163 DSC08181.JPG
Byvandring i

Belgiske Brügge

Den tid er desværre forbi. Sandbanker i floden Zwijn har for længst blokeret skibenes adgang til byen.

I de gode gamle dage

Handlen er ved at gå helt i stå og nu tænker også han på at flytte til Antwerpen, som så mange andre har gjort. Der er muligheden for handel meget større nu. 

Manden er på vej til en ejendomsmægler, som bor i et flot, stort nybygget palæ, og måske kan han hjælpe ham. Droschen drejer ned ad en lille gyde, der er så smal, at to hestevogne ikke kan passere hinanden. 

Hesteskoene klaprer på de toppede brosten og giver genklang mellem de smukke huse i gyden. Så drejer den ind under en hvælving i bagbygningen og gennem porten ind på palæets gårdsplads, hvor tjenestefolkene kommer løbende i deres træsko, for at holde hesten og bære eventuel bagage.

Her er en hørm af heste fra staldene og mens hesten spændes fra, lyder spillet fra klokketårnet Belfort inde i centrum og fortæller, at han er kommet rettidigt til mødet.

Hotel De Tuilerieën

I dag - ca. 500 år efter - er hestenes pladser på gårdspladsen fyldt med gæsternes biler og palæet er indrettet som et 4-stjernet luksushotel - Hotel De Tuilerieën. 

Selv bor jeg i bagbygningen over porten, hvor der på hver side er indrettet herskabelige værelser til gæsterne. Her er synlige bjælker i loftet og alt er nænsomt restaureret, holdt i gammel stil og med helt moderne faciliteter. En lille trappe fører op til soveværelset, hvor min store dobbeltseng står og hvor jeg har badeværelse og toilet.

I den anden ende af gårdspladsen op mod hovedbygningen er indrettet et lille serveringssted, hvor der om sommeren er pyntet med blomster og grønne buske og hvor gæsterne kan nyde stilheden - væk fra strømmen af turister langs kanalen. 

Her finder jeg også bagindgangen gennem vinterhaven til hotellet og kommer ind til receptionen. En dør fører ind til hotellets wellness-center med svømmehal, sauna, jacuzzi og dampbad, der har åbent hele døgnet.

Samling omkring pejsen

En trappe fører op til de luksuøse værelser på etagerne oven over og ad snoede gange kan man komme til flere suiter indrettet i nabohuset.

Alle værelser har sit eget særpræg og mange har udsigt udover kanalen foran hotellet og de smukke gamle bygninger ind mod byens centrum.

På begge sider af receptionen er her døre. En fører ind til restauranten - der i øvrigt er præmieret for byens bedste morgenbuffet - naturligvis med champagne. 

En anden dør leder ind til pejsestuen, baren og det bagvedliggende billedgalleri over de berømtheder, som har boet på hotellet gennem tiden. Samlingspunktet er pejsestuen, hvor de tunge møbler under prismekronen trækker én ind i en drømmetilværelse, mens ilden knitrer i pejsen. 

Langs kanalerne til voldgraven

Det er vinter, men Flanderns milde klima holder sneen væk, så selv i februar er her en smule forårslunt.

Jeg træder ud fra Hotel de Tuilerieen og står på den berømte gade Dijver, hvor også den prominente skole Europa College ligger og lidt længere henne Groeninge Museum, byens fineste kunstmuseum med bl.a. værker af den flamske mester Jan Van Eycks malerier. 

Men denne formiddag går jeg i stedet langs kanalerne og efter få skridt står jeg på hjørnet af Huidenvettersplein og Rozenhoedkaai og kan tage billede af det nok mest fotograferede motiv - ja, i hele Belgien - billedet af Perez de Malvendas hus spejlende sig i kanalen med klokketårnet Belfort i baggrunden.

Bag mig kan jeg mærke duften af nykogte skaldyr og jeg tiltrækkes af fiskemarkedet Vismarkt, hvor nylandede, friske fisk fra byen Oostende ved den belgiske kanalkyst blandes med dampede hummerhaler og jomfruhummere, der sælges ved de elegante 1700-tals kolonnader i det fri.

Middelalderhuse med trappegavle

Jeg følger kanalen og kan betragte de mange smukke middelalderhuse med trappegavle og småsprossede vinduer, der er så karakteristiske for Brugge. 

Ved Coupure støder jeg på en lille sluse, hvor der på den anden side er ankerplads for mindre sejlbåde og pramme, der via kanalsystemet kan komme videre ud i landet. Kanalen ender i en lidt større kanal, som oprindeligt var den gamle voldgrav, der omkranser hele bykernen.

