være op til 60 meter dybe og have fire etager under jorden, hvorfra man brød kobber.

Alfonso fortæller, at han har deltaget i udgravningerne her og fører os hen til en smal kløft, der ender blindt, nederst i en mineskakt. Her viser han os sit mest betydende fund – hans egen "perle". Det er nogle af de ældste raderinger i området. Man må forestille sig, at der for tusinder af år siden har siddet minearbejdere og drøftet situationen og at de har ridset figurerne ind i klippevæggen. Det er en helt speciel følelse at stå over for så gamle tegninger, der fortsat findes frit i naturen med adgang for enhver.
På vej ud af Nationalparken ser vi ejendommeligt formede klipper bl.a. den såkaldte "Svampe klippe" der har form som en kæmpemæssig champignon.

Camel Park

Det er blevet eftermiddag og selv om solen fortsat står på himmelen, kaster de omkringværende klippesider deres skygge på os, da vi kommer ind i kløften til Camel Park. Her ligger centret for ture på dromedarer ind i den nære Negevørken ved Eilat. Men dromedarer kaldes her altså for kameler (camels)! I Negevørkenen og det meste af Mellemøsten bruges dromedaren, som har en pukkel på ryggen - i modsætning til kamelen med to pukler, som findes i Østen. Dromedaren er et fantastisk dyr - udholdende og stærkt. Dette er naturligvis grunden til at dromedaren gennem tiderne har været benyttet som transportdyr gennem ørkenen. Den kan gå i flere uger uden vand og bære mellem 200-250 kg. Den skal kun have lidt at spise og kan - efter at have drukket op til 150 liter vand på én gang og hvilt sig i nogle timer - igen drage videre. I en særlig indhegning går dromedarerne og snart er de sadlet og vi er parate til en tur på "ørkenens skib". Forrest går en guide og holder snoren til første dyr. De efterfølgende er bundet sammen, så de holder rækkefølgen. Ingen får lov til at ride alene. På turen ind i en wadi ser vi pludselig en ørkenræv luske hjemad i skumringen. Mere liv i ørkenen. Men man skal bruge øjnene og se godt efter, for mange dyrs farver falder sammen med omgivelserne, så de er godt kamuflerede.

Det bliver kun en kort tur i dag, for pludselig ruller mørket hen over himmelen og det bliver koldt. Da vi atter er tilbage i lejren, mødes vi under den kraftige teltdug foran bålet, hvor vandet koges til en kop sød myntete, medens der laves brød over åben ild. Så er der lejlighed til at fortælle historier og mens natten tager til, viser Alfonso endnu en side af sine mange talenter og beretter levende om beduinerne og fortæller diverse anekdoter for os. Efter en hyggelig stund tager han os med ud under stjernehimmelen og fortæller om de mange stjernetegn, der lyser klart på den mørkeblå baggrund. 
Det er helt sikkert. Når jeg igen kommer til Negevørkenen, er jeg slet ikke i tvivl om, hvem der skal være min guide på en 3-dages vandretur i ørkenen.

Fakta om Israel

Hovedstaden i Israel er Jerusalem. Tel Aviv er labdets største by.

Befolkningstal: Ca. 8,5 mio.

Areal: Ca. 20.770 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 3.146 til Tel Aviv

Mest besøgte attraktioner: Jerusalem, Masada, Det Døde Hav samt Eilat.

Mere information:

Turistinformation: Israel