134 IMG_7582.JPG
På tur til

Bundsbæk Naturpark og Dejbjerg Hede, Vestjylland

Bundsbæk Naturpark

Ad en svellesti vandrer vi ud i Bjørnemosen, som på denne årstid blomstrer så det er en fryd for øjet. Under os løber åen og på de tørre arealer ses et utal af orkidéer. Her i området findes fem arter, og som alle andre orkidéer i Danmark er de fredede og må derfor hverken graves op eller plukkes – men fotograferes må de gerne …

Et skilt viser vej til et udsigtspunkt – der er dog ikke meget at se – men vi kommer gennem et tættere krat og et vådområde. Så gode vandresko er en god ting at have på.

For enden af stien kommer vi til Rakkerhuset. Herfra fører turen rundt i Bundsbæk Naturpark tilbage til udgangspunktet. Men vi vil videre ud på heden.

Rakkerne

Rakker og tater blev de kaldt – folket der vandrede rundt på den jyske hede og var udstødt af samfundet på grund af det arbejde de udførte. De blev hyret til at flå selvdøde dyr og bragte ådsler med tilbage til rakkerkulen hvor de boede. De var ofte medhjælpere til bødler, som også var udstødte fra samfundet pga. deres urene arbejde.

Rakkerne boede i større eller mindre grupper isoleret fra resten af samfundet og netop her ved Dejbjerg plantage ses tomter og jordhuler fra en rakkerkoloni.

Den almindelige befolkning så ned på rakkerne, da de blev anset for at være uærlige personer, som ikke fortjente respekt. Man ønskede ikke at blive mindet om deres uappetitlige arbejde og de havde ikke adgang til kirken. Først senere fik de lov til at sætte sig på de bagerste rækker ved en gudstjeneste. Også rakkernes børn led under disse fordomme. Var man søn af en rakker kunne man ikke blive soldat, for man var uden tvivl uhæderlig og æreløs.

I begyndelsen af 1800-tallet kom regeringen med en forordning som skulle gøre op med de mange fordomme, og bønderne begyndte selv at flå deres selvdøde dyr. Det betød, at der ikke længere var arbejde til rakkerner og de blev endnu fattigere. Mange udvandrede til Amerika og Australien.

Rakkerhuset er en rekonstruktion af et fattighus fra 1860, men husets historie kan føres tilbage til omkring 1820. Her kunne en rakkerfamilie Niels Kvembjerg og Mette Mus opretholde livet i mosen i kraft af deres køkkenhave, et par geder, jagt og fiskeri, samt de indtægter som Niels kunne tjene som daglejer rundt omkring på gårdene og Bundsbæk Mølle. De boede her i Bjørnemosen indtil 1932 og betegnes som Jyllands sidste rakkere.

Dejbjerg Hede

Vi fortsætter gennem plantagen og forbi en smuk, opdæmmet Skovsø med kæruld langs bredden.

En sten med indhugget Dejbjerg Hede samt en pil viser retningen ud mod Dejbjerg Hede – et typisk velbevaret eksempel på et oprindeligt vestjysk hedelandskab uden træbevoksning. Området blev fredet i 1972.

Vi følger den smalle, sandede sti og indsnuser duften af lyng, revling og andre hedeplanter, mens lærken slår triller over vores hoveder.

I den nordlige ende af heden ses forskellige høje med udsigtspunkt og herfra er der kun et stenkast til en tilsyneladende gammel kirke.

Hellig Kors Kirke

På den anden side af landevejen ligger Hellig Kors Kloster, som er fra 1960, men bygget i romansk stil, hvorfor den ser gammel ud. 

Stedet virker som refugium, hvor man kan bo og deltage i andagterne efter forudgående aftale med stedets præst.

Forbi oldtidsgrave

Dejbjerg hede er kendt for de mange oldtidsgrave fra den sene stenalder og tidlige bronzealder og ses som små forhøjninger i landskabet.

Vi følger en af de gamle drivveje tilbage over heden og ind i plantagen igen. Her er ingen rutemarkering, men med lidt stedsans og orientering finder vi vej sydover på en grusvej, hvor der på hver side ses flere militærdepoter.

Bundsbæk Mølle

Tilbage fra vandreturen besøger vi den fredede Bundsbæk Mølle med mølledam og dæmning, der oprindeligt er fra omkring 1640, og en af Vestjyllands få bevarede og stadig fungerende vandmøller.

Bag møllen ligger en sluse, der regulerer vandstanden i dammen.

Gennem den tidligere kjøbmandsbutik med billetsalg og souvenir kommer vi ind til gårdspladsen foran møllen. 

Over for ligger den gamle smedje og bag ved i stuehuset, er her indrettet café, hvor man i sommerperioden kan nyde kaffe og kage.

En tur rundt i lokalerne giver et fint indblik i hvorledes folk havde indrettet sig. I køkkenet med det gamle brændekomfur ses et større udvalg af "Madame Blå" – det populære service fra en svunden tid.

Dejbjerg Jernalder

På den anden side af vejen ligger det levende museum Dejbjerg Jernalder, hvor fortid og nutid forenes i en spændende formidling af Danmarks forhistorie.

Her møder vi jernalderfolket ved deres lerklinede huse med stråtag i gang med deres daglige opgaver med at lave mad, passe dyr og marker og fremstille husgeråd m.v. 

Vi spadserer rundt mellem og inde i husene og ser og hører om jernalderens levevis. Bag flettede hegn går geder, svin og heste og bagerst i jernalderlandsbyen ligger offermosen, hvor der blev ofret til guderne – herunder frugtbarhedsgudinden. Hun var en vigtig gud, for det betød meget at få børn som kunne forsørge de gamle, når de ikke længere selv kunne.

Oftest var det lerkar og smykker, men også dyr blev ofret. Det fortælles, at også mennesker ind i mellem blev ofret til guderne.

Dagens jernalderfolk

Dagens jernalderfolk er moderne mennesker, som bruger en uge i deres ferie på at leve næsten som man gjorde i jernalderen.

Her findes ikke mobiltelefoner, computere, radio eller TV og det fortælles, at deltagerne får helt fornyede kræfter efter opholdet. Derudover skabes en helt særlig fællesskabsfølelse, når alle skal deltage i de fælles gøremål. Fællesskabet er så stærkt, at flere mødes år efter år for at deltage som jernaldermenneske. Også børn og unge mennesker har glæde af at leve som jernalderfolket.

Naturligvis er her en "høvding" som træffer de endelige beslutninger – ellers går det ikke. 

Interesserede kan melde sig som jernaldermenneske gennem Ringkøbing-Skjern Museum.

Dejbjerg Jernaldermuseum

Jernalderen – for ca. 2000 år siden – var en rig periode i Vestjyllands historie. Befolkningen udvandt jern af mosernes myremalm og efterlod sig talrige arkæologiske spor. 

Nogle af fundene danner grundlag for Dejbjerg Jernaldermuseums permanente udstilling med bl.a. en kopi af Dejbjergvognen, som blev fundet i 1880’erne. De originale dele findes på Nationalmuseet i København.