Campingferie i imponerende Toledo i Spanien

Før man ankommer til oasen Toledo får man, især hvis man kommer fra syd, en klar fornemmelse af sletten La Manchas storhed. Der er tørt og øde, og det er en anderledes køreoplevelse, inden man kommer til Toledo, der rejser sig stolt midt på sletten. Vejene er de fleste steder i orden, men når der er grusvej, skal farten sættes ned og der skal køres efter forholdene. Det var på disse kanter Don Quijote sammen med sin hjælper Sancho Panza sloges med vindmøllerne, som han mente var uhyrer.

Cervantes roman er oversat til mere end 100 sprog og betragtes i dag som verdens første moderne roman. Overalt er de to spanske stoltheder afbilledet i blomsterbede, på metalskilte og staturer.

Campingpladsen uden for byen

Campingpladsen, der hedder El Greco, ligger et par kilometer fra centrum i kuperet terræn. Man kan sagtens gå til centrum, men man kan også vælge at tage bybussen, der går lige uden for campingpladsen direkte til centrum, og så gemme energien til Toledos mange stejle gader. Campingpladsen er opdelt i terrasser, så der er flere forskellige pladser at vælge i mellem.

Man kan få delvis udsigt ud over byen og Tajo floden, der bugter sig forbi i dalen. Faciliteterne er fine og rengjorte. Det helt store trækplaster er nok friluftsbadet, der virkelig trækker efter en varm dag i den gamle bydel.

Imponerende Toledo

Toledo er på alle tænkelige måder et besøg værd. Det første man imponeres over er dens beliggenhed på et klippefremspring med Tajo floden på tre sider. Byen har på den måde lettere kunne forsvare sig mod fjender. Udsigten ud over La Mancha sletten er i dag stadig ganske betagende. Bag de gamle bymure gemmer der sig historier, der vil fascinere de fleste. Sæt god tid af for der er virkelig meget at se. Toledo ses bedst til fods.

Der er ikke langt mellem de forskellige seværdigheder, men der er stejlt. Har man små børn med kan det anbefales at tage dem i bærestol i stedet for at skubbe en klapvogn.

Den gamle bydel

Man skal bruge minimum to dage for at se det meste af den gamle bydel. På en dag når man kun de største attraktioner så som katedralen, fæstningen og El Grecos hjem. Man skal jo også nå at sidde på en cafe både formiddag og eftermiddag. Frokosten kan man heller ikke bare snuppe i en håndvending, hvis man vil have den spanske kultur helt ind under huden.

Og endeligt bør man også afsætte en aften i Toledos gamle bydel. Her emmer der af hygge og romantik uanset, hvor man er.

El Greco blev

Den græske maler med det besværlige navn Domenikos Theotocopoulos kom til Toledo i 1577 for at male altertavlen i klostret Santo Domingo el Antiguo. Han blev hurtig kendt som "grækeren" og deraf navnet El Greco, der også blev hans kunstnernavn og i øvrigt det navn alle kender ham for.

El Greco blev i Toledo frem til sin død i 1614. Hans hus er i dag et museum, hvor flere af hans mest kendte værker hænger.

Hjemlig hygge

Det gode ved at bo på campingpladsen er, at man kan trække sig tilbage fra den livlige midtby og så nyde naturen og måske en dukkert i friluftsbadet, inden børnene lægges til ro. Opskriften på en god dag er, at man efter en spændende dag spækket med oplevelser, kan nyde et glas Rioja under stjernehimlen mens cikaderne synger. Der er ikke langt i seng.

Når alt er set på dette sted, flyttes huset til et nyt. I Toledo bliver man gerne et stykke tid om end ikke så længe som El Greco…