Her lå i gamle dage bymuren, men den blev revet ned i 1800-tallet og i dag ses kun resterne af den i form af velbevarede byporte, bl.a. Gentpoort lidt mod syd. Det var nødvendigt med forsvarsanlæg for byen var engang endog meget rig. 

Allerede i 800-tallet fandt de rejselystne danske vikinger vej op ad floden med deres lavtstikkende langskibe til dette sted, hvor de plyndrede og brændte alt hvor de kom frem. 

Greven af Flandern byggede en borg samt en bro (heraf navnet Brügge, der også betyder landingssted - kaj eller brygge) som skulle forhindre vikingernes indtrængen og hærgen. 

Senere har hertugdømmet Burgland - ja, hele Belgien - op gennem tiderne haft en omtumlet tilværelse som en del af Nederlandene med skiftende europæiske ejere - Spanien, Østrig, Frankrig og Tyskland.

Men handle kunne man. Og klædeindustrien voksede sig stor, så byen blev en af Europas vigtigste handelsbyer i 1100-tallet. Man handlede med nordboere, fisk og tømmer, med spanierne, vin, og med italienske købmænd, der bl.a. hentede silke og krydderier hjem fra fjernøsten. 

Selv det fjerntliggende Rusland blev der handlet skind med. De forskellige folkeslag grupperede sig, så hver nation havde sin gade. I 1200- tallet blev byen en af Hansestæderne og i 1300-tallet var den Nordeuropas centrum for diamanthandel.

Møllerne på volden

Mens jeg vandrer gennem det grønne anlæg med de mange nøgne platantræer, tænker jeg på, at vikingernes rejselyst ikke er blevet mindre med årene - nu er vi blot en kende fredeligere. 

Jeg betragter fuglelivet i voldgraven med ænder, svaner og en enkelt mellemskarv med hvidt hoved, før jeg når Kruispoort. Et kæmpemæssigt bygningsværk fra 1402, der kunne bevogte den østlige indgang til byen. 

Herfra kan jeg se de gamle vindmøller oppe på en jordvold. Nogle af møllerne er "tilflyttere" fra andre steder i Flandern, men den store Sint Janshuismolen bygget i 1770 er byens egen. Jeg går op til møllen og kan herfra skue ind over byen med dens tårne.

Ad Rolweg vandrer jeg tilbage mod centrum og passerer Jeruzalemkerk - en noget usædvanlig udseende kirke fra 1400-tallet. Bygningen domineres af et tårn med en mangekantet trælanterne i to etager og en tinkugle på toppen.

Burg-pladsen

Det var her på pladsen, at den gamle oprindelige borg lå, som byen voksede op omkring. Dengang gik kanalen helt ind til pladsen, hvilket kan ses på gamle raderinger, men disse kanaler er for længst fyldt op og bebygget.

Fra min position midt på pladsen har jeg udsigt til syv århundredes skiftende arkitektur.

Rådhuset med dets fantastisk ornamenterede facade er et af Belgiens ældste rådhuse bygget fra 1376 til 1420. Mange af de fine statuer på facaden er dog af langt nyere dato og blev opsat i 1960’erne som erstatning for dem franskmændene ødelagde mere end 100 år tidligere.

I det fjerneste hjørne ligger Det Hellige Blods Basilika fra 1100-tallet, der på alteret har et relikvieskrin med en lille flaske, som efter sigende indeholder dråber af Jesus blod. Flasken blev bragt til Belgien af en flamsk korsfarer i 1150 og regnes blandt de helligste relikvier i Europa.

Markt - Markedspladsen

Jeg når frem til byens centrale markedsplads Markt, hvor der siden middelalderen har været handlende, der falbyder deres varer. Sådan er det fortsat. 

Midt på pladsen finder jeg hestedroscherne, som kan tage mig på tur rundt i byen, mens kusken på glimrende engelsk kan berette hvad vi ser undervejs.

Den dominerende bygning er naturligvis det 83 meter høje klokketårn Belfort, men også regeringsbygningen og domhuset er bemærkelsesværdigt flotte. Hele pladsen er omkranset af bevaringsværdige 1600-tals gavlhuse - de fleste med et lille blåt skilt, der fortæller at huset er fredet.

Langs den indre nordlige kanal

Jeg kommer forbi en stor bygning, der mest af alt ligner en gammel lagerbygning, men som nu indeholder Chokolade Museet. Det var forbindelsen med kolonien Belgisk Congo (i dag Den Demokratiske Republik Congo) der for alvor fik chokolade til landet fra slutningen af 1800-tallet.

På museet kan man høre om alt, hvad der har med chokolade at gøre og følge produktionen af bl.a. fyldt chokolade og fremstillingen af chokoladedekorationer.

En smuk bygning med Rigsarkivet ligger for enden af en plads opkaldt efter kunstmaleren Jan van Eyck (ca. 1401-1441). Hans statue står, hvor kanalen slutter ved den hollandske kaj - Spiegelrei. 

Og byen er netop så smuk og velbevaret fordi floden sandede til i 1400-tallet og handlen døde ud. Byen gik i en slags dvale og blev "glemt". 

Da den senere kom ud af sin "Tornerosesøvn", var den heldig at undgå bombninger under to verdenkrige, så vi i dag har en enestående velbevaret middelalderby, som er optaget på Unescos liste over verdens kulturarv.

Jeg følger den indre nordlige kanal langs Gouden-Handrei og videre mod vest. Her er stort set ingen mennesker på denne oplagte vandretur i byen. Hver en lille bro skal naturligvis krydses og det ene pittoreske sceneri efter det andet udspiller sig for mig. Gamle, skæve huse. Nogle med karnapper i træ, andre i sten. Små haver i vandkanten. Bedårende - selv ved vintertide. 

Nu forstår jeg, hvorfor Brugge også kaldes for "Nordeuropas Venedig". 

Omkring Koncerthuset

En stor plads med et springvand åbner sig foran mig. Bagerst på pladsen ligger det nye koncerthus. Under pladsen og i nærheden af banegården findes et utal af P-pladser, så de der kommer kørende udefra kan komme af med bilen. Det er nemlig forbudt at køre i den gamle bydel, hvis man ikke lige bor der (fast eller på hotel) eller skal aflevere varer til de handlende.

Ikke langt fra pladsen tårner Sint Salvator katedralen sit mægtige spir 99 meter mod himlen. Jeg går ikke ind i kirken, selv om den indeholder flotte malerier og en usædvanlig flot altertavle.

I stedet vandrer jeg parallelt med kanalen mod syd, hvor den ender i voldgraven.

Ved Begijnhof

Fra havnen kunne man ad et utal af kanaler komme rundt i landet og ud til den ydre havn ved Damme ca. 7 km nord for Brugge og derfra til havet.

Nu er her er en fredelig park med svaner og ænder som ligger uberørt siden Maximilian af Østrig i 1448 besluttede at etablere anlægget.

En by i byen

Ved siden af kanalen går jeg ind på et næsten lukket parklignende område med fine bygninger og høje træer omkranset af en række bygninger og en lille "bymur". 

Stedet kaldes Begijnhof og var stedet, hvor ugifte kvinder og enker (oprindeligt efter faldne korsriddere) slog sig ned for at hjælpe andre mennesker og leve et fromt liv - uden dog at blive indviede nonner.

Et skilt ved indgangen henstiller de besøgende til stilhed, ligesom der ikke uden særlig tilladelse må fotograferes.

I dag bor her enkelte nonner under Benediktinerordenen. 

Stedet er - som flere andre bygninger i Brügge - medtaget på Unescos verdens kulturarvliste over bevaringsværdige bygninger.

Uden for i parkanlægget ved "Elskovssøen" ligger Restaurant Maximiliaan van Oostenrijk, hvor jeg kan anbefale at spise en grydefuld hvidvinsdampede muslinger med pommes frites og et godt glas hvedeøl.

En drøm af chokolade

Nu kan jeg ikke dy mig længere.
Den ene fristende chokoladebutik efter den anden fanger mit blik og tænderne nærmest løber i vand for at smage på lækkerierne.

Jeg træder indenfor i chokoladeforretningen Chocolaterie Sukerbuyc og den sødmefyldte duft af chokolade skærper alle mine sanser. Jeg bliver budt ind bagved, så jeg kan følge fremstillingen af den fyldte chokolade. 

Dette er håndværk. Hvert enkelt stykke chokolade bliver skabt med omhu og akkuratesse. Kvalitetsprodukt i verdensklasse. 

Naturligvis har jeg belgisk chokolade med hjem ...

Sint Janshospitaal og Memling Museet

Fra broen ved Sint Janshospitaal, der er fra 1100-tallet, ses bygningens karnapper med de hvælvede buer ud over kanalen. 

Nonnerne i hospitalet passede og plejede de syge, og under pestepidemierne kunne de vippe de døde direkte fra sygesengen ned i båden under buerne, så ligene kunne sejles væk. Hospitalet var i drift til så sent som 1976.

Her i bygningen finder jeg også Hans Memling Museet med malerier af en anden af de helt store flamske mestre, der levede fra 1430 til 1494. 

Onze Lieve Vrouwkeerk - Vor Frue Kirke

På den anden side af gaden rager Vor Frue Kirkes kirketårn 122 meter ret op i luften - byens højeste bygningsværk. 

Men på gaden er her et syndigt rod. Jord og betonarbejderne er i fuld sving med at nedlægge rør til det nye kloaksystem. Brolæggerne er allerede i gang med sirligt at lægge små brosten, så alt kan blive klart til sommerens indtog af turister. 

Men længere henne står maskinerne stille. Folk peger ned i det tre meter dybe hul, mens de diskuterer. Der er TV på pletten. Min nysgerrighed skærpes og jeg må se hvad der foregår. En kvindelig arkæolog har stoppet alt videre arbejde. Byens borgmester er tilkaldt og sammen med den ansvarlige entreprenør vurderes, hvad der skal gøres. Man har gravet i en tidligere kirkegård og er stødt på et ukendt gravkammer med det fineste maleri af Den Hellige Moder - blot få meter under gadeniveau. Det vurderes at graven er fra 1350’erne. 

Hvad gemmer der sig under disse snoede gader? 

Forsigtigt afskærmes fundet og løftes ud af dets mangeårige placering for nærmere undersøgelse - og kloakarbejdet kan fortsætte.

Michelangelo i Brügge

Inde i kirken, der blev opført over en 200-årig periode fra 1200-tallet og frem, er det enormt hvælvede kirkerum betagende - ikke mindst, da der fra kapellet bagved lyder sagte messesang. 

Det er dog andet der har de besøgendes interesse. I kirkens højre sideskib ses Michelangelos skulptur Madonna med Barnet, der blev skab i Italien i 1504-05 og skulle have været anbragt i en kirke i Siena. 

Men en flamsk købmand købte den smukke marmorstatue og fik den til Brugge - som noget af det eneste af Michelangelo uden for Italien.

Gruuthuse Museum

Jeg er tilbage på Dijver og træder ind på en gårdsplads. Foran mig ligger et stort middelalderpalæ fra 1400-tallet med den smukkeste gotiske facade og et lille tårn. Her boede herren af Gruuthuse, en velhavende købmand, der havde eneret til at opkærve skat på den blanding af urter (gruit), der blev benyttet ved ølfremstillingen. 

Inde i palæets hall er en smule trængsel, for her er masser at se på i museet 22 nummererede rum fordelt på tre etager. 

I det første rum fanger mit blik en lidt makaber guillotine, men det er langt fredeligere ting jeg skal se - gobeliner som sammen med kniplinger var store handelsvarer i gamle dage. 

I dag er specialudstillingens tema: Kniplinger anvendt i moderne design" og i et lokale ses figurer iklædt nyeste haute couture med kniplinger. Fotografier af klassiske billeder af rige mænd, kvinder og børn viser anvendelse af kniplinger.

Kniplinger har altid været forbundet med statussymboler - man ville vise, at man havde råd! Og sådan er det fortsat. Ægte håndlavede kniplinger, som man flere steder i byen kan overvære fremstillingen af, er dyre.

I andre lokaler ses møbler og malerier. På 1.salen findes et kuriosum - et lille egetræsbeklædt kapel fra 1472, der vender ud mod højalteret i Vor Frue Kirke og hvorfra Herren af Gruuthuse gennem et par glasruder kunne følge med i gudstjenesten uden at skulle mænge sig med pøblen. En lille lem kan endog lukke kirkens hellige luft ind i det lille kapel.

Hvorfor Brügge om vinteren?

De dejlige hoteller er her. Spisestederne leverer fortsat god mad. Øllet flyder stadig. Kunst- og andre kulturskatte er her. Udstillinger med forskellige kulturelle oplevelser skiftes løbende. Musikken - fra barok over klassisk til jazz - spiller fortsat. De velbevarede middelalderbygninger ligger her endnu.

Men på denne årstid er ikke så mange turister.

Her kommer omkring 3,5 mio. turister pr. år, hvilket betyder, at du om vinteren undgår al den trængsel, som denne populære kulturby udsættes for i sommermånederne. Om vinteren er her plads og ingen steder skal du stå i kø.

Eneste minus er naturligvis, at det er for koldt til at sidde udenfor på en fortovscafé og nyde et glas kølig hvidvin. Men til gengæld kan de mange specielle vintertilbud - som f.eks. at købe to overnatninger og få en ekstra gratis - måske friste?

Gå op opdagelse på hjemmesiden for Turistinformation Brugge og find de skiftende tilbud.

Og så er det let at komme hertil. Kører du ikke selv i bil, kan du tage flyet til lufthavnen Zaventem i Bruxelles - både SAS og Brussels Airlines har flere daglige afgange - og derfra med toget direkte til Brugge.

Selv om Brügge ikke er nogen stor by, nåede jeg slet ikke at se alt det, jeg kunne ønske mig på de tre dage, jeg brugte her. Så næste gang skal der være tid til at besøge flere museer bl.a. Diamantmuseet og øl-bryggeriet m.v. - og så skal jeg naturligvis bruge en aften i koncerthuset.